Der er et ord, der er blevet ved med at gå igen i mit liv i de sidste par måneder, og som på en eller anden måde er blevet meget mere centralt end jeg nogensinde havde forventet for mit liv i Montenegro. Det er et utroligt dansk ord, som ikke rigtig kan oversættes til noget andet sprog eller for dens sag skyld kultur. Det lille ord er “hygge” eller “hyggeligt”. Hernede blev det første gang tydeligt for mig, da jeg var vært for kirkens bønsmøde for første gang. Jeg havde som enhver god dansker forsøgt at gøre mit hjem lidt ekstra hyggeligt ved at tænde en masse levende lys og dæmpet den elektriske belysning. Da alle gæsterne kom, kommenterede de allesammen på, hvor rart en atmosfære det var at være i, og hvordan de lige pludselig så noget af det danske ord “hygge”. Siden da er jeg blevet mindet om det igen og igen af både montenegrinere og en masse andre nationaliter, der har været forbi mit hjem. Det er selvfølgelig et dejligt kompliment for en dansker som mig. Det er vigtigt for mig, at mennesker føler sig godt tilpas i mit hjem, og det, at de beskriver det som hyggeligt, får mig til at tro på, at de har det godt, når de er her. Nogle af mine montenegrinske venner er faktisk gået så langt, at de har opfundet deres eget montenegrinske ord for hygge: “hugelisanja”. I bogen “The Little Book of Hygge” beskrives det som “kunsten at skabe intimitet”, “sjælens afslapning” og “varm kakao ved levende lys”. Også følgende adjektiver bliver knyttet til begrebet: samvær, afslapning, overbærenhed, nærvær og komfort. Forfatteren af bogen beskriver essensen af hygge som forfølgelsen af hverdags glæde og siger, at det helt basalt er som et kram, bare uden den fysiske berøring.
 |
| Billedet beskriver for mig begrebet "hygge". Nærhed, afslapning og ro! |
Hvorfor er det så, at jeg bruger langt tid i denne blog på at beskrive netop det her ord? Jo, fordi det er blevet et bærende princip for mig i mit møde med mennesker hernede, for kan mange af de her ord egentlig ikke også dække over måden, som Jesus mødte mennesker på?
Jesus er ikke en hyggeonkel! Jesus er Gud! Han var ham, der skabte alting! Han er komplet uden synd, fuldstændig ren. Han er fuld af kærlighed. Ud af den kærlighed er vi skabt. Vi er villet af Gud. Men ingen kærlighed, ikke engang Guds, kan tvinge os til at elske ham tilbage. Adam og Eva valgte, at de ville lære at kende forskel på godt og ondt (1. Mos. 3,5). I det sekund blev vi adskilt fra ham. Vi ville have en evighed uden Gud. Gud elsker os så meget, så han ville redde os ud af det. Han elsker os ufortjent meget, og han vil gøre alt for, at vi kunne komme tilbage til ham. Derfor tog Gud selv straffen på sig, da Jesus døde på korset. Der fortjente jeg og hver enkel af os at være i stedet. Men Jesus gjorde mere end det, han overvandt døden 3 dage efter for at give os det evige liv sammen med ham. Det er livets største gave! Det driver mig først og fremmest i mit møde med mennesker her i Montenegro. Det er min bøn, at det må drive mig hver dag i mit liv.
Men for at vende tilbage til ordet “hygge” og hvorfor det har inspireret mig. I de 3 år Jesus havde før sin død og opstandelse, brugte han tid med mennesker for at give dem sin kærlighed og vise dem, at han var Gud. Han brugte tid med så mange forskellige mennesker: de udskældte, de socialt udsatte, prostituerede, de fattige, dem med religiøs magt, med de syge og med sine disciple. Han tog sig tid til at se den enkelte, selvom der var mange mennesker rundt om ham. Lad os tage et par eksempler:
“Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørrede kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, og hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: “Hvem rørte ved mit tøj?” Og hans disciple sagde til ham: “Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?” Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse””. (Mark. 5,25-34).
I denne historie er Jesus omringet af mennesker, der vil have hans opmærksomhed. Alligevel ser han det det menneske, som måske mest prøver at gemme sig allermest i skam over den sygdom, som hun fejler. Men han ser, at hun længes. Længes efter kærlighed, accept og omsorg. Han ser, at hun bærer en alvorlig sygdom, som hun ikke kan komme af med. Han helbreder hende. Han siger de ord til hende, som hendes hjerte længes efter. Hun skal gå bort i fred. Hendes tro på ham, som Guds søn, er blevet set, den er blevet anerkendt af Gud selv, selvom hun ikke føler, at den var noget værd. Hun er blevet set midt i sit livs største krise. Hun er blevet omfavnet og taget ind og givet livet i gave.
I en anden historie møder vi en anden kvinde:
“En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæernes hus og tog plads ved bordet. Der var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæernes hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sin tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olie. Da farisæerne, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: “Hvis en mand var profet ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.” Jesus sagde da til ham:” Simon, jeg har noget at sige dig.” Han svarede:”Sig det, Mester!”. En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?” Simon svarede: “Den, han eftergav mest, vil jeg tro.” Jesus sagde:”Det har du ret i.” Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: “Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mit ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor sig jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget”. (Luk. 7,36-47).
Jesus er på besøg og spiser sammen med farisæeren. Den del af scenariet kan vi danskere virkelig nikke genkende til, når vi bruger ordet hygge. Men hyggen bliver ødelagt (det skrev jeg også noget om i min sidste blog: http://rebekkaiverden.blogspot.com/2017/01/et-tilfldigt-mde-som-udviklede-sig.html). En prostitueret kommer ind og bliver lettere intim med Jesus. Det er modigt af hende. Hun er udskuddet i samfundet - beskidt i sin egen synd. Men hun ved, at Jesus er redningen for hende. Hun ser, at hun på ingen måde har en chance for at redde sig selv. Hun har brug for Jesus. Hun vedkender sig ham. Hun salver ham endda som konge. Og han tager imod hende, præcis som hun er, og giver hende hendes synders forladelse. Freden og livet må have vendt tilbage i hende, mens de befriende ord kom ud af Jesu mund.
Men måske stiller du nu dig selv spørgsmålet, Rebekka, er det ikke lidt langt væk fra vores gode danske hygge? Min påstand er nej. Hvis vi kigger på definitioner af hygge fra begyndelsen af denne blog, er Jesus netop ham, der giver sjælen den ultimative afslapning. Hos ham kan vi finde en livsgivende, essentiel hvile, hvor vi bliver sat fri fra selv at kunne frelse os selv. Fra at stå alene midt i de mørkeste, smertefulde og tungeste dele af vores liv. Han kender os fuldt ud (Salme 139), vi kan ikke skjule noget for ham, og vi er kaldet til at have det mest intime forhold til ham. Han er den, der omfavner os midt i den allergrimmeste del af os og viser os, at vi er villet og elsket af ham. At tro på ham er ikke forbundet med religion - et system af regler, der skal følges for at opnå hans accept og kærlighed. Nej, at tro på ham er at få livet i gave. Hvis jeg bare kan vise en lille halv brøkdel af det i mit møde med mennesker, er det kæmpe stort.
En person, jeg har været inspireret af i de seneste måneder er den kendte engelske overlevelses-type Bear Grylls, som også tror på Gud. Han sætter nogle ord på noget af det her endnu bedre, end jeg kan, på bare lidt over tre minutter. Prøv at hør her:
 |
| Levende lys, fællesskab, mad og gode snakke. Det er hygge! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar