Og det var Balkan…

Mens vi her i Niksic tæller ned til, at det danske team fra KFS ledertræningscenter arriverer om 5 dage for at hjælpe os med at lave nogle forskellige events på universitet og lave en kort lejr for studerende, er jeg netop hjemvendt fra en weekend i kystbyen Bar, hvor vi har haft Balkan Staff Consultation for alle de kristne studenterbevægelse på Balkan! Der var repræsentanter fra Serbien, Albanien, Kosovo (selvom der ikke officielt er en bevægelse der endnu), Bosnien, Rumænien, Grækenland og selvfølgelig også os her fra Montenegro. Hovedtaleren var IFES Europas general sekretær (det internationale kristne studenterbevægelses i Europa https://www.ifesworld.org/en/regions/europe), som talte om, hvordan vi kan dele det gode budskab om, hvem Jesus er, med mennesker, der ikke har en relation til ham endnu og ikke har lært ham at kende endnu. 

Jeg er stadig i gang med at tygge på alle indtrykkende, men jeg vil alligevel her forsøge at give et lille indblik i, hvad det er, som jeg tager med mig derfra.  

Sådan så vi ud, os der var med på konferencen. 

For det første var det fantastisk at få et indblik i de forskellige bevægelser her på Balkan, høre om hvad for noget godt arbejde, der er i gang og møde mine kollegaer i de andre lande. Ikke alle bevægelser er store, men der sker virkelig godt ting rundt omkring, hvor studerende hører om, hvem Jesus er, og hvad han har gjort. Samtidig er der mennesker i bevægelserne, som virkelig er passionerede for det, de laver, og brænder for at flere studerende må lære Jesus at kende og give deres liv til ham. Det er altid opmuntrende. Noget andet jeg virkelig nød var at høre om, hvordan folk var kommet til at tro på Jesus, da næsten ingen af mine balkanske kollegaer er født i en familie, hvor nogen, der troede på Gud. Det var inspirerende at høre om, hvordan de forskellige mennesker var blevet mødt af Guds ord, og hvordan de derfra havde givet deres liv til ham. Og her kommer jeg allerede til den anden opmuntring, jeg bringer med mig derfra. Flere og flere mennesker på Balkan giver deres liv til Gud og bliver kristne. På sidst dagen blev der spurgt, hvem i rummet, der først havde givet deres liv til Gud. Det var general sekretæren fra Serbien, der var blevet kristen i juni 1991. I dag kan der sidde et helt rum af medarbejdere, der brænder for at give det videre, som de selv har erfaret!  Og flere og flere bliver kristne. Tænk på det. For ca. 2000 år siden var der en lille gruppe af mennesker - hvis man skal gøre det virkelig firkantet 12 disciple plus dem, der var rundt om dem - der var kristne. I dag er der ca. 2,4 mia. Kristne i verden (kilde: https://www.religion.dk/sp%C3%B8rg-om-kristendom/antallet-af-kristne). Selvom det nogengange kan virke som om, at der i vores sekulariserede verden i nordvest Europa ikke er en kirke, der vokser, og at det her på Balkan også til tider kan føles som om, at tingene går noget langsomt, sker det virkelig, at mennesker tager imod Jesus i deres liv og bliver kristne.  

Der lyttes til diverse oplæg og opmuntringer!

En trejde opmuntring, som jeg tager med mig er en historie om den endnu ikke eksisterende bevægelse i Kosovo. For ganske nylig var der en lille gruppe af kristne studerende, som ønskede, at mennesker og i særdeleshed studerende må få en chance for at lære Jesus at kende og se, hvem Gud er i Bibelen. Der var to studerende med på konferencen fra den region. Dagen før vores konference startede havde de haft et stort event, som bl.a. var kommet på nationalt TV, hvor de havde inviteret studerende til at komme og høre om, hvem Jesus var. Modigt og stærkt vidnesbyrd om at turde at gå imod samfundet (der primært er muslimsk), og åbne op for at mennesker kan få kendskab til, hvem Jesus er. Samtidig bad vi for deres blomstrende bevægelse. Det var albanerne, der førte an i bønnen. Hvis man kender bare lidt til den balkanske historie, vil man hurtig kunne tænke sig til, hvad for en symbolsk betydning dette havde. Det rørte i hvert fald mig dybt! 

Den sidste ting som jeg vil pege på, er nogle af de indtryk, jeg tager med mig fra de tre oplæg der var. Det handlede om, hvordan kristne kan dele og snakke om Jesus med mennesker, der ikke tror på ham. I min overbevisning har kristne verdens bedste budskab og nyhed! At dele det på en god måde er vigtigt. Ingen kan eller skal tvinges, men det betyder ikke, at kristne ikke skal pege på, hvad vi tror på! Når jeg en dag tager fra Montenegro, håber jeg - uden anden sammenligning - at jeg kan sige de samme ord som Paulus, samtidig med at jeg beder de samme ord for de kristne her på Balkan: 

“Jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og under de prøvelser, som har ramt mig ved jødernes efterstræbelser. I ved, at jeg ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentlig og privat. Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus” (ApG 20,19-21). 

Jesus er verdens frelser og skaber, og jeg beder til, at stoltheden over det må vokse både i mig og mine medkristne her i Europa. Jeg beder om, at flere må lære Jesus at kende, give deres liv til ham og dele det med andre igen. Han er håbet midt i håbløsheden; han er lyset, når der kun er mørke at se; han er livet, når døden indtræffer; han er faderen, der kigger på os fyldt af kærlighed til, hvad han ser; han er kongen, der er den perfekte leder mit i en politisk tumult verden; han er frelseren, der gjorde det umulige og frelste os fra synden og døden, og han er den opstanden; den eneste der kunne overvinde døden i hele verdenshistorien! Det skal deles - og ikke kun her på Balkan - så mennesker får en chance for at se, hvem Gud i virkeligheden er! 

Det var vores team fra Montenegro, der primært stod for lovsangen på konferencen.
Det var rørende at stå forskellige nationer sammen og lovsynge Gud!