Et besøg hos naboerne

Nu er endnu en uge gået her i Montenegro - og bestemt en mere en opmuntrede en af slagsen! Her efter juletiden er overstået, er de studerende gået ind i eksamensperiode, og derfor er vores ugentlige aktiviteter sat på pause i denne måned.

Derfor har jeg også mulighed for at lave nogle lidt andre ting, end hverdagen normalt tillader. Jeg har i længere tid haft et dybt ønske om at tage på en rejse til Albanien, hvor jeg i flere år har haft en veninde i Tirana. Nu viste tiden sig til, at jeg kunne tage afsted. Sammen med én fra min kirke, drog vi mod byen, der kun lægger ca. 4 timers kørsel fra Niksic. 

Det blev til et yderst spændende og opmuntrene møde mellem kristne, der både kaldte vores lande mere sammen og rørte mig dybt personligt! 

Min veninde havde inviteret os med til et bønnemøde i en gruppe, som hun har været en del af i nogle år. Det var fantastisk at mærke, at vi sad repræsentanter fra to forskellige Balkanlande, uden at behøve at tænke på politiske konflikter, og kunne være i fællesskab med den Gud, som gav sit liv for os, og som har skabt det kristne fællesskab til at være i familie med hinanden. Det mindede os om en salme fra Bibelen, som vi læste sammen og glædede os over. 

“Hvor er det godt og herligt, 

når brødre sidder sammen!” 

(Salme 133,1).  

Vi fik lov til at bruge en weekend på at sidde sammen, inspirerer hinanden til at se mere af Gud, genkender forskellige udfordringer i både Albanien og Montenegro i forhold til kirkens liv og det generelle samfund og opmuntre hinanden til at leve i vores respektive lande. 

Samtidig blev vi alle fyldt af en glæde over, at vi kunne få lov til at sidde en gruppe kristne sammen og søge Gud sammen, uden at vi behøvede at være bange eller bekymrede for, at det ville få nogle ubehagelige konsekvenser for os. Bare for 30 år siden havde det været med en helt anden frygt og bæven, at vi ville have mødtes. Det fyldte os med meget glæde og taknemmelighed, som jeg som dansker ofte tager religionsfriheden for givet, da det tidligere i Albanien kunne have fået alvorlige konsekvenser. Og selvom jeg ikke skal gøre mig alt for klog på Albaniens historie, vil jeg alligevel give et hurtigt indblik i landets historisk, så I måske kan følge den enorme glæde, der overvældede mig og de andre i vores gruppe. Albanien var ikke, som resten af Jugoslavien under Titos ledelse efter krigens afslutning i 1945. I stedet havde landet deres egen diktatur, under ledelse af Hoxhas, der i sidste ende valgte at landet skulle isolere sig total fra resten af verden. Befolkningen blev holdt i stramme tøjler, således var både religion, privat bilkørsel og turistrejser til udlandet forbudt, og planøkonomien formåede ikke at ændre landets status som Europas fattigste land. I Montenegro oplever jeg stadig i dag, at Tito er højt elsket og beundret, men det er bestemt ikke det samme oplevelse, jeg mærker hos albanerne. Det er en befrielse, der præger dem, når de tænker på fortiden - en lettelse. Og hvor kan man pludselig blive taknemmelig for, at man kan sidde i en ganske almindelig stue i Albanien uden at være i fare for at komme i fængsel eller måske endda ende i et endnu værre sted. Derfor fyldte lovsangen også fra den ovenstående salme, da vi mødtes! 

3 af de piger, jeg besøgte i Albanien, og som inspirerede mig på mange planer og områder. 

I forskellige samtaler med især kvinderne i gruppen i løbet af weekenden var der ét tema, som blev ved med at tale til mig. Det kan opsummeres meget simpelt: Som mennesker, må vi være så fyldt af Jesus, så intet bliver mere vigtigt, end at være sammen med ham, derved kan man også flyde over af hans kærlighed til andre mennesker. Jesus ER verdens vigtigste budskab overhovedet! Han må aldrig nogensinde underestimeret. Jeg har allerede delt mine tanker om, hvorfor Jesus er så vigtigt i et tidligere blogindlæg, som du kan læse om her: http://rebekkaiverden.blogspot.com/2016/09/124-kopper-kaffe-men-hvad-er-det-sa-jeg.html. Gud er kærlighed og har kærlighed til os mennesker. Bibelen - selv når den bliver mest hård - peger på Guds totale ufortjente kærlighed til os mennesker. Hans største ønske er, at vi ønsker at være i fællesskab med ham. Det er den absolutte drivkræft for, at mennesker der ikke kender ham, skal lære ham at kende og få et personligt forhold til ham. Tak mine kære albanske søstre og brødre for at minde mig om det allervigtigste. 

Dybe snakke, bibel og bøn på en café - nogle gange må jeg bare indrømme, at jeg føler mig heldig! 

Størstedelen af tiden i Albanien blev brugt sammen med de kristne, men vi fik også mulighed for at tage nogle gode gåture i Tiranan, hvor vi fik snakket med en del mennesker på forskellige caféer og turistattraktioner. Det overraskede mig egentlig, hvor åbne albanere er for at snakke med fuldstændigt tilfældige og fremmede mennesker også om dybere ting i livet og tro. Det er jeg ikke lige så vant til fra Montenegro, selvom åbenheden her er noget større end i Danmark. Vi besøgte også en kirke - fantastisk at være i en kirke på Balkan, der har flere medlemmer end, der er kristne i Montenegro. 

En albaner vi mødte på gaden og snakkede med - også om Jesus. (Og jeg, vi kravlede faktisk op på toppen af den mur for at nyde udsigten fra toppen). 

Der blev knyttet nye fællesskaber, som der også i den nære fremtid vil blive bygget videre på - så jeg er fuld af spænding og begejstring for, hvad fremtiden vil bringe. 

Jeg håber, at I har nydt mine lille omvej til mit naboland, Albanien. Om lidt starter hverdagens aktiviteter igen her i Montenegro, og det bliver godt at komme i gang igen.