Et tilfældigt møde, som udviklede sig…

Det er stadig eksamenstid og snart ferietid på universitet her i Montenegro, men det betyder ikke, at jeg er på ferie. I de her uger bruger jeg ekstra tid på en-til-en relationer, og det er fantastisk at få lov til at prioriterer det særligt i en periode, mens vores ugentlige aktiviteter holder pause. 

I denne her uge har jeg blandt andet været sammen med en studerende, der fornyligt blev kristen. Mens vi var sammen, skulle vi til skomageren - et besøg, der burde tage mindre end 10 minutter, men det endte med, at vi blev hængende i over en time. Nu spørger I måske, hvorfor, jeg har valgt at dele mit skomagerbesøg med jer… Det kommer nu. Som så ofte før spurgte han mig, hvad i alverden en dansker som mig laver i en by som Niksic. Som altid forklarede jeg ham, at jeg arbejder for en kristen studenterbevægelse. Hans første reaktion på den information var, at han fortalte, at han var muslim. Men dernæst kom der næsten en overraskende og ny reaktion, som jeg ikke har oplevet før. Han var positiv og overrasket over, at der fandtes en protestantisk studenterorganisation og samtidig også en protestantisk kirke i byen. Ud fra de reaktioner blev det dernæst til en times snak om, hvem Jesus er, hvorfor han er relevant og en diskussion om Jesus ud fra Koranen og Bibelen.  Desværre stod mine montenegrinske sprogegenskaber af ret hurtigt, og derfor måtte min kære veninde tage over. For hende var det første gang til at prøve at snakke med en fremmede person om Jesus, men det var rørende at se hendes passion for Jesus i deres snak. Bagefter var hun helt høj og overvældende glad over at have fået lov til at dele hendes passion for Jesus med ham. Det smittede bestemt af på mig! 

Men hvorfor er det så vigtigt for mig at dele, hvad jeg tror på med mennesker, som jeg møder. Jeg har fanget mig selv i en tanke, som nogle af de kristne hernede har hjulpet mig med at sætte ord på. I lang tid har jeg tænkt, at jeg ikke vil ødelægge hyggelige situationer mellem mennesker ved at begynde at snakke om Jesus. Det har føltes som om, at jeg trådte langt over menneskers intimsfære. Men så gik det op for mig, at Jesus faktisk er verdens bedste og mest glædelige nyhed, jeg overhovedet kan dele med mennesker. Gud er kærlighed - alt i hans væsen er kærlighed. Bibelen er en lang kærlighedsbog, som bl.a. beskriver Guds kærlighed til os således: “Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt din søn som sonoffer for vore synder.” (1. Joh. 4,9-10). Kort opsummeret valgte mennesker at lære at kende forskel på godt og ondt, derved blev det onde lukket ind i vores liv og i samme sekund blev vi separeret fra Gud. Vi kunne ikke redde os selv fra ondskaben, vi havde brug for en udefra, og kun Gud selv kunne frelse os. Gud brød sig selv i itu på korset ved at Jesus råbte “Min Gud, min Gud: Hvorfor har du forladt mig?”. Derved er der ingen af os, der nogensinde behøver at sige det. Det betyder en evighed sammen med Gud. Gud ønsker ikke at tvinge os ind i en relation til ham - det er i modstrid med kærligheden (for kærlighed kan ikke tvinge nogen til at elske tilbage), men hans hjerte banker for at få lov til at være sammen med altid! Hvis det ikke er en god nyhed, et glædeligt budskab og værd at dele og snakke om med mennesker, så ved jeg ikke, hvad der er det!  Derfor har det ramt mig, at jeg ikke behøver at gemme det allerbedste væk, men i stedet for dele det ligeså snart at mulighederne bliver givet og byder sig. 

Hver uge er der historier som den ovenstående, hvor jeg er så heldig at dele det, som er allervigtigst i mit liv - Jesus! Det er en stor glæde og inspirer mig altid til at møde mennesker i ærlighed og med to ører til også at lytte på dem. 

Rigtig god weekend til jer alle! 

Et besøg hos naboerne

Nu er endnu en uge gået her i Montenegro - og bestemt en mere en opmuntrede en af slagsen! Her efter juletiden er overstået, er de studerende gået ind i eksamensperiode, og derfor er vores ugentlige aktiviteter sat på pause i denne måned.

Derfor har jeg også mulighed for at lave nogle lidt andre ting, end hverdagen normalt tillader. Jeg har i længere tid haft et dybt ønske om at tage på en rejse til Albanien, hvor jeg i flere år har haft en veninde i Tirana. Nu viste tiden sig til, at jeg kunne tage afsted. Sammen med én fra min kirke, drog vi mod byen, der kun lægger ca. 4 timers kørsel fra Niksic. 

Det blev til et yderst spændende og opmuntrene møde mellem kristne, der både kaldte vores lande mere sammen og rørte mig dybt personligt! 

Min veninde havde inviteret os med til et bønnemøde i en gruppe, som hun har været en del af i nogle år. Det var fantastisk at mærke, at vi sad repræsentanter fra to forskellige Balkanlande, uden at behøve at tænke på politiske konflikter, og kunne være i fællesskab med den Gud, som gav sit liv for os, og som har skabt det kristne fællesskab til at være i familie med hinanden. Det mindede os om en salme fra Bibelen, som vi læste sammen og glædede os over. 

“Hvor er det godt og herligt, 

når brødre sidder sammen!” 

(Salme 133,1).  

Vi fik lov til at bruge en weekend på at sidde sammen, inspirerer hinanden til at se mere af Gud, genkender forskellige udfordringer i både Albanien og Montenegro i forhold til kirkens liv og det generelle samfund og opmuntre hinanden til at leve i vores respektive lande. 

Samtidig blev vi alle fyldt af en glæde over, at vi kunne få lov til at sidde en gruppe kristne sammen og søge Gud sammen, uden at vi behøvede at være bange eller bekymrede for, at det ville få nogle ubehagelige konsekvenser for os. Bare for 30 år siden havde det været med en helt anden frygt og bæven, at vi ville have mødtes. Det fyldte os med meget glæde og taknemmelighed, som jeg som dansker ofte tager religionsfriheden for givet, da det tidligere i Albanien kunne have fået alvorlige konsekvenser. Og selvom jeg ikke skal gøre mig alt for klog på Albaniens historie, vil jeg alligevel give et hurtigt indblik i landets historisk, så I måske kan følge den enorme glæde, der overvældede mig og de andre i vores gruppe. Albanien var ikke, som resten af Jugoslavien under Titos ledelse efter krigens afslutning i 1945. I stedet havde landet deres egen diktatur, under ledelse af Hoxhas, der i sidste ende valgte at landet skulle isolere sig total fra resten af verden. Befolkningen blev holdt i stramme tøjler, således var både religion, privat bilkørsel og turistrejser til udlandet forbudt, og planøkonomien formåede ikke at ændre landets status som Europas fattigste land. I Montenegro oplever jeg stadig i dag, at Tito er højt elsket og beundret, men det er bestemt ikke det samme oplevelse, jeg mærker hos albanerne. Det er en befrielse, der præger dem, når de tænker på fortiden - en lettelse. Og hvor kan man pludselig blive taknemmelig for, at man kan sidde i en ganske almindelig stue i Albanien uden at være i fare for at komme i fængsel eller måske endda ende i et endnu værre sted. Derfor fyldte lovsangen også fra den ovenstående salme, da vi mødtes! 

3 af de piger, jeg besøgte i Albanien, og som inspirerede mig på mange planer og områder. 

I forskellige samtaler med især kvinderne i gruppen i løbet af weekenden var der ét tema, som blev ved med at tale til mig. Det kan opsummeres meget simpelt: Som mennesker, må vi være så fyldt af Jesus, så intet bliver mere vigtigt, end at være sammen med ham, derved kan man også flyde over af hans kærlighed til andre mennesker. Jesus ER verdens vigtigste budskab overhovedet! Han må aldrig nogensinde underestimeret. Jeg har allerede delt mine tanker om, hvorfor Jesus er så vigtigt i et tidligere blogindlæg, som du kan læse om her: http://rebekkaiverden.blogspot.com/2016/09/124-kopper-kaffe-men-hvad-er-det-sa-jeg.html. Gud er kærlighed og har kærlighed til os mennesker. Bibelen - selv når den bliver mest hård - peger på Guds totale ufortjente kærlighed til os mennesker. Hans største ønske er, at vi ønsker at være i fællesskab med ham. Det er den absolutte drivkræft for, at mennesker der ikke kender ham, skal lære ham at kende og få et personligt forhold til ham. Tak mine kære albanske søstre og brødre for at minde mig om det allervigtigste. 

Dybe snakke, bibel og bøn på en café - nogle gange må jeg bare indrømme, at jeg føler mig heldig! 

Størstedelen af tiden i Albanien blev brugt sammen med de kristne, men vi fik også mulighed for at tage nogle gode gåture i Tiranan, hvor vi fik snakket med en del mennesker på forskellige caféer og turistattraktioner. Det overraskede mig egentlig, hvor åbne albanere er for at snakke med fuldstændigt tilfældige og fremmede mennesker også om dybere ting i livet og tro. Det er jeg ikke lige så vant til fra Montenegro, selvom åbenheden her er noget større end i Danmark. Vi besøgte også en kirke - fantastisk at være i en kirke på Balkan, der har flere medlemmer end, der er kristne i Montenegro. 

En albaner vi mødte på gaden og snakkede med - også om Jesus. (Og jeg, vi kravlede faktisk op på toppen af den mur for at nyde udsigten fra toppen). 

Der blev knyttet nye fællesskaber, som der også i den nære fremtid vil blive bygget videre på - så jeg er fuld af spænding og begejstring for, hvad fremtiden vil bringe. 

Jeg håber, at I har nydt mine lille omvej til mit naboland, Albanien. Om lidt starter hverdagens aktiviteter igen her i Montenegro, og det bliver godt at komme i gang igen. 

Jul og et nyt år

Først skal der lyde et glædelig jul og et godt nytår til alle jer derhjemme - også selvom at vi nu er kommet halvt ind i januar! Som skrevet på min sidste blog før jul, bliver min blog kortere men til gengæld oftere. 

Opmuntringer fra Danmark:

Over jul og nytår var jeg på ferie i Danmark. Med mig tager jeg en helt masse opmuntringer, som jeg mærkede fra alle, jeg mødte. Jeg er fuldstændig overvældet på den allermest positive måde over alle de mennesker, der beder for mig, følger mig og spørger ind. Det er ydmygende og får mig til at vende tilbage til Montenegro med en endnu større glæde og gå-på-mod i mødet med de studerende. Tak til enhver af jer som enten i et kort håndtryk og én enkel bemærkning eller timelange samtaler har opmuntret mig og givet mig mod til endnu mere. For at bruge en noget gennemtærsket kliché, så er “tak kun et fattigt ord”, men jeg kan ikke udtrykket mig på en bedre måde end på denne. Jeg er rørt. Det var en bedre julegave end noget andet (på nær altså den allerbedste julegave - at Jesus blev født!) 

Første stop i Danmark var selvfølgelig at være sammen med familien igen! 

Min anden jul på halv ortodoks manér: 

Den 3. Januar vendte jeg atter snuden mod Montenegro - denne gang ikke alene, men med en tidligere volontør, der arbejde i Niksic for 4 år siden. Endnu engang en stor opmuntring. Det var fantastisk helt naturligt at være to om at dele hverdagen, og da hun kender til, hvad det vil sige sig at have en hverdag her, var der en god samklang og glæde over tingene. 

Mens hun var her, trådte vi ind i den ortodokse kirkes julefejring, som den evangeliske kirke også vælger at følge. Den ligger nemlig efter nytår d. 7. januar. Juleaften, d. 6. januar, gik vi sammen med nogle montenegrinske veninder op til byens ortodokse kirke. Juleaften er det normalt, at mange montenegrinere går i kirken for at bede til de forskellige helgener og tænde lys for både de levende og døde. Samtidig var det traditionen tilbage i tiden, at mændene i en famlie gik i skoven for at fælde et specifikt træ, der på lokalsproget bliver kaldt ‘Badnjak’ - en tynd gren med kviste og blade. Tilbage i tiden var det familiens eneste juletræ, men i dag sniger der sig flere og flere juletræer, som vi kender dem ind i de montenegrinske hjem også. Juleaften bliver træet brændt af  afmændene i en familie, hvor traditionen foreskriver at det skal brænde hele aftenen og natten med. Udenfor kirkerne er det blevet tradition, at mændene samler sig i stedet for i hjememe og tænder træerne. Desværre var det for koldt til, at det kunne lade sig gøre udenfor kirken i år. Traditionen bunder originalt i hedenske traditioner, før ortodoksien trådte i kraft i landet. 

Selvom solen skinnede, var det mere end koldt juledag, hvor vi traditionen tro, fik på besøg for at ønske glædeligt jul.

Juledag, d. 7, havde vi en kort lovsangsgudstjeneste i kirken. Et fantastisk budskab om, at Jesus er verdens bedste julegave blev delt, hvorefter vi lovsang i glæde over det. Bagefter havde vi stort kagebord og godt fællesskab. Jeg var inviteret hjem til general sekretæren og hans familie for at fortsætte julefejringen. En central ting for al fejring i Montenegro er, at der skal være meget mad - især kød - og det smager fantastisk. 

Et par stemningsbilleder fra julefejringen. 

Ellers er der ikke mange andre traditioner for juledag. Kun at man skal på mange besøg for at ønske hinanden god jul samtidig med, at man spiser mad. Således gik vi også videre for at gå på julebesøg hos en familie, der er knyttet til kirken for at ønske dem glædelig jul. Til sidst kunne vi næsten rulle tilbage til min lejlighed af alt den gode mad, vi havde fået.

En familie fra kirken, som vi selvfølgelig skulle besøge og ønske god jul.

Så første uge i Montenegro har budt på endnu en fejring af, at Jesus - Gud selv - kom til verden. En glæde, som jeg egentlig gerne vil mindes om og leve i bevidstheden om hver en dag i mit liv, med ordene fra Esajas 9,5: 

For et barn er født os, 

en søn er givet os, 

og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham 

Underfuld Rådgiver, 

Vældig Gud, 

Evigheds Fader, 

Freds Fyrste. 

Rigtig god indtræden i det nye år 2017.