Første Mosebog 12, 1: Herren sagde til Abram: ”Forlad dit land og din slægt og din fars
hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.”
Jeg kan ikke slippe denne sætning fra Bibelen, nu
hvor jeg har været på farten et par dage. Gud viste mig for tre år siden et
land, som jeg aldrig i mit liv havde tænkt på eksistensen af. Da forlod jeg alt
det velkendte, jeg havde derhjemme for at rejse mod det land, som Gud tydeligt
havde vist mig, men som jeg på ingen måde vidste, hvad jeg skulle i. Det var en underlig følelse, som var i mig –
for hvad var det, som Gud ville mig i et usandsynligt lille land på Balkan, som
han ikke kunne gøre med mig i Danmark? Følelsen beskrives bedst med en blanding
af en underlig tomhed i at have mistet kontrollen over mit eget liv og lagt det
over i Guds hænder og en underlig spændthed over, hvad der dog ville hænde mig
nu, hvor jeg for første gang i mit liv for alvor turde slippe kontrollen. Abrahams
kald til at forlade alt det, som var hans sikkerhedsnet; hans land og familie,
og så oven i købet i en høj alder, er pludselig en beretning, som bliver meget
stærk for mig. Abraham gik i fuld tillid til Guds løfter til ham. En tillid som
jeg også vil have som overskrift for min sommer i Montenegro. Selvom jeg nu
efterhånden har været i landet fem gange, så kan man aldrig vide, hvad der sker
på Balkan. For mig har begge mine forgående somre været fyldt af ikke bare de
omkringliggende begivenheder, nej, Gud har brugt dem til at kalde mig tættere
på ham – han er blevet større og jeg selv er blevet mindre. Samtidig har jeg
set nogle fra andre teams, der kommer til landet, blive fuldstændig forvandlet
på bare få dage. Jeg ved ikke, hvorfor og helt hvordan Gud bruger det land, men
hans Ånd hviler stærkt over Montenegro, selvom det lokale arbejde kun går
langsomt frem. Det er som om, at det ikke kun er os og andre teams, som kommer
for at drive mission der. Missionen går også den anden vej. De kristne
montenegrinere lever i Jesu kærlighed, og den giver de videre til dem, som
kommer for at hjælpe dem med at nå flere med Bibelens stærke budskab. Men det
er ikke afrikanske tilstande her er. Det handler om både for mig og for de
kristne montenegrinere, at være i en ærlig og ægte relation til de mennesker,
som man kommer tæt på. Der skal vokse venskaber frem, hvor man derigennem for
mulighed for at dele tro og livsholdning med hinanden.
Turen på vej herned blev lidt anderledes end vi
havde regnet med. Tanja og jeg kom ikke med vores fly videre fra Serbien til
Montenegro, da vi var forsinkede i København. Derfor har vi haft en nat i
Beograd, Serbiens hovedstad. Det har været et opmuntrende døgn, som for mig
tydeligt har vist Guds ledelse over vores rejser. Vi blev kørt fra lufthavnen
ind i byen til et billigt men udmærket hotel. Vi tillod efter nogle hektiske
sidste dage i Danmark at sove lidt længe, det i sig selv var en velsignelse for
mig. Vi var egentligt begge lidt glade for at kunne få et døgn til at puste
lidt ud og se Beograd, som ingen af os havde været i før. Da vi endelig stod op, ringede Danijel (KFS ansatte) til os fra Montenegro, for at fortælle at hans
gode ven og EUS (den serbiske KFS) kollega, Bojan, var i byen for at hente
vores gode ven Pete, som kom fra England, hvor han har været til et bryllup.
Derfor tog vi hen for at møde dem på en McDonalds (det er der ikke i
Montenegro, så det skal man benytte sig af, mens man har mulighed for det). Det
var noget af en udfordring at skulle finde rundt i en by, hvor vi aldrig har
været før og ikke havde kort til heller. Efter en del tid, hvor vi havde
snakket med en masse mennesker for at få hjælp, lykkedes det os at få købt
billetter til bussen, og så fandt vi en sød ung serbisk kvinde, som
tilfældigvis skulle med samme bus som os. Hende snakkede vi med hele busturen
og det viste sig, og det var ganske opmuntrende. Vi fik også lov til at
fortælle hende om vores arbejde i Montenegro. Da vi endelig nåede frem til
vores destination mødte vi endnu flere mennesker: EUS leder, Samuil Petrovski,
en amerikansk missionær og en journalist fra Norge, som arbejdede med noget
genopbygningsarbejde efter krigen. Det var godt at få snakket med Samuil om
arbejdet i den kristne studenterbevægelse på Balkan, og hvordan vi kunne hjælpe
på lejre.
Efter noget tid blev vi inviteret med til medarbejdernes møde, som
selvfølgelig skulle foregå på en café; det er typisk Balkan - mennesker, hvor
møder altid foregår på en café over en kop kaffe. Vi nåede kun at være med til
bibelstudiet i begyndelsen af deres møde, men det var virkelig opbyggende. Vi
læste Luk. 10, 25-37, der er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En
lignelse, som jeg føler, at jeg kender til hudløshed, men som gang på gang
stadig åbner nye aspekter for mig. Beretningen lyder som følgende:
v25 Da
rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester,
hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« v26 Han sagde til ham: »Hvad står der i loven?
Hvad læser du dér?« v27 Manden svarede: »Du skal elske Herren din
Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit
sind, og din næste som dig selv.« v28 Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør
det, så skal du leve.« v29 Men
han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?«v30 Jesus
svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i
hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham
ligge halvdød. v31 Tilfældigvis
kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. v32 Det
samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. v33 Men
en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham,
da han så ham. v34
gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit
ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. v35 Næste
dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad
mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. v36 Hvem
af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« v37 Den
lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du
hen og gør ligeså!«
Særligt tre ting ramte mig denne gang. 1) Som kristne
tror jeg ofte, vi møder mennesker, som ønsker at sætte os på prøve ligesom den
lovkyndige gjorde med Jesus. Han kendte de gammel testamentelige skrifter og
havde studeret dem grundigt. Han ville sætte Jesus på prøve – han ville fange
ham i ordet. Den lovkyndige kender svaret på, hvordan man får del i det evige
liv: Man skal elske Gud, sin næste, som man elsker sig selv. Men Jesus udbygger
mandens svar, for det er ikke nok at kende svaret, man skal også leve i det.
Intet menneske kan dette i kraft af sig selv. Men ved hente styrke gennem bøn
og vide, at det er Jesus, som skal handle igennem os, kan vi finde kraften til
ikke kun at elske dem, som vi finder nemme at elske. 2) Samaritaneren i
beretningen er et billede på, hvordan vi som mennesker skal handle mod
hinanden. Men noget, som jeg tror, vi nogle gange glemmer i denne beretning er,
at Samaritaneren også er et billede på Jesus liv på jorden. Han gik ikke efter
at redde dem, som havde det godt. Nej, han ville redde dem, som havde og har
brug for frelse. Han brugte tid sammen med dem, som godt vidste, at de ikke
kunne redde sig selv, dem, som et nyt liv, dem, der ønskede at tilhøre ham.Og det er det eksempel, som vi skal leve efter. 3) Det
sidste var også det, som gjorde mest indtryk på mig. I vers 31 står der, at en
præst tilfældigvis kom forbi. Det
handler om at gribe de muligheder, som dukker op for at bruge tid sammen med
mennesker. Vi kan ikke planlægge tingene, hvis Gud også skal have lov til at styre
vores liv. Vi skal turde lægge vores liv i hans hænder. Han vil skabe
muligheder for at se vores medmennesker og kunne være noget for dem. Ligesom
jeg helt selv oplevede det i vores døgn i Beograd. Jeg havde ikke regnet med at
skulle være i Serbien i et døgn, men det gav så utroligt god mening alligevel.
Det gav mening at kunne støtte og lytte på medarbejderne i studenterarbejde,
for de gør en kæmpe arbejdsindsats der, hvor de er sat. Vi kunne få
informationer til sommerens lejre via dem og være med til at lægge denne sommer
over i bøn til Gud. Det gav mening, selvom vi til at begynde med ikke har regnet med at skulle bruge tid sammen med mennesker der. Jeg tror, at jeg skal være bedre til at gribe de
muligheder, som tilfældigvis byder sig, også selvom at jeg egentlig havde
planlagt noget andet. Det bliver en personlig udfordring for mig denne sommer.
Sent mandag aften nåede vi så endelig frem til vores
hjem i Niksic, og det er godt at være tilbage. Vi bor i præsteparrets hus
alene, fordi familien velfortjent er taget på en tidlig sommerferie. Der bor
også en amerikansk håndværker i vores hus, som skal renovere og bygge på noget
at huset. I går brugte vi tid på at registrere os hos politiet, og se Danijel
og Martina, som vi kommer til at arbejde tæt sammen med denne sommer. Danijel
er ansat af Kristeligt Forbund for studerende i Danmark til at drive kristent
studenterarbejde her. Det var dejligt at kunne have en stille og rolig aften
sammen, hvor vi kunne snakke vores liv igennem, siden sidst vi så hinanden.
Peter (den amerikanske håndværker) og Danica (en af de unge piger i kirken) var
der også. Vi spiste pandekager, snakkede og hyggede, mens vi snakkede om alt
det, som kommer til at ske denne sommer.
Der er noget anderledes over denne tur, som jeg ikke
har prøvet før. Denne gang er jeg støttet af mennesker hjemme i Danmark, mine
venner og familie, og min kristne familie i Bethesda. Det er stort at mærke,
hvordan både Tanja og jeg allerede nu er omsluttet i forbøn og er blevet
beriget med penge til turen. Det at blive sendt ud fra et fællesskab er stærkt,
for denne gang står vi ikke alene. At to
ud af tre fællesskaber i Bethesda nåede at sende os ud med forbøn fik mit sind
til at slappe mere af, for jeg ved, at deres bøn er stærk. Så tak til alle jer,
som er med os i bønner og tanker derhjemme.
Hvis der er nogle af jer, som kunne tænke jer at
høre mere om vores oplevelser hernede, kan I klikke ind på nedenstående link,
hvor Tanja og jeg giver en times interview om vores oplevelser:
Vi har også lavet en video, som i billeder viser
noget af det arbejde, som vi laver:
Guds fred!
Rebekka
Rebekka
Ingen kommentarer:
Send en kommentar