En hurtig smuttur hjemover

Den sidste uge er gået meget stærkt, og det føles næsten som måneder siden, at jeg var på engelsk lejr! Med fare for at lyde som en gammel kvinde, vil jeg alligevel sige, at det er som om at tiden løber afsted, og at hver dag er det samme som en uge. Men livet i Montenegro er så fyldt af velsignelser, og jeg er dybt taknemmelig for, at have fået et kald og mission i dette land, der er så forskelligt fra Danmark.

 Gud arbejder i mennesker!

Dagen efter, at lejren var sluttet, var det søndag, og mennesker fra lejren var blevet inviteret med i kirke. Fem mennesker, som ikke før havde været i kirken, kom! Det er et direkte svar på alt det, som var sket på lejren. De studerende havde virkelig turdet stille nogle af de dybe spørgsmål til livet, de havde, og de havde turdet være kritiske, men samtidig med også være åbne over for bibelens svar på det, som de havde på hjertet. Det er alt for tidligt endnu at sige, om det er nogle frø som vil spire op og blive til solide træer, det kan kun tiden vise, men hvilken en opmuntring at se, at Gud kan bruge sådan en lejr til at nå dybere ind i menneskers liv. Vi var alle sammen, både englændere, Tanja og jeg, og montenegrinerne ude og spise is efter kirken! Det helt rigtige at gøre, når man kan lide at bruge tid sammen og vejret er varmt! Som dansker ved jeg at gode snakke tid kan ske over noget mad, og denne eftermiddag var ikke en undtagelse.

Mandag aften havde vi også inviteret til bibelstudie, og igen var det overvældende, at de samme mennesker dukkede op. Der var en, som direkte fortalte, at han før lejren havde synes, at det sjoveste havde været at tage ud og feste, men at han efter lejren havde set, at livet havde så meget mere at byde på, at der var noget dybere i Jesus, som han havde set.  

En tur til Kotor.

På den engelske teams sidste dag, tirsdag, havde de inviteret alle, der havde lyst, med på en tur til kysten, nærmere bestemt til byen Kotor. De to sidste år har vi været afsted i en lille bus, men i år blev vi nødt til at leje en normal stor bus. Det viser, at der er progression i arbejdet hernede. Dagen var virkelig god. Vi tog til Kotors gamle bydel, hvor vi alle splittede op i mindre grupper, så kunne man hænge ud på tværs af nationaliteter, kulturer og interesserer for, hvad man nu engang ville lave. Det er en helt anden del af den montenegrinske kultur, end Niksic kan præstere, så det var dejligt med lidt afveksling. Det er enormt idyllisk og alle de gamle kystbyer trækker turister til sig. Det var en god mulighed til at få snakket med nogle forskellige mennesker fra lejren og det engelske team. Senere på dagen kørte vi lidt væk fra selve byen og hoppede en tur i bugtens vand. Det var en god måde at få sagt farvel til det engelske team, bruge tid med gamle venner fra kirken, og snakke med nye venner fra lejren.

Husbesøg

Da dette både har været en uge for mig, hvor jeg skulle følge op på nye venskaber fra lejren, og sige farvel til mennesker fra kirken, har denne uge også bestået på en helt masse besøg hos mennesker. Når man normalt kommer ind i et montenegrinsk hjem, er det første, som man bliver spurgt, om man er tørstig. Man skal helst svare ”ja” for at være høflig. Man kan normalt altid vælge mellem 3 forskellige ting: hjemmelavet sok (saftevand), tyrkisk kaffe eller rakia (hjemmebrændt brændevin med forskellig smag).
Hvis man er blevet inviteret på frokost, sidder man først og snakker lidt med familien, mens man spiser et par godbider bestående af røget kød, bjergost og pølse. Når klokken bliver midt eftermiddagen, er det tid til frokosten. Gæster og manden i huset går til bords, mens kvinder og unge mennesker må vente med at spise til, vi er gået igen. Man starter med suppe og brød, og bagefter bliver der serveret utroligt store mængder af kød, kartofler, salat og brød. For at være en god vært bliver man ved med at sige, at gæsterne skal tage mere, men på et eller andet tidspunkt kan man bare ikke mere. Og det hel bliver sluttet af med endnu en kop kaffe.

Hvis man kommer ude for frokost tid, vil der altid blive serveret kager og andre søde ting, for man skulle jo nødig være sulten.

Gæstfriheden og det at have et åbent hjem betyder meget for montenegrinerne. Det kan sagtens tage tid at vænne sig til for mig som dansker, at man gør tingene anderledes her, men det er også til stor inspiration for mig at se, hvor meget kærlighed, man kan vise, ved at holde sit hjem åbent.

En uge med nogle ”farveller”

Fordi det har været min sidste uge, før jeg har skullet hjem til Danmark, har jeg også brugt tid på at sige farvel til en masse mennesker. Selvom jeg ved, at jeg skal tilbage til Montenegro igen, ved man aldrig, hvem der er i byen, og hvordan tingene ser ud. Derfor tog jeg mig tid til at få sagt farvel til mennesker. Det er altid svært, og skærer mig altid dybt i hjertet!  

Tilbage i Danmark

Nu er jeg kommet tilbage i Danmark for en kort periode, hvor jeg skal være med på Fårevejle bibelcamping. Jeg føler, at jeg har fået meget inspiration af at være i Montenegro, men jeg savner det også allerede efter en eneste dag hjemme. Det betyder, at der er mennesker dernede, som jeg virkelig elsker og holder af, og at have den velsignelse i to lande, det gør ondt nogle gange. Men jeg kan glæde mig over, at jeg vænner tilbage til mit andet hjemland igen i starten af august! Jeg glæder mig til at komme tilbage og vil på bedst mulige måde forsøge at nyde min tid herhjemme i Danmark.

Noget, der har inspireret mig meget denne sommer, kan beskrives med følgende bibelvers:

”Overgiv dine forehavender til Herren,
så bliver dine planer til virkelighed.”

De kristne i Niksic ønsker ikke, at gå deres egne veje, nej, de ønsker at gå den vej, som Gud har for dem, og det kan godt kræve tålmodighed. De ønsker, at det er ham, som skal forme tingene og omvende mennesker, og de ønsker at være redskaber dertil. Ved at gå den vej som Gud viser, kan man i sandhed få lov til at pege på ham!