Goodbye and see you again!

I think after nearly two months in Montenegro that it is time for me to write a blog in English, so here it comes! (I am sorry for the grammar mistakes, but I hope you understand it anyway)
 
I have said a sad goodbye to my friends in Niksiĉ and I came back to Denmark for some days ago. The question as many maybe want to know is what I have learnt and what I have got out of being there?  

I came to Montenegro – to Niksiĉ – to refresh the people in the church. I wanted to inspire and hang out with them. Otherwise I did not have many expectations to my stay there, but wow I am surprised over the entire gift I have got during my time in Montenegro! I am so grateful because people has open their homes and their lives for my. Already the first day I came, Niksiĉ felt like my new home, it was a surprise for me in a good way, and I was not in doubt about that it was there I should be. People were so friendly and open minded and it was easy to become a part of the fellowship there. 

I have love spending time together with so many different people; Teenagers from the church, students, other friends, strangers and a lot of different teams. Everybody have giving me a lot of good experiences, and I am very grateful because of that. There has been so many time with a lot of laughter and fun but also times with deep conversations – all of it I remember with joy and it has been very inspiring for me.

Very short I want to tell about some of my highlights during my stay: The everyday life activities as teen meeting, conversation club and girls bible study. The Sundays with two services and in between those a delicious lunch always eaten together with many friends, Danish dinner, decoration of the new teen room, a lot of trips in the nature where we barbecued, two days at the gipsy camp, to watch all 8 movies of Harry Potter, a visit in the village Brĉno, some different café events, English camp and last of all to be together with so many different teams. All of these things have been a blessing for me and they are things I will remember in the future. Every day in Montenegro was busy and every day something new happened, and I enjoyed it much. I see all of it as a gift from the people I spend time with. During my time in Montenegro I learnt how many different situations you can use to talk about Jesus, and that has been an eye – opener for me. The feeling I have in me after I came back to Denmark is gratitude and I feel that I have been lucky to have the possibility to travel to Montenegro.   

I must admit that now I have two homes. Of cause my home in Denmark but also my new home in Montenegro.  Even though I wrote in the beginning that I had said a goodbye, I know that one day I will come back to my friends, my brothers and sisters and my new family.

De sidste to uger!

Siden sidste blodindlæg er der sket rigtig meget, faktisk er der sket så meget, så jeg er kommet hjem til Danmark igen. De sidste uger i Montenegro har været travle, men jeg har nydt det utroligt meget. Jeg føler mig beriget af en masse nye mennesker i mit liv og en masse gode oplevelse, og det er den bedste afslutning jeg har kunnet få på mit ophold! Men jeg må også indrømme at der allerede er mange mennesker, som jeg savner, for Montenegro har gjort noget ved mig… Men det vil der komme mere om i et andet indlæg.

“English camp”: Fra d.11.juli til d. 16.juli var der ”English camp” arrangeret af det engelske team. Om morgenen før vi skulle afsted, da vi stod op, sad der pludselig 4 unge amerikanske piger i vores køkken. De kom fra Beograd, hvor de arbejder i studenterbevægelsen over sommeren. De skulle også med på lejren, derfor var vi en blanding af montenegrinere, serbere, englændere, amerikanere og danskere på lejren. Udover os, der skulle hjælpe på lejren, var der ca. 15 tilmeldte, hvilke er en stor forbedring fra sidste års lejr, som var den første af sin slags. Hver dag var der engelskundervisning med forskellige niveauer, så der var noget at lære for alle, bagefter var der en kort tale, smågrupper, sportsaktiviteter om eftermiddagen og om aftenen var der forskellige kulturelle indslag. Det blev til en introduktionsaften, en engelsk aften med bl.a. kædedans, en montenegrinsk aften, som også indeholdt dans og enormt sjove jokes omkring det at være borger i Montenegro, en talentaften og den sidste aften en bålaften. Alle aftenerne var enormt underholdende og lærerige, fordi vi fik et indblik i forskellige kulturer, det føler jeg mig utrolig heldig over at have fået lov til. Udover det var det utroligt sjovt og hyggeligt og en god måde at opbygge relationer på!

Hver formiddag var der en kort bibeltime, som blev efterfulgt af samtalegrupper bagefter. Tanja og jeg var ledere for teenagergruppen, og det var enormt udfordrende. Teenagerne brændte meget for at lære Jesus bedre at kende, og vi fik os nogle rigtig gode diskussioner. Teenagerne havde mange forskellige baggrunde, men det gjorde det endnu mere spændende og vigtigt at være i gruppen! Det var personligt for mig meget inspirerende og glædeligt at være leder sammen med Tanja i gruppen.  

Målet for lejren var, at unge studerende skulle have muligheden for at møde Jesus igennem andre studerende og igennem muligheden for at lære engelsk. Derfor bestod det engelske team også af 6 studerende og 2 studenterarbejdere fra Storbritannien. De studerende skulle undervise og de to studentermedarbejdere skulle stå for forkyndelsen. Alle gjorde de et rigtig godt stykke arbejde og skabte nogle gode rammer for lejren. Både for kristne og ikke – kristne, tror jeg roligt, at jeg kan sige, at lejren var inspirerende og god. Alle fik vi mulighed for at reflektere over vores personlige forhold til Gud, og vi fik lov til at bruge tid med hinanden med vores forskellige nationale baggrunde, og det var enormt givende.

Den sidste uge: I den sidste uge skete der rigtig meget for os, og der var meget vi gerne ville nå, og mange vi gerne ville sige farvel til, før vi rejste hjem til Danmark. For det første boede to af de amerikanske piger, der havde været med på lejren, hjemme hos os i 3 dage, og dem hyggede vi os rigtig meget med og havde en masse sjov sammen med dem. For det andet kom der et dansk team udsendt af IMU (Indre Missions Unge), bestående af Jens og Jakob, der over sommeren interrailer gennem Europa for at besøge forskellige kirker / kirkesamfund. I løbet af ugen blev det tid til at sige farvel til det britiske team også, så i vores sidste uge var der hele tre teams sammen med os, og det har været hyggeligt og lærerigt!

Vi har haft en masse ting, som vi følte var vores sidste gang, og det har været rigtig trist! Vi havde vores sidste teammøde, vores sidste bibelstudiegruppe, vores sidste gudstjeneste, vores sidste udflugt og til sidst en afskedsfest. Det var virkelig hårdt og svært at sige farvel til alle de mennesker, som vi begge er kommet til at knytte os til og holde meget af, men jeg kan heldigvis trøste mig selv med, at jeg umuligt kan forestille mig, at det er sidste gang, at jeg kommer til Montenegro - det er blevet mit andet hjem. Det har rørt mit hjerte og det er afgjort ikke slut!

Jeg er fyldt af en stor taknemmelighed over alt det, som jeg har fået lov til at opleve og er blevet fyldt af, og det at rejse til Montenegro er en stor gave der er blevet givet mig!

Missionen i Montenegro!

Siden sidste blogindlæg er der sket rigtig mange ting, og det er fantastisk at se, hvor meget Gud arbejder i Montenegro lige nu. I løbet af den sidste uge har der været rigtig mange aktiviteter, fordi der er et team fra USA og et team fra England, og det gør at missionsarbejdet når endnu længere ud. Det har medført, at Tanjas – og mit arbejde også har fået en lidt mere praktisk karakter, og det har været super. Vi er her for at hjælpe, og hvis vi kan hjælpe ved at passe et barn, så moderen kan være oversætter fra engelsk til montenegrinsk, så tager vi gerne den tjans. Jeg bliver virkelig beriget med en masse ting, og det er jeg dybt taknemmelig og ydmyg overfor. Det er en stor gave at være her, en gave, som jeg vil tage med mig i fremtiden!

Det amerikanske team: Sent lørdag aften ankom et amerikansk team på 11 mennesker til byen. De bor sammen med os her i huset, så vi er nu oppe på 18 mennesker under samme tag med 4 forskellige nationaliteter, og det er meget interessant. Amerikanerne kommer fra Vicky – og Stans kirke i USA, og de er alle meget åbne og livgivende mennesker. Fra mandag til fredag har teenagerne og de to kvinder, der er på teamet, lavet ”Vacation Bible School” (ferie bibelskole) i kirken. Det var et tilbud til børn og teenagere, hvor de fik muligheden for at høre bibelhistorier, personlige vidnesbyrd, synge, lege og være kreative, og det er gået over alt forventning! 20 børn og teenagere fra byen deltog i bibelskolen, og det var mange flere, end vi havde forventet. Nogle af teenagerne har endda også deltaget i det ugentlig teenmøde, så der er noget at arbejde videre med, og det er fantastisk! Mændene har hjulpet med at bygge på Stan - og Vickys hus, og det er hårdt arbejde, da det har været virkelig varmt i denne uge, samt prædiket til søndagsgudstjenesten. Hver morgen har de stået tidligt op om morgenen og arbejdet til langt ud på eftermiddagen. Udover det har teamet deltaget i forskellige arrangementer i løbet af ugen, hvor de har delt deres vidnesbyrd og snakket med mennesker, og de har også besøgt nogle forskellige mennesker fra menigheden. De har gjort et rigtig godt stykke arbejde, hvor de har engageret sig fuldt ud i de udfordringer, der er blevet givet dem. Jeg har kun rosende ord tilbage overfor dem! De er meget positive og snaksaglige, så jeg har fået nogle personlige og gode snakke med dem. Det har personligt for mig været meget inspirerende at være sammen med dem, fordi de har åbnet sig meget. De har delt deres erfaringer i livet med både Tanja og jeg uden at ligge fingre imellem, og det har været interessant at høre deres måde at gribe livet an på. Selvom vi er forskellige og har forskellige baggrunde, er det fedt at mærke, at vi kan være sammen om Gud. Gud er ikke bare i lille Danmark, Han er i verden, og det har jeg meget konkret set nu.     

Det engelske team: Søndag eftermiddag kom der et engelsk team, som består af 6 studerende fra forskellige steder i England og 2 medarbejdere fra studenterbevægelsen i landet. De er her for at lave en lejr (”English camp”) i næste uge, som bliver en blanding af bibelstudie, engelsk undervisning og masse forskellige sjove aktiviteter. På lejren vil der både være unge kristne og unge ikke – kristne, så forhåbentlig vil der blive rigtig mange gode snakke om Jesus. I denne uge har teamet forsøgt at mødes med nogle af dem, som deltager i lejren, men det er ikke så nemt, som det lyder. Til ethvert arrangement og aftale her, bliver man nødt til at forvente at planerne ændrer sig i sidste øjeblik. Selv når folk siger, at de helt sikkert deltager på lejren, så kan man først være sikker på det, hvis de møder op på lejren. Derfor er der ingen sikkerhed omkring, hvem der i virkeligheden kommer med, men de har forsøgt at gøre ”reklame” for lejren og bare brugt tid sammen med unge mennesker. Englænderne har ligesom amerikanerne også deltaget i nogle af de forskellige aktiviteter, der har været i løbet af ugen, og også selv lavet nogle events, hvor de kunne møde nogle studerende fra byen. Jeg glæder mig til at bruge fem dage sammen med dem i bjergene (hvor lejren skal holdes), for jeg er helt sikker på at der bliver en masse sjov og masser af nye mennesker at snakke med.   

Caféaften: Tirsdag havde Danijel arrangeret en caféaften, som skulle afslutte studentercaféerne for dette skoleår. Den blev holdt inde i byen på en cafe. Både det engelske team og nogle fra det amerikanske team deltog. Danijel og Peter (der er englænder, men som har boet i Montenegro i 6 år, og som har arbejdet gennem kirken hernede) startede aftenen med at spille nogle bluesnumre. Så blev det tid til et vidnesbyrd fra en af de studerende fra det engelske team, og derefter blev der holdt en andagt af en fra det britiske team, der handlede om ”smag og se at Herren er god”. Bagefter var der flere fra det engelske team, der optrådte med forskellige numre, og det var rigtig festligt. De spillede utrolig mange forskellige genre, og det skabte en rigtig god stemning. Det blev tid til endnu et vidnesbyrd denne gang fra en fra det amerikanske team, og til sidst spillede Danijel sammen med en af de studerende fra byen nogle numre på montenegrinsk. Det officielle program for aftenen var slut, men mange blev hængene bagefter for at snakke og hygge sammen, og der var selvfølgelig også nogle der lige ville jamme sammen. Det blev til nogle rigtig gode samtaler om tro og om kulturforskelle. Folk var glade og hang ud indtil caféen lukkede, så man kan vel ikke sige andet, end at det var en vellykket aften.  

Kvindecafé: Torsdag aften havde Vicky arrangeret en kvindecafé hjemme hos os. Det er noget, som hun har tænkt over et stykke tid, og nu synes hun at det passede godt ind. Der blev inviteret nogle kvinder fra kirken, nogle af dem var mødrene til de børn, der var kommet til ”Vacation Bible School”, og så var både kvinderne fra det amerikanske og britiske team også der. De to amerikanske kvinder delte deres vidnesbyrd, og så brugte vi ellers resten af aftenen på det, kvinder er bedst til, nemlig at snakke. Det var enormt hyggeligt! Vi sad ude på terrassen under drueplanterne, der slyngede sig over vores hoveder, og så solen gå ned. Det var nogle skønne rammer, og alle havde en god aften. Det er noget helt særlig at bruge tid sammen som kvinder, også selvom der kan være store aldersforskelle. Man kan dele erfaringer, følelser og oplevelser sammen, og det er enormt frugtbart. Planen er at kvindecaféen skal fortsætte i fremtiden, og det er endnu et skridt der bliver taget i missionsarbejdet. 

 
Teenmøde: I går aftes (fredag aften) var der teenmøde i kirken. Vi regnede med, at der ville komme mange i det der var 5 teenagere på det amerikanske team, 5 teenagere der er trofaste i kirken og at teenagerne fra ”Vacation Bible School” var blevet inviteret. Derfor havde vi udvidet vores program lidt. Vores forventninger holdt stik og hele 14 teenagere var samlet i kirken – indtil videre det største antal teenagere, der har været i kirken på samme tid! Der kom udover det 3 unge mennesker fra det engelske team, fordi nogle af vores teenagere fra kirken skal med på ”English – camp”. Vi startede aftenen med en navneleg, som alle heldigvis synes var rigtig sjovt. Bagefter havde vi forberedt et stjerneløb på 50 poster. Det handlede om, at man skulle komme hurtigst igennem posterne ved at samarbejde, så man i sidste ende fik skatten. Folk levede sig virkelig ind i det, og gav den hele armen for at være det første team, som havde været igennem alle posterne. Det var super sjovt og var en god start på aftenen. Da løbet var færdigt, gik vi ind i kirken, hvor Danijel og Pete ledte os i lovsang. Det var virkelig rart at få sunget lovsang igen for alvor. Pete holdt derefter en andagt om skatten i verden og to af de amerikanske teenagere holdt deres vidnesbyrd. Vi sluttede aftenen af med at synge et par engelske lovsange. Det var meget glædeligt, at vi kunne være så mange unge mennesker i kirken, og håbet er, at de af teenagerne, der ikke har været der før, har lyst til at komme igen.  
 
At drive mission i Montenegro: Nu har jeg arbejdet med mission i Montenegro i lidt over en måned, og der er en stor forskel på at drive mission her i forhold til i Danmark. Når jeg snakker med nogle om min tro i Danmark, bliver jeg ofte mødt af en mur af fordomme og en lukket tilgang til emnet. Derfor blev jeg meget overrasket, de første gange jeg snakkede om min tro med montenegrinerne. Folk har slet ikke samme forhold til religion, som man har derhjemme. For det første ser folk ofte sig selv som kristne, ikke fordi de kender budskabet om Jesus, da mange aldrig har åbnet deres bibler, men fordi den ortodokse kirke er en del af deres kultur. For det andet er folk meget åbne. Når emnet falder på tro, lytter folk meget interesseret og stiller spørgsmål til det, jeg fortæller og snakker med dem om. Det er meget udfordrende og spændende, og jeg nyder meget de dybe samtaler, jeg får med folk. Man kommer ind til det, som virkelig betyder noget, der hvor tingene begynder at rykke noget, og så bliver et ellers almindeligt cafébesøg eller hjemmebesøgt pludselig så meget desto mere spændende og givende.

Der er under to uger til at jeg er hjemme i Danmark, og det er meget svært at forholde sig til. Til min egen overraskelse er jeg virkelig kommet til at holde rigtig meget af de mennesker, som fylder min hverdag, jeg er komme til at holde af Montenegro. Der er så meget som vi gerne vil, og nu bliver vi desværre nødt til at prioritere. Vi har virkelig fået et godt forhold til teenagerne, som vi gerne vil følge op på, men det må vi stole på, at andre kræfter end os også kan gøre. Hver af dem har fået en betydning for mig, og de har virkelig hjulpet til at mit ophold hernede er så godt, som det er. De er nogle dejlige mennesker. Jeg har nydt at arbejde sammen med Danijel og derved også er komme tæt på Martina. Jeg har nydt at bruge tid sammen med den familie, som jeg har boet hos. Jeg har nydt at være en del af kirken, og heldigvis er alt dette ikke helt slut endnu. Jeg vil nyde det sidste stykke tid i fulde drag, nyde menneskerne og nyde landet. Det er virkelig givende at være her!

Heldigvis så tror jeg ikke, at det bliver et farvel, jeg skal sige til disse mennesker, da jeg rigtig gerne på en eller anden måde gerne vil tilbage igen, så jeg vil ”nøjes” med et ”på gensyn”.

Wow Montenegro gør noget ved én!

På udflugt til Bar: Sidste torsdag var vi med Danijel, Martina og deres fælles ven Bojan på udflugt til Montenegros kyst, nærmere bestemt byen Bar. Det er en køretur på 2,5 time, men det var hele turen værd. Når man nærmer sig byen, kører man mellem de flotteste bjerge og søer, som kan gøre mig helt mundlam. Samtidig med det kunne vi kigger over til Albanien, og det var ret sjovt. Vi brugte nogle timer på stranden, hvor der bl.a. blev spillet vandpolo. Det var rart med noget afslapning og hyggeligt samvær. Om aftenen skulle Danijel være oversætter til et møde for organisationen ”OM”, som arbejder i og omkring Bar. Det var enormt inspirerende at se, hvordan en anden organisation end ”IFES” arbejder, og så er det rart at kunne dele nogle erfaringer omkring at arbejde med mission i Montenegro. Onsdag aften havde vi sagt farvel til det norske team, som har besøgt os, og i Bar var der et svensk team, som kom. Derfor må jeg erkende, at jeg får øvet mig i de skandinaviske sprog, og så er det altid rart at møde sine skandinaviske brødre og søstre. Det var et team, som var taget til Montenegro for at støtte, opmuntre og bede for det kristne arbejde i Montenegro, og det var rørene at mærke, at de også havde interesse for Tanjas – og mit arbejde, selvom det ikke havde noget at gøre med ”OM”.

En dag fyldt med kulturelle modsætninger: Sidste fredag oplevede jeg virkelig Montenegro fra mange forskellige perspektiver. Vicki - og Stans husholderske Makica inviterede Tanja og jeg til at besøge hendes landsby oppe i bjergene. Derfor kørte vi sammen med Stan op til landsbyen Brĉno. Her viste Makica os rundt, og vi mødte nogle fra hendes familie. Jeg må indrømme, at jeg følte, jeg var kommet 100 år tilbage i tiden, da der ikke var rindende vand og at alt blev gjort på ”the good old fashion style”. Det var noget af en oplevelse. Først fik vi muligheden for at klappe en kalv, der kun var 2 timer gammel, og så så vi den tage sine første skridt. Det er ikke lige noget, som sker for mig hver dag, så det var på en måde ret stort at få lov til at overvære. For det andet hjalp vi med at give køerne vand ved at hejse vand op fra brønden. Bagefter skulle den lille kalv køres i trillebør hen til stalden, hvor den ville have det bedre og sidst, men ikke mindst blev vi inviteret indenfor i familiens hus, hvor vi fik muligheden for at smage rustikt, traditionelt montenegrinsk mad. Det var ret specielt, da maden var blevet lavet, så det ikke behøves at stå i køleskabet, men jeg var glad for oplevelsen. Besøget i landsbyen åbnede virkelige mine øjne for montenegrinernes gæstfrihed. Det var enormt rørene at et besøg fra to danske storbypiger kunne gøre et så stort indtryk på dem, og det var mindst lige så overraskende for mig, hvor meget landbyboerne kunne gøre indtryk på mig! Hvis vi får muligheden, vil vi helt sikkert tage derop igen!

Det er fascinerende, men også tankevækkende, at denne gamle levemåde stadig kan findes i Europa, for mange af dem, der lever disse steder, ønsker at de kunne leve på en anden måde. Men systemet giver dem ikke mulighed for at tage andre valg, da familien ikke kan finde kapital til at flytte et andet sted hen – tættere på byen – for at de unge mennesker kan tage sig en uddannelse. Det holder landsbyboerne fast i en rolle, som til tider kan virke håbløs at komme ud af, og det er frustrerende at være vidne til.   
Da vi kom hjem fra landsbyen, drog vi sammen med 5 unge mennesker fra kirken, mod Podgorica (hovedstaden i Montenegro). Det eneste sted i Montenegro, hvor der er en biograf, og det kræver en hvis tålmodighed at planlægge sådan en tur, men det lykkedes til sidst. Vi ville bruge et par timer på shopping, og bagefter skulle vi ind i biografen for at se den nye ”Pirates of the Carribean”. Det var en super hyggelig eftermiddag og aften, som var en god blanding af afslapning og hygge. Det var rart at kunne være sammen med de unge mennesker i nogle andre rammer end sædvanligt og rart at kunne komme lidt væk fra Niksiĉ. Det var noget af en modsætning til det landsbyliv, som vi havde oplevet tidligere på dagen, og det overraskede, hvor kontrastfyldt vores dag havde været.
Det var en meget lærerig dag, som viste mig en masse forskellige sider af Montenegro. Det lærer mig meget, at være i et så nyt land, for pludselig ser man, hvor meget det kræver at finde en nationalidentitet, kultur og historie. Man ser, hvor lang tid, det kan tage at få struktur på et land, og det får mig til at være taknemmelig over at leve i et land som Danmark med alle de privilegier som det indebærer.  

Roma – lejr: To dage i denne uge har vi hjulpet til på en lejr for romabørn, der er blevet holdt på et hotel oppe i bjergene her i Niksiĉ. Det har været en enormt rørende oplevelse for mig. Man kommer utrolig hurtigt til at knytte sig til børnene, selvom at der har været minimal kommunikation, da jeg hverken snakker montenegrinsk eller albansk, og de ikke snakker engelsk. Dog var der nogle få børn, der kunne snakke tysk, så jeg har fået øvet mit tyske, som ellers var blevet gemt langt væk i hukommelsen. Det har stået på bibeltimer, udendørssamarbejdsaktiviteter, smågrupper (hvor børnene har fået fortalt bibelhistorier), kreative værksteder (hvor børnene lavede deres egen notesbog og malede deres egen sten, som de forvandlede fra noget der var kedeligt til noget ganske særligt og unikt), dåb i en sø i byen og en masse hyggeligt samvær. Børnene kommer fra en romalejr i Podgorica, og der var ingen tvivl om, at de nød lejren i fulde drag. De er ikke vant til at have den luksus, som man får på et hotel, og de er slet ikke vant til at få den opmærksomhed fra voksne, som de har fået på lejren. Størstedelen af min tid deroppe brugte jeg på at kramme en masse piger. Det var vildt at mærke det store behov de havde for omsorg, og det rørte mig dybt, når jeg tænkte på hvilken baggrund disse dejlige piger kom fra. En ting jeg lærte af at deltage i lejren i to dage var, at man kan komme rigtig langt med et kram og et smil, og jeg fik det hele tilbage af pigerne igen 10 gange. Det var fantastisk at mærke børnenes glæde og hengivenhed, og det var en stor tillidserklæring at få fra dem. Selvom de ikke har meget at give, så fik jeg en ring af en af pigerne, og den vil altid betyde noget helt særlig for mig!

Lejren blev lavet af et amerikansk team fra en kirke i Virginia, og der var ingen tvivl om, at de havde lagt meget arbejde i at forberede lejren. Det arbejde de gjorde var virkelig godt, og har kostet meget energi fra dem. Det er noget af en udfordring, som de har givet dem selv, men lejren var en stor succes, som bliver gentaget igen næste år.  
Det bedste var at hele 7 mennesker blev døbt i går i en sø omgivet af de smukkeste bjerge. Jeg kunne ikke lade være med at fælde en lille tåre, for det var så stort, at nogle af de romaer, der havde været med på lejre, havde følt at Gud havde kaldet dem til at ligge deres liv over til Ham. Hver gang, at en var blevet døbt, blev der klappet og råbt ”Halleluja”, og det er da den rigtige måde at fejre en dåb på!
Jeg har virkelig nydt at få lov til at bruge tid sammen med børnene, og de har beriget mit liv med en masse glæde og kærlighed!      

Montenegro – et sted hvor du kan møde mennesker fra hele verden: Jeg nyder meget at bruge tid sammen med montenegrinerne, men som en ekstra gode, som man nok kan fornemme ud af min blog, er, at Montenegro, på trods af dets størrelse, er et sted, hvor man får muligheden for at møde mennesker, fra mange forskellige steder i verden. Indtil videre har jeg mødt nordmænd, svenskere, tyskere, amerikanere og så (selvfølgelig) også serbere. I aften kommer endnu et amerikansk team fra Californien, og tirsdag kommer der også et team fra England. Det er enormt givende at møde mennesker fra så mange forskellige kulturelle kristne baggrunde og at dele erfaringer i kristenlivet med dem er meget lærerigt. Der er så mange forskellige perspektiver på livet, og det er så interessant at diskutere. Det, at møde alle disse mennesker, har åbnet mine øjne op for, hvor stort et netværk af kristne, der er i verden, og hvor meget vi kan lære af hinanden. Det er et stort privilegium og er til inspiration for mig at møde disse mennesker. Det har udviklet mig personligt, og jeg ser det som en ekstra gave til mig i mit ophold hernede.

Efter næsten en måned i Montenegro kan jeg vist kun sige en ting udover ”tak”, og det er, at Montenegro gør noget ved dig!