Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig." (1. Mos. 12,1)

Om Montenegro:

(Min inspiration er bl.a. hentet fra ”Turen går til Montenegro og Bosnien – Hercegovina)
Montenegro er Europas yngste land og blev dannet i 2006 efter en folkeafstemning om uafhængighed fra Serbien. Det var kun få cifre der sikrede Montenegro sin uafhængighed fra Serbien, da 55,4 % stemte for løsrivelsen. Det har skabt nogle etniske og kulturelle debatter. Er montenegrinerne bare en slags serbere, som mange hævder, eller er det en selvstændig nation? Et spørgsmål med rødder i en kompleks fortid.

Bare i løbet af de sidste 15 år har Montenegro oplevet to statsopløsninger, taget del i en borgerkrig, været under en nationalistisk diktator og fået en kold skulder fra det internationale samfund. Derfor er det ikke så underligt, hvis det kan være svært at sige, hvad for en historie og kultur som Montenegro rummer.   

Det er et multietnisk og multireligiøst samfund. Det store albanske mindretal udgør 15 % af befolkningen, en femtedel bekender sig til islam, næsten 2 ud af 3 til den ortodokse kristendom, mens ca. 5 % er katolikker. Det er en stor spændvidde i et land med under 700.000 indbyggere. Mange montenegrinere vil kalde sig selv for ortodokse kristne, fordi de anser den ortodokse kirke som en del af deres kultur og en del af deres samfund, men mange af dem har aldrig været i en kirke eller åbnet deres bibler. Den lille evangeliske menighed i landet på ca. 150 mennesker kæmper en brav kamp for at gøre Jesus kærlighed mere kendt. Kirken bliver mange steder anset for at være en sekt. Mit arbejde bliver at møde en masse unge mennesker, få en masse relationer, for derigennem at kunne fortælle dem om Jesus, give dem nærvær, lytte til dem og bruge tid sammen med dem.

 Lidt ekstra information om Montenegro (som du helt sikkert ikke kan leve uden):
-        Nationalsporten er basketball.
-        Det udadvendte caféliv kan man næsten kalde en sportsgren på højde med basketball. Alt socialt liv foregår på caféerne, selv forretningsmøderne starter der!  
-        En gennemsnitlig månedsløn er omkring 200 euro (mændene har en væsentlig højere løn end kvinderne).
-        Montenegrinerne har deres helt egen festlige musik kaldet ”turbo-folk”. Det består af en blanding af Montenegros folkemusik tilsat techno – beats og er populært blandt mange på Balkan.
-        Montenegrinerne er et af de højeste folkefærd i verden.
-        Montenegros mest kendte statsmand og digter var fyrstebiskoppen Njegoŝ, som regerede fra 1830 – 1851. For Montenegrinerne er han en patriot, der er indbegrebet af Montenegro. Mens serberne ser ham som en serbisk nationaldigter.