Opmuntret og overvældet!

Så er der gået endnu en uge her i Montenegro. Hele denne uge har vi været på lejr oppe i bjergene, der omkranser den by, som vi bor i. Det var det engelske team, som jeg skrev om i sidste blogindlæg, som stod for store dele af programmet. Det er tredje år, at jeg har været med på lejren, og det er fantastisk at mærke, hvordan det vokser år for år både i antal, men også i det åndelige!

Hver dag havde et fast program, hvor der var engelsk undervisning først, og bagefter var der et oplæg fra Lukasevangeliet fra en af lederne fra teamet. Det blev fuldt op af bibelstudiegrupper, hvor deltagerne på lejren – kristne, som ikke-kristne – kunne få lov til at stille spørgsmål og diskutere, hvad det var, som de lige havde hørt fra Bibelen. 

Det var enormt opmuntrende at se, hvor gode snakke der var rundt omkring, også selvom det var under de mindre seriøse dele. Der var utroligt mange gode øjeblikke. Gud arbejdede på en forunderlig måde i mennesker, og der var forandringer at se i mennesker fra dag til dag. Det skønne er, at man kan snakke med mennesker næsten lige meget, hvad man laver: hike i bjergene, spille brætspil, dart, hygge over noget mad, synge, hænge ud på værelserne, sidde i solen eller over et godt spil kricket. 

Den sidste aften, da vi havde bålaften, delte alle deres oplevelser af lejren, og mange sagde, at det var bibelundervisningen, som havde gjort størst indtryk. Der var endda nogle, som sagde, at de godt kunne overveje at dukke op i kirken – og det er nok den allermest glædelige nyhed overhovedet!

Om aftenen var der forskellige kulturelle indslag fra både England og Balkan, og Tanja og jeg havde også nogle aktiviteter. Det er fantastisk, hvordan mennesker fra så forskellige kulturelle baggrunde alligevel kan være bundet sammen af den samme Ånd!

Det er også utroligt overvældende at mærke, at mennesker virkelig holder af os, og ønsker at bruge os, mens vi er her, både fra det engelske team og fra montenegrinernes side. Jeg elsker hver og en af de mennesker! Det er stort at mærke, at mennesker har den tillid til os, og jeg håber, at jeg er den tillid værdig. Det meste af det, som vi har lavet handler om relationer og at snakke med mennesker. Det kan tage på kræfterne, og jeg tror, at vi skal bruge et par dage på at komme til kræfter. Men der lægger også et vigtigt arbejde herefter, hvor vi stadig kan mødes med de mennesker, som vi blev venner med på lejren! For mig handler det om at være i relation til de mennesker, som jeg møder, og derigennem ved jeg, at Gud kan virke.  

Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvordan Gud lader de små frø, der er plantet i mennesker, vokse frem til planter i det næste lange stykke tid!

Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« (Mark. 4, 30-32)