Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig." (1. Mos. 12,1)

søndag den 18. august 2013

De sidste tider…

Nu kommer sommerens sidste blogindlæg her fra ”Det sorte bjerg”. Og jeg må indrømme, at det er mærkeligt at sidde i lufthavnen og ikke vide, hvornår jeg kommer tilbage igen. Jeg stoler på, at Gud lægger min vej tilrette, og midt i frustrationen over at leve imellem to kulturer, giver det alligevel en vis ro. Jeg håber og beder for, at jeg kan komme herned igen til næste sommer og arbejde videre på de relationer og venskaber, som bliver dybere og dybere for hver gang, jeg kommer igen.  

Lejr i Serbien.
Meget af tiden siden sidste blogindlæg har været fyldt af EUS (KFS på Balkan) lejr i Tarabjergene i Serbien. Det har været en overvældende oplevelse på mange niveauer, men vigtigst af alt er, at Gud virkede på lejren, og der var mennesker, som gav deres liv til ham! Halleluja, for den store glæde at kunne lukke flere mennesker ind i den kristne familie. Det er altid utroligt opløftende!



Selve lejren er noget anderledes end nogen lejr, som jeg har oplevet før. Og for mig var det lidt svært at finde mig tilrette i det miljø, som var omkring lejren. Men noget af det mest givende for mig var, at der var så mange forskellige nationaliteter med. Jeg kunne få lov til at møde brødre og søstre fra hele verden, og det er så overvældende at mærke, at selvom vi har så forskellige kulturer, så er det nemt at åbne op, bede for hinanden og dele nogle dybe ting med hinanden, fordi vi er bundet sammen af Jesu blod for os på korset. Det var enormt stærkt for mig. Der var mennesker fra: Serbien, Montenegro, Makedonien, Danmark, Norge, Tyskland, Nigeria, Sydafrika, USA og Holland. Tænk, at jeg som kristen har familie ud over hele verden! Det var enormt opmuntrende for mig at snakke og bede sammen med dem, og de gav mig nogle nye perspektiver på det at være kristen. Samtidig kom jeg også til at føle mig meget montenegrinsk på lejren. Det gjorde mig virkelig stolt at sige, at jeg boede i Montenegro! For dem var der ikke nok bibel, bøn og lovsang på lejren (uanset om de var kristne eller ej), og det glædede mit hjerte mere end noget at høre, at de mennesker, som jeg virkelig holder af, bruger tid sammen med, og har venskaber med, har en længsel for at lære Gud bedre at kende, og det er det, som får dem med på en lejr. At være en gruppe afsted til et andet land, knyttede os virkelig tættere sammen, og det er jeg taknemmelig for og opmuntret af.



Tanja og jeg fik i løbet af lejren lov til at lave to formiddagsseminarer om, hvordan man kan læse i sin bibel. Det var til stor velsignelse. For mig var det stort at se, at nogle af dem, som ikke før har kaldet sig kristne, blev påvirket af Bibelen. Helligånden virker, uden at jeg skal gøre noget. Bibelens ord, Guds ord, er virkelig levende og kan forandre mennesker! Samtidig var det opløftende at kunne få lov til at bruge 2-3 timer på at gå dybt ind i det at læse Bibelen og dele det, som vi havde læst med hinanden. Helligånden var intenst til stede og gav liv til vores seminar! Vi har brug for at lære Jesus bedre at kende gennem Bibelen, for hvis vi ikke får fyldt vores åndelige krop på af hans ord, vil vores sjæl altid være hvileløs og udtørret. Kun hos Jesus kan vi finde sjælen finde ro og næring.  Pludselig bliver følgende bibelvers meget konkret:

”Jesus sagde til dem, Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Johannesevangeliet 6,35)

Ellers lavede vi også en bibelstudiegruppe om eftermiddagen på lejren, hvor dem, som havde lyst kunne læse igennem Romerbrevet med os. Når man først sætter 8-10 mennesker rundt om et bord med åbne Bibler, kan det være svært at stoppe igen. Det er virkelig den bedste måde at knytte nye venskaber på. Der blev diskuteret, delt og snakket om en helt masse forskellige emner, selvom vi ”kun” nåede at arbejde gennem to kapitler, men det er det fantastiske ved Bibelen; at man hele tiden kan gå et lag dybere ned i Bibelen. Og jeg kan kun bruge Bibelens ord, når jeg skal beskrive den oplevelse, jeg havde af det:

”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.” (Andet Korintherbrev 3,18)

Ved at sidde sammen og læse i Bibelen med andre lærte jeg Gud bedre at kende. Selvom jeg ikke før denne verden ophøre vil kende ham til fulde, vokser jeg i kendskabet til ham for hver gang, jeg åbner min bibel. Ved at lære min skaber og frelser bedre at kende, lære jeg også mig selv bedre at kende, for jeg lærer om, hvad meningen med min eksistens i denne verden er. Det var fantastisk at vokse i dette kendskab sammen med andre mennesker og opleve, at de oplevede noget af det samme.

Bøn og lovsang er også blevet endnu stærkere for mig på denne lejr. Der er nogle af dem, som står mig meget nær, som Gud møder igennem lovsangen og teksterne deri. Det handler ikke om, at lovsangen skal være perfekt musikalsk opført, men om at vi tør at lade teksterne tale, og at vi tør at lukke øjnene og give os hen for de ord, som vi synger. Hvis vi tør at tage de ord ind, som vores mund bekender, så kan der virkelig ske mirakler!

Da dette ikke i alle henseender har været en nem lejr at være på, har jeg oplevet, hvor befriende og udfordrende det kan være at være i en bønskamp, både alene og sammen med andre. Hvis vi oplever, at vi selv har mistet kontrollen, så er det stærkt at få lov til at sætte tillid til, at Gud kan virke alligevel; at han kan tage kontrollen og at hans styrke kan bære alle typer af problemer. Vi skal turde at lade os udfordre mere af det og slippe vores egen kontrol over tingene, for i sidste ende oplever jeg selv gang på gang, at jeg ikke kan magte at bære tingene selv.

”Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for de hellige”. (Efeserbrevet 6,18)

”Men I mine kære, skal opbygge her selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden”. (Judasbrevet 20) 

Farvel og afsked:
Det er altid svært at sige farvel, og selvom jeg har efterhånden har skullet tage afsked med mine montenegrinske brødre og søstre, så gør det altid ondt. Det er aldrig noget, som jeg bliver god til. Selvom at jeg er meget overbevist om, at jeg vil komme tilbage, så er det at savne mennesker, som man elsker utroligt meget, hårdt. Det giver mig også en længsel og håb for fremtiden, hvor vi ikke behøver at sige et hjerteskærende farvel til hinanden, men i stedet kan leve i evighed sammen på den nye jord. Der kan mine brødre og søstre fra både Danmark OG Montenegro sidde sammen, uden at vi behøver at savne og længsel efter fællesskabet med hinanden.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en af mine ynglings salmer fra salmebogen, som beskriver den følelse så godt:

”Så er jeg frelst, så er jeg fri,
så har jeg vundet frem.
Så er min strid med et forbi,
så er jeg i mit hjem.
Det hjem min Frelser lovet har
hver den, som korset med ham bar,
Guds Paradis, vort rette hjem,
det ny Jerusalem.”

Men indtil da, så er det at skulle sige farvel en af livets barske realiteter.
I går havde vi lavet en ”åben-hus dag”, hvor mennesker kunne komme forbi og sige farvel til os. Og det var en god måde at gøre det på, hvor vi fik sagt farvel til flere, end vi ville ved at besøge mennesker privat. Det var uformelt og utroligt hyggeligt, og det betød meget for mig, at mærke montenegrinernes glæde ved os, og samtidig mærke at de ser os som en del af deres kirke og arbejde. Der blev fældet nogle enkelte tårer, men vores hjerter er fyldt af håb om, at vi skal se hinanden i fremtiden.

Jeg vil afslutte med nogle ord fra Paulus, som jeg kun kan istemme ham i forhold til kirken og arbejdet i Montenegro:

”Derfor, efter at jeg har hørt om jeres tro på Herren og Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige, kan jeg heller ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner.” 
(Efeserne 1,15-16)


Guds fred og velsignelse til er alle! 

onsdag den 7. august 2013

Så har I mig tilbage…

Jeg er nu kommet tilbage til Montenegro efter at have i Danmark i næsten 3 uger. Det har været en stor velsignelse at være tilbage, hvor jeg fik lov til at være en del af et ungcamp team på Fårevejle bibelcamping, mens jeg var lovsangsleder for hele bibelcampingen. Det var overvældende at mærke, hvor mange af jer derhjemme, som har fulgt både Tanja og jeg på vores blogge, og som har bedt for arbejde i Montenegro. Jeg må indrømme, at jeg efter så intens en tur til Danmark godt kan have lidt svært ved at lande her igen. Først var det lidt svært at falde på plads på en dansk lejr, og nu kan det være svært at være tilbage i den montenegrinske kultur, men det er en af følgerne af at leve mellem to kulturer.



Knap 3 uger lyder jo ikke af meget, men nu hvor jeg er kommet tilbage, kan jeg se, hvor hurtigt Gud nogle gange virker! Jeg blev hentet af en fra kirken i lufthavnen, og på den time det tager at køre til Niksic, fik jeg en lille opsamling på alt det, som er sket her i byen. Ja, i nogle tilfælde kan det næsten føles som om, at det er måneder siden, at jeg tog afsted til Danmark. Der har været en lejr i byen, mens jeg har været væk, som består af et stort amerikansk team på over 40 mennesker, som laver forskellige sports og sprogaktiviteter i byen, mens de om aftenen holder aftenmøder for de samme børn og unge. Det virker til, at der er meget at følge op på, så i aften har jeg været til filmaften i kirken, for at møde nogle af dem.  Ellers er der mange, som er taget på ferie andre steder i landet, så der er ikke så mange tilbage i byen.

Mine små fem dage, som jeg efterhånden har været hernede, har været fulgt booket. Lige da jeg kom, tog jeg til filmaften. Lørdag var vi på hike sammen med en familie fra kirken. Det var super hyggeligt og varmt! Det var en virkelig smuk natur med to søer; utroligt fredsfyldt og idyllisk. Familien, som vi var afsted med, var den første kristne familie i byen. Derfor er det så utroligt interessant at høre dem fortælle om deres opvækst og deres liv, som kristne her i landet. Som afslutning på dagen besøgte vi deres landsby. Enhver montenegriner med respekt for sig selv, kender til den landsby, som de stammer fra. Familien har et lille hyggeligt sommerhus i deres landsby, og det åbnede kulturen endnu mere op for mig at se, hvordan sådan et rigtigt landsbyhus ser ud, og se hvilke kår mennesker fra landet lever under.



Ellers er meget af min tid gået med at besøge venner og bekendte. Gensynsglæden er stor på trods af den korte tid, hvor vi har været adskilt. Især glæder det mig, at en af mine bekendte hernede, som jeg ikke har haft kontakt til i noget tid, begynder at tage kontakten op igen. Det er en sand velsignelse.
I morgen tager vi til Serbien på en lejr for hele KFS på balkan. Det er et amerikansk team, som står for det, og jeg glæder mig meget til at lære mere om, hvordan KFS ser ud på hele balkan.

Her til slut vil jeg dele et vers, som ramte mig meget på Fårevejle Bibelcamping, og som passer godt som en beskrivelse på arbejdet hernede - både når det handler om at være i mission og at være i det kristne fællesskab hernede:


Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen” (1. joh.1,1-4).