Missionen i Montenegro!

Siden sidste blogindlæg er der sket rigtig mange ting, og det er fantastisk at se, hvor meget Gud arbejder i Montenegro lige nu. I løbet af den sidste uge har der været rigtig mange aktiviteter, fordi der er et team fra USA og et team fra England, og det gør at missionsarbejdet når endnu længere ud. Det har medført, at Tanjas – og mit arbejde også har fået en lidt mere praktisk karakter, og det har været super. Vi er her for at hjælpe, og hvis vi kan hjælpe ved at passe et barn, så moderen kan være oversætter fra engelsk til montenegrinsk, så tager vi gerne den tjans. Jeg bliver virkelig beriget med en masse ting, og det er jeg dybt taknemmelig og ydmyg overfor. Det er en stor gave at være her, en gave, som jeg vil tage med mig i fremtiden!

Det amerikanske team: Sent lørdag aften ankom et amerikansk team på 11 mennesker til byen. De bor sammen med os her i huset, så vi er nu oppe på 18 mennesker under samme tag med 4 forskellige nationaliteter, og det er meget interessant. Amerikanerne kommer fra Vicky – og Stans kirke i USA, og de er alle meget åbne og livgivende mennesker. Fra mandag til fredag har teenagerne og de to kvinder, der er på teamet, lavet ”Vacation Bible School” (ferie bibelskole) i kirken. Det var et tilbud til børn og teenagere, hvor de fik muligheden for at høre bibelhistorier, personlige vidnesbyrd, synge, lege og være kreative, og det er gået over alt forventning! 20 børn og teenagere fra byen deltog i bibelskolen, og det var mange flere, end vi havde forventet. Nogle af teenagerne har endda også deltaget i det ugentlig teenmøde, så der er noget at arbejde videre med, og det er fantastisk! Mændene har hjulpet med at bygge på Stan - og Vickys hus, og det er hårdt arbejde, da det har været virkelig varmt i denne uge, samt prædiket til søndagsgudstjenesten. Hver morgen har de stået tidligt op om morgenen og arbejdet til langt ud på eftermiddagen. Udover det har teamet deltaget i forskellige arrangementer i løbet af ugen, hvor de har delt deres vidnesbyrd og snakket med mennesker, og de har også besøgt nogle forskellige mennesker fra menigheden. De har gjort et rigtig godt stykke arbejde, hvor de har engageret sig fuldt ud i de udfordringer, der er blevet givet dem. Jeg har kun rosende ord tilbage overfor dem! De er meget positive og snaksaglige, så jeg har fået nogle personlige og gode snakke med dem. Det har personligt for mig været meget inspirerende at være sammen med dem, fordi de har åbnet sig meget. De har delt deres erfaringer i livet med både Tanja og jeg uden at ligge fingre imellem, og det har været interessant at høre deres måde at gribe livet an på. Selvom vi er forskellige og har forskellige baggrunde, er det fedt at mærke, at vi kan være sammen om Gud. Gud er ikke bare i lille Danmark, Han er i verden, og det har jeg meget konkret set nu.     

Det engelske team: Søndag eftermiddag kom der et engelsk team, som består af 6 studerende fra forskellige steder i England og 2 medarbejdere fra studenterbevægelsen i landet. De er her for at lave en lejr (”English camp”) i næste uge, som bliver en blanding af bibelstudie, engelsk undervisning og masse forskellige sjove aktiviteter. På lejren vil der både være unge kristne og unge ikke – kristne, så forhåbentlig vil der blive rigtig mange gode snakke om Jesus. I denne uge har teamet forsøgt at mødes med nogle af dem, som deltager i lejren, men det er ikke så nemt, som det lyder. Til ethvert arrangement og aftale her, bliver man nødt til at forvente at planerne ændrer sig i sidste øjeblik. Selv når folk siger, at de helt sikkert deltager på lejren, så kan man først være sikker på det, hvis de møder op på lejren. Derfor er der ingen sikkerhed omkring, hvem der i virkeligheden kommer med, men de har forsøgt at gøre ”reklame” for lejren og bare brugt tid sammen med unge mennesker. Englænderne har ligesom amerikanerne også deltaget i nogle af de forskellige aktiviteter, der har været i løbet af ugen, og også selv lavet nogle events, hvor de kunne møde nogle studerende fra byen. Jeg glæder mig til at bruge fem dage sammen med dem i bjergene (hvor lejren skal holdes), for jeg er helt sikker på at der bliver en masse sjov og masser af nye mennesker at snakke med.   

Caféaften: Tirsdag havde Danijel arrangeret en caféaften, som skulle afslutte studentercaféerne for dette skoleår. Den blev holdt inde i byen på en cafe. Både det engelske team og nogle fra det amerikanske team deltog. Danijel og Peter (der er englænder, men som har boet i Montenegro i 6 år, og som har arbejdet gennem kirken hernede) startede aftenen med at spille nogle bluesnumre. Så blev det tid til et vidnesbyrd fra en af de studerende fra det engelske team, og derefter blev der holdt en andagt af en fra det britiske team, der handlede om ”smag og se at Herren er god”. Bagefter var der flere fra det engelske team, der optrådte med forskellige numre, og det var rigtig festligt. De spillede utrolig mange forskellige genre, og det skabte en rigtig god stemning. Det blev tid til endnu et vidnesbyrd denne gang fra en fra det amerikanske team, og til sidst spillede Danijel sammen med en af de studerende fra byen nogle numre på montenegrinsk. Det officielle program for aftenen var slut, men mange blev hængene bagefter for at snakke og hygge sammen, og der var selvfølgelig også nogle der lige ville jamme sammen. Det blev til nogle rigtig gode samtaler om tro og om kulturforskelle. Folk var glade og hang ud indtil caféen lukkede, så man kan vel ikke sige andet, end at det var en vellykket aften.  

Kvindecafé: Torsdag aften havde Vicky arrangeret en kvindecafé hjemme hos os. Det er noget, som hun har tænkt over et stykke tid, og nu synes hun at det passede godt ind. Der blev inviteret nogle kvinder fra kirken, nogle af dem var mødrene til de børn, der var kommet til ”Vacation Bible School”, og så var både kvinderne fra det amerikanske og britiske team også der. De to amerikanske kvinder delte deres vidnesbyrd, og så brugte vi ellers resten af aftenen på det, kvinder er bedst til, nemlig at snakke. Det var enormt hyggeligt! Vi sad ude på terrassen under drueplanterne, der slyngede sig over vores hoveder, og så solen gå ned. Det var nogle skønne rammer, og alle havde en god aften. Det er noget helt særlig at bruge tid sammen som kvinder, også selvom der kan være store aldersforskelle. Man kan dele erfaringer, følelser og oplevelser sammen, og det er enormt frugtbart. Planen er at kvindecaféen skal fortsætte i fremtiden, og det er endnu et skridt der bliver taget i missionsarbejdet. 

 
Teenmøde: I går aftes (fredag aften) var der teenmøde i kirken. Vi regnede med, at der ville komme mange i det der var 5 teenagere på det amerikanske team, 5 teenagere der er trofaste i kirken og at teenagerne fra ”Vacation Bible School” var blevet inviteret. Derfor havde vi udvidet vores program lidt. Vores forventninger holdt stik og hele 14 teenagere var samlet i kirken – indtil videre det største antal teenagere, der har været i kirken på samme tid! Der kom udover det 3 unge mennesker fra det engelske team, fordi nogle af vores teenagere fra kirken skal med på ”English – camp”. Vi startede aftenen med en navneleg, som alle heldigvis synes var rigtig sjovt. Bagefter havde vi forberedt et stjerneløb på 50 poster. Det handlede om, at man skulle komme hurtigst igennem posterne ved at samarbejde, så man i sidste ende fik skatten. Folk levede sig virkelig ind i det, og gav den hele armen for at være det første team, som havde været igennem alle posterne. Det var super sjovt og var en god start på aftenen. Da løbet var færdigt, gik vi ind i kirken, hvor Danijel og Pete ledte os i lovsang. Det var virkelig rart at få sunget lovsang igen for alvor. Pete holdt derefter en andagt om skatten i verden og to af de amerikanske teenagere holdt deres vidnesbyrd. Vi sluttede aftenen af med at synge et par engelske lovsange. Det var meget glædeligt, at vi kunne være så mange unge mennesker i kirken, og håbet er, at de af teenagerne, der ikke har været der før, har lyst til at komme igen.  
 
At drive mission i Montenegro: Nu har jeg arbejdet med mission i Montenegro i lidt over en måned, og der er en stor forskel på at drive mission her i forhold til i Danmark. Når jeg snakker med nogle om min tro i Danmark, bliver jeg ofte mødt af en mur af fordomme og en lukket tilgang til emnet. Derfor blev jeg meget overrasket, de første gange jeg snakkede om min tro med montenegrinerne. Folk har slet ikke samme forhold til religion, som man har derhjemme. For det første ser folk ofte sig selv som kristne, ikke fordi de kender budskabet om Jesus, da mange aldrig har åbnet deres bibler, men fordi den ortodokse kirke er en del af deres kultur. For det andet er folk meget åbne. Når emnet falder på tro, lytter folk meget interesseret og stiller spørgsmål til det, jeg fortæller og snakker med dem om. Det er meget udfordrende og spændende, og jeg nyder meget de dybe samtaler, jeg får med folk. Man kommer ind til det, som virkelig betyder noget, der hvor tingene begynder at rykke noget, og så bliver et ellers almindeligt cafébesøg eller hjemmebesøgt pludselig så meget desto mere spændende og givende.

Der er under to uger til at jeg er hjemme i Danmark, og det er meget svært at forholde sig til. Til min egen overraskelse er jeg virkelig kommet til at holde rigtig meget af de mennesker, som fylder min hverdag, jeg er komme til at holde af Montenegro. Der er så meget som vi gerne vil, og nu bliver vi desværre nødt til at prioritere. Vi har virkelig fået et godt forhold til teenagerne, som vi gerne vil følge op på, men det må vi stole på, at andre kræfter end os også kan gøre. Hver af dem har fået en betydning for mig, og de har virkelig hjulpet til at mit ophold hernede er så godt, som det er. De er nogle dejlige mennesker. Jeg har nydt at arbejde sammen med Danijel og derved også er komme tæt på Martina. Jeg har nydt at bruge tid sammen med den familie, som jeg har boet hos. Jeg har nydt at være en del af kirken, og heldigvis er alt dette ikke helt slut endnu. Jeg vil nyde det sidste stykke tid i fulde drag, nyde menneskerne og nyde landet. Det er virkelig givende at være her!

Heldigvis så tror jeg ikke, at det bliver et farvel, jeg skal sige til disse mennesker, da jeg rigtig gerne på en eller anden måde gerne vil tilbage igen, så jeg vil ”nøjes” med et ”på gensyn”.