Tingene sker hurtigt

Tiden flyver afsted hernede, ja, det kan næsten være svært for mig selv at følge med. Men der er så mange velsignelser og glæder, som jeg absolut ikke tager for givet.

2. Timotheus 1,9: ”Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden.”

En del af min tid hernede har indtil videre været brugt på forskellige bibelstudier sammen med forskellige mennesker. I et af studierne arbejdede vi med det første kapitel i andet Timotheusbrev, hvor ovenstående sætning ramte mig. For det beskriver så vældig godt, hvorfor jeg er hernede. Jesus har frelst mig, han blev ramt af Guds vrede over synden på korset, han oplevede straffen, der er gudsforladtheden, for at jeg kan leve i evighed sammen med ham. I denne verden er jeg kaldet til at dele dette med de mennesker, som jeg er sat i blandt, men det er ikke i min egen kraft, men i Jesus kraft, for det er kun ham, som kan gøre undere og som kan forvandle menneskers hjerter.

I mission som husmødre

I den første uge vi var hernede, var præstefamilien, som vi bor hos, ikke hjemme, da de velfortjent var på ferie. Derfor fik vi nogle lidt andre opgaver, end vi er vant til. Vi gjorde rent, passede Nathalia (Danijel og Marinas datter) og lavede mad. Vi havde blandt andet valgt at invitere nogle stykker fra kirken forbi til frokost. Det var dejligt at have nogle konkret og praktiske opgaver at tage fat på, for ellers arbejder vi meget relationelt, og det kan derfor være svært at se nogle direkte resultater før langt tid efter.

Conversation club

Igen i år har jeg brugt tid på conversation club (samtale klub). Det er KFS’ (Kristeligt forbund for studerende) ansatte Danijel, som sammen med en fra kirken, der tidligere har arbejdet som engelsk professor på universitetet, inviterer studerende på café, hvor de kan øve engelsk ved at snakke med os. Det er vokset i antal siden sidste sommer, og Danijels utrættelige arbejde med studerende giver pote. Conversation club giver mening, for man skal jo snakke om noget, og derfor ender snakkende for mig ofte i, hvorfor jeg overhovedet befinder mig i Niksic by. Derigennem kan jeg få lov til at pege i retning af Jesus. I år har jeg især fået kontakt til nogle teenagepiger, som er utroligt søde og åbne. Dem har jeg brugt noget tid sammen med også udover vores ugentlige møder på caféen.

Prayermeeting

En del af mit kirkeliv hernede indebærer det ugentlige prayermeeting (bønnemøde). Her mødes menigheden og snakker om søndagens to gudstjenester, hvor alle har haft nogle spørgsmål med hjemme siden søndagen for at tænke videre over, hvad der er blevet prædiket om. Halvdelen af tiden bliver brugt på at diskutere spørgsmålene, og den anden halvdel bliver brugt på at bede for – og sammen med hinanden. Nu har jeg i 3 somre været med til møderne, og jeg kan mærke, hvordan også menigheden vokser i åndelig modenhed. Det er en dejlig opbygning af ugen; prædiken skal nemlig ikke kun arbejde i mennesker om søndagen, men skulle gerne blive til liv i hverdagen. Det kan dette møde hjælpe til! Samtidig er det livsgivende at kunne få lov til at bede sammen i længere tid.

I mission på toppen af et bjerg

For et par dage siden var vi 15 – 20 mennesker afsted på hike. Der var både nogle med fra kirken, men der var også bare nogle studerende med, som elsker at vandre i de smukke montenegrinske bjerge. Når man går, får man bare bedre snakke med hinanden. Man kan gå fra den ene lille gruppe af mennesker til den næste lille gruppe af mennesker for at snakke, og hurtigt falder emnerne ind på nogle dybere emner, fordi naturen er så overvældene smuk. Det samme gjorde Jesus efter sin opstandelse, hvor han mødte to mænd, der var på vandring mod Emmaus (Luk.24,13-35), og det er så afgjort anbefalelsesværdigt! Det var en meget varm dag, men det var absolut en af de mest taknemmelige måder at være i mission på. Når man kan sidde på en bjergtop og bare kigge ud på den smukkeste natur sammen med mennesker, som man holder af, og samtidig få lov til at snakke om den Gud, som skabte det hele, kan jeg ikke lade være med at blive fyldt af en lille snert af lykke.

Og selvom jeg har brugt de følgende ord i et tidligere indlæg for nogle år siden, bliver jeg nødt til at bruge dem igen.

Salme 8,2 +4-6: ”Herre, vore Herre!” Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! (…) Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.”

I de nedenstående to link kan I se nogle videoer fra turen.

http://www.youtube.com/watch?v=kGCowVYQOrg&feature=youtu.be
http://www.youtube.com/watch?v=f9xKGRyrl7E&feature=youtu.be

En tur til Podgorica

I går var vi en hurtig tur i Podgorica, hvor vi besøgte nogle venner vi har. For mig blev det også første gang til at besøge en af de evangeliske kirker der. Det var opløftende endeligt at få lov til at opleve et sted, som jeg har hørt så meget om. Det var en teenageaften, for i den kirke har de lang flere kristne teenagere, end vi har her, som et amerikansk team stod for. Det var hyggeligt, sjovt og godt. Skønt, at kunne møde flere kristne i det her land!

Et lille dryp fra den montenegrinske kultur

For en uge siden skulle en af vores kristne veninder have sin gallaafslutningsfest fra gymnasiet. Desværre var festen blevet udskudt, fordi en bil med nogle unge drenge fra skolen, var kørt galt nogle uger i forvejen, og desværre og alt for sørgeligt kostede det en af dem livet. Det hører jeg ulykkeligvis alt for tit om. I respekt for det havde skolen valgt at udskyde festivitassen nogle uger.

Det viste sig at være noget anderledes, end det, som jeg kender fra Danmark. Hele byen møder op foran det sted, hvor festen skal holdes. Der er politi og security vagter over hele området. Og der bliver gjort klart til et lille optog. De unge mennesker ankommer i par ca. 500 meter fra indgangen til bygningen. De stiger ud af deres flotte biler, manden hjælper kvinden ud af bilen, og så går parret (og ja, pigen i mange centimeters høje hæle) afsted de 500 meter op til skolen. Tilskuerne klapper og hujer, mens forskellige fotografer løber hen for at tage billeder af parret, mens nogle kameramænd forsøger at indfange det store øjeblik i kameraet. Det var en noget anderledes oplevelse, end den jeg kan tænke tilbage på ved min egen gallafest.

At være i nuet

I Danmark er jeg vant til at planlægge langt ud i fremtiden. Når en veninde spørger mig, om vi kan mødes, skal vi minimum altid en uge frem i kalender, men desværre ofte meget længere frem, før vi kan lave en aftale om at mødes. Jeg kender også flere end mig, som har lange lister med alt det, som de skal nå i løbet af en dag.

Der ser tingene noget anderledes ud hernede. Her kan tingene ikke sådan planlægges, og hvis man prøver, bliver det ofte lavet om alligevel.

Det er en kæmpe glæde, at jeg faktisk har muligheden for at være spontan og mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til at lave i dag, men det kan også være en udfordring, hvis man som jeg, ikke er et særligt tålmodigt menneske. Det er godt at blive udfordret i nogle ting.

Mange andre ting er sket siden vi er kommet herned. Vi har bl.a. hentet én i lufthavnen, som har været på bibelskole i Norge i et år, været på diverse kaffeaftaler og husbesøg, spillet utællelige mange brætspil og mødtes med mange mennesker.

Tingene sker hurtigt og hele tiden, og det handler for mig om, at kunne være tilstede i de nu’er, som opstår. Jeg er fyldt af en taknemmelighed over at få lov til at være her. Tak til alle jer, som tænker på både mig, og Tanja hernede langt væk fra Danmark!