De sidste tider…

Nu kommer sommerens sidste blogindlæg her fra ”Det sorte bjerg”. Og jeg må indrømme, at det er mærkeligt at sidde i lufthavnen og ikke vide, hvornår jeg kommer tilbage igen. Jeg stoler på, at Gud lægger min vej tilrette, og midt i frustrationen over at leve imellem to kulturer, giver det alligevel en vis ro. Jeg håber og beder for, at jeg kan komme herned igen til næste sommer og arbejde videre på de relationer og venskaber, som bliver dybere og dybere for hver gang, jeg kommer igen.  

Lejr i Serbien.

Meget af tiden siden sidste blogindlæg har været fyldt af EUS (KFS på Balkan) lejr i Tarabjergene i Serbien. Det har været en overvældende oplevelse på mange niveauer, men vigtigst af alt er, at Gud virkede på lejren, og der var mennesker, som gav deres liv til ham! Halleluja, for den store glæde at kunne lukke flere mennesker ind i den kristne familie. Det er altid utroligt opløftende!

Selve lejren er noget anderledes end nogen lejr, som jeg har oplevet før. Og for mig var det lidt svært at finde mig tilrette i det miljø, som var omkring lejren. Men noget af det mest givende for mig var, at der var så mange forskellige nationaliteter med. Jeg kunne få lov til at møde brødre og søstre fra hele verden, og det er så overvældende at mærke, at selvom vi har så forskellige kulturer, så er det nemt at åbne op, bede for hinanden og dele nogle dybe ting med hinanden, fordi vi er bundet sammen af Jesu blod for os på korset. Det var enormt stærkt for mig. Der var mennesker fra: Serbien, Montenegro, Makedonien, Danmark, Norge, Tyskland, Nigeria, Sydafrika, USA og Holland. Tænk, at jeg som kristen har familie ud over hele verden! Det var enormt opmuntrende for mig at snakke og bede sammen med dem, og de gav mig nogle nye perspektiver på det at være kristen. Samtidig kom jeg også til at føle mig meget montenegrinsk på lejren. Det gjorde mig virkelig stolt at sige, at jeg boede i Montenegro! For dem var der ikke nok bibel, bøn og lovsang på lejren (uanset om de var kristne eller ej), og det glædede mit hjerte mere end noget at høre, at de mennesker, som jeg virkelig holder af, bruger tid sammen med, og har venskaber med, har en længsel for at lære Gud bedre at kende, og det er det, som får dem med på en lejr. At være en gruppe afsted til et andet land, knyttede os virkelig tættere sammen, og det er jeg taknemmelig for og opmuntret af.

Tanja og jeg fik i løbet af lejren lov til at lave to formiddagsseminarer om, hvordan man kan læse i sin bibel. Det var til stor velsignelse. For mig var det stort at se, at nogle af dem, som ikke før har kaldet sig kristne, blev påvirket af Bibelen. Helligånden virker, uden at jeg skal gøre noget. Bibelens ord, Guds ord, er virkelig levende og kan forandre mennesker! Samtidig var det opløftende at kunne få lov til at bruge 2-3 timer på at gå dybt ind i det at læse Bibelen og dele det, som vi havde læst med hinanden. Helligånden var intenst til stede og gav liv til vores seminar! Vi har brug for at lære Jesus bedre at kende gennem Bibelen, for hvis vi ikke får fyldt vores åndelige krop på af hans ord, vil vores sjæl altid være hvileløs og udtørret. Kun hos Jesus kan vi finde sjælen finde ro og næring.  Pludselig bliver følgende bibelvers meget konkret:

”Jesus sagde til dem, Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Johannesevangeliet 6,35)

Ellers lavede vi også en bibelstudiegruppe om eftermiddagen på lejren, hvor dem, som havde lyst kunne læse igennem Romerbrevet med os. Når man først sætter 8-10 mennesker rundt om et bord med åbne Bibler, kan det være svært at stoppe igen. Det er virkelig den bedste måde at knytte nye venskaber på. Der blev diskuteret, delt og snakket om en helt masse forskellige emner, selvom vi ”kun” nåede at arbejde gennem to kapitler, men det er det fantastiske ved Bibelen; at man hele tiden kan gå et lag dybere ned i Bibelen. Og jeg kan kun bruge Bibelens ord, når jeg skal beskrive den oplevelse, jeg havde af det:

”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.” (Andet Korintherbrev 3,18)

Ved at sidde sammen og læse i Bibelen med andre lærte jeg Gud bedre at kende. Selvom jeg ikke før denne verden ophøre vil kende ham til fulde, vokser jeg i kendskabet til ham for hver gang, jeg åbner min bibel. Ved at lære min skaber og frelser bedre at kende, lære jeg også mig selv bedre at kende, for jeg lærer om, hvad meningen med min eksistens i denne verden er. Det var fantastisk at vokse i dette kendskab sammen med andre mennesker og opleve, at de oplevede noget af det samme.

Bøn og lovsang er også blevet endnu stærkere for mig på denne lejr. Der er nogle af dem, som står mig meget nær, som Gud møder igennem lovsangen og teksterne deri. Det handler ikke om, at lovsangen skal være perfekt musikalsk opført, men om at vi tør at lade teksterne tale, og at vi tør at lukke øjnene og give os hen for de ord, som vi synger. Hvis vi tør at tage de ord ind, som vores mund bekender, så kan der virkelig ske mirakler!

Da dette ikke i alle henseender har været en nem lejr at være på, har jeg oplevet, hvor befriende og udfordrende det kan være at være i en bønskamp, både alene og sammen med andre. Hvis vi oplever, at vi selv har mistet kontrollen, så er det stærkt at få lov til at sætte tillid til, at Gud kan virke alligevel; at han kan tage kontrollen og at hans styrke kan bære alle typer af problemer. Vi skal turde at lade os udfordre mere af det og slippe vores egen kontrol over tingene, for i sidste ende oplever jeg selv gang på gang, at jeg ikke kan magte at bære tingene selv.

”Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for de hellige”. (Efeserbrevet 6,18)

”Men I mine kære, skal opbygge her selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden”. (Judasbrevet 20) 

Farvel og afsked:

Det er altid svært at sige farvel, og selvom jeg har efterhånden har skullet tage afsked med mine montenegrinske brødre og søstre, så gør det altid ondt. Det er aldrig noget, som jeg bliver god til. Selvom at jeg er meget overbevist om, at jeg vil komme tilbage, så er det at savne mennesker, som man elsker utroligt meget, hårdt. Det giver mig også en længsel og håb for fremtiden, hvor vi ikke behøver at sige et hjerteskærende farvel til hinanden, men i stedet kan leve i evighed sammen på den nye jord. Der kan mine brødre og søstre fra både Danmark OG Montenegro sidde sammen, uden at vi behøver at savne og længsel efter fællesskabet med hinanden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en af mine ynglings salmer fra salmebogen, som beskriver den følelse så godt:

”Så er jeg frelst, så er jeg fri,

så har jeg vundet frem.

Så er min strid med et forbi,

så er jeg i mit hjem.

Det hjem min Frelser lovet har

hver den, som korset med ham bar,

Guds Paradis, vort rette hjem,

det ny Jerusalem.”

Men indtil da, så er det at skulle sige farvel en af livets barske realiteter.

I går havde vi lavet en ”åben-hus dag”, hvor mennesker kunne komme forbi og sige farvel til os. Og det var en god måde at gøre det på, hvor vi fik sagt farvel til flere, end vi ville ved at besøge mennesker privat. Det var uformelt og utroligt hyggeligt, og det betød meget for mig, at mærke montenegrinernes glæde ved os, og samtidig mærke at de ser os som en del af deres kirke og arbejde. Der blev fældet nogle enkelte tårer, men vores hjerter er fyldt af håb om, at vi skal se hinanden i fremtiden.

Jeg vil afslutte med nogle ord fra Paulus, som jeg kun kan istemme ham i forhold til kirken og arbejdet i Montenegro:

”Derfor, efter at jeg har hørt om jeres tro på Herren og Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige, kan jeg heller ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner.” 

(Efeserne 1,15-16)

Guds fred og velsignelse til er alle! 

Så har I mig tilbage…

Jeg er nu kommet tilbage til Montenegro efter at have i Danmark i næsten 3 uger. Det har været en stor velsignelse at være tilbage, hvor jeg fik lov til at være en del af et ungcamp team på Fårevejle bibelcamping, mens jeg var lovsangsleder for hele bibelcampingen. Det var overvældende at mærke, hvor mange af jer derhjemme, som har fulgt både Tanja og jeg på vores blogge, og som har bedt for arbejde i Montenegro. Jeg må indrømme, at jeg efter så intens en tur til Danmark godt kan have lidt svært ved at lande her igen. Først var det lidt svært at falde på plads på en dansk lejr, og nu kan det være svært at være tilbage i den montenegrinske kultur, men det er en af følgerne af at leve mellem to kulturer.

Knap 3 uger lyder jo ikke af meget, men nu hvor jeg er kommet tilbage, kan jeg se, hvor hurtigt Gud nogle gange virker! Jeg blev hentet af en fra kirken i lufthavnen, og på den time det tager at køre til Niksic, fik jeg en lille opsamling på alt det, som er sket her i byen. Ja, i nogle tilfælde kan det næsten føles som om, at det er måneder siden, at jeg tog afsted til Danmark. Der har været en lejr i byen, mens jeg har været væk, som består af et stort amerikansk team på over 40 mennesker, som laver forskellige sports og sprogaktiviteter i byen, mens de om aftenen holder aftenmøder for de samme børn og unge. Det virker til, at der er meget at følge op på, så i aften har jeg været til filmaften i kirken, for at møde nogle af dem.  Ellers er der mange, som er taget på ferie andre steder i landet, så der er ikke så mange tilbage i byen.

Mine små fem dage, som jeg efterhånden har været hernede, har været fulgt booket. Lige da jeg kom, tog jeg til filmaften. Lørdag var vi på hike sammen med en familie fra kirken. Det var super hyggeligt og varmt! Det var en virkelig smuk natur med to søer; utroligt fredsfyldt og idyllisk. Familien, som vi var afsted med, var den første kristne familie i byen. Derfor er det så utroligt interessant at høre dem fortælle om deres opvækst og deres liv, som kristne her i landet. Som afslutning på dagen besøgte vi deres landsby. Enhver montenegriner med respekt for sig selv, kender til den landsby, som de stammer fra. Familien har et lille hyggeligt sommerhus i deres landsby, og det åbnede kulturen endnu mere op for mig at se, hvordan sådan et rigtigt landsbyhus ser ud, og se hvilke kår mennesker fra landet lever under.

Ellers er meget af min tid gået med at besøge venner og bekendte. Gensynsglæden er stor på trods af den korte tid, hvor vi har været adskilt. Især glæder det mig, at en af mine bekendte hernede, som jeg ikke har haft kontakt til i noget tid, begynder at tage kontakten op igen. Det er en sand velsignelse.

I morgen tager vi til Serbien på en lejr for hele KFS på balkan. Det er et amerikansk team, som står for det, og jeg glæder mig meget til at lære mere om, hvordan KFS ser ud på hele balkan.

Her til slut vil jeg dele et vers, som ramte mig meget på Fårevejle Bibelcamping, og som passer godt som en beskrivelse på arbejdet hernede - både når det handler om at være i mission og at være i det kristne fællesskab hernede:

”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen” (1. joh.1,1-4).

En hurtig smuttur hjemover

Den sidste uge er gået meget stærkt, og det føles næsten som måneder siden, at jeg var på engelsk lejr! Med fare for at lyde som en gammel kvinde, vil jeg alligevel sige, at det er som om at tiden løber afsted, og at hver dag er det samme som en uge. Men livet i Montenegro er så fyldt af velsignelser, og jeg er dybt taknemmelig for, at have fået et kald og mission i dette land, der er så forskelligt fra Danmark.

 Gud arbejder i mennesker!

Dagen efter, at lejren var sluttet, var det søndag, og mennesker fra lejren var blevet inviteret med i kirke. Fem mennesker, som ikke før havde været i kirken, kom! Det er et direkte svar på alt det, som var sket på lejren. De studerende havde virkelig turdet stille nogle af de dybe spørgsmål til livet, de havde, og de havde turdet være kritiske, men samtidig med også være åbne over for bibelens svar på det, som de havde på hjertet. Det er alt for tidligt endnu at sige, om det er nogle frø som vil spire op og blive til solide træer, det kan kun tiden vise, men hvilken en opmuntring at se, at Gud kan bruge sådan en lejr til at nå dybere ind i menneskers liv. Vi var alle sammen, både englændere, Tanja og jeg, og montenegrinerne ude og spise is efter kirken! Det helt rigtige at gøre, når man kan lide at bruge tid sammen og vejret er varmt! Som dansker ved jeg at gode snakke tid kan ske over noget mad, og denne eftermiddag var ikke en undtagelse.

Mandag aften havde vi også inviteret til bibelstudie, og igen var det overvældende, at de samme mennesker dukkede op. Der var en, som direkte fortalte, at han før lejren havde synes, at det sjoveste havde været at tage ud og feste, men at han efter lejren havde set, at livet havde så meget mere at byde på, at der var noget dybere i Jesus, som han havde set.  

En tur til Kotor.

På den engelske teams sidste dag, tirsdag, havde de inviteret alle, der havde lyst, med på en tur til kysten, nærmere bestemt til byen Kotor. De to sidste år har vi været afsted i en lille bus, men i år blev vi nødt til at leje en normal stor bus. Det viser, at der er progression i arbejdet hernede. Dagen var virkelig god. Vi tog til Kotors gamle bydel, hvor vi alle splittede op i mindre grupper, så kunne man hænge ud på tværs af nationaliteter, kulturer og interesserer for, hvad man nu engang ville lave. Det er en helt anden del af den montenegrinske kultur, end Niksic kan præstere, så det var dejligt med lidt afveksling. Det er enormt idyllisk og alle de gamle kystbyer trækker turister til sig. Det var en god mulighed til at få snakket med nogle forskellige mennesker fra lejren og det engelske team. Senere på dagen kørte vi lidt væk fra selve byen og hoppede en tur i bugtens vand. Det var en god måde at få sagt farvel til det engelske team, bruge tid med gamle venner fra kirken, og snakke med nye venner fra lejren.

Husbesøg

Da dette både har været en uge for mig, hvor jeg skulle følge op på nye venskaber fra lejren, og sige farvel til mennesker fra kirken, har denne uge også bestået på en helt masse besøg hos mennesker. Når man normalt kommer ind i et montenegrinsk hjem, er det første, som man bliver spurgt, om man er tørstig. Man skal helst svare ”ja” for at være høflig. Man kan normalt altid vælge mellem 3 forskellige ting: hjemmelavet sok (saftevand), tyrkisk kaffe eller rakia (hjemmebrændt brændevin med forskellig smag).
Hvis man er blevet inviteret på frokost, sidder man først og snakker lidt med familien, mens man spiser et par godbider bestående af røget kød, bjergost og pølse. Når klokken bliver midt eftermiddagen, er det tid til frokosten. Gæster og manden i huset går til bords, mens kvinder og unge mennesker må vente med at spise til, vi er gået igen. Man starter med suppe og brød, og bagefter bliver der serveret utroligt store mængder af kød, kartofler, salat og brød. For at være en god vært bliver man ved med at sige, at gæsterne skal tage mere, men på et eller andet tidspunkt kan man bare ikke mere. Og det hel bliver sluttet af med endnu en kop kaffe.

Hvis man kommer ude for frokost tid, vil der altid blive serveret kager og andre søde ting, for man skulle jo nødig være sulten.

Gæstfriheden og det at have et åbent hjem betyder meget for montenegrinerne. Det kan sagtens tage tid at vænne sig til for mig som dansker, at man gør tingene anderledes her, men det er også til stor inspiration for mig at se, hvor meget kærlighed, man kan vise, ved at holde sit hjem åbent.

En uge med nogle ”farveller”

Fordi det har været min sidste uge, før jeg har skullet hjem til Danmark, har jeg også brugt tid på at sige farvel til en masse mennesker. Selvom jeg ved, at jeg skal tilbage til Montenegro igen, ved man aldrig, hvem der er i byen, og hvordan tingene ser ud. Derfor tog jeg mig tid til at få sagt farvel til mennesker. Det er altid svært, og skærer mig altid dybt i hjertet!  

Tilbage i Danmark

Nu er jeg kommet tilbage i Danmark for en kort periode, hvor jeg skal være med på Fårevejle bibelcamping. Jeg føler, at jeg har fået meget inspiration af at være i Montenegro, men jeg savner det også allerede efter en eneste dag hjemme. Det betyder, at der er mennesker dernede, som jeg virkelig elsker og holder af, og at have den velsignelse i to lande, det gør ondt nogle gange. Men jeg kan glæde mig over, at jeg vænner tilbage til mit andet hjemland igen i starten af august! Jeg glæder mig til at komme tilbage og vil på bedst mulige måde forsøge at nyde min tid herhjemme i Danmark.

Noget, der har inspireret mig meget denne sommer, kan beskrives med følgende bibelvers:

”Overgiv dine forehavender til Herren,
så bliver dine planer til virkelighed.”

De kristne i Niksic ønsker ikke, at gå deres egne veje, nej, de ønsker at gå den vej, som Gud har for dem, og det kan godt kræve tålmodighed. De ønsker, at det er ham, som skal forme tingene og omvende mennesker, og de ønsker at være redskaber dertil. Ved at gå den vej som Gud viser, kan man i sandhed få lov til at pege på ham!  

Opmuntret og overvældet!

Så er der gået endnu en uge her i Montenegro. Hele denne uge har vi været på lejr oppe i bjergene, der omkranser den by, som vi bor i. Det var det engelske team, som jeg skrev om i sidste blogindlæg, som stod for store dele af programmet. Det er tredje år, at jeg har været med på lejren, og det er fantastisk at mærke, hvordan det vokser år for år både i antal, men også i det åndelige!

Hver dag havde et fast program, hvor der var engelsk undervisning først, og bagefter var der et oplæg fra Lukasevangeliet fra en af lederne fra teamet. Det blev fuldt op af bibelstudiegrupper, hvor deltagerne på lejren – kristne, som ikke-kristne – kunne få lov til at stille spørgsmål og diskutere, hvad det var, som de lige havde hørt fra Bibelen. 

Det var enormt opmuntrende at se, hvor gode snakke der var rundt omkring, også selvom det var under de mindre seriøse dele. Der var utroligt mange gode øjeblikke. Gud arbejdede på en forunderlig måde i mennesker, og der var forandringer at se i mennesker fra dag til dag. Det skønne er, at man kan snakke med mennesker næsten lige meget, hvad man laver: hike i bjergene, spille brætspil, dart, hygge over noget mad, synge, hænge ud på værelserne, sidde i solen eller over et godt spil kricket. 

Den sidste aften, da vi havde bålaften, delte alle deres oplevelser af lejren, og mange sagde, at det var bibelundervisningen, som havde gjort størst indtryk. Der var endda nogle, som sagde, at de godt kunne overveje at dukke op i kirken – og det er nok den allermest glædelige nyhed overhovedet!

Om aftenen var der forskellige kulturelle indslag fra både England og Balkan, og Tanja og jeg havde også nogle aktiviteter. Det er fantastisk, hvordan mennesker fra så forskellige kulturelle baggrunde alligevel kan være bundet sammen af den samme Ånd!

Det er også utroligt overvældende at mærke, at mennesker virkelig holder af os, og ønsker at bruge os, mens vi er her, både fra det engelske team og fra montenegrinernes side. Jeg elsker hver og en af de mennesker! Det er stort at mærke, at mennesker har den tillid til os, og jeg håber, at jeg er den tillid værdig. Det meste af det, som vi har lavet handler om relationer og at snakke med mennesker. Det kan tage på kræfterne, og jeg tror, at vi skal bruge et par dage på at komme til kræfter. Men der lægger også et vigtigt arbejde herefter, hvor vi stadig kan mødes med de mennesker, som vi blev venner med på lejren! For mig handler det om at være i relation til de mennesker, som jeg møder, og derigennem ved jeg, at Gud kan virke.  

Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvordan Gud lader de små frø, der er plantet i mennesker, vokse frem til planter i det næste lange stykke tid!

Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« (Mark. 4, 30-32)

En masse velsignelser at takke for!

Der er så mange ting, som jeg kan skrive til jer om, og jeg vil forsøge at give nogle dryp fra den sidste uges. Det virker som om, at det er flere måneder siden, at vi tog afsted, for hver eneste dag former sig på en ny og uventet måde. For mig handler det bare om at være så meget til stede i nuet, som det overhovedet kan lade sig gøre. Det tror jeg ikke altid, at vi er gode til hjemme i Danmark, for vi har så mange planer og så meget i kalendere, så det altid fordrer, at vi er et skridt foran. Hernede bliver jeg udfordret på, at intet kan planlægges på foran, og hvis jeg alligevel prøver, bliver planerne alligevel anderledes, end jeg havde planlagt.

Dåb

For en uge siden havde vi dåb i kirken. Det var en meget glædelig begivenhed, som rørte mig dybt. Det er første gang, at jeg har været så heldig at få lov til at overvære en dåb i kirken, og det var opmuntrende at se, at mennesker giver deres liv i Jesu hænder. Vi tog ned til den lokale sø Krupac, hvor der var fyldt med badegæster. Vi havde kirkens sangbøger og en guitar med, og så holdt vi en ganske almindelig søndagsgudstjeneste midt ude i det fri. Det var en god mulighed for at dele den Gud, vi tror på, med mennesker, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med kirken. Og der var også flere af gæsterne, som benyttede lejligheden til at lytte med på lovsangen og prædiken.

Kvinden, der skulle døbes, havde et dejligt vidnesbyrd. Jeg havde mødt hende allerede på en kort tur herned i marts, og forandringerne hos hende var tydeligt. Hun er gå fra at sidde sammenklemt over i et hjørne og være meget viskende, hvis nogle snakkede til hende, til at turde sige ting højt i kirken og smile over hele ansigtet. Og den glæde, som hun har fået til Gud smitter! Hun er meget til så meget i kirken, som hun kan, og hendes begejstring er så dejlig at mærke.

Det engelske team

I den sidste uges tid har vi haft velsignelse af at have et engelsk team på besøg fra det engelske UCCF/KFS/IFES. I denne uge skal de lave en lejr for studerende, hvor der er bibeltimer over lukasevangeliet, bibelstudiegrupper, engelsk undervisning, en masse kreative, sportslige og filosofiske oplæg om eftermiddagen, og om aftenen sker der en masse forskellige sjove ting, hvor de forskellige repræsentanter fra forskellige lande, skal præsentere deres kultur. Både Tanja og jeg har været med på lejren de sidste to år, og jeg er fuld af forventninger om, at dette års lejr må blive fyldt af en masse gode ting. Det mest velsignende i dette års lejr er, at den er fuldstændig booket! De andre år har det engelske team skulle bruge ugen op til lejren på at møde de studerende for at fortælle dem om lejren og se, om de derigennem kunne få nogle til at deltage. Men i år var den allerede fuldt booket, før de kom. Det arbejde, som Danijel har gjort hernede gennem de sidste tre år, giver virkelig pote nu. Det er noget af et fremskridt, som der er grund til at takke for at og glæde sig over!

I denne uge op til lejren har der været en masse forskellige aktiviteter, hvor det engelske team har fået mulighed for at møde nogle af deltagerne. Om formiddagen har teamet haft nogle bibelstudier og serbiskundervisning. De har haft forskellige mennesker til at fortælle om kulturen hernede, og de har forberedt deres undervisning til lejren. Det har været lidt svært at finde vores rolle sammen med teamet, for vi er ikke en del af deres team, men alligevel passer vores arbejde ind i det, som de gør. For det er de mennesker, som vi har kontakt til, som skal inviteres med på lejren, og vi har også nogle opgaver på lejren. Det gode er, at vi har kunnet gå fra og til deres aktiviteter, som det har passet ind i vores program, så vi stadig har kunnet være ude og besøge mennesker, men det er også mærkeligt, at der sker så meget i ens hus, og at man ikke er med til halvdelen af tingene.

Det engelske team er nogle virkelige søde mennesker, som brænder for at lave lejren her i Niksic. De er meget åbne og imødekommende, og de er virkelig gode til at falde i snak med de lokale. Det er også inspirerende for mig at snakke med dem. For de kan fortælle mig om, hvordan de er kristne i deres land, hvordan de vægter ting, og hvad der fylder for dem.

Hvad en koncert og et bål kan få en til at tænke på!

For et par aftener siden havde vi en musikkoncertaften. Der kom jeg til at tænke på de to nedenstående vers fra Bibelen:  

Esajas 9,1:

”Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.”

Joh. 1,9-13

”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”

Vi sad rundt om et bål i haven i huset, hvor Tanja og jeg bor. Rundt om bålet sad der kristne brødre og søstre med forskellige nationaliteter: engelsk, montenegrinsk, serbisk, amerikansk og dansk. Mennesker, som nok ikke naturligt ville have fundet sammen, hvis ikke vi var bundet sammen af én eneste ting; vi er kristne brødre og søstre bundet sammen af Jesus blod på korset. Det lys, som Jesus var på korset, skinner stadig ind i vores verden i dag, hvor så meget ondskab ønsker, at tage fokusset fra Jesus og for hans frelsesplan for mennesker. Jesus kærlighedslys kan række ind, selv i det mørkeste mørke, for at kalde mennesker ind i fællesskab med ham, og det er derfor, at jeg er her i Montenegro. Jeg ønsker at vise en gnist af Guds flammende kærlighed til mennesker her i Montenegro gennem de relationer, som jeg har fået lov til at være en del af, og det var det kald, som bandt os alle sammen rundt om bålet i går aftes.

Min bøn til arbejdet hernede er, at flere må opleve at blive kaldt ud af det mørke som mange mennesker mærker gennem arbejdsløshed, krigstraumaer, svære familiesituationer mm. og ind i lyset fra Jesus Kristus.

Serbisk undervisning

I denne uge er jeg også begyndt på min private serbiskundervisning. Det er virkelig sjovt, og det er så meget sjovere at lære sproget, mens man er hernede og kan bruge det i praksis. Det at lære sprog, hjælper mig også til at forstå den montenegrinske kultur lidt bedre. For eksempel bliver både døtre og sønner i familien kaldt for sønner. Det er der en vis ære i. Det er et meget stærkere patriarkalsk samfund, end jeg er vant til fra Danmark. Ligesom at man ofte bliver tiltalt ”Brade moj”, der betyder ”min bror”. Det at være dreng betyder bare mere end at være pige. Når jeg snakker med pigerne om familiestrukturen, bliver der ofte også nævnt, at forventningerne til dem som piger er, at de skal blive gift med en god (rig) mand, føde en masse børn og lave god mad.

Min fornemmelse er dog, at der er en del stærke kvinder rundt omkring. De er vant til, at de skal kæmpe for tingene, hvis de vil opnå noget, og de er ved at overhæle mændene indenom.  Det bliver spænde at følge de næste år!

En dansk familie på besøg

I den sidste uge har vi også været velsignet af et besøg fra Danmark. Hanne og Jakob Legarth har været volontørpar i Montenegro for 10 år siden, og var de første som startede noget studenterarbejde op her. De var tilbage med deres 3 børn, for at vise dem det land, som de har boet i. For mig har det især været en velsignelse at lege med deres 3 dejlige børn, for de kan faktisk forstå, hvad det er, som jeg siger til dem, og at mærke deres glæde ved os har betydet meget. Det har også været en sand velsignelse at kunne snakke med nogle andre danskere om, hvordan det er at være dansker og have Montenegro på hjertet. De kan forstå, hvad det er for nogle kulturelle udfordringer, som man kan stå i. De har givet nogle inputs til, hvordan man som dansker kan handle ind i denne kultur. Det har også været givende dele Montenegro og glæderne ved arbejdet her med dem. Så tak til familien Legarth for en opmuntrende tid sammen!

Tingene sker hurtigt

Tiden flyver afsted hernede, ja, det kan næsten være svært for mig selv at følge med. Men der er så mange velsignelser og glæder, som jeg absolut ikke tager for givet.

2. Timotheus 1,9: ”Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden.”

En del af min tid hernede har indtil videre været brugt på forskellige bibelstudier sammen med forskellige mennesker. I et af studierne arbejdede vi med det første kapitel i andet Timotheusbrev, hvor ovenstående sætning ramte mig. For det beskriver så vældig godt, hvorfor jeg er hernede. Jesus har frelst mig, han blev ramt af Guds vrede over synden på korset, han oplevede straffen, der er gudsforladtheden, for at jeg kan leve i evighed sammen med ham. I denne verden er jeg kaldet til at dele dette med de mennesker, som jeg er sat i blandt, men det er ikke i min egen kraft, men i Jesus kraft, for det er kun ham, som kan gøre undere og som kan forvandle menneskers hjerter.

I mission som husmødre

I den første uge vi var hernede, var præstefamilien, som vi bor hos, ikke hjemme, da de velfortjent var på ferie. Derfor fik vi nogle lidt andre opgaver, end vi er vant til. Vi gjorde rent, passede Nathalia (Danijel og Marinas datter) og lavede mad. Vi havde blandt andet valgt at invitere nogle stykker fra kirken forbi til frokost. Det var dejligt at have nogle konkret og praktiske opgaver at tage fat på, for ellers arbejder vi meget relationelt, og det kan derfor være svært at se nogle direkte resultater før langt tid efter.

Conversation club

Igen i år har jeg brugt tid på conversation club (samtale klub). Det er KFS’ (Kristeligt forbund for studerende) ansatte Danijel, som sammen med en fra kirken, der tidligere har arbejdet som engelsk professor på universitetet, inviterer studerende på café, hvor de kan øve engelsk ved at snakke med os. Det er vokset i antal siden sidste sommer, og Danijels utrættelige arbejde med studerende giver pote. Conversation club giver mening, for man skal jo snakke om noget, og derfor ender snakkende for mig ofte i, hvorfor jeg overhovedet befinder mig i Niksic by. Derigennem kan jeg få lov til at pege i retning af Jesus. I år har jeg især fået kontakt til nogle teenagepiger, som er utroligt søde og åbne. Dem har jeg brugt noget tid sammen med også udover vores ugentlige møder på caféen.

Prayermeeting

En del af mit kirkeliv hernede indebærer det ugentlige prayermeeting (bønnemøde). Her mødes menigheden og snakker om søndagens to gudstjenester, hvor alle har haft nogle spørgsmål med hjemme siden søndagen for at tænke videre over, hvad der er blevet prædiket om. Halvdelen af tiden bliver brugt på at diskutere spørgsmålene, og den anden halvdel bliver brugt på at bede for – og sammen med hinanden. Nu har jeg i 3 somre været med til møderne, og jeg kan mærke, hvordan også menigheden vokser i åndelig modenhed. Det er en dejlig opbygning af ugen; prædiken skal nemlig ikke kun arbejde i mennesker om søndagen, men skulle gerne blive til liv i hverdagen. Det kan dette møde hjælpe til! Samtidig er det livsgivende at kunne få lov til at bede sammen i længere tid.

I mission på toppen af et bjerg

For et par dage siden var vi 15 – 20 mennesker afsted på hike. Der var både nogle med fra kirken, men der var også bare nogle studerende med, som elsker at vandre i de smukke montenegrinske bjerge. Når man går, får man bare bedre snakke med hinanden. Man kan gå fra den ene lille gruppe af mennesker til den næste lille gruppe af mennesker for at snakke, og hurtigt falder emnerne ind på nogle dybere emner, fordi naturen er så overvældene smuk. Det samme gjorde Jesus efter sin opstandelse, hvor han mødte to mænd, der var på vandring mod Emmaus (Luk.24,13-35), og det er så afgjort anbefalelsesværdigt! Det var en meget varm dag, men det var absolut en af de mest taknemmelige måder at være i mission på. Når man kan sidde på en bjergtop og bare kigge ud på den smukkeste natur sammen med mennesker, som man holder af, og samtidig få lov til at snakke om den Gud, som skabte det hele, kan jeg ikke lade være med at blive fyldt af en lille snert af lykke.

Og selvom jeg har brugt de følgende ord i et tidligere indlæg for nogle år siden, bliver jeg nødt til at bruge dem igen.

Salme 8,2 +4-6: ”Herre, vore Herre!” Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! (…) Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.”

I de nedenstående to link kan I se nogle videoer fra turen.

http://www.youtube.com/watch?v=kGCowVYQOrg&feature=youtu.be
http://www.youtube.com/watch?v=f9xKGRyrl7E&feature=youtu.be

En tur til Podgorica

I går var vi en hurtig tur i Podgorica, hvor vi besøgte nogle venner vi har. For mig blev det også første gang til at besøge en af de evangeliske kirker der. Det var opløftende endeligt at få lov til at opleve et sted, som jeg har hørt så meget om. Det var en teenageaften, for i den kirke har de lang flere kristne teenagere, end vi har her, som et amerikansk team stod for. Det var hyggeligt, sjovt og godt. Skønt, at kunne møde flere kristne i det her land!

Et lille dryp fra den montenegrinske kultur

For en uge siden skulle en af vores kristne veninder have sin gallaafslutningsfest fra gymnasiet. Desværre var festen blevet udskudt, fordi en bil med nogle unge drenge fra skolen, var kørt galt nogle uger i forvejen, og desværre og alt for sørgeligt kostede det en af dem livet. Det hører jeg ulykkeligvis alt for tit om. I respekt for det havde skolen valgt at udskyde festivitassen nogle uger.

Det viste sig at være noget anderledes, end det, som jeg kender fra Danmark. Hele byen møder op foran det sted, hvor festen skal holdes. Der er politi og security vagter over hele området. Og der bliver gjort klart til et lille optog. De unge mennesker ankommer i par ca. 500 meter fra indgangen til bygningen. De stiger ud af deres flotte biler, manden hjælper kvinden ud af bilen, og så går parret (og ja, pigen i mange centimeters høje hæle) afsted de 500 meter op til skolen. Tilskuerne klapper og hujer, mens forskellige fotografer løber hen for at tage billeder af parret, mens nogle kameramænd forsøger at indfange det store øjeblik i kameraet. Det var en noget anderledes oplevelse, end den jeg kan tænke tilbage på ved min egen gallafest.

At være i nuet

I Danmark er jeg vant til at planlægge langt ud i fremtiden. Når en veninde spørger mig, om vi kan mødes, skal vi minimum altid en uge frem i kalender, men desværre ofte meget længere frem, før vi kan lave en aftale om at mødes. Jeg kender også flere end mig, som har lange lister med alt det, som de skal nå i løbet af en dag.

Der ser tingene noget anderledes ud hernede. Her kan tingene ikke sådan planlægges, og hvis man prøver, bliver det ofte lavet om alligevel.

Det er en kæmpe glæde, at jeg faktisk har muligheden for at være spontan og mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til at lave i dag, men det kan også være en udfordring, hvis man som jeg, ikke er et særligt tålmodigt menneske. Det er godt at blive udfordret i nogle ting.

Mange andre ting er sket siden vi er kommet herned. Vi har bl.a. hentet én i lufthavnen, som har været på bibelskole i Norge i et år, været på diverse kaffeaftaler og husbesøg, spillet utællelige mange brætspil og mødtes med mange mennesker.

Tingene sker hurtigt og hele tiden, og det handler for mig om, at kunne være tilstede i de nu’er, som opstår. Jeg er fyldt af en taknemmelighed over at få lov til at være her. Tak til alle jer, som tænker på både mig, og Tanja hernede langt væk fra Danmark! 

De første dages indtryk!

Første Mosebog 12, 1: Herren sagde til Abram: ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.”

Jeg kan ikke slippe denne sætning fra Bibelen, nu hvor jeg har været på farten et par dage. Gud viste mig for tre år siden et land, som jeg aldrig i mit liv havde tænkt på eksistensen af. Da forlod jeg alt det velkendte, jeg havde derhjemme for at rejse mod det land, som Gud tydeligt havde vist mig, men som jeg på ingen måde vidste, hvad jeg skulle i.  Det var en underlig følelse, som var i mig – for hvad var det, som Gud ville mig i et usandsynligt lille land på Balkan, som han ikke kunne gøre med mig i Danmark? Følelsen beskrives bedst med en blanding af en underlig tomhed i at have mistet kontrollen over mit eget liv og lagt det over i Guds hænder og en underlig spændthed over, hvad der dog ville hænde mig nu, hvor jeg for første gang i mit liv for alvor turde slippe kontrollen. Abrahams kald til at forlade alt det, som var hans sikkerhedsnet; hans land og familie, og så oven i købet i en høj alder, er pludselig en beretning, som bliver meget stærk for mig. Abraham gik i fuld tillid til Guds løfter til ham. En tillid som jeg også vil have som overskrift for min sommer i Montenegro. Selvom jeg nu efterhånden har været i landet fem gange, så kan man aldrig vide, hvad der sker på Balkan. For mig har begge mine forgående somre været fyldt af ikke bare de omkringliggende begivenheder, nej, Gud har brugt dem til at kalde mig tættere på ham – han er blevet større og jeg selv er blevet mindre. Samtidig har jeg set nogle fra andre teams, der kommer til landet, blive fuldstændig forvandlet på bare få dage. Jeg ved ikke, hvorfor og helt hvordan Gud bruger det land, men hans Ånd hviler stærkt over Montenegro, selvom det lokale arbejde kun går langsomt frem. Det er som om, at det ikke kun er os og andre teams, som kommer for at drive mission der. Missionen går også den anden vej. De kristne montenegrinere lever i Jesu kærlighed, og den giver de videre til dem, som kommer for at hjælpe dem med at nå flere med Bibelens stærke budskab. Men det er ikke afrikanske tilstande her er. Det handler om både for mig og for de kristne montenegrinere, at være i en ærlig og ægte relation til de mennesker, som man kommer tæt på. Der skal vokse venskaber frem, hvor man derigennem for mulighed for at dele tro og livsholdning med hinanden.  

Turen på vej herned blev lidt anderledes end vi havde regnet med. Tanja og jeg kom ikke med vores fly videre fra Serbien til Montenegro, da vi var forsinkede i København. Derfor har vi haft en nat i Beograd, Serbiens hovedstad. Det har været et opmuntrende døgn, som for mig tydeligt har vist Guds ledelse over vores rejser. Vi blev kørt fra lufthavnen ind i byen til et billigt men udmærket hotel. Vi tillod efter nogle hektiske sidste dage i Danmark at sove lidt længe, det i sig selv var en velsignelse for mig. Vi var egentligt begge lidt glade for at kunne få et døgn til at puste lidt ud og se Beograd, som ingen af os havde været i før. Da vi endelig stod op, ringede Danijel (KFS ansatte) til os fra Montenegro, for at fortælle at hans gode ven og EUS (den serbiske KFS) kollega, Bojan, var i byen for at hente vores gode ven Pete, som kom fra England, hvor han har været til et bryllup. Derfor tog vi hen for at møde dem på en McDonalds (det er der ikke i Montenegro, så det skal man benytte sig af, mens man har mulighed for det). Det var noget af en udfordring at skulle finde rundt i en by, hvor vi aldrig har været før og ikke havde kort til heller. Efter en del tid, hvor vi havde snakket med en masse mennesker for at få hjælp, lykkedes det os at få købt billetter til bussen, og så fandt vi en sød ung serbisk kvinde, som tilfældigvis skulle med samme bus som os. Hende snakkede vi med hele busturen og det viste sig, og det var ganske opmuntrende. Vi fik også lov til at fortælle hende om vores arbejde i Montenegro. Da vi endelig nåede frem til vores destination mødte vi endnu flere mennesker: EUS leder, Samuil Petrovski, en amerikansk missionær og en journalist fra Norge, som arbejdede med noget genopbygningsarbejde efter krigen. Det var godt at få snakket med Samuil om arbejdet i den kristne studenterbevægelse på Balkan, og hvordan vi kunne hjælpe på lejre. 

Efter noget tid blev vi inviteret med til medarbejdernes møde, som selvfølgelig skulle foregå på en café; det er typisk Balkan - mennesker, hvor møder altid foregår på en café over en kop kaffe. Vi nåede kun at være med til bibelstudiet i begyndelsen af deres møde, men det var virkelig opbyggende. Vi læste Luk. 10, 25-37, der er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En lignelse, som jeg føler, at jeg kender til hudløshed, men som gang på gang stadig åbner nye aspekter for mig. Beretningen lyder som følgende: 

v25 Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« v26 Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« v27 Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« v28 Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« v29 Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?«v30 Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. v31 Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. v32 Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. v33 Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. v34   gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. v35 Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. v36 Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« v37 Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Særligt tre ting ramte mig denne gang. 1) Som kristne tror jeg ofte, vi møder mennesker, som ønsker at sætte os på prøve ligesom den lovkyndige gjorde med Jesus. Han kendte de gammel testamentelige skrifter og havde studeret dem grundigt. Han ville sætte Jesus på prøve – han ville fange ham i ordet. Den lovkyndige kender svaret på, hvordan man får del i det evige liv: Man skal elske Gud, sin næste, som man elsker sig selv. Men Jesus udbygger mandens svar, for det er ikke nok at kende svaret, man skal også leve i det. Intet menneske kan dette i kraft af sig selv. Men ved hente styrke gennem bøn og vide, at det er Jesus, som skal handle igennem os, kan vi finde kraften til ikke kun at elske dem, som vi finder nemme at elske. 2) Samaritaneren i beretningen er et billede på, hvordan vi som mennesker skal handle mod hinanden. Men noget, som jeg tror, vi nogle gange glemmer i denne beretning er, at Samaritaneren også er et billede på Jesus liv på jorden. Han gik ikke efter at redde dem, som havde det godt. Nej, han ville redde dem, som havde og har brug for frelse. Han brugte tid sammen med dem, som godt vidste, at de ikke kunne redde sig selv, dem, som et nyt liv, dem, der ønskede at tilhøre ham.Og det er det eksempel, som vi skal leve efter. 3) Det sidste var også det, som gjorde mest indtryk på mig. I vers 31 står der, at en præst tilfældigvis kom forbi. Det handler om at gribe de muligheder, som dukker op for at bruge tid sammen med mennesker. Vi kan ikke planlægge tingene, hvis Gud også skal have lov til at styre vores liv. Vi skal turde lægge vores liv i hans hænder. Han vil skabe muligheder for at se vores medmennesker og kunne være noget for dem. Ligesom jeg helt selv oplevede det i vores døgn i Beograd. Jeg havde ikke regnet med at skulle være i Serbien i et døgn, men det gav så utroligt god mening alligevel. Det gav mening at kunne støtte og lytte på medarbejderne i studenterarbejde, for de gør en kæmpe arbejdsindsats der, hvor de er sat. Vi kunne få informationer til sommerens lejre via dem og være med til at lægge denne sommer over i bøn til Gud. Det gav mening, selvom vi til at begynde med ikke har regnet med at skulle bruge tid sammen med mennesker der. Jeg tror, at jeg skal være bedre til at gribe de muligheder, som tilfældigvis byder sig, også selvom at jeg egentlig havde planlagt noget andet. Det bliver en personlig udfordring for mig denne sommer.

Sent mandag aften nåede vi så endelig frem til vores hjem i Niksic, og det er godt at være tilbage. Vi bor i præsteparrets hus alene, fordi familien velfortjent er taget på en tidlig sommerferie. Der bor også en amerikansk håndværker i vores hus, som skal renovere og bygge på noget at huset. I går brugte vi tid på at registrere os hos politiet, og se Danijel og Martina, som vi kommer til at arbejde tæt sammen med denne sommer. Danijel er ansat af Kristeligt Forbund for studerende i Danmark til at drive kristent studenterarbejde her. Det var dejligt at kunne have en stille og rolig aften sammen, hvor vi kunne snakke vores liv igennem, siden sidst vi så hinanden. Peter (den amerikanske håndværker) og Danica (en af de unge piger i kirken) var der også. Vi spiste pandekager, snakkede og hyggede, mens vi snakkede om alt det, som kommer til at ske denne sommer.  

Der er noget anderledes over denne tur, som jeg ikke har prøvet før. Denne gang er jeg støttet af mennesker hjemme i Danmark, mine venner og familie, og min kristne familie i Bethesda. Det er stort at mærke, hvordan både Tanja og jeg allerede nu er omsluttet i forbøn og er blevet beriget med penge til turen. Det at blive sendt ud fra et fællesskab er stærkt, for denne gang står vi ikke alene. At to ud af tre fællesskaber i Bethesda nåede at sende os ud med forbøn fik mit sind til at slappe mere af, for jeg ved, at deres bøn er stærk. Så tak til alle jer, som er med os i bønner og tanker derhjemme.

Hvis der er nogle af jer, som kunne tænke jer at høre mere om vores oplevelser hernede, kan I klikke ind på nedenstående link, hvor Tanja og jeg giver en times interview om vores oplevelser:

http://vps.friberg.dk/Pax_Rebekka_og_Tanja_i_Montenegro_uden_musik.html

Vi har også lavet en video, som i billeder viser noget af det arbejde, som vi laver:

http://www.youtube.com/watch?v=YLWUA73j8ew

Guds fred!
Rebekka