Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig." (1. Mos. 12,1)

onsdag den 22. juni 2011

Livet i Montenegro...

Jeg har nu været i Montenegro i to uger, og det har været så oplevelsesfyldt og rigt for mig. Hver dag bringer noget nyt med sig og at leve i denne spontanitet og impulsivitet, er noget som jeg nyder meget. Det er ikke altid, at jeg ved hvad dagen vil bringe, når jeg vågner om morgenen, men når jeg går i seng om aftenen, er jeg fyldt op af en masse indtryk. Som jeg skrev i sidste indlæg, føles det som om, at jeg har været her i flere måneder, fordi de mennesker, som jeg møder, er så åbne og imødekommende, og derigennem bliver jeg velsignet med utrolig mange gode og lærerige oplevelser. Jeg vil forsøge på allerbedste vis at give et indblik af mit liv her i Montenegro.

Søndag er en helt særlig dag, hvor der bliver sat tid af til, at vi kan være sammen i vores kristne fællesskab. To gange om dagen er der gudstjeneste – en om morgenen og en om aftenen. Om morgenen handler gudstjenesten om noget fra det Gamle Testamente, og om aftenen handler det om noget fra Det Nye Testamente. Under begge gudstjenester er der også læsninger fra Bibelen, hvor nogle fra menigheden læser og knyttet et par ord til teksten, derved når menigheden igennem hele Bibelen. Vi er også så privilegeret at der er flere fra kirken, som kan simultantolke, så vi kan forstå hvad der bliver prædiket, selvom at det foregår på montenegrinsk. I mellem gudstjenesterne sker det, at Vicky og Stan inviterer nogle fra menigheden hjem på lækker frokost. I søndags var vi eksempelvis 14 mennesker rundt om bordet i alle aldre, og det er dejligt at kunne få muligheden for at fejre søndagen med så mange mennesker.

Så stod det på oprydning! Mandag morgen mødtes vi nogle unge mennesker i kirken for at indrette et ungdomslokale til teenagerne og for at gøre hovedrent i kirken. Det var dejligt at få lov til at gøre noget praktisk arbejde! Selvom det var hårdt, var det også super sjovt, og jeg fandt ud af, at man også igennem det praktiske kan opbygge nogle gode relationer.

Ud i den montenegrinske natur: Mandag eftermiddag for en uge siden blev vi af en af teenagernes forældre inviteret på grill – hygge sammen med Danijel og hans kone Martina, samt en gæst som de havde boende. Det viste sig at vi skulle gå 3 kilometer op af et bjerg, og det havde Tanja og jeg ikke lige regnet med. Derfor måtte vi vandre op af bjerget iført fantastiske klip – klappere, men så har vi også prøvet det. Vi fandt en skøn plet ved en lille rislende bæk, hvor vi havde en smuk udsigt op på bjergtoppende. Montenegro har virkelig en smuk natur, som kan tage pusten helt væk fra mig. Selvom at vi var sammen med to teenagere var det utroligt afslappende og hyggeligt, og det var skønt at komme lidt væk fra byen. Også i går var vi så heldige at blive inviteret på grillhygge i den montenegrinske natur. Denne gang var det med et norsk team på 3 mennesker og nogle unge mennesker fra universitetet. Vi brugte hele dagen ved en skøn flod, hvor vi fandt en masse eksotiske dyr bl.a. skildpadder og slanger. Vi brugte også lidt tid på andagt, da der også var ikke – kristne med. Det var en utrolig stærk oplevelse for mig at få lov til at sidde i den smukkeste natur, mens jeg fik mulighed for at være sammen med Gud.

Danish Dinner: Tirsdag aften havde vi inviteret en masse af de mennesker, som vi har kontakt til på Danish Dinner hjemme hos os. Så det meste af dagen gik med at forberede mad til 20 mennesker. Vi fik serveret god dansk mad: Frikadeller med en god brun opbagt sovs og kagekone til dessert. Vi havde været noget nervøse for, hvordan maden ville falde ud, men heldigvis kunne alle godt lide det. Ellers legede vi ”Margrete – skål”, der er en udvidet form af gæt og grimasser, og en leg, hvor det gælder om, at man i en gruppe skal holde flest mulige sedler ved hjælp af hinandens legemsdele. Eksempelvis kan man få en seddel, hvor der står ”Arm og Knæ”, så skal en person tage sedlen på sin arm, og holde den mod en anden fra gruppens knæ. Man er ikke så vant til at lege, men heldigvis virkede det som om, at alle nød det. Målet med aftenen var at gøre vores relationer til vores kontakter hernede stærkere (både hos teenagerne og de studerende), men vi var så heldige at der også mødte en pige op, som vi ikke havde mødt før, så vi fik os også en ny kontakt. Aftenen endte med at vi gik på café med to piger, som vi ikke havde haft så meget kontakt til før, så alt i alt må det siges, at have været en meget vellykket aften, mere vellykket end vi havde turde håbe på.

Girls Bible Study: Udover at der er ”Bible Study” hver tirsdag aften hos Danijel, har vi fået en idé, hvor vi vil forsøge at samle nogle af de unge piger fra kirken til bibelstudie. Grunden til det er, at man efter vores personlige erfaring kan komme ind på nogle helt andre emner, og i nogle tilfælde også åbne sig mere, når der ikke er drenge tilstede, samt at vi gerne ville have muligheden for at kunne gå lidt dybere ind i nogle emner i kristendommen, da bibelstudiet om tirsdagen skal være en mulighed for alle, om man er kristen eller ej. Vi havde vores første samling denne mandag, og det viste sig at være rigtig godt. Det var fantastisk, udfordrende og meget lærerigt at få en dybere teologisk snak med pigerne. Det er inspirerende at kunne mødes på denne måde, da vi får kigget hinanden i øjnene på en helt anden måde end ellers, og det håber vi vil styrke fællesskabet endnu mere.

At møde mennesker: Vores primære opgave er at være sammen med mennesker, og det er et kæmpe privilegium at få lov til at bruge hver dag på den måde. Det er dejligt at mærke, at folk gerne vil bruge os og være sammen med os. Montenegrinerne bruger rigtig meget det at mødes på café uanset om det er et forretningsmøde, et møde mellem venner eller om det er et helt tredje form for møde, så meget af vores tid går med at gå på café, noget der falder lige i min smag! Det er en kæmpe gave at de mennesker, som vi har knyttet os til, viser os så meget tillid, og jeg håber, at vi på en eller anden måde kan være den tillid værdig! Det er i hvert fald noget som jeg er meget beæret over at få lov til at være en del af, noget som jeg vokser og lære af som mennesker, og det er stort at opleve.

2 kommentarer:

  1. Tænk sig at sidde en masse på café, skabe en masse relationer og snakke endnu mere ......
    Undrer mig ikke du elsker det sted. Og så den fantastiske natur.
    Håber jeg engang får mulighed for at opleve dette fantastiske sted sammen med dig.

    SvarSlet
  2. Ja jeg elsker virkelig det her land, det kan jeg vist ikke skjule!
    Jeg håber, at jeg kan få lov til at vise dig det her sted engang, for det er skønt!

    SvarSlet