Et menneskes skæbne...

I sidste uge startede vi endelig op for vores aktiviteter igen efter både en juleferie en og eksamensperiode. Det har ikke betydet, at vores arbejde lå stille hen, men at vi i den periode har kunne fokusere mere på en-til-en relationer ift., hvad vi kan i dagligdagen. Det har været skønt og har givet mig muligheden for at gå dybere i nogle relationer til gymnasieelever, som er en gruppe, vi virkelig satser på at få bedre kontakt til i de næste par måneder. 

Men nu er vi altså startet op igen, og det er dejligt og spændende. Sidste onsdag havde vi et opstartsmøde for de studerende, hvor hovedfokus var på at hygge og snakke sammen efter en periode, hvor mange ikke havde set hinanden. Der kom endda studerende, der ikke har været med til vores aktiviteter før, så det gav ekstra blod på tanden for dette semester. Mange ting er i kalenderen for den nærmeste fremtid, hvor vi både skal have en Balkan konference for alle de kristne studenterbevægelser på Balkan, hvor den europæiske generalsekretær kommer og holder oplæg og seminarer. Vi får besøg af danske KFS’ (Kristelig Forbund for Studerendes: www.kfs.dk) ledertræningscenter, som skal være her i 12 dage og være med til både at lave en kort weekendlejr og aktiviteter på universitetet, også skal jeg selv til Danmark sammen med to montenegrinere for at være med på KFS’ påskelejr (http://paaskelejr.dk/). Og det er bare ekstra aktiviteter for de næste to måneder!? Men hverdagen er fyldt med spændende ting også. Udover de individuelle møder og bibelstudier med kristne og ikke-kristne studerende, er jeg med til at lede to kvindebibelstudiegrupper, er med til at være en del af vores ugentlige conversation club, der er et tilbud til de studerende om at øve deres mundtlige engelsk sprog, filmaftener, hvor vi efter at have set filmen diskutere tro og liv ud fra filmen, vi har set og vores ugentlige studentermøder, hvor jeg bl.a. holder taler engang imellem. Som noget nyt skal jeg være med til at udvide gymnasiearbejdet endnu mere i de næste 6 måneder.  

Men der er en anden oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer i denne blog. Det handler om et møde med et menneske, som rørte mig dybt. Det var et af de dér møder med en menneskeskæbne, som altid vil blive i ens hukommelse. Dog har historien ikke meget at gøre med studenterarbejdet, selvom jeg havde en kristne studerende med mig fordi, at jeg både har brug for en, der kan sproget lidt bedre end mig og fordi, det er godt ikke at stå alene i sådan nogle møder. Jeg træner ret ofte hernede, og i nogle uger havde jeg mødt den samme ældre kvinde på vej hjem. Der var mange minus grader og  vejene var spejlglatte i et par uger. Jeg hilste pænt på hende hver morgen, men en dag kom hun slæbende med to store indkøbsposer og spurgte mig, om jeg ikke ville hjælpe hende hjem med dem, da hun havde svært ved at holde balancen… Selvfølgelig ville jeg det! Da vi nåede hendes hus inviterede hun mig på kaffe og kage. Et par dage senere kom jeg tilbage med en studerende. Og det var en hård livshistorie og stor fattigdom, vi mødte. Hun var blevet gift med den forkerte mand, der ikke behandlede hende på nogen måder værdigt eller godt. Hun havde knoklet hele hendes liv for at prøve at skaffe penge, hendes familie havde vendt hende ryggen (inklusiv hendes to sønner) (og her ved jeg godt, at der nok ikke er en simpelt grund til, at det er sket) og hun har kun 60 euro om måneden at leve for. I de seneste par år er gennemsnitindkomsten for en montenegriner steget voldsomt i de officielle tal, og en gennemsnitlig løn er nu på 764 euro per måned (selvom man måske godt kan sætte mange spørgsmåltegn ved de officielle tal på sådan nogle områder). Pointen i alt dette var, at vi sad overfor en kvinde, som ikke havde og har mere livsenergi i sig. Hun havde givet helt op og havde utrolig meget smerte i sit liv. Jeg vidste godt, at der var mennesker her med meget mørke livshistorier, men jeg har ikke før stået overfor så stor en fattigdom her. Kvinden bad ikke om hjælp økonomisk, men hun ville bare gerne være sammen med nogle mennesker og snakke. Det var et ydmygt ønske, og vi gjorde vores bedste for bare at være med hende, lytte og græde sammen med hende. Midt i hendes mørke forsøgte vi at indgyde hende håb og liv. Vi havde taget et nyt testamente med og delte håbet om, at vi aldrig er ladt alene, men Jesus altid vi vil være en del af vores liv. At hans planer for hende ikke var et mørkt og tungt liv, men et liv sammen med ham i glæde, og at han græder mere end nogen over, hvordan smerterne (der ikke kommer fra ham) har gjort ondt i denne kvindes liv. Vi delte håbet om en evighed sammen med ham, hvor der ikke længere skal være mørke. Vi delte, at hun ikke kunne gøre andet, end at tage imod ham og invitere ham ind. Vi har selvfølgelig været tilbage til hende med lidt mad og en snak, som vi selvfølgelig også har tænkt os at gøre i fremtiden. 

Det var i dette lille utætte et-værelses hus, at kvinden boede. 

Det mindede mig om et kald, som alle kristne har fået af Jesus. Og dette trækker jeg ikke frem for at fremhæve mine gode gerninger og vise hvor godt et menneske, jeg er. Men fordi at Jesus’ kald er et kald, som jeg har brug for at blive mindet om hver dag. Han siger: 

“I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.” (Matt 5,5-13)

Jeg tænker ofte at ordene lidt beskriver sig selv. Det er ret utroligt at tænke på, at vi kan være med til at skabe lys i menneskers liv ved at møde dem og vise dem kærlighed, fordi vi i Jesus har fået lov til at se en endnu større kærlighed. Det er ikke kun gjort igennem ord, men også i måden vi møder hinanden på og handler. Vi har verdens bedste nyheder, nemlig at Jesus skabte liv, hvor der ikke var liv, og vi kan få del i livet, når vi inviterer ham ind i vores liv. For: “I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh. 1,4-5). Selvom mørket gjorde alt hvad det kunne for at overvinde ham, havde det ikke en chance mod ham. Han overvandt døden efter tre dage, så vi aldrig nogensinde behøver at møde den. Derfor skinner vi, som kristne, af Jesus, selv på vores mørkeste dage, fordi han er i os og lyser selv midt i mørket. Det er min bøn og håb, at den ældre kvinde vil se noget anderledes i mig og den studerende, ikke fordi vi er mere specielle end andre, men fordi vi brænder for Jesus. Brænder fordi vi ser hans kærlighed til os hver dag og ønsker at vise hende den samme kærlighed. Vi ønsker at pege på Jesus! 

Lad os hver dag bede Jesus om at vise os, hvor meget han elsker os, fordi vores hjerter og tanker bliver ved med at glemme det, og lad os give det videre til mennesker, vi møder. Ikke fordi vi får ekstra pointe eller er bedre mennesker, men fordi vi simpelthen ikke kan lade være med at dele de gode nyheder om Jesus!