Min sidste tid i Montenegro blev brugt på mennesker. På at nyde de sidste stunder sammen og suge det sidste ud af tiden som udenlandsdansker sammen med mennesker, som på meget forskellige måder er kommer langt ind under huden på mig og ind i hjerte hos mig, og som jeg fortsat vil komme til at løbe sammen med resten af livet.
Den sidste tid
Sideløbende med de store farvel-følelser, der til tider kunne være surrealistiske og en smule overvældende, var der stadig en hverdag at passe. Så midt i pakkeriet og alle følelserne var jeg med til at planlægge en masse af sommerens aktiviteter på trods af, at jeg ikke selv nåede at være med til særlig mange af dem, forsøge på bedst mulig måde at give det arbejde videre, som jeg havde udviklet på og ellers lave det samme, som jeg har gjort i to år.
Samtidig nåede jeg også at have et besøg fra selveste generalsekretæren fra KFS i Danmark, Christian Rasmussen, og min mentor gennem begge år i Montenegro, Thomas Frovin. To ting var på papiret: En form for evaluering af mine år i Montenegro og fremtidens engagement fra KFS i Montenegro. Det har resulteret i, at Martina Petkovski er blevet ansat i en 15 % stilling i fremtiden. Det kan man læse meget mere om her: https://kfs.dk/internationalt/kfs-fortsaetter-stoetten-til-det-kristne-studenterarbejde-i-montenegro/
Jeg er mildest talt lettere begejstret for den nye ansættelse, da Martina har så meget at byde på og give videre til de kvindelige studerende i Montenegro, og så er hun lokal med et dybt kendskab og hjerte for sit eget land. Det kunne jo ikke være meget bedre.
Mange møder blev afholdt på få dage, mens Christian og Thomas var i landet, men det var en fantastisk og givende måde at begynde afslutningsmåneden på. Ikke kun jeg, men hele teamet i Montenegro gav udtryk for, at det havde været til stor opmuntring at have besøg fra Danmark.
 |
| Christian Rasmussen, Thomas Frovin, Danijel Petkovski og undertegnede i mødedagene i Montenegro. |
I den sidste uge op til min afrejse var jeg så heldig at få mine forældre ned til mig. Udover den fantastiske velsignelse de var ved at hjælpe med en helt masse praktiske ting, var det til en endnu større velsignelse at kunne dele overgangen fra et land til et andet med nogle. Der blev blandt andet holdt en lille markering af min afrejse søndagen før, hvor mennesker fra den lokale kirke gav mig noget af et farvel. Den var utrolig rørende, selvom det også var underligt for mig at forholde mig til, at min hverdag ikke længere skulle være sammen med dem.
I hele den sidste uge var jeg nok for første gang nogensinde i mit liv slået lidt af en umulighed i at beskrive og tale om de store følelser, jeg kunne mærke indeni. For de sidste to år har været så mange forskellige ting for mig og uden sammenligning noget af det, der har formet mig allermest som voksent menneske. Derfor blev den sidste uge med mennesker og kirken brugt mest på "bare" at nyde at være sammen - uden for mange ord - og nyde nærheden fra hinanden, mens der engang imellem faldt en kommentar om det snarlige farvel, minder eller et par bevingede ord. Jeg prøvede bare at suge det hele til mig og nyde.
 |
| Den sidste søndagsfrokost i Niksic sammen med kirken. |
To års liv i Montenegro
At bearbejde de sidste to års liv i Montenegro er nok en proces, der kommer til at tage mig lang tid, ja måske hele livet, men allerede nu er der nogle ting, som jeg tager med mig, og som altid vil have en stor betydning for mig.
Først er der det mest vigtige: alle de mennesker, som er blevet mine venner, nogle endda en forlænget del af min egen familie, som har åbnet deres liv, familier og land op for mig. Alt fra kollegaer, kirken og de studerende. Det har rørt mig dybt, hvor meget mennesker har taget mig til sig og taget mig ind. Det er ikke noget, der var givet på forhånd, og en gave af en sådan format har jeg ikke og vil jeg aldrig tage for givet. Jeg er uendeligt rørt over det.
Som en forlængelse af det har jeg elsket at arbejde blandt studerende. Der var fra begyndelsen en plads for mig at fylde ud, der kun har vokset gennem de to år, jeg har været der. At bruge tid på især de kvindelige studerende: Investerer i venskaber med dem, studere bibelen, bede sammen og vokse sammen i tro, har været så ekstremt givende. En unik mulighed for at komme dybt med mennesker. Wow. Jeg er stadig i forundring over, hvor heldig jeg var, fordi jeg fik lov til at se mennesker vokse. Det skabte vækst tilbage i mit liv.
Noget jeg også tager meget ydmygt med mig er, at jeg gik lov til at få indblik ind i en kultur, der ligger så fjernt fra den danske også i.f.t. kirketradition ved at få gode venner, der har sin daglige gang i den ortodokse kirke. Det ydmygende kommer i, at jeg er blevet mindet om, at Gud i sandhed står over teologiske retninger, og at jeg tror, at vi kan lære af hinanden, selvom vi skal turde stå ved vores forskelligheder og ære hinanden på trods.
Det sidste jeg vil dele er et utal af minder. Minder om gode samtaler over kaffe enten på caféer eller i private hjem, bjerg hike i overvældende natur, lejre og konferencer, bibelstudier, kristne studentermøder, gudstjenester, frokoster efter kirke, gåture igennem byen med forskellige mennesker, brætspilaftenener, koncerter og andre outreaches på universitet, ture til hovedstaden for at besøge mennesker, et utal af hjemmebesøg, ture til små landsbyer i bjergene, et væld af nye og til tider udfordrende traditioner, besøgende i mit hjem fra mange europæiske lande, der har givet indblik i, hvordan Gud arbejder ud over vores kontinent, hverdagen med indkøb og regninger, der skulle betales og et væld af mennesker, der ville snakke.
Mindst 1000 flere ting kan nævnes, som jeg tager med mig, men dette var, hvad jeg havde valgt at dele med jer.
 |
| Gaven, den lokale menighed gav mig. Billedet er skåret ud i træ og viser en kendt bymur i kystbyen Kotor. Teksten nedenunder siger: "Til Rebekka, vores søster i Kristus. Du vil altid have en plads i vores hjerter og følelser" |
Tak er kun et fattigt ord
Selvom det er en af de mest brugte vendinger i vores danske sprog, virker det som det eneste passende i denne sammenhæng. Tak Montenegro for alt du har givet både på de dage, hvor der var lys og lethed, og dagene hvor udfordringer kunne tårne sig op. Jeg ville ikke have været foruden en enkelt af dem!
Og åh, hvor vil jeg blive ved med at bede over Montenegro og tænke på dem med følgende ord fra Salme 73,28:
"Men at være Gud nær er min lykke,
jeg tager min tilflugt til Gud Herren,
så jeg kan fortælle om alle dine gerninger"
Må jeg have været værdig til den tillid, der er blevet vist mig.
Tak til alle jer her i Danmark, som på den ene eller anden måde har fulgt med; enten her på bloggen gennem snakket, skrevet, bedt, spurgt ind, båret og besøgt mig. Det har altsammen betydet alverden for mig.
KFS har også bragt en artikel om mine to år i Montenegro. Hvis det kunne have nogen interesse, kan det læses på følgende link:
https://kfs.dk/internationalt/gud-et-lille-land-og-en-masse-studerende/
Tak... Bare tak!
