Tingene sker hurtigt

Tiden flyver afsted hernede, ja, det kan næsten være svært for mig selv at følge med. Men der er så mange velsignelser og glæder, som jeg absolut ikke tager for givet.

2. Timotheus 1,9: ”Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden.”

En del af min tid hernede har indtil videre været brugt på forskellige bibelstudier sammen med forskellige mennesker. I et af studierne arbejdede vi med det første kapitel i andet Timotheusbrev, hvor ovenstående sætning ramte mig. For det beskriver så vældig godt, hvorfor jeg er hernede. Jesus har frelst mig, han blev ramt af Guds vrede over synden på korset, han oplevede straffen, der er gudsforladtheden, for at jeg kan leve i evighed sammen med ham. I denne verden er jeg kaldet til at dele dette med de mennesker, som jeg er sat i blandt, men det er ikke i min egen kraft, men i Jesus kraft, for det er kun ham, som kan gøre undere og som kan forvandle menneskers hjerter.

I mission som husmødre

I den første uge vi var hernede, var præstefamilien, som vi bor hos, ikke hjemme, da de velfortjent var på ferie. Derfor fik vi nogle lidt andre opgaver, end vi er vant til. Vi gjorde rent, passede Nathalia (Danijel og Marinas datter) og lavede mad. Vi havde blandt andet valgt at invitere nogle stykker fra kirken forbi til frokost. Det var dejligt at have nogle konkret og praktiske opgaver at tage fat på, for ellers arbejder vi meget relationelt, og det kan derfor være svært at se nogle direkte resultater før langt tid efter.

Conversation club

Igen i år har jeg brugt tid på conversation club (samtale klub). Det er KFS’ (Kristeligt forbund for studerende) ansatte Danijel, som sammen med en fra kirken, der tidligere har arbejdet som engelsk professor på universitetet, inviterer studerende på café, hvor de kan øve engelsk ved at snakke med os. Det er vokset i antal siden sidste sommer, og Danijels utrættelige arbejde med studerende giver pote. Conversation club giver mening, for man skal jo snakke om noget, og derfor ender snakkende for mig ofte i, hvorfor jeg overhovedet befinder mig i Niksic by. Derigennem kan jeg få lov til at pege i retning af Jesus. I år har jeg især fået kontakt til nogle teenagepiger, som er utroligt søde og åbne. Dem har jeg brugt noget tid sammen med også udover vores ugentlige møder på caféen.

Prayermeeting

En del af mit kirkeliv hernede indebærer det ugentlige prayermeeting (bønnemøde). Her mødes menigheden og snakker om søndagens to gudstjenester, hvor alle har haft nogle spørgsmål med hjemme siden søndagen for at tænke videre over, hvad der er blevet prædiket om. Halvdelen af tiden bliver brugt på at diskutere spørgsmålene, og den anden halvdel bliver brugt på at bede for – og sammen med hinanden. Nu har jeg i 3 somre været med til møderne, og jeg kan mærke, hvordan også menigheden vokser i åndelig modenhed. Det er en dejlig opbygning af ugen; prædiken skal nemlig ikke kun arbejde i mennesker om søndagen, men skulle gerne blive til liv i hverdagen. Det kan dette møde hjælpe til! Samtidig er det livsgivende at kunne få lov til at bede sammen i længere tid.

I mission på toppen af et bjerg

For et par dage siden var vi 15 – 20 mennesker afsted på hike. Der var både nogle med fra kirken, men der var også bare nogle studerende med, som elsker at vandre i de smukke montenegrinske bjerge. Når man går, får man bare bedre snakke med hinanden. Man kan gå fra den ene lille gruppe af mennesker til den næste lille gruppe af mennesker for at snakke, og hurtigt falder emnerne ind på nogle dybere emner, fordi naturen er så overvældene smuk. Det samme gjorde Jesus efter sin opstandelse, hvor han mødte to mænd, der var på vandring mod Emmaus (Luk.24,13-35), og det er så afgjort anbefalelsesværdigt! Det var en meget varm dag, men det var absolut en af de mest taknemmelige måder at være i mission på. Når man kan sidde på en bjergtop og bare kigge ud på den smukkeste natur sammen med mennesker, som man holder af, og samtidig få lov til at snakke om den Gud, som skabte det hele, kan jeg ikke lade være med at blive fyldt af en lille snert af lykke.

Og selvom jeg har brugt de følgende ord i et tidligere indlæg for nogle år siden, bliver jeg nødt til at bruge dem igen.

Salme 8,2 +4-6: ”Herre, vore Herre!” Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! (…) Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.”

I de nedenstående to link kan I se nogle videoer fra turen.

http://www.youtube.com/watch?v=kGCowVYQOrg&feature=youtu.be
http://www.youtube.com/watch?v=f9xKGRyrl7E&feature=youtu.be

En tur til Podgorica

I går var vi en hurtig tur i Podgorica, hvor vi besøgte nogle venner vi har. For mig blev det også første gang til at besøge en af de evangeliske kirker der. Det var opløftende endeligt at få lov til at opleve et sted, som jeg har hørt så meget om. Det var en teenageaften, for i den kirke har de lang flere kristne teenagere, end vi har her, som et amerikansk team stod for. Det var hyggeligt, sjovt og godt. Skønt, at kunne møde flere kristne i det her land!

Et lille dryp fra den montenegrinske kultur

For en uge siden skulle en af vores kristne veninder have sin gallaafslutningsfest fra gymnasiet. Desværre var festen blevet udskudt, fordi en bil med nogle unge drenge fra skolen, var kørt galt nogle uger i forvejen, og desværre og alt for sørgeligt kostede det en af dem livet. Det hører jeg ulykkeligvis alt for tit om. I respekt for det havde skolen valgt at udskyde festivitassen nogle uger.

Det viste sig at være noget anderledes, end det, som jeg kender fra Danmark. Hele byen møder op foran det sted, hvor festen skal holdes. Der er politi og security vagter over hele området. Og der bliver gjort klart til et lille optog. De unge mennesker ankommer i par ca. 500 meter fra indgangen til bygningen. De stiger ud af deres flotte biler, manden hjælper kvinden ud af bilen, og så går parret (og ja, pigen i mange centimeters høje hæle) afsted de 500 meter op til skolen. Tilskuerne klapper og hujer, mens forskellige fotografer løber hen for at tage billeder af parret, mens nogle kameramænd forsøger at indfange det store øjeblik i kameraet. Det var en noget anderledes oplevelse, end den jeg kan tænke tilbage på ved min egen gallafest.

At være i nuet

I Danmark er jeg vant til at planlægge langt ud i fremtiden. Når en veninde spørger mig, om vi kan mødes, skal vi minimum altid en uge frem i kalender, men desværre ofte meget længere frem, før vi kan lave en aftale om at mødes. Jeg kender også flere end mig, som har lange lister med alt det, som de skal nå i løbet af en dag.

Der ser tingene noget anderledes ud hernede. Her kan tingene ikke sådan planlægges, og hvis man prøver, bliver det ofte lavet om alligevel.

Det er en kæmpe glæde, at jeg faktisk har muligheden for at være spontan og mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til at lave i dag, men det kan også være en udfordring, hvis man som jeg, ikke er et særligt tålmodigt menneske. Det er godt at blive udfordret i nogle ting.

Mange andre ting er sket siden vi er kommet herned. Vi har bl.a. hentet én i lufthavnen, som har været på bibelskole i Norge i et år, været på diverse kaffeaftaler og husbesøg, spillet utællelige mange brætspil og mødtes med mange mennesker.

Tingene sker hurtigt og hele tiden, og det handler for mig om, at kunne være tilstede i de nu’er, som opstår. Jeg er fyldt af en taknemmelighed over at få lov til at være her. Tak til alle jer, som tænker på både mig, og Tanja hernede langt væk fra Danmark! 

De første dages indtryk!

Første Mosebog 12, 1: Herren sagde til Abram: ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.”

Jeg kan ikke slippe denne sætning fra Bibelen, nu hvor jeg har været på farten et par dage. Gud viste mig for tre år siden et land, som jeg aldrig i mit liv havde tænkt på eksistensen af. Da forlod jeg alt det velkendte, jeg havde derhjemme for at rejse mod det land, som Gud tydeligt havde vist mig, men som jeg på ingen måde vidste, hvad jeg skulle i.  Det var en underlig følelse, som var i mig – for hvad var det, som Gud ville mig i et usandsynligt lille land på Balkan, som han ikke kunne gøre med mig i Danmark? Følelsen beskrives bedst med en blanding af en underlig tomhed i at have mistet kontrollen over mit eget liv og lagt det over i Guds hænder og en underlig spændthed over, hvad der dog ville hænde mig nu, hvor jeg for første gang i mit liv for alvor turde slippe kontrollen. Abrahams kald til at forlade alt det, som var hans sikkerhedsnet; hans land og familie, og så oven i købet i en høj alder, er pludselig en beretning, som bliver meget stærk for mig. Abraham gik i fuld tillid til Guds løfter til ham. En tillid som jeg også vil have som overskrift for min sommer i Montenegro. Selvom jeg nu efterhånden har været i landet fem gange, så kan man aldrig vide, hvad der sker på Balkan. For mig har begge mine forgående somre været fyldt af ikke bare de omkringliggende begivenheder, nej, Gud har brugt dem til at kalde mig tættere på ham – han er blevet større og jeg selv er blevet mindre. Samtidig har jeg set nogle fra andre teams, der kommer til landet, blive fuldstændig forvandlet på bare få dage. Jeg ved ikke, hvorfor og helt hvordan Gud bruger det land, men hans Ånd hviler stærkt over Montenegro, selvom det lokale arbejde kun går langsomt frem. Det er som om, at det ikke kun er os og andre teams, som kommer for at drive mission der. Missionen går også den anden vej. De kristne montenegrinere lever i Jesu kærlighed, og den giver de videre til dem, som kommer for at hjælpe dem med at nå flere med Bibelens stærke budskab. Men det er ikke afrikanske tilstande her er. Det handler om både for mig og for de kristne montenegrinere, at være i en ærlig og ægte relation til de mennesker, som man kommer tæt på. Der skal vokse venskaber frem, hvor man derigennem for mulighed for at dele tro og livsholdning med hinanden.  

Turen på vej herned blev lidt anderledes end vi havde regnet med. Tanja og jeg kom ikke med vores fly videre fra Serbien til Montenegro, da vi var forsinkede i København. Derfor har vi haft en nat i Beograd, Serbiens hovedstad. Det har været et opmuntrende døgn, som for mig tydeligt har vist Guds ledelse over vores rejser. Vi blev kørt fra lufthavnen ind i byen til et billigt men udmærket hotel. Vi tillod efter nogle hektiske sidste dage i Danmark at sove lidt længe, det i sig selv var en velsignelse for mig. Vi var egentligt begge lidt glade for at kunne få et døgn til at puste lidt ud og se Beograd, som ingen af os havde været i før. Da vi endelig stod op, ringede Danijel (KFS ansatte) til os fra Montenegro, for at fortælle at hans gode ven og EUS (den serbiske KFS) kollega, Bojan, var i byen for at hente vores gode ven Pete, som kom fra England, hvor han har været til et bryllup. Derfor tog vi hen for at møde dem på en McDonalds (det er der ikke i Montenegro, så det skal man benytte sig af, mens man har mulighed for det). Det var noget af en udfordring at skulle finde rundt i en by, hvor vi aldrig har været før og ikke havde kort til heller. Efter en del tid, hvor vi havde snakket med en masse mennesker for at få hjælp, lykkedes det os at få købt billetter til bussen, og så fandt vi en sød ung serbisk kvinde, som tilfældigvis skulle med samme bus som os. Hende snakkede vi med hele busturen og det viste sig, og det var ganske opmuntrende. Vi fik også lov til at fortælle hende om vores arbejde i Montenegro. Da vi endelig nåede frem til vores destination mødte vi endnu flere mennesker: EUS leder, Samuil Petrovski, en amerikansk missionær og en journalist fra Norge, som arbejdede med noget genopbygningsarbejde efter krigen. Det var godt at få snakket med Samuil om arbejdet i den kristne studenterbevægelse på Balkan, og hvordan vi kunne hjælpe på lejre. 

Efter noget tid blev vi inviteret med til medarbejdernes møde, som selvfølgelig skulle foregå på en café; det er typisk Balkan - mennesker, hvor møder altid foregår på en café over en kop kaffe. Vi nåede kun at være med til bibelstudiet i begyndelsen af deres møde, men det var virkelig opbyggende. Vi læste Luk. 10, 25-37, der er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En lignelse, som jeg føler, at jeg kender til hudløshed, men som gang på gang stadig åbner nye aspekter for mig. Beretningen lyder som følgende: 

v25 Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« v26 Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« v27 Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« v28 Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« v29 Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?«v30 Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. v31 Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. v32 Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. v33 Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. v34   gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. v35 Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. v36 Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« v37 Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Særligt tre ting ramte mig denne gang. 1) Som kristne tror jeg ofte, vi møder mennesker, som ønsker at sætte os på prøve ligesom den lovkyndige gjorde med Jesus. Han kendte de gammel testamentelige skrifter og havde studeret dem grundigt. Han ville sætte Jesus på prøve – han ville fange ham i ordet. Den lovkyndige kender svaret på, hvordan man får del i det evige liv: Man skal elske Gud, sin næste, som man elsker sig selv. Men Jesus udbygger mandens svar, for det er ikke nok at kende svaret, man skal også leve i det. Intet menneske kan dette i kraft af sig selv. Men ved hente styrke gennem bøn og vide, at det er Jesus, som skal handle igennem os, kan vi finde kraften til ikke kun at elske dem, som vi finder nemme at elske. 2) Samaritaneren i beretningen er et billede på, hvordan vi som mennesker skal handle mod hinanden. Men noget, som jeg tror, vi nogle gange glemmer i denne beretning er, at Samaritaneren også er et billede på Jesus liv på jorden. Han gik ikke efter at redde dem, som havde det godt. Nej, han ville redde dem, som havde og har brug for frelse. Han brugte tid sammen med dem, som godt vidste, at de ikke kunne redde sig selv, dem, som et nyt liv, dem, der ønskede at tilhøre ham.Og det er det eksempel, som vi skal leve efter. 3) Det sidste var også det, som gjorde mest indtryk på mig. I vers 31 står der, at en præst tilfældigvis kom forbi. Det handler om at gribe de muligheder, som dukker op for at bruge tid sammen med mennesker. Vi kan ikke planlægge tingene, hvis Gud også skal have lov til at styre vores liv. Vi skal turde lægge vores liv i hans hænder. Han vil skabe muligheder for at se vores medmennesker og kunne være noget for dem. Ligesom jeg helt selv oplevede det i vores døgn i Beograd. Jeg havde ikke regnet med at skulle være i Serbien i et døgn, men det gav så utroligt god mening alligevel. Det gav mening at kunne støtte og lytte på medarbejderne i studenterarbejde, for de gør en kæmpe arbejdsindsats der, hvor de er sat. Vi kunne få informationer til sommerens lejre via dem og være med til at lægge denne sommer over i bøn til Gud. Det gav mening, selvom vi til at begynde med ikke har regnet med at skulle bruge tid sammen med mennesker der. Jeg tror, at jeg skal være bedre til at gribe de muligheder, som tilfældigvis byder sig, også selvom at jeg egentlig havde planlagt noget andet. Det bliver en personlig udfordring for mig denne sommer.

Sent mandag aften nåede vi så endelig frem til vores hjem i Niksic, og det er godt at være tilbage. Vi bor i præsteparrets hus alene, fordi familien velfortjent er taget på en tidlig sommerferie. Der bor også en amerikansk håndværker i vores hus, som skal renovere og bygge på noget at huset. I går brugte vi tid på at registrere os hos politiet, og se Danijel og Martina, som vi kommer til at arbejde tæt sammen med denne sommer. Danijel er ansat af Kristeligt Forbund for studerende i Danmark til at drive kristent studenterarbejde her. Det var dejligt at kunne have en stille og rolig aften sammen, hvor vi kunne snakke vores liv igennem, siden sidst vi så hinanden. Peter (den amerikanske håndværker) og Danica (en af de unge piger i kirken) var der også. Vi spiste pandekager, snakkede og hyggede, mens vi snakkede om alt det, som kommer til at ske denne sommer.  

Der er noget anderledes over denne tur, som jeg ikke har prøvet før. Denne gang er jeg støttet af mennesker hjemme i Danmark, mine venner og familie, og min kristne familie i Bethesda. Det er stort at mærke, hvordan både Tanja og jeg allerede nu er omsluttet i forbøn og er blevet beriget med penge til turen. Det at blive sendt ud fra et fællesskab er stærkt, for denne gang står vi ikke alene. At to ud af tre fællesskaber i Bethesda nåede at sende os ud med forbøn fik mit sind til at slappe mere af, for jeg ved, at deres bøn er stærk. Så tak til alle jer, som er med os i bønner og tanker derhjemme.

Hvis der er nogle af jer, som kunne tænke jer at høre mere om vores oplevelser hernede, kan I klikke ind på nedenstående link, hvor Tanja og jeg giver en times interview om vores oplevelser:

http://vps.friberg.dk/Pax_Rebekka_og_Tanja_i_Montenegro_uden_musik.html

Vi har også lavet en video, som i billeder viser noget af det arbejde, som vi laver:

http://www.youtube.com/watch?v=YLWUA73j8ew

Guds fred!
Rebekka