Det brænder!

Det har været en varm sommer i Montenegro! Jeg mindes kun, at vi har haft en eller to dages regn, og det har kun været i ganske kort tid. Derfor har landet i de sidste par uger været præget af mange små skovbrande. Ofte har jeg set et lille område på et bjerg været sat i flammer. Det kan virke skræmmende, men det har fået mig til at tænke over, hvordan Gud virker i det her land.

Lige nu er der ikke så mange personlige kristne – for 16 år siden startede kirken i Niksic og i dag er der 25 medlemmer. Hvis man eksempelvis sammenligner det med afrikanske tilstande, så kan det virke som så utroligt lidt. Nogle gange kan man næsten tro, at Gud har opgivet kampen, men Han er heldigvis ikke så utålmodige som os mennesker, og det er en opmuntring for mig at tænke på. Han sætter brand i nogle få menneskers hjerter, hvorefter det stille og roligt kan sprede sig først i den nære vennekreds og så videre ud i byen. For mine kristne brødre og søstre er virkelig sat i brand af Gud, og for mig er det virkelig en kæmpe inspiration at se, hvor meget de tør at være ærlige omkring deres tro. De ved, at nogle måske vil virke uforstående overfor deres tro på Gud, men det hindre dem ikke i, at snakke om Ham. De tør at være anderledes og meget konkret vise, at de er kristne. Derved spreder Guds brand sig stille og roligt i Niksic og tænder flere og flere små brande i menneskers hjerter. Normalt starter en skovbrand med, at en lille gnist bliver tændt, hvorved, at den stille vokse, og det er det, som sker i det her land lige nu med Guds Ånd.

I denne uge har jeg været på Romalejren. En lejr der bliver lavet til sigøjnerbørn, der til dagligt lever i en flygtningelejr i hovedstaden Podgorica. Det var en meget opløftende oplevelse for mig. Normalt er romaerne fra en muslimsk baggrund, men igennem de seneste par år, er der vokset en kirke op i lejren. De her børn og unge har oplevet nogle virkelig barske ting i deres liv, som har mærket nogen af dem for livet. Men at mærke deres glæde for Gud, deres tillid til Ham og deres brand for Ham fik sat nogle perspektiver på plads hos mig. Vi brugte meget tid på lovsang – på at prise Gud sammen- og deltagerne gav sig fuldt hen. Bibeltimerne varede, på trods af at det var børn og unge, der deltog, snildt en time og bagefter var der små bibelstudiegrupper. Den næstsidste dag var der 14 af børnene, der blev døbt og aftenen forinden havde 2 taget Jesus ind i deres liv for første gang. Disse børns brand for Jesus har gjort ilden i mit hjerte endnu større for Gud.

På lejren havde vi to danske piger, som kom for at hjælpe til. Gud virkede bare vildt i og igennem dem. De brandte virkelig for romabørnene og for at gøre en forskel for dem – og det gjorde de. Det var vildt inspirerende for mig at se. Rebekka og Emilie passede så godt ind på lejren, og at se deres glæde for børnene og for projektet på lejren smittede af på mig. Gud brændte sig ind i disse to pigers hjerte og derfor kunne Han bruge dem til at starte en gnist i andres hjerte også. Det har endnu engang kun gjort ilden i mit hjerte til en større brand.

Guds Ånd, der sætter brænd i menneskers hjerter, spreder sig i Montenegro. Det kommer ikke som en stor flodbølge, men stille og roligt vokser branden. At være en del af det og opleve andre mennesker være en del af det, er en utrolig stærk og livsbekræftende oplevelse.

I Apostlenes Gerninger (1,8a) står: Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer(…).

Det er præcist det, som sker i Montenegro lige nu – wow, det er stort at få lov til at være en del af. Gud er bare så stor og vi kan roligt stole på, at Han har styr på branden, så den ikke kommer ud af kontrol.