Alt på få uger!

Hold da op hvor tiden går hurtigt og mange ting er sket efter sidste blogindlæg. Det har været nogle meget velsignede uger, hvor der virkelig har været tid til at bruge tid sammen med mennesker og tid til at lære mere om Gud. Og hvor er det dog fantastisk at jeg kan have følelsen af at blive brugt til noget, mens jeg er blevet opmuntret og opbygget som menneske!
I sidste blogindlæg fik jeg nævnt, at vi havde besøg af et engelsk team, som skulle lave en lejr for de studerende i byen. For snart to uger siden, drog vi afsted mod lejren. Jeg var meget spændt, for jeg havde sidste års lejr i min erindring, og den var helt vildt fantastisk. Men mine tanker blev gjort til skamme, for hvor var det dog en velsignet og givende lejr. Der var ca. 15-20 mennesker med, som ikke var en del af lederstaben, og det gjorde, at alle på en eller anden måde kunne nå at snakke med hinanden. Alle mennesker har forskellige baggrunde og historier, derfor var det umådeligt spændende at kunne snakke dybt og længe med nogle af deltagerne eller fra det engelske team. Praktisk gik lejren ud på, at de engelske studerende skulle lære de montenegrinske studerende engelsk. Der var nogle niveauopdelte hold, så ”undervisningen” kunne ramme den rigtige målgruppe. Det var en god måde at starte nye venskaber på, da man skulle arbejde sammen i nogle grupper for at løse forskellige opgaver - helt sikkert en god indgangsvinkel til at fortsætte nogle snakke bagefter. Selvfølgelig og heldigvis handlede lejren også om Gud! Efter engelsklektionen var det tid til bibelundervisning, som man bagefter kunne snakke om i nogle bibelstudiegrupper. Vi gennemgik dele af Lukasevangeliet. Det var helt sikkert det, som har talt allermest til mig på lejren. Teamets to ledere Simon og Peter samt Danijel (KFS ansat) holdt nogle oplæg, som vi bagefter kunne snakke om i vores grupper. I min gruppe blev bibelteksterne virkelig perspektiveret ind i mit liv, og vi delte rigtig meget liv med hinanden generelt. Det talte til nogle dybe ting i mit liv, som helt sikkert er noget, som jeg vil tage med mig tilbage til Danmark. Helt konkret talte følgende til mig: Jesus er død på korset for alt det forkerte, som jeg gør i mit liv, og det er ikke helt så lidt. Han var fuldstændig Gud og fuldstændig menneske, og derfor kunne Han leve et liv uden at gøre noget forkert. På korset blev Gudsmennesket Jesus forladt af Gudfader for, at jeg ALDRIG skal forlades af Ham. Mit mål for mit liv er, at jeg en dag skal være sammen med Gud i evighed, det betyder, at der intet ondt er overhovet – det er bare det allerstørste at tænke på! Gud vil mig det godt, og Han vil have førstepladsen i mit liv, fordi det er det bedste for mig. Jeg tror ikke kun, at det er mig, som har oplevet, at man kan være forvirret over mange ting her i livet – det er vist noget essentielt for mennesket, og hvor er det dog befriende, at jeg kan ligge mit liv i min Skabers hænder. Han kender mig faktisk bedre, end jeg selv gør, og derfor ved Han også hvad det bedste er for mig, selv når jeg ikke af mig selv kan finde ud af det – det er virkelig her, man kan finde fred i livet. Hvor er det et kæmpe privilegium at tage på en lejr for egentlig bare at hjælpe, og så bruger Gud det til at tale ind i mit eget liv. Det havde jeg ikke lige forventet, men det var meget opmuntrende og livsgivende!

Ellers var der også mange sjove events på lejren: Den obligatoriske ryste sammen aften, Engelsk aften, Balkan aften, talentaften, sportsaktiviteter, dartturnering (hvor Tanja kom helt til finalen), en lille bjergvandring og bålaften. Alt dette var krydret med en masse tid til at spille spil, hænge ud i solen, snakke sammen og bare have det sjovt. Det engelske team gjorde det virkelig godt, og jeg er dem meget taknemmelig over deres store arbejdsindsats. De gav sig fuldstændig hen til lejren og delte bare liv med en masse mennesker. Det var meget inspirerende for mig.

Udover lejren fik Tanja og jeg også et helt specielt bånd til dette team, hvorfor ved jeg ikke, men kemien imellem os var bare rigtig god. Normalt når der kommer teams herned, står vi lidt på afstand af det hele, men dette team adopterede os bare ind i deres gruppe, og det skabte en masse godt. I løbet af de uger, som vi brugte sammen med dem, kom der nogle venskaber, som jeg helt sikkert vil prøve at bygge videre på, og jeg håber på, at Tanja og jeg kan komme og besøge dem i løbet af de kommende år. Underligt som tingene nogle gange bare bliver lagt til rette for én, men som nævnt i nogle af mine andre blogindlæg, så leder Gud os bare hernede, og Han har helt sikkert velsignet os med et stærkt bånd til dette team.

Igennem det fællesskab som vi har været i med det engelske team, er jeg kommet til at tænke på følgende skriftsted fra Filipperbrevet 2,1-2:

”Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring,
hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget,
så gør min glæde fuldstændig ved at have 0det samme sind,
ved at have den samme kærlighed med én sjæl og ét sind”.                

Det engelske team var en kæmpe opmuntring for mig på rigtig mange måder! Jeg ved ikke helt, hvad jeg eller vi gjorde, men fra starten af holdt de bare virkelig meget af Tanja og mig. Det var voldsomt, men også virkelig opmuntrende. Det kristne fællesskab er vigtigt, og det bånd der er mellem kristne brødre og søstre taler utroligt stærkt til mig, mens jeg er her. Det kristne fællesskab er umådeligt stærkt, og det er vigtigt at vi giver os hen til hinanden. At mærke deres kærlighed til os, og samtidig at vi hurtigt opbyggede kærlighed til dem, åbnede mine øjne for, at vi er én enhed som Guds kirke her på jorden. Bare ved deres tilstedeværelse og accept af os, mødte jeg Guds kærlighed på ny. Og det var utroligt hårdt at side farvel til dem den sidste dag. Peter, Simon, Eleanor, Sophie, Mike, Ben, Tom og Andy (navnene på teamets medlemmer- de inciterede på at jeg nævnte dem ved navn) har virkelig gjort en forskel hernede, og jeg er personligt dem meget taknemmelige!

Da det tunge farvel til det engelske team endelig var sagt, var det blevet tid til at tage til kysten et par dage. Der er næsten ingen studerende tilbage i Niksic, da de fleste er taget ud til kysten for at tjene penge til næste skoleår, og vi ville besøge et par stykker af dem. Vi boede hos en god veninde i Bar, og hun sørgede godt for os. Det var et par gode dage, hvor der også var tid til afslapning og have det endnu mere sjovt. Det var der brug for efter et par intense uger. Vi tog også en dag til Budva, hvor jeg besøgte et barn, som jeg kendte fra mit job i en børnehave, som har rødder her i Montenegro. Det var dejligt at få lov til at se hende igen og snakke under mere private former med familien. Hvor finurligt hvordan nogle mennesker bare dukker op i det her land, og det gav absolut mening for os at besøge dem! Bagefter besøgte vi en af vores venner på hendes arbejde. Hun havde brug for lidt opmuntring, og det forsøgte vi så at give hende. Tænk at vi kan opmuntre bare ved vores tilstedeværelse, det er noget, som jeg absolut ikke tager for givet, og det overraskede mig meget. Gud er virkelig sej, at Han bare bruger os, uden at vi egentlig føler, at vi gør noget. Det var godt at se hende igen, for jeg havde savnet hende, og det endte med at blive en helt sjov eftermiddag! 

De sidste par dage har min familie været på besøg hernede. Det er virkelig dejligt, at de har fundet tid til at komme – det er skønt at kunne dele nogle vigtige ting i hinandens liv, og det er Montenegro da i sandhed for mig. Det har været morsomt at kunne få lov til at være turist i et par dage – det er en situation, som jeg normal ikke er så vant til i det her land. Den første dag besøgte vi den kulturelle hovedstad i landet, Cetinje! Vi var på fem forskellige museer, der bl.a. fortalte om landet eneste konge, Nikola, og landets store filosof og ærkebiskop, som er en af de største montenegrinske personligheder, Njegos. Det er en meget smuk by og interessant at se lidt tilbage i Montenegros historie. Det kan hjælpe mig til at forstå mentaliteten i dag, og hvorfor kulturen er som den nu engang er. Om aftenen krydsede min far og jeg den albanske grænse, hvorfor? Jo, fordi vi kunne! Jeg møder teams på teams, som har krydset den grænse, og jeg synes, at det var på tide, at jeg også fik gjort det. Det var også sjovt at prøve at krydse en grænse på gåben og især når klokken nærmer sig 21.30 på en tirsdag aften. Det måtte prøves!

Dagen efter blev det tid til endnu flere stempler i passet. Vi skulle til Dubrovnik i Kroatien, og på turen derop, skulle vi både krydse grænsen til Bosnien og Kroatien. Det var en storslået natur – fuldstændig umuligt at beskrive. Bjergene går lige ned i floden. Alt er idyllisk og smukt, og jeg kan ikke andet end at være taknemmelig over Guds skaberværk. Vi ville holde ind til siden for at nyde den smukke natur på en lille P-plads. Da vi havde stået der i nogle minutter, kom der to mennesker hen til os og begyndte at snakke dansk med en lille smule accent. Det viste sig at være et ægtepar, som oprindelig er fra Bosnien, men som flygtede til Danmark under krigen i starten af 1990’erne. De inviterede os ind til deres venner, som de tilfældigt var på besøg hos. Det er virkelig balkanstil bare lige at invitere folk indenfor til en kop kaffe og saftevand. Det var en rigtig god oplevelse. Vi kom både i snak om kirken i Niksic, og de fortalte også om nogle af de ting, der var sket i området under krigen, som gjorde, at de blev nødt til at flygte til Danmark. Det må have været en meget traumatiserende oplevelse for mange mennesker, og genopbygningen og freden er stadig under opbygning – det er en meget langvarig proces.  Det var en meget spontan men interessant og spændende oplevelse. Igen havde Gud en finger med i spillet, for hvor gav det god mening at bruge et par timer sammen med dette åbne ægtepar og deres naboer. Igen fik vi delt liv og tro, og det var opmuntrende!

Efter vores besøg hos familien kørte vi videre til Dubrovnik – en gammel by med et fæstningsværk omkring, der desværre næsten blev sprunget helt i luften under krigen, men som i dag er blevet fuldstændig genopbygget. Det var ubeskriveligt varmt, men det var smuk at gå mellem murerne og forsøge at mærke historiens vingesus imellem den enorme mængde af turister. Den er absolut et besøg værd, måske især en lille smule udenfor sæson!

Der sker nye ting hele tiden imens jeg er her. I morgen kommer min lillebror på en lynvisit i en dag, og det bliver endnu en god ting oveni alt det andet. At have mulighed for at møde så mange mennesker er på en og samme tid skønt og voldsomt, en velsignelse og udviklende, en øjenåbner og en kærlig oplevelse. Jeg forsøger at læne mig tilbage og nyde det og bruge det, jeg lærer, til mit videre liv, som skal starte, når jeg kommer tilbage til Danmark. Endnu engang må jeg bare erkende, at jeg er fyldt af taknemmelighed for alle de mennesker, jeg får lov til at møde og for alle de oplevelser, som jeg får lov til at få. Det er stort, og jeg glæder mig til at se, hvad den nærme fremtid vil bringe med sig! Jeg går i fuld forventning til, at Gud har styr på mine planer!