Den søde ventetid

Vi er gået ind i juletiden, og selvom det først nu er begyndt at jule her i Niksic, da den ortodokse kirke først fejre jul d. 7. januar, blev adventstiden – tiden, hvor vi venter på at Jesus blive født – stor for mig for en lille måneds tid siden til en af de pige bibelstudiegrupper, vi har hver uge i vores arbejde. Vi studerede bibelteksten fra Lukasevangeliet, hvor Maria, Jesu moder, besøger sin kusine, Elisabeth, i månederne efter, at hun har fundet ud af, at hun er gravid med verdens frelser. Stykket, jeg blev ramt af, står i Lukasevangeliet 1, 39-45:

"I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth.  Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?  For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå iopfyldelse."

Jeg har taget mig selv i, at adventen egentlig ikke betyder så frygteligt meget for mig. Teksten beskriver  månederne efter, at Maria har fundet ud af, at hun er gravid. På trods af omstændighederne, rejser hun tværs gennem landet for at se sin kusine Elisabeth, der også er blevet gravid ved Helligåndens indgriben i en sen alder. Her vil jeg indskyde, at det er et fantastisk vidnesbyrd om, at mit i vores eget livs turbulente forandringer, kan vi glædes over - og med hinanden, og endda nogle gange rejse langt for at opmuntre hinanden i den andens liv.

Da jeg genlæste den ovenstående tekst blev jeg rørt over Elisabeths reaktion på Marias graviditet. Jeg gjorde mig et lille tankeeksperiment: Hvis jeg var i Elisabeths situation kunne jeg måske godt være blevet en smule jealoux på min kusine, der er gravid med verdens frelser. Og det på trods af, at Gud også havde velsignet hende med en gravidtet i en alder, hvor hun ikke burde kunne blive gravid, og så endda med Johannes Døberen, som også må siges at få en væsentlig betydning I Jesu liv. Alligevel må jeg indrømme, at min menneskelighed nok ville have taget over og fyldt mig med en snært af misundelse. Det forunderlige er, at Elisabeth bliver fyldt af en glæde, og at den glæde får hende til at velsigne Maria med det store kald, som hun har fået: at føde og være mor for Gud selv, verdens frelser. Men før glæden rammer Elisabeth fortæller teksten os, at hun bliver fyldt af Helligånden. Det er Helligånden, der møder hende og fylder hende op med en glæde over, hvad fremtiden bringer – Jesus selv. Og lige der blev jeg ramt. Det er måske verdens vigtigste begivenhed – den mest forandrende begivenhed nogensinde, som vi fejrer d. 24. December. Gud selv vælger at binde sig til en menneskekrop. Prøv at forestille dig dette: Gud, der har skabt universet, skal lære alting på ny! Han skal lære at tælle, at stave, navne på farver, at løbe, at tale og så mange andre fuldstændig fundamentale ting for at være menneske. Men mere end det kom han for at frelse verden, fordi vi ikke kunne selv. Han kom for at skabe evigt liv med Gud. Derfor er denne ventetid – adventen – blevet til noget ganske særligt for mig i år. Jeg vil med samme glæde, som Elisabeth, løbe julen i møde og være fyldt af lovprisning over det mirakel, vi fejrer d. 24. december. Det er verdens bedste gave, vi tager imod. Og derfor vil jeg vente i spænding, ligesom jeg gjorde i hele december som barn til gaverne, der ventede juleaften, på at min frelser bliver født. Men først vil jeg starte I bøn til Helligånden om, at han må forandre mit hjerte og fylde det med den velsignende glæde, som Elisabeth fik lov til at opleve.

Der er sket mange ting i løbet af november måned, derfor vil jeg i denne blog pege på 3 gode ting, som måneden har budt på.

Beograd:

I midten af november var jeg en tur i Beograd. Hovedformålet med rejsen var, at vores søsterorganisation i Serbien kunne fejre deres 25 års jubilæum. I 2009 var det Serbiens studenterbevægelse, der plantede studenterbevægelsen her i Montenegro. Derfor var det helt naturligt, at vi i vores team skulle afsted og fejre dagen med vores kollegaer i Serbien. Men jeg fik mulighed for at tage til Serbiens hovedstad  4 dage før, for at besøge nogle montenegrinske veninder, der studerer der.

Jubilæummet var en opmuntrende oplevelse på mange punkter. Det første jeg bed mærke i var, at der var mennesker fra alle dele af samfundet – også den politiske del af landet og fra den ortodokse kirke. Tænk at studenterarbejdet igennem årene har formået at skabe god kontakt med den politiske verden og den ortodokse kirkelige verden! Det fik mit hjerte til at banke endnu mere for det arbejde, som vi gør her i Montenegro. Vi ønsker først og fremmest at fortælle studerende og lede studerende til Jesus. Men vi ønsker også at skabe gode kontakter til andre dele af samfundet. Det var fantastisk både at høre, hvordan politikerne og præsterne kunne beskrive det gode, som den evangeliske studenterbevægelse, havde åbnet de to instanser for! De havde formået at være vidner om, hvem Jesus er og kaldet mennesker til at leve med ham, og det kan være forandrende for et helt samfund!

Det fik mig til at tænke på et sted fra Bibelen, som jeg  flere gange i mine måneder hernede, er blevet mindet om og som også var i fokus denne aften I Beograd.

Det fik mig til at tænke på et sted fra Bibelen, som jeg  flere gange i mine måneder hernede, er blevet mindet om og som også var i fokus denne aften I Beograd.

"I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene." (Matt. 5,13-16) 

Det er mit ønske for studenterarbejdet i Montenegro, at vi må være et håbets lys – det håb, der kun kan findes I Jesus – midt i et land, hvor håbløshed hurtigt kan tage over. Tak til mine kollegaer i Serbien for at give mig endnu mere passion for det, jeg laver!

Besøg fra Danmark:

I skellet mellem november og december havde jeg æren af at have besøg fra Danmark. Denne gang af generalsekretæren fra KFS – Kristeligt Forbund for Studerende, Christian Rasmussen og Thomas Frovin, der har været engageret i samarbejdet mellem den danske studenterbevægelse og den montenegrinske studenterbevægelse i mange år bl.a. som tidligere ansat i KFS. Det var et opmuntrende besøg, hvor jeg fik mulighed for at se mit arbejde hernede en lille smule udefra. Det fik sat nogle ting i perspektiv og gav mig god respons. Samtidig gav det mulighed for at have en god tid sammen med studerende, hvor vi alle kunne lære hinanden bedre at kende, mens vi kunne invitere studerende med til vores ugentlig studetermøde, hvor Christian skulle tale.

En historie fra studenterarbejdet:

I mine månederne hernede har jeg været så privilligeret, at få lov til at komme tæt på en studerende på universitetet, som er blevet min veninde. Jeg har fået lov til at dele noget hendes historie med jer her på bloggen.

Marina blev kristen i hendes teenageår, men havde i mange år ikke nogle omkring hende til at dele liv og tro med. Men i foråret 2016 var KFS` ledertræningscenter (LTC) på en rejse til i Montenegro, hvor de ville hjælpe studenterarbejdet her gennem forskellige events og en lejr. Da de var på universitetet, mødte Marina dem. Overfor mig har hun beskrevet mødet med bibelskoleeleverne, som et møde med nogle mennesker, som havde noget mærkant anderledes over sig (og her mente hun ikke kun det faktum, at de var fremmede), men det var måden de mødte hende på, med en ny slags for åbenhed. De turde at gå tæt på og stille hende spørgsmål omkring liv, tro og eksistens. Det vakte hendes nysgerrihed.

Efter mødet med det danske team, hvor hun havde fået muligheden for at være med på lejr, kom hun i naturlig kontakt med teamet her og har siden været en del af de ugentlige møder og bibelstudier.

Allerede tidligt i mit ophold fik jeg så det heldige privillegium at lære hende at kende og er blevet gode veninder med hende. Hun er en skøn og åben pige, som giver mig meget og inspirerer mig, hver gang, vi er sammen! Efter at have kendt hende i et stykke tid, inviterede jeg hende til bibelstudie hjemme hos mig. Og hvilken en velsignelse, det har været! Det er et kæmpe privillegium og gave at få lov til at følge et menneske helt tæt på som i en sprint vokser med Gud og lærer ham mere og mere at kende. Hun bliver ved med at ville have mere og glæder sig til, at vi endnu engang skal mødes for at åbne bibelen sammen. Men hvis sandheden skal frem, glæder jeg mig lige så meget! Jeg ved ikke, hvad det helt er, der sker når vi er sammen, men jeg er altid vokset i min relation til Gud, når vi er færdige.

Og alt dette i  jo opmuntrene i sig selv, men døren er blevet åbnet for, at vi kan være i hendes hjem og bruge tid med hendes familie og have bibelstudie med dem. Vi har allerede været derhjemme en gang, og har planer om at være der regulært i fremtiden.

Dette er kun en ud af mange historier her fra Montenegro om, hvordan vi hver dag i arbejdet her prøver at nå studerende, så de forhåbentlig kan få en snært af, hvem Jesus er og se, at han ønsker at have fællesskab med dem!

Fremtiden på bloggen:

Efter at jeg har været hjemme til jul, vil bloggen komme til at fungerer lidt anderledes. Der vil komme et blogindslag et sted mellem hver til hveranden uge, som vil være meget kortere med en god oplevelse eller en udfordring fra ugen.

God jul og godt nytår til jer alle!