En masse velsignelser at takke for!

Der er så mange ting, som jeg kan skrive til jer om, og jeg vil forsøge at give nogle dryp fra den sidste uges. Det virker som om, at det er flere måneder siden, at vi tog afsted, for hver eneste dag former sig på en ny og uventet måde. For mig handler det bare om at være så meget til stede i nuet, som det overhovedet kan lade sig gøre. Det tror jeg ikke altid, at vi er gode til hjemme i Danmark, for vi har så mange planer og så meget i kalendere, så det altid fordrer, at vi er et skridt foran. Hernede bliver jeg udfordret på, at intet kan planlægges på foran, og hvis jeg alligevel prøver, bliver planerne alligevel anderledes, end jeg havde planlagt.

Dåb

For en uge siden havde vi dåb i kirken. Det var en meget glædelig begivenhed, som rørte mig dybt. Det er første gang, at jeg har været så heldig at få lov til at overvære en dåb i kirken, og det var opmuntrende at se, at mennesker giver deres liv i Jesu hænder. Vi tog ned til den lokale sø Krupac, hvor der var fyldt med badegæster. Vi havde kirkens sangbøger og en guitar med, og så holdt vi en ganske almindelig søndagsgudstjeneste midt ude i det fri. Det var en god mulighed for at dele den Gud, vi tror på, med mennesker, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med kirken. Og der var også flere af gæsterne, som benyttede lejligheden til at lytte med på lovsangen og prædiken.

Kvinden, der skulle døbes, havde et dejligt vidnesbyrd. Jeg havde mødt hende allerede på en kort tur herned i marts, og forandringerne hos hende var tydeligt. Hun er gå fra at sidde sammenklemt over i et hjørne og være meget viskende, hvis nogle snakkede til hende, til at turde sige ting højt i kirken og smile over hele ansigtet. Og den glæde, som hun har fået til Gud smitter! Hun er meget til så meget i kirken, som hun kan, og hendes begejstring er så dejlig at mærke.

Det engelske team

I den sidste uges tid har vi haft velsignelse af at have et engelsk team på besøg fra det engelske UCCF/KFS/IFES. I denne uge skal de lave en lejr for studerende, hvor der er bibeltimer over lukasevangeliet, bibelstudiegrupper, engelsk undervisning, en masse kreative, sportslige og filosofiske oplæg om eftermiddagen, og om aftenen sker der en masse forskellige sjove ting, hvor de forskellige repræsentanter fra forskellige lande, skal præsentere deres kultur. Både Tanja og jeg har været med på lejren de sidste to år, og jeg er fuld af forventninger om, at dette års lejr må blive fyldt af en masse gode ting. Det mest velsignende i dette års lejr er, at den er fuldstændig booket! De andre år har det engelske team skulle bruge ugen op til lejren på at møde de studerende for at fortælle dem om lejren og se, om de derigennem kunne få nogle til at deltage. Men i år var den allerede fuldt booket, før de kom. Det arbejde, som Danijel har gjort hernede gennem de sidste tre år, giver virkelig pote nu. Det er noget af et fremskridt, som der er grund til at takke for at og glæde sig over!

I denne uge op til lejren har der været en masse forskellige aktiviteter, hvor det engelske team har fået mulighed for at møde nogle af deltagerne. Om formiddagen har teamet haft nogle bibelstudier og serbiskundervisning. De har haft forskellige mennesker til at fortælle om kulturen hernede, og de har forberedt deres undervisning til lejren. Det har været lidt svært at finde vores rolle sammen med teamet, for vi er ikke en del af deres team, men alligevel passer vores arbejde ind i det, som de gør. For det er de mennesker, som vi har kontakt til, som skal inviteres med på lejren, og vi har også nogle opgaver på lejren. Det gode er, at vi har kunnet gå fra og til deres aktiviteter, som det har passet ind i vores program, så vi stadig har kunnet være ude og besøge mennesker, men det er også mærkeligt, at der sker så meget i ens hus, og at man ikke er med til halvdelen af tingene.

Det engelske team er nogle virkelige søde mennesker, som brænder for at lave lejren her i Niksic. De er meget åbne og imødekommende, og de er virkelig gode til at falde i snak med de lokale. Det er også inspirerende for mig at snakke med dem. For de kan fortælle mig om, hvordan de er kristne i deres land, hvordan de vægter ting, og hvad der fylder for dem.

Hvad en koncert og et bål kan få en til at tænke på!

For et par aftener siden havde vi en musikkoncertaften. Der kom jeg til at tænke på de to nedenstående vers fra Bibelen:  

Esajas 9,1:

”Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.”

Joh. 1,9-13

”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”

Vi sad rundt om et bål i haven i huset, hvor Tanja og jeg bor. Rundt om bålet sad der kristne brødre og søstre med forskellige nationaliteter: engelsk, montenegrinsk, serbisk, amerikansk og dansk. Mennesker, som nok ikke naturligt ville have fundet sammen, hvis ikke vi var bundet sammen af én eneste ting; vi er kristne brødre og søstre bundet sammen af Jesus blod på korset. Det lys, som Jesus var på korset, skinner stadig ind i vores verden i dag, hvor så meget ondskab ønsker, at tage fokusset fra Jesus og for hans frelsesplan for mennesker. Jesus kærlighedslys kan række ind, selv i det mørkeste mørke, for at kalde mennesker ind i fællesskab med ham, og det er derfor, at jeg er her i Montenegro. Jeg ønsker at vise en gnist af Guds flammende kærlighed til mennesker her i Montenegro gennem de relationer, som jeg har fået lov til at være en del af, og det var det kald, som bandt os alle sammen rundt om bålet i går aftes.

Min bøn til arbejdet hernede er, at flere må opleve at blive kaldt ud af det mørke som mange mennesker mærker gennem arbejdsløshed, krigstraumaer, svære familiesituationer mm. og ind i lyset fra Jesus Kristus.

Serbisk undervisning

I denne uge er jeg også begyndt på min private serbiskundervisning. Det er virkelig sjovt, og det er så meget sjovere at lære sproget, mens man er hernede og kan bruge det i praksis. Det at lære sprog, hjælper mig også til at forstå den montenegrinske kultur lidt bedre. For eksempel bliver både døtre og sønner i familien kaldt for sønner. Det er der en vis ære i. Det er et meget stærkere patriarkalsk samfund, end jeg er vant til fra Danmark. Ligesom at man ofte bliver tiltalt ”Brade moj”, der betyder ”min bror”. Det at være dreng betyder bare mere end at være pige. Når jeg snakker med pigerne om familiestrukturen, bliver der ofte også nævnt, at forventningerne til dem som piger er, at de skal blive gift med en god (rig) mand, føde en masse børn og lave god mad.

Min fornemmelse er dog, at der er en del stærke kvinder rundt omkring. De er vant til, at de skal kæmpe for tingene, hvis de vil opnå noget, og de er ved at overhæle mændene indenom.  Det bliver spænde at følge de næste år!

En dansk familie på besøg

I den sidste uge har vi også været velsignet af et besøg fra Danmark. Hanne og Jakob Legarth har været volontørpar i Montenegro for 10 år siden, og var de første som startede noget studenterarbejde op her. De var tilbage med deres 3 børn, for at vise dem det land, som de har boet i. For mig har det især været en velsignelse at lege med deres 3 dejlige børn, for de kan faktisk forstå, hvad det er, som jeg siger til dem, og at mærke deres glæde ved os har betydet meget. Det har også været en sand velsignelse at kunne snakke med nogle andre danskere om, hvordan det er at være dansker og have Montenegro på hjertet. De kan forstå, hvad det er for nogle kulturelle udfordringer, som man kan stå i. De har givet nogle inputs til, hvordan man som dansker kan handle ind i denne kultur. Det har også været givende dele Montenegro og glæderne ved arbejdet her med dem. Så tak til familien Legarth for en opmuntrende tid sammen!