Livets mange facetter…

Tiden går stærkt nogle gange, og nu må jeg indse, at det er over en måned siden sidste oplæg. Utroligt mange ting er sket siden sidst og på forunderlig måde føles det både som om, at tiden går utroligt stærkt, og at jeg har været her meget længere end 3 måneder! Jeg vil dog starte min blog med en salme, der har været bærende for den sidste måned af mit liv her i Montenegro.

Du fylder mig med glæde,

for glæden er fra dig,

du Gud, der helst vil give,

så glæden bor i mig.

Du løfter op min smerte,

så smerten er hos dig.

Du Gud, der kender sorgen

og deler den med mig.

Du fylder mig med undren,

forunderlige Gud,

du åbner altid udvej,

når alt ser håbløst ud.

Du løfter mine tanker,

så de får fred i dig,

du er der, når jeg synes,

at du forlader mig.

Du bærer mig i livet,

hvor alt kan ske med mig.

Gud, lad mig altid vide,

At jeg tilhører dig! 

Hvorfor er det netop denne sang, der igen og igen er kommet til mig? I den sidste måned har jeg mødt mange forskellige sider af, hvad menneskelivet har at byde på og netop denne salme indrammer det så godt. 

D. 7. oktober døde en af mine tættere venner og kollegas far efter at have været indlagt på hospitalet i længere tid uden en helt klar diagnose. Jeg har igennem årene været så privilegeret og heldig at få lov til at komme tæt på familien, endda boet hos dem i en ugen, og derfor kan jeg heller ikke undgå at være påvirket af dødsfaldet. Samtidig kan det være svært at se familien være i sorg. Jeg besøgte ham en gang på hospitalet, og selvom vi ikke kunne udveksle mange ord med hinanden, fik jeg ham alligevel til at grine i mit forsøg på at udtale ”tongue twisters” (også på dansk kendt som vrøvlesætninger). Sådan kan relationer, selv uden at have et fælles sprog, blive helt nære og fulde af respekt. Han vidste, at jeg bad for ham både i hans sygdom og i hans tro. Her kommer den ovenstående salme ind i billedet, for bønnen i andet vers passer bedre end noget andet i en sådan situation. Ofte erfarer jeg, at vi som mennesker gerne vil have svar, ikke kun når døden kommer tæt på, men i enhver situation, hvor livet bliver sat på spidsen. Vi spørger bl.a. os selv, hvorfor onde ting sker med gode mennesker, eller hvorfor Gud tillader at dårlige ting sker, hvis Han er en god Gud. Med fare for at bevæge mig ud i et teologisk svært felt, så er det under alle omstændigheder blevet en kæmpe trøst for mig, at Gud kender smerten som både denne familie står i og i andre af livets svære situationer. Gud gav lov til, at hans egen perfekte søn skulle dø, så ingen af os nogensinde behøver at se døden i øjnene (for uddybning se sidste blogindlæg). Hvis nogen kender smerten som døden kan give, så er det ham. Derfor bliver det så meget desto mere tydeligt, at når livet viser sin skyggeside, er der et sted, vi kan kigge hen midt i ensomheden, der kan opstå. Til ham, der kender den bedre, end nogen anden. Gud selv. Han ønsker, at vi skal dele smerten med ham, at vi skal vende os til ham midt i alting og invitere ham ind. Forsvinder smerten nødvendigvis af den grund? Nej. Men vi vender os mod én, som kan identificerer – bedre end nogen anden - den følelse, som kan være så svært at beskrive. En, som kan vandre i mørket og skabe lys i livet, hvor lyset ikke føles som om, at den vil bryde frem. I salme 139, 11-12 i bibelen står der: 

”Siger jeg: ”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset”.

 Det er et håb midt i smerten.

Nogen gange oplever man virkelig kontraster i livet, og det må jeg indrømme, at jeg også gjorde i den weekend. For d. 8. oktober fik jeg besøg fra Danmark af Tanja, Andreas, Bjarke og baby Mads. Tanja var for mere end fem år siden den, der fik mine øjne åbne for Montenegro, og siden har vi været her mange gange sammen – de seneste par år også sammen med Andreas, hendes mand.  Det var en kæmpe velsignelse at få besøg hjemmefra og have tid til både at se noget mere af Montenegro og se en masse mennesker sammen. En bestemt ting, som jeg i særdeleshed vil fremhæve er det interessante i at være udlænding i Niksic. For alle fik sammen kontakter til mennesker, som ikke tidligere har været i kontakt med kirken eller det kristne studenterarbejde i byen. Det sker ved at bevæge sig rundt i byen og snakke dansk til hinanden. Folk stopper og vil gerne høre mere om, hvem man er, og hvorfor man er her. Og sådan oplever jeg også ofte, hvor nemt det er at få nye kontakter ved at være udlændig hernede. Mennesker stopper dig og vil gerne lære mere om, hvem du er. At have danskere her var en stor glæde og gav mig en tid til lige at puste ud efter de første par måneder i landet. Og her kommer første vers i sangen i spil. Ikke kun i forhold til det danske besøg i Montenegro, men generelt i forhold til mit ophold og hverdag her i landet. For Gud giver os en masse gode ting i livet – det er faktisk det, han ønsker at give os allermest af. Han ønsker, at glæde må tage bolig i os, og det lærer jeg bestemt helt nye sider af, mens jeg er hernede.

Bjarke, Andreas, Tanja, Mads og mig på tur til den kulturelle hovedstad; Cetinje. 

Jeg har også siden sidste blogindlæg været en smuttur i hovedstaden, Podgorica. Her mødtes jeg med nogle veninder, som jeg ikke så ofte får mulighed for at bruge tid sammen med samtidig med, at jeg fik mulighed for at komme lidt væk fra Niksic. Jeg har faktisk aldrig været særlig meget i hovedstaden, så i en snak med en veninde gik vi gennem byen og så nogle af de attraktioner, der er. Jeg brugte størstedelen af min weekend sammen med en skøn familie, hvor jeg også lige kunne få lidt tid til at slappe af. Det var utroligt dejligt. Nogen gange ser man bare nogle ting tydeligere, når man får lov til at tage et skridt væk fra det – og det var den følelse jeg havde, da jeg efter en gudstjenesten i en af hovedstadens 3 evangeliske kirke, vendte hjem til Niksic. Samtidig er en af ønskerne for året at udvide arbejdet til hovedstaden, og den del fik jeg også en hurtigt mulighed for at arbejde lidt på.

To af de veninder jeg så i Podgorica.

I vores team har vi også været så privilegerede at have besøg fra den serbiske generalsekretær i vores søsterorganisation. Han har mange års erfaring i studenterarbejdet og delte rigt ud af, hvad han har lært gennem årerne. Det var i sandhed til stor opmuntring for både mig personligt og for hele teamet! Han gjorde det tydeligt for os, hvordan vi kan arbejde med både os selv og hele vores gruppe. Der fik vi en masse nye ting at arbejde med og være begejstret for. En ting, jeg i særdeleshed tager med mig er, at uanset hvad vi laver, så må vi aldrig glemme den passion, som ligger bag vores arbejde. Mister vi den, mister vi gnisten for, hvad vi gør. Det er bestemt noget, jeg ønsker at have i fokus på i hverdagen her.

Vores team i Montenegro sammen med generalsekretæren fra Serbien, Samuil.
Fra venste øverst: Jelena, Samuil, mig og Pete
Fra venstre nederst: Sasa og Danijel (generalsekretær i Montengro)

Vi har også fået startet skoleåret godt op. Første arrangement var en koncert på universitetsområdet, hvor vi var gået sammen med universitetets studenterbevægelse om at byde de nye studerende velkommen. Som forberedelse var jeg sammen med to af mine kollegaer, Jelena og Sasa, rundt på hele universitets område og hænge plakater op. Og på alle mulige forskellige måder, forsøgte vi at gøre reklame for koncerten.

Vi havde fået flere musikere til at droppe forbi og give nogle numre, mens universitets studenterbevægelse og vi begge gav en kort introduktion til, hvem vi er. En super hyggelig aften, hvor der var god mulighed for at knytte nye kontakter til mennesker. Jeg fik æren af at lave nogle forskellige interviews med de studerende og fik der indtrykket af, at EUS (vores kristne studenterbevægelses navn) er mere end velkomne på universitetet og at studerende gerne vil have mulighed for at snakke om nogle dybere ting i livet ift. tro, mening og eksistens.

Et af bandene, der spillede på aftenen. Og ja, nogle fra vores team spille også selv med :-)
Hvis man ville have et lille kik på koncerten kan man klikke på følgende link:
  https://www.youtube.com/watch?v=ty_EZunSyyg

En uge senere startede vi vores ugentlige aktiviteter op ved at invitere en masse studerende til en mexicansk aften. En kristen kvinde fra Podgorica, der oprindeligt kommer fra Mexico, hjalp os med både madlavning, oppyntning og mange andre ting – en kæmpe hjælp for os! Da eksotisk mad ikke er noget, man får så ofte her, var der et stort fremmøde på aftenen. Hele kontoret var bogstaveligt talt fyldt komplet op. Generalsekretæren fra Serbien delte grundbudskabet i kristendommen: At Jesus kom for at frelse mennesker, og at det er det, vi som organisation ønsker at give videre til studerende og lære studerende dybden af. Vi har derefter været i kontakt med mange af de studerende!  

Det sidste arrangement vi har haft var i sidste uge, hvor vi havde æren af at have besøg af det amerikanske ægtepar David og Sally Ivaska. De har i en menneskealder arbejdet for den amerikanske kristne studenterbevægelse. Som 50 årig mødte han, David, en mur af arbejdsstress/depression og brugte 3 måneder på at studere bibelen. Han oplevede en dyb frygt i sit eget liv, fordi han ikke vidste, hvad fremtiden ville bringe, og om han ville være i stand til at forsørge sin egen familie. Det fik ham til at gå til kilden – bibelen. Han studerede den og stoppede hver gang han læste ordene ”Vær ikke bange”. Adskillelige år senere blev han bedt om at skrive en studiebog om emnet. Derfor var de her for at forklare om bogen og give den gratis til studerende. Det var en kæmpe opmuntring og glæde og have dem her. Bogen hedder på engelsk: ”be not afraid”, men er nu blevet oversat til serbisk!

Ellers har vi de andre ugentlige aktiviteter. Filmaftener, hvor vi ser en film og snakker om, hvordan Gud bliver afspejlet i filmen. Bibelstudier i både grupper og individuelt med studerende. Og engelsk samtale klub på universitetet. Alt dette har fundet sin vante hverdagsrytme. Men næsten hver gang bliver jeg overrasket af, hvilken god drejning tingene kan tage.

Til slut vil jeg pege på sidste vers i sangen, delt i begyndelsen af denne blog. Det er måske den dybeste bøn, jeg har i mit personlige liv med Gud. Vi kan aldrig vide, hvad bare dagen i morgen vil byde på, men hvor er det en fantastisk vished og dyd glæde at have, at jeg hver eneste dag får lov til at gå med universitets skaber ved min side!

Du bærer mig i livet,
hvor alt kan ske med mig.
Gud, lad mig altid vide,
At jeg tilhører dig! 

Det var alt for denne gang. Men mange flere spændende ting er på tapetet for bare den nærmeste fremtid! Ingen dage i Montenegro ligner hinanden og tiden flyver afsted. Alt godt til dig, som har lyst til at følge med i min blog her fra Montenegro.