Et tilfældigt møde, som udviklede sig…

Det er stadig eksamenstid og snart ferietid på universitet her i Montenegro, men det betyder ikke, at jeg er på ferie. I de her uger bruger jeg ekstra tid på en-til-en relationer, og det er fantastisk at få lov til at prioriterer det særligt i en periode, mens vores ugentlige aktiviteter holder pause. 

I denne her uge har jeg blandt andet været sammen med en studerende, der fornyligt blev kristen. Mens vi var sammen, skulle vi til skomageren - et besøg, der burde tage mindre end 10 minutter, men det endte med, at vi blev hængende i over en time. Nu spørger I måske, hvorfor, jeg har valgt at dele mit skomagerbesøg med jer… Det kommer nu. Som så ofte før spurgte han mig, hvad i alverden en dansker som mig laver i en by som Niksic. Som altid forklarede jeg ham, at jeg arbejder for en kristen studenterbevægelse. Hans første reaktion på den information var, at han fortalte, at han var muslim. Men dernæst kom der næsten en overraskende og ny reaktion, som jeg ikke har oplevet før. Han var positiv og overrasket over, at der fandtes en protestantisk studenterorganisation og samtidig også en protestantisk kirke i byen. Ud fra de reaktioner blev det dernæst til en times snak om, hvem Jesus er, hvorfor han er relevant og en diskussion om Jesus ud fra Koranen og Bibelen.  Desværre stod mine montenegrinske sprogegenskaber af ret hurtigt, og derfor måtte min kære veninde tage over. For hende var det første gang til at prøve at snakke med en fremmede person om Jesus, men det var rørende at se hendes passion for Jesus i deres snak. Bagefter var hun helt høj og overvældende glad over at have fået lov til at dele hendes passion for Jesus med ham. Det smittede bestemt af på mig! 

Men hvorfor er det så vigtigt for mig at dele, hvad jeg tror på med mennesker, som jeg møder. Jeg har fanget mig selv i en tanke, som nogle af de kristne hernede har hjulpet mig med at sætte ord på. I lang tid har jeg tænkt, at jeg ikke vil ødelægge hyggelige situationer mellem mennesker ved at begynde at snakke om Jesus. Det har føltes som om, at jeg trådte langt over menneskers intimsfære. Men så gik det op for mig, at Jesus faktisk er verdens bedste og mest glædelige nyhed, jeg overhovedet kan dele med mennesker. Gud er kærlighed - alt i hans væsen er kærlighed. Bibelen er en lang kærlighedsbog, som bl.a. beskriver Guds kærlighed til os således: “Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt din søn som sonoffer for vore synder.” (1. Joh. 4,9-10). Kort opsummeret valgte mennesker at lære at kende forskel på godt og ondt, derved blev det onde lukket ind i vores liv og i samme sekund blev vi separeret fra Gud. Vi kunne ikke redde os selv fra ondskaben, vi havde brug for en udefra, og kun Gud selv kunne frelse os. Gud brød sig selv i itu på korset ved at Jesus råbte “Min Gud, min Gud: Hvorfor har du forladt mig?”. Derved er der ingen af os, der nogensinde behøver at sige det. Det betyder en evighed sammen med Gud. Gud ønsker ikke at tvinge os ind i en relation til ham - det er i modstrid med kærligheden (for kærlighed kan ikke tvinge nogen til at elske tilbage), men hans hjerte banker for at få lov til at være sammen med altid! Hvis det ikke er en god nyhed, et glædeligt budskab og værd at dele og snakke om med mennesker, så ved jeg ikke, hvad der er det!  Derfor har det ramt mig, at jeg ikke behøver at gemme det allerbedste væk, men i stedet for dele det ligeså snart at mulighederne bliver givet og byder sig. 

Hver uge er der historier som den ovenstående, hvor jeg er så heldig at dele det, som er allervigtigst i mit liv - Jesus! Det er en stor glæde og inspirer mig altid til at møde mennesker i ærlighed og med to ører til også at lytte på dem. 

Rigtig god weekend til jer alle!