Den søde ventetid

Vi er gået ind i juletiden, og selvom det først nu er begyndt at jule her i Niksic, da den ortodokse kirke først fejre jul d. 7. januar, blev adventstiden – tiden, hvor vi venter på at Jesus blive født – stor for mig for en lille måneds tid siden til en af de pige bibelstudiegrupper, vi har hver uge i vores arbejde. Vi studerede bibelteksten fra Lukasevangeliet, hvor Maria, Jesu moder, besøger sin kusine, Elisabeth, i månederne efter, at hun har fundet ud af, at hun er gravid med verdens frelser. Stykket, jeg blev ramt af, står i Lukasevangeliet 1, 39-45:

"I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth.  Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?  For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå iopfyldelse."

Jeg har taget mig selv i, at adventen egentlig ikke betyder så frygteligt meget for mig. Teksten beskriver  månederne efter, at Maria har fundet ud af, at hun er gravid. På trods af omstændighederne, rejser hun tværs gennem landet for at se sin kusine Elisabeth, der også er blevet gravid ved Helligåndens indgriben i en sen alder. Her vil jeg indskyde, at det er et fantastisk vidnesbyrd om, at mit i vores eget livs turbulente forandringer, kan vi glædes over - og med hinanden, og endda nogle gange rejse langt for at opmuntre hinanden i den andens liv.

Da jeg genlæste den ovenstående tekst blev jeg rørt over Elisabeths reaktion på Marias graviditet. Jeg gjorde mig et lille tankeeksperiment: Hvis jeg var i Elisabeths situation kunne jeg måske godt være blevet en smule jealoux på min kusine, der er gravid med verdens frelser. Og det på trods af, at Gud også havde velsignet hende med en gravidtet i en alder, hvor hun ikke burde kunne blive gravid, og så endda med Johannes Døberen, som også må siges at få en væsentlig betydning I Jesu liv. Alligevel må jeg indrømme, at min menneskelighed nok ville have taget over og fyldt mig med en snært af misundelse. Det forunderlige er, at Elisabeth bliver fyldt af en glæde, og at den glæde får hende til at velsigne Maria med det store kald, som hun har fået: at føde og være mor for Gud selv, verdens frelser. Men før glæden rammer Elisabeth fortæller teksten os, at hun bliver fyldt af Helligånden. Det er Helligånden, der møder hende og fylder hende op med en glæde over, hvad fremtiden bringer – Jesus selv. Og lige der blev jeg ramt. Det er måske verdens vigtigste begivenhed – den mest forandrende begivenhed nogensinde, som vi fejrer d. 24. December. Gud selv vælger at binde sig til en menneskekrop. Prøv at forestille dig dette: Gud, der har skabt universet, skal lære alting på ny! Han skal lære at tælle, at stave, navne på farver, at løbe, at tale og så mange andre fuldstændig fundamentale ting for at være menneske. Men mere end det kom han for at frelse verden, fordi vi ikke kunne selv. Han kom for at skabe evigt liv med Gud. Derfor er denne ventetid – adventen – blevet til noget ganske særligt for mig i år. Jeg vil med samme glæde, som Elisabeth, løbe julen i møde og være fyldt af lovprisning over det mirakel, vi fejrer d. 24. december. Det er verdens bedste gave, vi tager imod. Og derfor vil jeg vente i spænding, ligesom jeg gjorde i hele december som barn til gaverne, der ventede juleaften, på at min frelser bliver født. Men først vil jeg starte I bøn til Helligånden om, at han må forandre mit hjerte og fylde det med den velsignende glæde, som Elisabeth fik lov til at opleve.

Der er sket mange ting i løbet af november måned, derfor vil jeg i denne blog pege på 3 gode ting, som måneden har budt på.

Beograd:

I midten af november var jeg en tur i Beograd. Hovedformålet med rejsen var, at vores søsterorganisation i Serbien kunne fejre deres 25 års jubilæum. I 2009 var det Serbiens studenterbevægelse, der plantede studenterbevægelsen her i Montenegro. Derfor var det helt naturligt, at vi i vores team skulle afsted og fejre dagen med vores kollegaer i Serbien. Men jeg fik mulighed for at tage til Serbiens hovedstad  4 dage før, for at besøge nogle montenegrinske veninder, der studerer der.

Jubilæummet var en opmuntrende oplevelse på mange punkter. Det første jeg bed mærke i var, at der var mennesker fra alle dele af samfundet – også den politiske del af landet og fra den ortodokse kirke. Tænk at studenterarbejdet igennem årene har formået at skabe god kontakt med den politiske verden og den ortodokse kirkelige verden! Det fik mit hjerte til at banke endnu mere for det arbejde, som vi gør her i Montenegro. Vi ønsker først og fremmest at fortælle studerende og lede studerende til Jesus. Men vi ønsker også at skabe gode kontakter til andre dele af samfundet. Det var fantastisk både at høre, hvordan politikerne og præsterne kunne beskrive det gode, som den evangeliske studenterbevægelse, havde åbnet de to instanser for! De havde formået at være vidner om, hvem Jesus er og kaldet mennesker til at leve med ham, og det kan være forandrende for et helt samfund!

Det fik mig til at tænke på et sted fra Bibelen, som jeg  flere gange i mine måneder hernede, er blevet mindet om og som også var i fokus denne aften I Beograd.

Det fik mig til at tænke på et sted fra Bibelen, som jeg  flere gange i mine måneder hernede, er blevet mindet om og som også var i fokus denne aften I Beograd.

"I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene." (Matt. 5,13-16) 

Det er mit ønske for studenterarbejdet i Montenegro, at vi må være et håbets lys – det håb, der kun kan findes I Jesus – midt i et land, hvor håbløshed hurtigt kan tage over. Tak til mine kollegaer i Serbien for at give mig endnu mere passion for det, jeg laver!

Besøg fra Danmark:

I skellet mellem november og december havde jeg æren af at have besøg fra Danmark. Denne gang af generalsekretæren fra KFS – Kristeligt Forbund for Studerende, Christian Rasmussen og Thomas Frovin, der har været engageret i samarbejdet mellem den danske studenterbevægelse og den montenegrinske studenterbevægelse i mange år bl.a. som tidligere ansat i KFS. Det var et opmuntrende besøg, hvor jeg fik mulighed for at se mit arbejde hernede en lille smule udefra. Det fik sat nogle ting i perspektiv og gav mig god respons. Samtidig gav det mulighed for at have en god tid sammen med studerende, hvor vi alle kunne lære hinanden bedre at kende, mens vi kunne invitere studerende med til vores ugentlig studetermøde, hvor Christian skulle tale.

En historie fra studenterarbejdet:

I mine månederne hernede har jeg været så privilligeret, at få lov til at komme tæt på en studerende på universitetet, som er blevet min veninde. Jeg har fået lov til at dele noget hendes historie med jer her på bloggen.

Marina blev kristen i hendes teenageår, men havde i mange år ikke nogle omkring hende til at dele liv og tro med. Men i foråret 2016 var KFS` ledertræningscenter (LTC) på en rejse til i Montenegro, hvor de ville hjælpe studenterarbejdet her gennem forskellige events og en lejr. Da de var på universitetet, mødte Marina dem. Overfor mig har hun beskrevet mødet med bibelskoleeleverne, som et møde med nogle mennesker, som havde noget mærkant anderledes over sig (og her mente hun ikke kun det faktum, at de var fremmede), men det var måden de mødte hende på, med en ny slags for åbenhed. De turde at gå tæt på og stille hende spørgsmål omkring liv, tro og eksistens. Det vakte hendes nysgerrihed.

Efter mødet med det danske team, hvor hun havde fået muligheden for at være med på lejr, kom hun i naturlig kontakt med teamet her og har siden været en del af de ugentlige møder og bibelstudier.

Allerede tidligt i mit ophold fik jeg så det heldige privillegium at lære hende at kende og er blevet gode veninder med hende. Hun er en skøn og åben pige, som giver mig meget og inspirerer mig, hver gang, vi er sammen! Efter at have kendt hende i et stykke tid, inviterede jeg hende til bibelstudie hjemme hos mig. Og hvilken en velsignelse, det har været! Det er et kæmpe privillegium og gave at få lov til at følge et menneske helt tæt på som i en sprint vokser med Gud og lærer ham mere og mere at kende. Hun bliver ved med at ville have mere og glæder sig til, at vi endnu engang skal mødes for at åbne bibelen sammen. Men hvis sandheden skal frem, glæder jeg mig lige så meget! Jeg ved ikke, hvad det helt er, der sker når vi er sammen, men jeg er altid vokset i min relation til Gud, når vi er færdige.

Og alt dette i  jo opmuntrene i sig selv, men døren er blevet åbnet for, at vi kan være i hendes hjem og bruge tid med hendes familie og have bibelstudie med dem. Vi har allerede været derhjemme en gang, og har planer om at være der regulært i fremtiden.

Dette er kun en ud af mange historier her fra Montenegro om, hvordan vi hver dag i arbejdet her prøver at nå studerende, så de forhåbentlig kan få en snært af, hvem Jesus er og se, at han ønsker at have fællesskab med dem!

Fremtiden på bloggen:

Efter at jeg har været hjemme til jul, vil bloggen komme til at fungerer lidt anderledes. Der vil komme et blogindslag et sted mellem hver til hveranden uge, som vil være meget kortere med en god oplevelse eller en udfordring fra ugen.

God jul og godt nytår til jer alle! 

Livets mange facetter…

Tiden går stærkt nogle gange, og nu må jeg indse, at det er over en måned siden sidste oplæg. Utroligt mange ting er sket siden sidst og på forunderlig måde føles det både som om, at tiden går utroligt stærkt, og at jeg har været her meget længere end 3 måneder! Jeg vil dog starte min blog med en salme, der har været bærende for den sidste måned af mit liv her i Montenegro.

Du fylder mig med glæde,

for glæden er fra dig,

du Gud, der helst vil give,

så glæden bor i mig.

Du løfter op min smerte,

så smerten er hos dig.

Du Gud, der kender sorgen

og deler den med mig.

Du fylder mig med undren,

forunderlige Gud,

du åbner altid udvej,

når alt ser håbløst ud.

Du løfter mine tanker,

så de får fred i dig,

du er der, når jeg synes,

at du forlader mig.

Du bærer mig i livet,

hvor alt kan ske med mig.

Gud, lad mig altid vide,

At jeg tilhører dig! 

Hvorfor er det netop denne sang, der igen og igen er kommet til mig? I den sidste måned har jeg mødt mange forskellige sider af, hvad menneskelivet har at byde på og netop denne salme indrammer det så godt. 

D. 7. oktober døde en af mine tættere venner og kollegas far efter at have været indlagt på hospitalet i længere tid uden en helt klar diagnose. Jeg har igennem årene været så privilegeret og heldig at få lov til at komme tæt på familien, endda boet hos dem i en ugen, og derfor kan jeg heller ikke undgå at være påvirket af dødsfaldet. Samtidig kan det være svært at se familien være i sorg. Jeg besøgte ham en gang på hospitalet, og selvom vi ikke kunne udveksle mange ord med hinanden, fik jeg ham alligevel til at grine i mit forsøg på at udtale ”tongue twisters” (også på dansk kendt som vrøvlesætninger). Sådan kan relationer, selv uden at have et fælles sprog, blive helt nære og fulde af respekt. Han vidste, at jeg bad for ham både i hans sygdom og i hans tro. Her kommer den ovenstående salme ind i billedet, for bønnen i andet vers passer bedre end noget andet i en sådan situation. Ofte erfarer jeg, at vi som mennesker gerne vil have svar, ikke kun når døden kommer tæt på, men i enhver situation, hvor livet bliver sat på spidsen. Vi spørger bl.a. os selv, hvorfor onde ting sker med gode mennesker, eller hvorfor Gud tillader at dårlige ting sker, hvis Han er en god Gud. Med fare for at bevæge mig ud i et teologisk svært felt, så er det under alle omstændigheder blevet en kæmpe trøst for mig, at Gud kender smerten som både denne familie står i og i andre af livets svære situationer. Gud gav lov til, at hans egen perfekte søn skulle dø, så ingen af os nogensinde behøver at se døden i øjnene (for uddybning se sidste blogindlæg). Hvis nogen kender smerten som døden kan give, så er det ham. Derfor bliver det så meget desto mere tydeligt, at når livet viser sin skyggeside, er der et sted, vi kan kigge hen midt i ensomheden, der kan opstå. Til ham, der kender den bedre, end nogen anden. Gud selv. Han ønsker, at vi skal dele smerten med ham, at vi skal vende os til ham midt i alting og invitere ham ind. Forsvinder smerten nødvendigvis af den grund? Nej. Men vi vender os mod én, som kan identificerer – bedre end nogen anden - den følelse, som kan være så svært at beskrive. En, som kan vandre i mørket og skabe lys i livet, hvor lyset ikke føles som om, at den vil bryde frem. I salme 139, 11-12 i bibelen står der: 

”Siger jeg: ”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset”.

 Det er et håb midt i smerten.

Nogen gange oplever man virkelig kontraster i livet, og det må jeg indrømme, at jeg også gjorde i den weekend. For d. 8. oktober fik jeg besøg fra Danmark af Tanja, Andreas, Bjarke og baby Mads. Tanja var for mere end fem år siden den, der fik mine øjne åbne for Montenegro, og siden har vi været her mange gange sammen – de seneste par år også sammen med Andreas, hendes mand.  Det var en kæmpe velsignelse at få besøg hjemmefra og have tid til både at se noget mere af Montenegro og se en masse mennesker sammen. En bestemt ting, som jeg i særdeleshed vil fremhæve er det interessante i at være udlænding i Niksic. For alle fik sammen kontakter til mennesker, som ikke tidligere har været i kontakt med kirken eller det kristne studenterarbejde i byen. Det sker ved at bevæge sig rundt i byen og snakke dansk til hinanden. Folk stopper og vil gerne høre mere om, hvem man er, og hvorfor man er her. Og sådan oplever jeg også ofte, hvor nemt det er at få nye kontakter ved at være udlændig hernede. Mennesker stopper dig og vil gerne lære mere om, hvem du er. At have danskere her var en stor glæde og gav mig en tid til lige at puste ud efter de første par måneder i landet. Og her kommer første vers i sangen i spil. Ikke kun i forhold til det danske besøg i Montenegro, men generelt i forhold til mit ophold og hverdag her i landet. For Gud giver os en masse gode ting i livet – det er faktisk det, han ønsker at give os allermest af. Han ønsker, at glæde må tage bolig i os, og det lærer jeg bestemt helt nye sider af, mens jeg er hernede.

Bjarke, Andreas, Tanja, Mads og mig på tur til den kulturelle hovedstad; Cetinje. 

Jeg har også siden sidste blogindlæg været en smuttur i hovedstaden, Podgorica. Her mødtes jeg med nogle veninder, som jeg ikke så ofte får mulighed for at bruge tid sammen med samtidig med, at jeg fik mulighed for at komme lidt væk fra Niksic. Jeg har faktisk aldrig været særlig meget i hovedstaden, så i en snak med en veninde gik vi gennem byen og så nogle af de attraktioner, der er. Jeg brugte størstedelen af min weekend sammen med en skøn familie, hvor jeg også lige kunne få lidt tid til at slappe af. Det var utroligt dejligt. Nogen gange ser man bare nogle ting tydeligere, når man får lov til at tage et skridt væk fra det – og det var den følelse jeg havde, da jeg efter en gudstjenesten i en af hovedstadens 3 evangeliske kirke, vendte hjem til Niksic. Samtidig er en af ønskerne for året at udvide arbejdet til hovedstaden, og den del fik jeg også en hurtigt mulighed for at arbejde lidt på.

To af de veninder jeg så i Podgorica.

I vores team har vi også været så privilegerede at have besøg fra den serbiske generalsekretær i vores søsterorganisation. Han har mange års erfaring i studenterarbejdet og delte rigt ud af, hvad han har lært gennem årerne. Det var i sandhed til stor opmuntring for både mig personligt og for hele teamet! Han gjorde det tydeligt for os, hvordan vi kan arbejde med både os selv og hele vores gruppe. Der fik vi en masse nye ting at arbejde med og være begejstret for. En ting, jeg i særdeleshed tager med mig er, at uanset hvad vi laver, så må vi aldrig glemme den passion, som ligger bag vores arbejde. Mister vi den, mister vi gnisten for, hvad vi gør. Det er bestemt noget, jeg ønsker at have i fokus på i hverdagen her.

Vores team i Montenegro sammen med generalsekretæren fra Serbien, Samuil.
Fra venste øverst: Jelena, Samuil, mig og Pete
Fra venstre nederst: Sasa og Danijel (generalsekretær i Montengro)

Vi har også fået startet skoleåret godt op. Første arrangement var en koncert på universitetsområdet, hvor vi var gået sammen med universitetets studenterbevægelse om at byde de nye studerende velkommen. Som forberedelse var jeg sammen med to af mine kollegaer, Jelena og Sasa, rundt på hele universitets område og hænge plakater op. Og på alle mulige forskellige måder, forsøgte vi at gøre reklame for koncerten.

Vi havde fået flere musikere til at droppe forbi og give nogle numre, mens universitets studenterbevægelse og vi begge gav en kort introduktion til, hvem vi er. En super hyggelig aften, hvor der var god mulighed for at knytte nye kontakter til mennesker. Jeg fik æren af at lave nogle forskellige interviews med de studerende og fik der indtrykket af, at EUS (vores kristne studenterbevægelses navn) er mere end velkomne på universitetet og at studerende gerne vil have mulighed for at snakke om nogle dybere ting i livet ift. tro, mening og eksistens.

Et af bandene, der spillede på aftenen. Og ja, nogle fra vores team spille også selv med :-)
Hvis man ville have et lille kik på koncerten kan man klikke på følgende link:
  https://www.youtube.com/watch?v=ty_EZunSyyg

En uge senere startede vi vores ugentlige aktiviteter op ved at invitere en masse studerende til en mexicansk aften. En kristen kvinde fra Podgorica, der oprindeligt kommer fra Mexico, hjalp os med både madlavning, oppyntning og mange andre ting – en kæmpe hjælp for os! Da eksotisk mad ikke er noget, man får så ofte her, var der et stort fremmøde på aftenen. Hele kontoret var bogstaveligt talt fyldt komplet op. Generalsekretæren fra Serbien delte grundbudskabet i kristendommen: At Jesus kom for at frelse mennesker, og at det er det, vi som organisation ønsker at give videre til studerende og lære studerende dybden af. Vi har derefter været i kontakt med mange af de studerende!  

Det sidste arrangement vi har haft var i sidste uge, hvor vi havde æren af at have besøg af det amerikanske ægtepar David og Sally Ivaska. De har i en menneskealder arbejdet for den amerikanske kristne studenterbevægelse. Som 50 årig mødte han, David, en mur af arbejdsstress/depression og brugte 3 måneder på at studere bibelen. Han oplevede en dyb frygt i sit eget liv, fordi han ikke vidste, hvad fremtiden ville bringe, og om han ville være i stand til at forsørge sin egen familie. Det fik ham til at gå til kilden – bibelen. Han studerede den og stoppede hver gang han læste ordene ”Vær ikke bange”. Adskillelige år senere blev han bedt om at skrive en studiebog om emnet. Derfor var de her for at forklare om bogen og give den gratis til studerende. Det var en kæmpe opmuntring og glæde og have dem her. Bogen hedder på engelsk: ”be not afraid”, men er nu blevet oversat til serbisk!

Ellers har vi de andre ugentlige aktiviteter. Filmaftener, hvor vi ser en film og snakker om, hvordan Gud bliver afspejlet i filmen. Bibelstudier i både grupper og individuelt med studerende. Og engelsk samtale klub på universitetet. Alt dette har fundet sin vante hverdagsrytme. Men næsten hver gang bliver jeg overrasket af, hvilken god drejning tingene kan tage.

Til slut vil jeg pege på sidste vers i sangen, delt i begyndelsen af denne blog. Det er måske den dybeste bøn, jeg har i mit personlige liv med Gud. Vi kan aldrig vide, hvad bare dagen i morgen vil byde på, men hvor er det en fantastisk vished og dyd glæde at have, at jeg hver eneste dag får lov til at gå med universitets skaber ved min side!

Du bærer mig i livet,
hvor alt kan ske med mig.
Gud, lad mig altid vide,
At jeg tilhører dig! 

Det var alt for denne gang. Men mange flere spændende ting er på tapetet for bare den nærmeste fremtid! Ingen dage i Montenegro ligner hinanden og tiden flyver afsted. Alt godt til dig, som har lyst til at følge med i min blog her fra Montenegro.

124 kopper kaffe – Men hvad er det så, jeg laver?

En af de spørgsmål jeg er blevet stillet oftest, før jeg tog afsted til Montenegro var, hvad mit arbejde egentlig består af, mens jeg er her. De svar, jeg har givet, har været noget løse og ikke givet et klart billede af tingene. Til nogle har jeg givet svaret, at mit arbejde går ud på at hænge ud med mennesker på caféer og drikke kaffe med folk. Derfor bad en af mine venner mig om at tælle, hvor mange kopper kaffe, jeg ville komme til at drikke på et år – derfor er overskriften på denne blog også, hvor mange kopper jeg er kommet op på indtil nu. Tiden er kommet til, at jeg kan sætte nogle ret konkrete ord på mine arbejdsopgaver. 

Dog vil jeg starte en smule abstrakt for at blive mere konkret til sidst i dette indlæg. Hovedfokus for mit arbejde bygger på Kristeligt Forbund for Studerendes hovedformål: 1) At fortælle evangeliet til studerende,  og 2) at hjælpe kristen på studiestederne (www.kfs.dk). For nogle er det fuldstændigt forståeligt, hvad ”evangeliet” betyder, men for nogle af læserne på denne blog, vil det være et ukendt ord. Derfor vil jeg bruge et par linjer på at forklare, hvad det betyder.

Slår man ordet op i ordbogen, betyder det ”glædesbudskab’. Mere specifikt handler det om budskabet om Jesus, og hvad hans lære var. Hvad var det, der gjorde Jesus så speciel, så jeg rejser helt herned for at dele det med mennesker?

Gud er det ultimative udtryk for kærlighed. Gud har skabt os mennesker ud af den kærlighed han har i sig selv mellem Faderen, Sønnen og Ånden. Kærlighed kan ikke tvinge modparten til at elske tilbage. Jeg kan ikke tvinge dem, jeg elsker, til at elske mig tilbage – så bliver det begær og ikke kærlighed. Og Gud kunne ikke tvinge os til at elske ham. Adam og Eva valgte, at de ville lære ondskaben at kende (1.mos. 3, 5) på lige fod med det gode. Det har influeret vores verden lige siden. Da Gud er perfekt, og vi ikke er det, er der en stor brudthed mellem os. Gud kan ikke være tæt på det onde. Men Jesus beskriver sig selv på følgende måde: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14,6). Gud selv – Jesus – vælger på trods af, at han også er universets skaber, at binde sig til en menneskekrop. Han skal lære at gå, tælle og spise ordentlig, selvom at han har skabt hele universet. Men hvorfor skulle Jesus selv komme til jorden? Her vender jeg blikket mod påsken.
Han blev nødt til at tage al ondskaben på sig på én gang, han blev nødt til at tage den gudsforladtheden på sig som ondskaben medfører, for at vi aldrig nogensinde behøver at være væk fra ham. For hvad er konsekvensen af, at vi ikke kan være sammen med ham i al evighed? At vi oplever den totale gudsforladthed – og det er skræmmende. I påsken går Jesus gennem de mest skræmmende ting for mennesker: Hans venner vender ham ryggen på det hårdeste tidspunkt i hans liv. Han bliver anklaget for en masse ting, som han ikke har gjort. Han bliver hånet og tortureret. Han har en by, der ønsker at se ham død. Og han bliver tvunget til at gå gennem den selvsamme by med hans eget kors på ryggen. Til slut bliver han hængt op på et kors for at død en langsom kvælningsdød. Men det fuldstændig banebrydende er, at fordi Jesus er Gud, kunne han have al ondskaben på sig, mens han hænger der. En ting er den fysiske smerte, han må have kæmpet med. Men samtidig skulle han have al ondskaben, der har været i denne verden på sig på én gang. I min vildeste fantasi kan jeg ikke forestille mig, hvordan det må føles! Og lige før han dør råber han: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt. 27,26). Gud bryder sin egen perfekte kærlighed op, da Jesus hænger på korset – måske bare et splitsekund – fordi hans kærlighed til mennesker, til mig eller til dig er så ubeskrivelig stor, så hans ønsker at få os tilbage i en relation til ham. Jesus døde, men han overvandt døden total 3 dage efter. Derfor kan vi i evighed være sammen med Gud – den ultimative kærlighed – hvis vi tager imod Jesus, og det han gjorde for verden i påsken, til os. Det er værd at tale med mennesker om! Det er det gode budskab, jeg er her for at dele med de studerende i Niksic.

 Og nu til anden del af hovedformålet for KFS. Selvom at der ikke er mange kristne studerende på studiestederne her, er det vigtigt at hjælpe de kristne i den lokale evangeliske kirke. De er få, og mange oplever, når de vælger at komme i en ikke-ortodoks kirke, at de bliver forfulgt af deres familie – ikke på livet, men det kan tage sig fysisk ud på en eller anden måde og udelukke dem for kontakt med familien. 

Nogen gange kan det godt lyde som om, at relationer hernede med mennesker kun bliver indgået for at gøre dem kristne – at mennesker på en eller anden måde går hen og bliver projekter. Men det er slet ikke det, det handler om. De mennesker, jeg mødes med er mine venner. De er mennesker, jeg elsker og holder af.  Og jeg er også venner med dem, selvom at de ikke er eller nogensinde bliver kristne. Men jeg er drevet af at dele det allervigtigste i mit liv  med dem – Jesus – fordi jeg holder af dem og elsker dem.

De sidste to ugers arbejde har været fyldt med møder for at forberede året – både som team og i de enkelte ansvarsområder, vi har, i vores team. Det har først og fremmest været en virkelig berigende proces at lære de mennesker, som jeg har kendt og arbejdet tæt sammen med de sidste 5 år, endnu bedre at kende som kollegaer. Og det har været utroligt inspirerende at mærke deres passion for arbejdet, og den voksende struktur de har i arbejdet, noget, der ikke kommer naturligt på Balkan. 

Mig og mine kollegaer i studenterbevægelsen. 

Vi åbner op for skoleåret i næste uge med en koncert i et udendørsområde foran universitet. Vi er gået sammen med universitets studenterbevægelse i at lave en koncert, hvor hovedformålet er at promovere det arbejde, vi gør i EUS – det kristne studenterarbejde i Montenegro. Det bliver virkelig godt at møde især de nye førsteårsstuderende på universitet og invitere dem med til aktiviteter i vores organisation. Nogle af de aktiviteter er bibelstudie, et ugentlig møde, hvor der er en eller form for tale. En café hvor vi træner det at tale engelsk og filmaftener. Vi har en pige-bibelstudiegruppe for universitetsstuderende. Og så har vi en-til-en bibelstudier. I løbet af året skal vi også have startet en bibelstudiegruppe med gymnasiepiger. 

Hvad er så mine konkrete arbejdsopgaver i alt det her? Noget, der igennem årene er vokset i mit hjerte, er, at arbejdet skal udvides til gymnasierne. De sidste par somre har jeg været engageret i en stor lejr, der bliver holdt i byen hvert år og har hjulpet med at undervise gymnasieelever i engelsk. Derigennem har jeg fået mange kontakter til de studerende. Og det bliver stedet at starte for mit vedkommende. Jeg skal simpelthen bare lærer de studerende, jeg kender endnu bedre at kende og starte møder op for dem en gang om ugen. Da gymnasierne hernede er helt lukket for religiøse aktiviteter, prøver vi som team at se, hvordan vi kan opstarte en god kommunikation med dem. Udover det forhåbentlige nye arbejde med gymnasieelever skal jeg være med til de ugentlige aktiviteter for de universitetsstuderende, der allerede er beskrevet i det ovenstående. Men som noget ekstra vil vi se, om jeg kan få tilladelse til at undervise i skandinaviske sprog frivilligt på universitetet, da jeg er færdiguddannet dansk- og engelsk lærer. Der er generelt en efterspørgsel på det i Montenegro, og så det er en god mulighed for at skabe nye kontakter med studerende.

I den kristne studenterbevægelse har der længe været et ønske om, at kommunikationen via sociale medier og blog mm. vil blive endnu stærkere. Det er noget, vi alle bærer med på, men jeg har lovet at udvikle og starte noget af vores kommunikationsarbejde, så både studerende og dem, der støtter arbejdet kan følge bedre med i, hvad der sker.

Jeg klager bestemt ikke over mit arbejdsmiljø. Sådan her ser vores
køkken ud på "The office", som vi ynder at kalde vores lokale, hvor vi
både holder vores ugentlige studentermøder, bibelstudiegrupper og laver administrativt arbejde.
Det virkelige dejlige er, at studerende og andre kontakter, vi har i byen, stikker hovedet ind og får sig en snak,
når de alligevel er i den del af byen! 

I den nærmere fremtid har vi også enkelte engangsevents på tapetet, hvor vi kan invitere studerende med, så der kommer til at ske en helt masse, der både bliver sjovt og bliver spændende at planlægge. 

Teamet i gang med at planlægge koncerten sammen med
formanden for universitetets studenterbevæglese. 

I sidste blog lovede jeg en video af min lejlighed. Hvis du er nysgerrig kan du trykke på nedenstående link for en lille rundtur.

http://www.youtube.com/watch?v=Wz0MjlvH7C4

Mange hilsner her fra Montenegro!