Wow Montenegro gør noget ved én!

På udflugt til Bar: Sidste torsdag var vi med Danijel, Martina og deres fælles ven Bojan på udflugt til Montenegros kyst, nærmere bestemt byen Bar. Det er en køretur på 2,5 time, men det var hele turen værd. Når man nærmer sig byen, kører man mellem de flotteste bjerge og søer, som kan gøre mig helt mundlam. Samtidig med det kunne vi kigger over til Albanien, og det var ret sjovt. Vi brugte nogle timer på stranden, hvor der bl.a. blev spillet vandpolo. Det var rart med noget afslapning og hyggeligt samvær. Om aftenen skulle Danijel være oversætter til et møde for organisationen ”OM”, som arbejder i og omkring Bar. Det var enormt inspirerende at se, hvordan en anden organisation end ”IFES” arbejder, og så er det rart at kunne dele nogle erfaringer omkring at arbejde med mission i Montenegro. Onsdag aften havde vi sagt farvel til det norske team, som har besøgt os, og i Bar var der et svensk team, som kom. Derfor må jeg erkende, at jeg får øvet mig i de skandinaviske sprog, og så er det altid rart at møde sine skandinaviske brødre og søstre. Det var et team, som var taget til Montenegro for at støtte, opmuntre og bede for det kristne arbejde i Montenegro, og det var rørene at mærke, at de også havde interesse for Tanjas – og mit arbejde, selvom det ikke havde noget at gøre med ”OM”.

En dag fyldt med kulturelle modsætninger: Sidste fredag oplevede jeg virkelig Montenegro fra mange forskellige perspektiver. Vicki - og Stans husholderske Makica inviterede Tanja og jeg til at besøge hendes landsby oppe i bjergene. Derfor kørte vi sammen med Stan op til landsbyen Brĉno. Her viste Makica os rundt, og vi mødte nogle fra hendes familie. Jeg må indrømme, at jeg følte, jeg var kommet 100 år tilbage i tiden, da der ikke var rindende vand og at alt blev gjort på ”the good old fashion style”. Det var noget af en oplevelse. Først fik vi muligheden for at klappe en kalv, der kun var 2 timer gammel, og så så vi den tage sine første skridt. Det er ikke lige noget, som sker for mig hver dag, så det var på en måde ret stort at få lov til at overvære. For det andet hjalp vi med at give køerne vand ved at hejse vand op fra brønden. Bagefter skulle den lille kalv køres i trillebør hen til stalden, hvor den ville have det bedre og sidst, men ikke mindst blev vi inviteret indenfor i familiens hus, hvor vi fik muligheden for at smage rustikt, traditionelt montenegrinsk mad. Det var ret specielt, da maden var blevet lavet, så det ikke behøves at stå i køleskabet, men jeg var glad for oplevelsen. Besøget i landsbyen åbnede virkelige mine øjne for montenegrinernes gæstfrihed. Det var enormt rørene at et besøg fra to danske storbypiger kunne gøre et så stort indtryk på dem, og det var mindst lige så overraskende for mig, hvor meget landbyboerne kunne gøre indtryk på mig! Hvis vi får muligheden, vil vi helt sikkert tage derop igen!

Det er fascinerende, men også tankevækkende, at denne gamle levemåde stadig kan findes i Europa, for mange af dem, der lever disse steder, ønsker at de kunne leve på en anden måde. Men systemet giver dem ikke mulighed for at tage andre valg, da familien ikke kan finde kapital til at flytte et andet sted hen – tættere på byen – for at de unge mennesker kan tage sig en uddannelse. Det holder landsbyboerne fast i en rolle, som til tider kan virke håbløs at komme ud af, og det er frustrerende at være vidne til.   
Da vi kom hjem fra landsbyen, drog vi sammen med 5 unge mennesker fra kirken, mod Podgorica (hovedstaden i Montenegro). Det eneste sted i Montenegro, hvor der er en biograf, og det kræver en hvis tålmodighed at planlægge sådan en tur, men det lykkedes til sidst. Vi ville bruge et par timer på shopping, og bagefter skulle vi ind i biografen for at se den nye ”Pirates of the Carribean”. Det var en super hyggelig eftermiddag og aften, som var en god blanding af afslapning og hygge. Det var rart at kunne være sammen med de unge mennesker i nogle andre rammer end sædvanligt og rart at kunne komme lidt væk fra Niksiĉ. Det var noget af en modsætning til det landsbyliv, som vi havde oplevet tidligere på dagen, og det overraskede, hvor kontrastfyldt vores dag havde været.
Det var en meget lærerig dag, som viste mig en masse forskellige sider af Montenegro. Det lærer mig meget, at være i et så nyt land, for pludselig ser man, hvor meget det kræver at finde en nationalidentitet, kultur og historie. Man ser, hvor lang tid, det kan tage at få struktur på et land, og det får mig til at være taknemmelig over at leve i et land som Danmark med alle de privilegier som det indebærer.  

Roma – lejr: To dage i denne uge har vi hjulpet til på en lejr for romabørn, der er blevet holdt på et hotel oppe i bjergene her i Niksiĉ. Det har været en enormt rørende oplevelse for mig. Man kommer utrolig hurtigt til at knytte sig til børnene, selvom at der har været minimal kommunikation, da jeg hverken snakker montenegrinsk eller albansk, og de ikke snakker engelsk. Dog var der nogle få børn, der kunne snakke tysk, så jeg har fået øvet mit tyske, som ellers var blevet gemt langt væk i hukommelsen. Det har stået på bibeltimer, udendørssamarbejdsaktiviteter, smågrupper (hvor børnene har fået fortalt bibelhistorier), kreative værksteder (hvor børnene lavede deres egen notesbog og malede deres egen sten, som de forvandlede fra noget der var kedeligt til noget ganske særligt og unikt), dåb i en sø i byen og en masse hyggeligt samvær. Børnene kommer fra en romalejr i Podgorica, og der var ingen tvivl om, at de nød lejren i fulde drag. De er ikke vant til at have den luksus, som man får på et hotel, og de er slet ikke vant til at få den opmærksomhed fra voksne, som de har fået på lejren. Størstedelen af min tid deroppe brugte jeg på at kramme en masse piger. Det var vildt at mærke det store behov de havde for omsorg, og det rørte mig dybt, når jeg tænkte på hvilken baggrund disse dejlige piger kom fra. En ting jeg lærte af at deltage i lejren i to dage var, at man kan komme rigtig langt med et kram og et smil, og jeg fik det hele tilbage af pigerne igen 10 gange. Det var fantastisk at mærke børnenes glæde og hengivenhed, og det var en stor tillidserklæring at få fra dem. Selvom de ikke har meget at give, så fik jeg en ring af en af pigerne, og den vil altid betyde noget helt særlig for mig!

Lejren blev lavet af et amerikansk team fra en kirke i Virginia, og der var ingen tvivl om, at de havde lagt meget arbejde i at forberede lejren. Det arbejde de gjorde var virkelig godt, og har kostet meget energi fra dem. Det er noget af en udfordring, som de har givet dem selv, men lejren var en stor succes, som bliver gentaget igen næste år.  
Det bedste var at hele 7 mennesker blev døbt i går i en sø omgivet af de smukkeste bjerge. Jeg kunne ikke lade være med at fælde en lille tåre, for det var så stort, at nogle af de romaer, der havde været med på lejre, havde følt at Gud havde kaldet dem til at ligge deres liv over til Ham. Hver gang, at en var blevet døbt, blev der klappet og råbt ”Halleluja”, og det er da den rigtige måde at fejre en dåb på!
Jeg har virkelig nydt at få lov til at bruge tid sammen med børnene, og de har beriget mit liv med en masse glæde og kærlighed!      

Montenegro – et sted hvor du kan møde mennesker fra hele verden: Jeg nyder meget at bruge tid sammen med montenegrinerne, men som en ekstra gode, som man nok kan fornemme ud af min blog, er, at Montenegro, på trods af dets størrelse, er et sted, hvor man får muligheden for at møde mennesker, fra mange forskellige steder i verden. Indtil videre har jeg mødt nordmænd, svenskere, tyskere, amerikanere og så (selvfølgelig) også serbere. I aften kommer endnu et amerikansk team fra Californien, og tirsdag kommer der også et team fra England. Det er enormt givende at møde mennesker fra så mange forskellige kulturelle kristne baggrunde og at dele erfaringer i kristenlivet med dem er meget lærerigt. Der er så mange forskellige perspektiver på livet, og det er så interessant at diskutere. Det, at møde alle disse mennesker, har åbnet mine øjne op for, hvor stort et netværk af kristne, der er i verden, og hvor meget vi kan lære af hinanden. Det er et stort privilegium og er til inspiration for mig at møde disse mennesker. Det har udviklet mig personligt, og jeg ser det som en ekstra gave til mig i mit ophold hernede.

Efter næsten en måned i Montenegro kan jeg vist kun sige en ting udover ”tak”, og det er, at Montenegro gør noget ved dig!