Danmark i Montenegro

Der har været noget stille på bloggen i de sidste par uger. Men som jeg skrev i sidste blogindlæg, har vi haft besøg i to uger af KFS’ ledertræningscenter i daglig tale kendt som LTC (http://www.ltc.kfs.dk/). Før de krydsede grænsen til Montenegro, havde de allerede haft en uge i forskellige byer i Albanien. Hovedformålet for deres tid her var, at vi måtte få kontakt til nye studerende, at vi må fortælle flere studerende om Jesus og invitere dem til at undersøge, hvem han er og invitere ham ind i deres liv. Samtidig ønskede vi at besøget fra Danmark måtte være med til at skabe rammer for at studerende, der allerede tror på Jesus, kunne vokse endnu mere med ham i deres hverdag. 

Nu hvor den kære gruppe fra LTC forlod landet for nogle dage siden og hvor indtrykkene har fået lov til at bundfælde sig lidt, er følelsen hos mig - helt personligt - at de to uger var til stor velsignelse for det arbejde, som vi laver blandt studerende i Montenegro. 

Fra Kristeligt Forbund for Studerende i Danmark er den kendte struktur meget simplificeret, at de ansatte bl.a. har som en del af deres arbejdsopgave at støtte kristne studerende både på gymnasier og videregående uddannelser, så de kan række ud til deres medstuderende med Jesus. Men da vi kun officielt har to evangeliske kristne studerende på universiteterne i landet og ingen evangeliske kristne studerende på gymnasierne, er en del af vores arbejde hernede hele tiden at prøve at skabe kontakt til studerende og dele, hvad vi tror på med dem. At have en udenlandsk gruppe, der komme for en kort tid kan virkelig hjælpe os til at få kontakt til nye studerende og give et skub til de studerende, der allerede kommer til vores arrangementer til at turde udforske Jesus og Bibelen endnu mere. 

Det danske LTC team sammen med en af deres lærere, Hanne,
på toppen af byens bakke Trebjesa. 

Udover at teamet også var på nogle udflugter i vores land, gik deres tid hernede på at have to formiddage med Danish corner på universitet. Helt konkret gik det ud på at vi fik et lille område på universitet, hvor vi kunne fortælle en helt masse om Danmark. I Danmark oplever vi generelt, at der er en stor åbenhed overfor KFS stande, missionweeks og andre events både på gymnasier og universiter. Det ser lidt anderledes ud i Montenegro. På gymnasierne er det slet ikke tilladt at have nogen form for religiøs dagsorden og på universitet (som vi generelt har en glimrende relation til), skal der helst være en eller anden form for undervisning bag. Derfor giver det mening, at vi kan fortælle om Danmark og gå i dialog med studerende om, hvad vi er for et land, og hvad der karakteriserer os. Hvis vi generelt begynder en samtale direkte med at stille spørgsmål til tro og liv, virker det enormt overvældende på de studerende, og derfor lukker de ned med det samme. Men med noget lidt mere let spiseligt som dansk kultur, kan vi begynde at opbygge en relation til de enkelte studerende og igennem det også dele, hvad vi tror på, og udfordre den studerende med, hvad de tror på. Heldigvis er der er fin café på universitet, så den kunne vi bruge til at gå ned og få en kop kaffe med en eller flere af de studerende, som vi mødte til Danish corner og få nogle dybere samtaler.   

Så er der dømt Danmark på Niksic's universitet! 

Min kollega Jelena gik all-in på det danske islæt på universitet. 

Selvfølgelig havde vi også vores ugentlig studentermøde, onsdag aften. Men helt naturligt havde vi sat fokus på, at det danske team var der, og det var også dem, der i et samarbejde med mig, ledede aftenen. Der dukkede 4 studerende op, som ikke nogensinde før havde været til nogen af vores møder! Vores generalsekretær Danijel introducerede med lidt om, hvad den kristne studenterbevægelse er, og at vi ønsker at dele Jesus med de studerende. Dernæst sang vi nogle lovsange. Og så var det én af de LTC’erne der holdt aftenens tale. Vi afsluttede med at gå i nogle diskussiongrupper, hvor vi selv kunne få lov til at sætte ord på, hvordan vi forholdt os til talen. Det er første gang, at jeg her i byen har følt mig i flertal som danskere, men aftenen var god og skabte gode snakke. 

Lige pludselig var vores lille kontor fyldt af mennesker til studentermødet :-) 

Aftenen efter havde vi et andet arrangement på universitet: “Danish evening”. Her havde vi mulighed for at udvide de studerendes kendskab til Danmark lidt, lege fællesskabslege og så havde én af LTC’erne mulighed for at dele deres personlige troshistorie. Til dette event fik Danijel, vores generalsekretær hernede også mulighed for at dele mere om, hvem vi er, hvad vi tror på og hvilke arrangementer, vi har i løbet af ugen.  Nogen af os gik ud med en studerende bagefter bare til en enkelt kop kaffe. Det var hyggeligt. Til dette event fik vi gode kontakter til nogle studerende, som jeg også efterfølgende har fået mulighed for at se nogle gange og snakke om tro med!

Så er der dømt en social leg på universitet til
"Danish evening". Vi skulle lære hinanden at kende en lille smule. 

Den anden weekend, hvor gruppen var her, stod vi for at lave en kort weekendlejr fra fredag aften til søndag eftermiddag. Meningen bag lejren var, at den kunne være til opfølgning på de kontakter, som vi havde fået i løbet af ugerne her, og til at få de studerende lidt væk fra Niksic, så vi kunne opbygge endnu bedre relationer til dem og samtidig får en mulighed for at gå lidt dybere ind i Bibelen og Jesus sammen med dem. Danijel havde to taler fra Bibelen hvor vi efterfølgende havde små diskussionsgrupper over det, ledt af små grupper af 2 fra det danske team. Vi havde sociale lege, hvor vi lærte hinanden bedre at kende, en hike, et seminar om, hvorfor kristendommen er noget andet særligt i forhold til andre religioner og en lovsangsaften, hvor der var flere både fra vores team og den danske gruppe, der delte deres historie om, hvordan de kom til tro på Jesus. Selvom det var en lille gruppe af ikke-kristne studerende vi havde med på lejren, var der hos nogle af dem virkelig en eksplosiv vækst i deres relation til Jesus. Der var endda en studerende, som afbrød mig i min bøn, fordi hun gerne ville bede i stedet. Det gav jeg hende selvfølgelig lov til! Lejren var også opbyggende for de kristne som var med, fordi det ofte er opbyggende at være sammen som kristne og få undervisning og bede sammen, men også fordi: “Det er saligere at give end at få” (ApG 20,35), som Paulus så fint udtrykker det i hans tale til ældste i Efesos. Det giver os faktisk en del at få lov til at dele det, som vi selv tror på med andre mennesker. Det er som om, at når vi skal stå op og argumentere for vores egen tro  - sætte ord på, hvad vi rent faktisk tror på og lever for - får vi lov til at vokse i intimitet med Gud. Stoltheden over at høre ham til bliver større og kærligheden til ham kan få lov til at gro. Det skaber taknemmelighed i mig på et dagligt basis hernede. 

Første aften på lejren med lovsang - så kan det ikke blive meget bedre! 

I løbet af dagene her, mens LTC var her, havde vi også mulighed for bare at hænge ud med forskellige studerende, både til nogle aftalte hæng - ud - aftener hos præsteparret, hvor gruppen også boede, og til en kop kaffe ude på caféerne. Trods alt kommer relationer og venskaber altid først i dette land - også når det gælder mission. 

Hvis I ønsker at se mere omkring LTC’s tid her i Niksic, kan I trykke på dette link, som leder jer ind på Ledertræningscentrets Facebook side, hvor elever selv har samlet nogle forskellige indtryk fra deres tid her: https://www.facebook.com/ltc.kfs/?fref=ts

Her til slut vil jeg dele nogle forskellige personlige indtryk fra de to uger, hvor LTC var på besøg her i Niksic. Først er jeg fyldt af en overvældende taknemmelighed til Gud for at se studerende bliver rørt af, hvem han er, studerende, der begynder at læse i Bibelen, fordi de vil have mere og vil undersøge, hvem Gud er, og glad for at få kontakter til flere studerende på universitet. Det er så livsgivende at se studerende bliver berørt af, hvem Jesus er. Og jeg glæder mig til i endnu større grad at følge op på relationerne i de kommende dage, uger og måneder. 

En anden tanke som har arbejdet i mig i et stykke tid, men som især blev tydelig for mig mens LTC var her er det modsætningsforhold, som jeg føler, der er på, hvordan vi fortæller mennesker om Jesus på studiesteder i Danmark, og hvordan vi fortæller mennesker om Jesus på studiesteder i Montenegro. Før jeg går videre i min refleksion tror jeg, at der er virkelig gode ting at tage med sig i livet fra begge steder. KFS i Danmark handler selvfølgelig om, at kristne studerende skal give Jesus videre til deres medstuderende og venner. Men når KFS (bl.a. gennem LTC’ernes teamperioder) møder op på et studiested er det tit på en stand eller en missionweek, hvor vi meget kortvarigt og intens skal inviterer folk til at komme og snakke med dem “lige på og hårdt” omkring tro og liv. Det positive ved det er, at man får peget på det grundlæggende i livet lige med det samme, nemlig troen på Jesus. Den negative side kan til gengæld være, at man ikke selv kan bruge mere tid med det menneske, som man står overfor. Man kan bare få lov til at være med til at plante et lille frø af Jesus i deres hjerter. Her i Montenegro handler selv mission-weeks eller det at have en stand på universitet om at opbygge relationer til det enkelte individ først. Det handler om at sætte sig ned og tage sig en kop kaffe sammen og stille og roligt pege på, at man selv tror på Jesus. Det gode og positive ved det er, at man får opbygget en form for personlig relation til det menneske, som man sidder overfor, en relation som vil kunne gro virkelig dybt over tid. Det udfordrende kan være, at man bliver nødt til at vente tålmodigt på, at man kan få lov til at gå dybere ind i snakkende omkring tro med de studerende - hvis man da overhovedet får lov til det. Min konklusion i disse tanker er indtil videre blevet, at hvis man nu kunne bruge vores danske tilgang med at “servere” Jesus med det samme for derefter at bruge den montenegrinske relationelle tilgang bagefter ville det være det mest stærke. Men samtidig må jeg også bare indrømme, at der nok spiller en stor kulturel forskel ind på vores to lande. I det blev jeg mindet om det engelske ordsprog: “When in Rome do as the Romans do” eller på dansk: “Hvis du er i Rom, gør som romerne”. Jeg må nok bare erkende, at mission og liv ser forskellige ud alt efter, hvor vi bor henne. Men det er nogle tanker, jeg bliver ved med at tage med mig og lade mig udfordre af. I sidste ende er min bøn, at jeg må kunne sige de samme ord som Paulus bruger i sin tale til de ældste i Efesos, og som jeg ønsker at måtte kunne sige alle dage: “… jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje” (ApG 20, 27).