Tiden er fløjet afsted, siden jeg krydsede den
bosnisk-montenegrinske grænse d. 29.07. Men nu er det blevet tid for mig til ar
beskrive min første tid her i Niksic. Jeg har valgt at gøre det på
montenegrinsk manér ved at sætte mig på en café – det er de fleste montenegrineres
arbejdsplads. En bekendt fortalte mig, mens vi sad på en café, at 70 % af de
mennesker, der sidder på en café hernede vil sige, at de var på arbejde.
Siden jeg ankom for 3 uger siden, er det spørgsmål, som flest mennesker derhjemme har spurgt mig om været, hvordan det er at være tilbage? Og svaret er modsatrettet. På den ene side kom jeg med det samme fuldstændigt naturligt tilbage, som om jeg aldrig har været væk, og på den anden side er alting anderledes. Jeg har maksimalt været her i to sammenhængende måneder af gangen, og derfor er der en helt anden måde at gribe hverdagen an på, for ikke at brænde ud på ganske kort tid. Samtidig skal jeg bygge mit eget hjem hernede for første gang, søge om arbejdsvisum og faktisk starte arbejdet med de studerende.
Noget af det allermest anderledes indtil videre, og som også
har fyldt meget af min tid indtil nu er, at jeg har skulle søge om forskellige
slags visum. Det største af dem er selvfølgelig mit 1- årige arbejdsvisum. Jeg
har allerede nu, før visummet er blevet ansøgt smagt noget af den bureaukrati,
som så mange af mine montenegrinske venner igennem årene har beskrevet livligt
for mig. Lige nu er alle papirerne MED STEMPLER ved at blive samlet sammen og
oversat før at processen kan foresætte.
Den anden helt store og noget anderledes begivenhed for min
tid indtil videre er, at jeg har skulle finde mit eget hjem hernede. På mine
tidligere ophold i landet har jeg boet hos den evangeliske kirkes præstepar. Og
de er begyndt at føles som familie hernede, så det er en underlig følelse ikke
at skulle bo hos dem mere. Hele kirken hernede har været i gang med at spørge
sig omkring for at høre om nogle kendte nogle, som kendte nogle og følge med i
reklamerne i TV og her 3 uger efter og besøg i 6 forskellige lejligheder, har
jeg nu haft mine første to nætter i min egen lejlighed. Med tiden skal jeg
delvist dele den med en veninde. Før jeg fandt lejligheden, havde jeg hørt
mange skrækhistorier, om hvor forfærdelige udlejere hernede kan være, så jeg
havde gjort mig mange nervøse tanker om, hvad der kunne ske. Men som en god
veninde mindede mig om fornyligt, så har jeg haft mange bekymringer i mit liv,
men der er ikke så mange af dem, der er blevet til noget. Og det fylder mig med
en stor taknemmelighed. Jeg er sikker på, at alle de bønner, som er blevet bedt
og bliver bedt for mig hernede har været en stor faktor for det hurtige og gode
udfald. For familien, jeg lejer lejligheden af er ikke mindre end fantastiske.
De er så hjælpsomme, søde og givende, så jeg har absolut ikke noget at klage
over. I et senere blogindlæg kan det jo være, at I er så heldige at få en lille
rundvisning i mit nye hjem…
Jeg indrømmer, at det ikke er det bedste billede af mit nye hus - men det er mit!
Jeg bor på førstesalen, og ja, det er en trappe, man kan bare ikke se det på billedet :-)
I dagene efter jeg kom herned, bruge jeg noget tid på at
tænke over, hvad der vil få mig til at føle, at jeg var begyndt at falde til ro
i at være her, og tre ting som kom til mig var: At få mit eget hjem, at få
ansøgt om visum og at lære sproget bedre (jeg har fået undervisning før). Og
allerede her 3 uger efter jeg kom, er mange af tingene ved at falde på plads.
Jeg begynder sprogundervisningen om en uges tid. Jeg er fyldt af forundring og
glæde over, hvor hurtigt det er gået.
Ellers har min tid været fyldt rigeligt op, selvom
studenterarbejdet er lidt i sommerstemning og mange af de studerende er på
ferie. Hernede varer sommerferien helt til begyndelsen af oktober, men de
studerende begynder at komme tilbage til byen i starten af september. Min
første aften var jeg forbi en kæmpe lejr, der bliver afholdt i byen af en
kristen amerikansk organisation. Det er en sportslejr for alle byens børn og om
aftenen er der møde, der går i dybden med kristendommen. Da noget af arbejdet i
år kommer til at være en opfølgning af nogle af de børn- og unge, der kom på
lejren, gav det mening for mig at komme den sidste aften.
De her piger er ikke mindre end fantastiske, og de er nogle af de gode veninder, som jeg har fået igennem årerne i kirken hernede.
Hver af dem af en ret unik historie i, hvordan de blev kristne! Jeg er utroligt opmuntret af dem!
Ellers er tiden gået med at se gode venner og kirkefamilien.
Det er ikke kun de ikke-kristne, der har en prioritet hos mig, men også de
kristne. Arbejderne er få her, og høsten er stor. Derfor er det vigtigt at
bruge kvalitetstid med de kristne, så de kan få opladet batterierne og blive
klar til næste skoleår. Og så er de igennem årerne blevet mine helt tætte og
nære venner.
Vi har fejret en del fødselsdage, været på en lokal festival, hvor der også blevet brug tid sammen med studerende og været på hike. I løbet af året går vi en masse bjergvandringer, bl.a. fordi det er en god mulighed for at få nogle gode snakke med hinanden kristne, som ikke-kristne. Og jeg har allerede stået på mere end en bjergtop i år.
Vi har fejret en del fødselsdage, været på en lokal festival, hvor der også blevet brug tid sammen med studerende og været på hike. I løbet af året går vi en masse bjergvandringer, bl.a. fordi det er en god mulighed for at få nogle gode snakke med hinanden kristne, som ikke-kristne. Og jeg har allerede stået på mere end en bjergtop i år.
Det øverste billede er min veninde og jeg, der har gjort os klar til festival. Vi er klar!
Det nederste billede er fra en af hikene, som jeg allerede har været på i år. Jeg bliver aldrig, aldrig og atter aldrig træt af bjergene her!
I skulle også lige have en lille hilsen på video!
Noget anderledes, som jeg har oplevet i år er, at før jeg har nået at kontakte
mennesker i byen, har de kontaktet mig, fordi de har set mig på en café eller
set mig gå rundt i byen. Det er jo en helt fantastisk måde at komme i kontakt
med dem på igen, og gør mit arbejde hernede nemmere, når jeg ikke konstant skal
være den opsøgende.
Noget som har
fyldt siden den første gudstjeneste her var en indskydelse, jeg fik, da jeg
læste teksten præsten, Stan, prædikede over. Den var fra Luk. 11. 33-36:
”Ingen tænder et lys og
sætter det ned i kælderen eller ind under en skæppe, man sætter det i en stage,
så de, der kommer ind, kan se lyset. Dit øje er legemets lys. Når dit øje er
klart, er også dit legeme lyst; men er det mat, er også dit legeme mørkt. Se
derfor til, at lyset i dig ikke er mørke! Hvis hele dit legeme er lyst og ingen
del mørk, så vil det være helt lyst, som når lyset stråler skinner på dig. ”
Kirken og
dermed studenterarbejdet er et lys i Niksic, der skinner midt i det religiøse
mørke, der er. Enhver kristen i byen, er et lille lys af Jesus, der er med til
at starte kærlighedsbål rundt omkring i byen. For Jesus er fyldt af kærlighed,
og den kærlighed ønsker han at række ud mod alle mennesker også her i Niksic.
Mange hilsner til jer alle her fra Montenegro!
