Det brænder!

Det har været en varm sommer i Montenegro! Jeg mindes kun, at vi har haft en eller to dages regn, og det har kun været i ganske kort tid. Derfor har landet i de sidste par uger været præget af mange små skovbrande. Ofte har jeg set et lille område på et bjerg været sat i flammer. Det kan virke skræmmende, men det har fået mig til at tænke over, hvordan Gud virker i det her land.

Lige nu er der ikke så mange personlige kristne – for 16 år siden startede kirken i Niksic og i dag er der 25 medlemmer. Hvis man eksempelvis sammenligner det med afrikanske tilstande, så kan det virke som så utroligt lidt. Nogle gange kan man næsten tro, at Gud har opgivet kampen, men Han er heldigvis ikke så utålmodige som os mennesker, og det er en opmuntring for mig at tænke på. Han sætter brand i nogle få menneskers hjerter, hvorefter det stille og roligt kan sprede sig først i den nære vennekreds og så videre ud i byen. For mine kristne brødre og søstre er virkelig sat i brand af Gud, og for mig er det virkelig en kæmpe inspiration at se, hvor meget de tør at være ærlige omkring deres tro. De ved, at nogle måske vil virke uforstående overfor deres tro på Gud, men det hindre dem ikke i, at snakke om Ham. De tør at være anderledes og meget konkret vise, at de er kristne. Derved spreder Guds brand sig stille og roligt i Niksic og tænder flere og flere små brande i menneskers hjerter. Normalt starter en skovbrand med, at en lille gnist bliver tændt, hvorved, at den stille vokse, og det er det, som sker i det her land lige nu med Guds Ånd.

I denne uge har jeg været på Romalejren. En lejr der bliver lavet til sigøjnerbørn, der til dagligt lever i en flygtningelejr i hovedstaden Podgorica. Det var en meget opløftende oplevelse for mig. Normalt er romaerne fra en muslimsk baggrund, men igennem de seneste par år, er der vokset en kirke op i lejren. De her børn og unge har oplevet nogle virkelig barske ting i deres liv, som har mærket nogen af dem for livet. Men at mærke deres glæde for Gud, deres tillid til Ham og deres brand for Ham fik sat nogle perspektiver på plads hos mig. Vi brugte meget tid på lovsang – på at prise Gud sammen- og deltagerne gav sig fuldt hen. Bibeltimerne varede, på trods af at det var børn og unge, der deltog, snildt en time og bagefter var der små bibelstudiegrupper. Den næstsidste dag var der 14 af børnene, der blev døbt og aftenen forinden havde 2 taget Jesus ind i deres liv for første gang. Disse børns brand for Jesus har gjort ilden i mit hjerte endnu større for Gud.

På lejren havde vi to danske piger, som kom for at hjælpe til. Gud virkede bare vildt i og igennem dem. De brandte virkelig for romabørnene og for at gøre en forskel for dem – og det gjorde de. Det var vildt inspirerende for mig at se. Rebekka og Emilie passede så godt ind på lejren, og at se deres glæde for børnene og for projektet på lejren smittede af på mig. Gud brændte sig ind i disse to pigers hjerte og derfor kunne Han bruge dem til at starte en gnist i andres hjerte også. Det har endnu engang kun gjort ilden i mit hjerte til en større brand.

Guds Ånd, der sætter brænd i menneskers hjerter, spreder sig i Montenegro. Det kommer ikke som en stor flodbølge, men stille og roligt vokser branden. At være en del af det og opleve andre mennesker være en del af det, er en utrolig stærk og livsbekræftende oplevelse.

I Apostlenes Gerninger (1,8a) står: Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer(…).

Det er præcist det, som sker i Montenegro lige nu – wow, det er stort at få lov til at være en del af. Gud er bare så stor og vi kan roligt stole på, at Han har styr på branden, så den ikke kommer ud af kontrol.

Alt på få uger!

Hold da op hvor tiden går hurtigt og mange ting er sket efter sidste blogindlæg. Det har været nogle meget velsignede uger, hvor der virkelig har været tid til at bruge tid sammen med mennesker og tid til at lære mere om Gud. Og hvor er det dog fantastisk at jeg kan have følelsen af at blive brugt til noget, mens jeg er blevet opmuntret og opbygget som menneske!
I sidste blogindlæg fik jeg nævnt, at vi havde besøg af et engelsk team, som skulle lave en lejr for de studerende i byen. For snart to uger siden, drog vi afsted mod lejren. Jeg var meget spændt, for jeg havde sidste års lejr i min erindring, og den var helt vildt fantastisk. Men mine tanker blev gjort til skamme, for hvor var det dog en velsignet og givende lejr. Der var ca. 15-20 mennesker med, som ikke var en del af lederstaben, og det gjorde, at alle på en eller anden måde kunne nå at snakke med hinanden. Alle mennesker har forskellige baggrunde og historier, derfor var det umådeligt spændende at kunne snakke dybt og længe med nogle af deltagerne eller fra det engelske team. Praktisk gik lejren ud på, at de engelske studerende skulle lære de montenegrinske studerende engelsk. Der var nogle niveauopdelte hold, så ”undervisningen” kunne ramme den rigtige målgruppe. Det var en god måde at starte nye venskaber på, da man skulle arbejde sammen i nogle grupper for at løse forskellige opgaver - helt sikkert en god indgangsvinkel til at fortsætte nogle snakke bagefter. Selvfølgelig og heldigvis handlede lejren også om Gud! Efter engelsklektionen var det tid til bibelundervisning, som man bagefter kunne snakke om i nogle bibelstudiegrupper. Vi gennemgik dele af Lukasevangeliet. Det var helt sikkert det, som har talt allermest til mig på lejren. Teamets to ledere Simon og Peter samt Danijel (KFS ansat) holdt nogle oplæg, som vi bagefter kunne snakke om i vores grupper. I min gruppe blev bibelteksterne virkelig perspektiveret ind i mit liv, og vi delte rigtig meget liv med hinanden generelt. Det talte til nogle dybe ting i mit liv, som helt sikkert er noget, som jeg vil tage med mig tilbage til Danmark. Helt konkret talte følgende til mig: Jesus er død på korset for alt det forkerte, som jeg gør i mit liv, og det er ikke helt så lidt. Han var fuldstændig Gud og fuldstændig menneske, og derfor kunne Han leve et liv uden at gøre noget forkert. På korset blev Gudsmennesket Jesus forladt af Gudfader for, at jeg ALDRIG skal forlades af Ham. Mit mål for mit liv er, at jeg en dag skal være sammen med Gud i evighed, det betyder, at der intet ondt er overhovet – det er bare det allerstørste at tænke på! Gud vil mig det godt, og Han vil have førstepladsen i mit liv, fordi det er det bedste for mig. Jeg tror ikke kun, at det er mig, som har oplevet, at man kan være forvirret over mange ting her i livet – det er vist noget essentielt for mennesket, og hvor er det dog befriende, at jeg kan ligge mit liv i min Skabers hænder. Han kender mig faktisk bedre, end jeg selv gør, og derfor ved Han også hvad det bedste er for mig, selv når jeg ikke af mig selv kan finde ud af det – det er virkelig her, man kan finde fred i livet. Hvor er det et kæmpe privilegium at tage på en lejr for egentlig bare at hjælpe, og så bruger Gud det til at tale ind i mit eget liv. Det havde jeg ikke lige forventet, men det var meget opmuntrende og livsgivende!

Ellers var der også mange sjove events på lejren: Den obligatoriske ryste sammen aften, Engelsk aften, Balkan aften, talentaften, sportsaktiviteter, dartturnering (hvor Tanja kom helt til finalen), en lille bjergvandring og bålaften. Alt dette var krydret med en masse tid til at spille spil, hænge ud i solen, snakke sammen og bare have det sjovt. Det engelske team gjorde det virkelig godt, og jeg er dem meget taknemmelig over deres store arbejdsindsats. De gav sig fuldstændig hen til lejren og delte bare liv med en masse mennesker. Det var meget inspirerende for mig.

Udover lejren fik Tanja og jeg også et helt specielt bånd til dette team, hvorfor ved jeg ikke, men kemien imellem os var bare rigtig god. Normalt når der kommer teams herned, står vi lidt på afstand af det hele, men dette team adopterede os bare ind i deres gruppe, og det skabte en masse godt. I løbet af de uger, som vi brugte sammen med dem, kom der nogle venskaber, som jeg helt sikkert vil prøve at bygge videre på, og jeg håber på, at Tanja og jeg kan komme og besøge dem i løbet af de kommende år. Underligt som tingene nogle gange bare bliver lagt til rette for én, men som nævnt i nogle af mine andre blogindlæg, så leder Gud os bare hernede, og Han har helt sikkert velsignet os med et stærkt bånd til dette team.

Igennem det fællesskab som vi har været i med det engelske team, er jeg kommet til at tænke på følgende skriftsted fra Filipperbrevet 2,1-2:

”Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring,
hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget,
så gør min glæde fuldstændig ved at have 0det samme sind,
ved at have den samme kærlighed med én sjæl og ét sind”.                

Det engelske team var en kæmpe opmuntring for mig på rigtig mange måder! Jeg ved ikke helt, hvad jeg eller vi gjorde, men fra starten af holdt de bare virkelig meget af Tanja og mig. Det var voldsomt, men også virkelig opmuntrende. Det kristne fællesskab er vigtigt, og det bånd der er mellem kristne brødre og søstre taler utroligt stærkt til mig, mens jeg er her. Det kristne fællesskab er umådeligt stærkt, og det er vigtigt at vi giver os hen til hinanden. At mærke deres kærlighed til os, og samtidig at vi hurtigt opbyggede kærlighed til dem, åbnede mine øjne for, at vi er én enhed som Guds kirke her på jorden. Bare ved deres tilstedeværelse og accept af os, mødte jeg Guds kærlighed på ny. Og det var utroligt hårdt at side farvel til dem den sidste dag. Peter, Simon, Eleanor, Sophie, Mike, Ben, Tom og Andy (navnene på teamets medlemmer- de inciterede på at jeg nævnte dem ved navn) har virkelig gjort en forskel hernede, og jeg er personligt dem meget taknemmelige!

Da det tunge farvel til det engelske team endelig var sagt, var det blevet tid til at tage til kysten et par dage. Der er næsten ingen studerende tilbage i Niksic, da de fleste er taget ud til kysten for at tjene penge til næste skoleår, og vi ville besøge et par stykker af dem. Vi boede hos en god veninde i Bar, og hun sørgede godt for os. Det var et par gode dage, hvor der også var tid til afslapning og have det endnu mere sjovt. Det var der brug for efter et par intense uger. Vi tog også en dag til Budva, hvor jeg besøgte et barn, som jeg kendte fra mit job i en børnehave, som har rødder her i Montenegro. Det var dejligt at få lov til at se hende igen og snakke under mere private former med familien. Hvor finurligt hvordan nogle mennesker bare dukker op i det her land, og det gav absolut mening for os at besøge dem! Bagefter besøgte vi en af vores venner på hendes arbejde. Hun havde brug for lidt opmuntring, og det forsøgte vi så at give hende. Tænk at vi kan opmuntre bare ved vores tilstedeværelse, det er noget, som jeg absolut ikke tager for givet, og det overraskede mig meget. Gud er virkelig sej, at Han bare bruger os, uden at vi egentlig føler, at vi gør noget. Det var godt at se hende igen, for jeg havde savnet hende, og det endte med at blive en helt sjov eftermiddag! 

De sidste par dage har min familie været på besøg hernede. Det er virkelig dejligt, at de har fundet tid til at komme – det er skønt at kunne dele nogle vigtige ting i hinandens liv, og det er Montenegro da i sandhed for mig. Det har været morsomt at kunne få lov til at være turist i et par dage – det er en situation, som jeg normal ikke er så vant til i det her land. Den første dag besøgte vi den kulturelle hovedstad i landet, Cetinje! Vi var på fem forskellige museer, der bl.a. fortalte om landet eneste konge, Nikola, og landets store filosof og ærkebiskop, som er en af de største montenegrinske personligheder, Njegos. Det er en meget smuk by og interessant at se lidt tilbage i Montenegros historie. Det kan hjælpe mig til at forstå mentaliteten i dag, og hvorfor kulturen er som den nu engang er. Om aftenen krydsede min far og jeg den albanske grænse, hvorfor? Jo, fordi vi kunne! Jeg møder teams på teams, som har krydset den grænse, og jeg synes, at det var på tide, at jeg også fik gjort det. Det var også sjovt at prøve at krydse en grænse på gåben og især når klokken nærmer sig 21.30 på en tirsdag aften. Det måtte prøves!

Dagen efter blev det tid til endnu flere stempler i passet. Vi skulle til Dubrovnik i Kroatien, og på turen derop, skulle vi både krydse grænsen til Bosnien og Kroatien. Det var en storslået natur – fuldstændig umuligt at beskrive. Bjergene går lige ned i floden. Alt er idyllisk og smukt, og jeg kan ikke andet end at være taknemmelig over Guds skaberværk. Vi ville holde ind til siden for at nyde den smukke natur på en lille P-plads. Da vi havde stået der i nogle minutter, kom der to mennesker hen til os og begyndte at snakke dansk med en lille smule accent. Det viste sig at være et ægtepar, som oprindelig er fra Bosnien, men som flygtede til Danmark under krigen i starten af 1990’erne. De inviterede os ind til deres venner, som de tilfældigt var på besøg hos. Det er virkelig balkanstil bare lige at invitere folk indenfor til en kop kaffe og saftevand. Det var en rigtig god oplevelse. Vi kom både i snak om kirken i Niksic, og de fortalte også om nogle af de ting, der var sket i området under krigen, som gjorde, at de blev nødt til at flygte til Danmark. Det må have været en meget traumatiserende oplevelse for mange mennesker, og genopbygningen og freden er stadig under opbygning – det er en meget langvarig proces.  Det var en meget spontan men interessant og spændende oplevelse. Igen havde Gud en finger med i spillet, for hvor gav det god mening at bruge et par timer sammen med dette åbne ægtepar og deres naboer. Igen fik vi delt liv og tro, og det var opmuntrende!

Efter vores besøg hos familien kørte vi videre til Dubrovnik – en gammel by med et fæstningsværk omkring, der desværre næsten blev sprunget helt i luften under krigen, men som i dag er blevet fuldstændig genopbygget. Det var ubeskriveligt varmt, men det var smuk at gå mellem murerne og forsøge at mærke historiens vingesus imellem den enorme mængde af turister. Den er absolut et besøg værd, måske især en lille smule udenfor sæson!

Der sker nye ting hele tiden imens jeg er her. I morgen kommer min lillebror på en lynvisit i en dag, og det bliver endnu en god ting oveni alt det andet. At have mulighed for at møde så mange mennesker er på en og samme tid skønt og voldsomt, en velsignelse og udviklende, en øjenåbner og en kærlig oplevelse. Jeg forsøger at læne mig tilbage og nyde det og bruge det, jeg lærer, til mit videre liv, som skal starte, når jeg kommer tilbage til Danmark. Endnu engang må jeg bare erkende, at jeg er fyldt af taknemmelighed for alle de mennesker, jeg får lov til at møde og for alle de oplevelser, som jeg får lov til at få. Det er stort, og jeg glæder mig til at se, hvad den nærme fremtid vil bringe med sig! Jeg går i fuld forventning til, at Gud har styr på mine planer!

En helt tilfældig dag i Niksic…

Det er endnu engang lørdag morgen, og endnu engang må vi tidligt op på trods af, at det normalt er ”sove-længe-dag”. Denne gang er det fordi, vi har et engelsk team boende, som skal lave en studenterlejr i næste uge. Vi skal hjælpe til på lejren, og vi er på allermest forunderlige måde blevet en del af teamet, som de to danske piger. For et par aftner siden fortalte en af deres to ledere, at de har bedt for os to danske piger, allerede før de kom herned. Wow, hvor er det bare stort at blive båret frem i bøn af mennesker i England, som ikke engang kender os! Gud er virkelig god mod os, og denne gang kan jeg virkelig mærke at bøn gør en forskel i mit arbejde hernede. Måske er det også derfor, at det er så naturligt at være en del af et andet team fra et andet land.

Men tilbage til lørdag morgen. Vi skulle op, fordi vi skulle være med i teamets andagt - og bibeltimegennemgang. Denne morgen handlede det om Jesus opstandelse. Vi kiggede på beviserne i Bibelen for Hans opstandelse – det var virkelig interessant og oplivende! Efter at have brugt en time eller to på at gennemgå skriftstedet og diskuteret det, var det blevet tid til noget nyt. Danijel (KFS ansat) holdt et oplæg om at missionerer i en fremmed kultur. Han tog udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 17, hvor Paulus holdt en stor tale for nogle af de store tænkere og filosoffer i Rom – Han var selv jøde og talte derfor ind i en fremmed kultur. Vi kiggede på, hvordan Paulus arbejdede i Rom, og hvordan han talte hos dem. Det gav, lidt overraskende for mig, nogle ret konkrete redskaber til mit liv i Niksic. Bagefter fortalte Danijel om, hvordan han selv havde oplevet sit arbejde her. Han er selv fra Serbien, og selvom at landet kulturelt og historisk har meget tilfælles med Montenegro, så er det også nogle forskelle. Det rørte mig personligt utroligt meget at høre om! Hvor er det dog vigtigt at stå fast ved, hvad man tror på! Det eneste jeg som kristen kan miste i Danmark er måske folk agtelse og min egen status overfor mennesker, men Gud er så meget større og vigtigere end det. Der er faktisk folk i verden, som bliver slået ihjel for præcist den samme tro som jeg har, så jeg har til sammenligning ikke noget at miste overhovedet!

Efter frokost ville det engelske team gerne til en af de lokale søer for at bade. Vi tog til den menneskeskabte sø ”Krupac”. Her mødtes vi også med en af teenagerne fra kirken. Vejret var helt fantastisk og solen skinnede dejligt. Da alle var ankommet hoppede vi i det dejlige, kølige vand. Vi svømmede lidt væk fra alle andre mennesker og nogle begyndte at klatre op på nogle klipper for at hoppe ud fra dem. Vi spillede bold og fjollede rundt i vandet – det var vist lige det, vi alle trængte til efter at have siddet hele formiddagen i varmen og snakket om Bibelen. Det var skønt med noget afslapningstid, hvor jeg bare kunne hygge mig og have det sjovt. Det er nemlig også en vigtig del af det at være her: hænge ud med mennesker. Det er en måde at vise på, at jeg ser de mennesker, som er en del af min hverdag og ønsker at bruge tid på dem. Man kan ikke altid sidde i en dyb samtale som handler om de allerdybeste ting i livet, nogle gange skal man også bare hygge sig og have det sjovt – og det var det eftermiddagen handlede. Det kan være en måde at vise omsorg og interesse for et menneske på, og hvad er mere forfriskende end en dukkert og snak bagefter, når man sidder og tørrer i solen?

Om aftenen havde vi ”girls bible study”. Vi var 8-9 piger samlet. Først delte jeg mit vidnesbyrd for første gang. Det var virkelig specielt, da mit besøg i Niksic sidste år er en del af det. Det ville jeg gerne dele med de mennesker, som faktisk havde været med til at give mig ro i mit forhold til Gud - det var befriende og opmuntrende at få lov til! Da jeg havde delt noget af det allervigtigste i mit liv, blev det tid til at skulle se en tale på TV af en amerikansk prædikant kaldet John Piper. Talen handlede kort fortalt om, at Guds kærlighed er verdens omdrejningspunkt. Gud bliver helliggjort ved at vi elsker ham, og ved at elske Ham, så har vi det godt. Det er virkelig det allerbedste, som kan ske for os som mennesker. Da vi havde set talen, som rørte mig meget personligt, delte vi os op i to – og – to grupper for at snakke lidt dybere om talen. For alle gav det anledning til nogle dybe samtaler om forskellige ting i vores hverdagsliv. Det var dejligt at se, at vi kunne bruge hinanden og bede for hinanden. Det er så vigtigt at dele liv og tanker med hinanden om ens liv og ens forhold til Gud, og hvor var det givende at se, at pigerne greb muligheden for at gøre det.

Det var allerede blevet mørkt udenfor, men dagen var langt fra omme. Tanja og jeg var blevet inviteret til ”sleep-over” hos en af de unge kvinder i kirken, som lige er blevet gift. Hendes mand var ikke hjemme, så hun havde inviteret os og sin søster til at komme forbi og sove. Det blev til en total pigeaften, hvor vi ordnede negle, spiste chokolade, så en romantisk komedie og snakkede en hel del. Skønt at kunne få lov til bare at hygge sig og have det sjovt, samtidig med at man kunne få lov til at gejle lidt ud i pigefnidder. Klokken blev mange før vi fandt vores senge, men hvor var det bare en vidunderlig dag, der gav god mening.

Nogle ting var mere seriøst end andet, men det hele var lige vigtigt! Som jeg har skrevet i en af de andre blogindlæg, så er det virkelig bare Gud, der får lov til at lede – og det bliver tit til nogle overraskende momenter i løbet af en dag. Jeg føler mig så privilegeret at få lov til at opleve det!  

På vandring i bjergene…

Det er lørdag morgen, og det er normalt den morgen, hvor vi kan få sovet længe og hvilet ud. Men denne lørdag morgen er anderledes. Vækkeuret ringer allerede 6.15, og vi presser os selv til at springe ud af sengene. En masse ting bliver fundet frem bl.a. solcreme, madpakker, kamera og vandflasker. De mere eller mindre gode vandresko bliver snører tæt til fødderne, og vi begiver os afsted mod kirken.

Vi skal på bjergvandring i naturparken Dormitor. Pete, som er en del af menigheden i Niksic, har arrangeret en tur, hvor alle, der overhovedet har lyst, kan komme med. Vi ender med at være ca. 17-18 mennesker fra henholdsvis Niksic, Podgorica (hovedstaden) og så en enkelt fra kysten. Vi sætter os ind i diverse biler og en enkelt jeep og kører mod nord. Det bliver en tur på 1,5 time. Efter problemer med at få alle bilerne helt hen til vores udgangsposition for turen på grund af de mange bump i den meget dårlige grusvej, som det viser sig at kun jeepen kan klare, når vi alle endelig frem. Og nu kommer alt det dejlige balkanplanlægning frem.

Det går op for Tanja og jeg, at ingen rigtig har fortalt os noget om turen. Vi har ingen idé om hvor langt vi skal gå, og at vi åbenbart skulle have haft en lang trøje og et par lange bukser med p. g. a. massive mængder af myg, meget tætbevoksede krat af brændenælder og bjørnekløer, mulighed for at møde giftige slanger og at vi faktisk kommer op i en højde af 1745 meter over havets overflade, hvor der naturligvis er koldere end ved bunden af bjerget. Men hvad man ikke ved til at starte med, har man som sagt ikke ondt af.

Til at starte med, mens vi stadig var i nogenlunde fladt terræn gik alle og snakkede med hinanden. For det er det, som sker, når man begynder at gå. Nogle vil kende konceptet lidt fra danske kristne lejre, hvor man ofte har ”walk’n’talk” som en del af lejrprogrammet. Det kan hjælpe på en samtale, at man ikke nødvendigvis skal sidde på hver sin side af bordet og kigge hinanden dybt i øjnene. Hvis kroppen er i gang, og man går og kigger lige frem, kan der lige pludselig komme skub i tingene. Og det gjorde der vist for rigtig mange den dag. For mig personligt fandt jeg også ud af, at man er meget bedre til at lytte til mennesker, når man er alt for forpustet til at snakke selv – og det var da dejligt at opleve, at jeg kunne bidrage med det.  

Da vi havde gået et lille stykke ind i skoven, stoppede Danijel (KFS ansat) os alle sammen. Han ville vise nogle planter, som lugter og smager kraftigt af hvidløg, men som ikke er det, til os. Det var føde for den brune bjørn, som lever i området. Der var nu ingen grund til at blive bange, da de ofte var mest aktive om natten og ikke kunne lide mennesker. Men tænk på trods af mine efterhånden 3 besøg i dette land, så vidste jeg ikke, at der var brune bjørne. Montenegro er et ret så eksotisk land, selvom mange endnu ikke har fået øjnene op for det, og dette gjorde det bestemt ikke mindre eksotisk at finde ud af, at der faktisk lever vilde bjørne!

Efterhånden som der kom stigning på ruten, blev flokken af mennesker delt op, så dem der var super atleter kunne løbe op, mens dem, der måske havde brug for et lidt mere stille og roligt tempo kunne få lov til at tage opstigningen i et mere menneskeligt tempo. For mig er der bare noget meditativt ved at gå i naturen, især i bjergene. Kroppen arbejder ligesom bare, blodet pumper, man pruster så meget, så man ikke altid har luft til at snakke, og mens kan hjernen bare få lov til at slappe fuldstændig af. Det er en enorm befrielse, og kan hjælpe én med at få sat tingene lidt perspektiv. Jeg fulgtes det meste af vejen op med to piger, en studerende og en af de unge piger fra kirken. Vi fik lige sat hele vores liv og tro i perspektiv. Det var bare super opløftende!

Da vi nåede op over trægrænsen, begyndte den farlige del af opstigningen. Det var meget løse sten, der til hver en tid kunne få dit underlag til at glide. Jeg må indrømme, at jeg, måske mest fordi jeg kommer fra et fuldstændig fladt land, ikke følte mig specielt tryg, men montenegrinerne virkede ikke rigtig til at være bekymrede, så hvorfor skulle jeg være det?

Midt på den smalle sti, som vi gik på, stødte vi så på en slange. Det viste sig senere, at det var en giftslange. Ja ja, man kan møde lidt af hvert hernede. Men jeg måtte bare håbe på det bedste, da jeg ikke rigtig kunne komme på afstand af den, da stien var smal, og hvis jeg forsøgte at tage et skridt til siden, så vilde jeg nok falde ud over kanten. Heldigvis så skete der ikke noget med nogle af os! Og det er egentlig utroligt, når man tænker på, hvor mange mennesker, der krydsede den.

Lidt længere oppe holdt vi en kort pause ved et vandfald. Og først her gik det egentlig først op for mig, hvor ubeskrivelig smuk naturen omkring mig egentlig var. Hele dagen havde jeg mest koncentreret mig om at gå og holde øje med stien, men pludselig var der et rum til bare at sidde og nyde: Hele vejen rundt om mig var der høje bjerge. Lige ved siden af mig løb et vidunderlig smuk vandfald og jeg sad selv på de fineste hvide sten. Det var en fryd for øjet og sjælen, og straks faldt min tanke på følgende salme (salme 8) fra Bibelen:

”Herre, vor Herre!

                      Hvor herligt er dit navn
                        over hele jorden,
                     du som har bredt din pragt ud på himlen!
                       Af børns og spædes mund
                    har du grundlagt et værn mod dine modstandere
                    for at standse fjender og hævngerrige.
                      Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
                   månen og stjernerne, som du satte der,
                     hvad er da et menneske, at du husker på det,
                     et menneskebarn, at du tager dig af det?
                    Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
                  med herlighed og ære har du kronet det.
                    Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
                 alt har du lagt under dets fødder,
                   får og okser i mængde,
                selv de vilde dyr,
                himlens fugle og havets fisk,
                dem som færdes ad havenes stier.
                Herre, vor Herre!
                Hvor herligt er dit navn
               over hele jorden!”

Hvor er det fantastisk, at vi har fået givet så smuk en natur af vores Skaber. Det er virkelig et privilegium, som jeg alt for sjældent minder mig selv om. Og hvor beskriver sådan en natur også Guds storhed og fantastiske skaberkraft. Samtidig når man sådan sidder midt på et bjerg, så kommer man også til at føle sig så umådelig lille. Hvordan kan Gud have øje for mig, når jeg bare er en lille bitte brik midt i denne verdens store puslespil. Men Gud husker os! Vi er den skabning på jorden som ligner Ham allermest, og Han har øje for hver eneste. Vi er noget helt særligt for Ham. Vi må leve med øje for det ansvar, som vi har i denne verden. Vi må passe på den! Vi må passe på naturen for på den måde, er vi med til at ære Gud.

Men nok om min lille refleksion på en sten på et bjerg. Vi måtte videre for at nå vores destination. Kræfterne var ved at være brugt op, sveden piblede frem, luften blev tyndere og pulsen højere, men til sidst lykkedes det at nå frem til en lille dal 1745 meter over havets overflade. Det var en sand velsignelse at få lov til at få et lidt længere hvil og få fyldt energien på igen ved at spise madpakker. Det gik op for mig, at vi havde gået 10-11 kilometer op af bjerget, og derfor skulle vi selvfølelig også gå den samme afstand tilbage. Det havde taget os over 4 timer at komme derop! Men man kan ikke gøre andet end at smile, for der er ikke rigtig nogen anden vej ned. Der var masser af tid til at hygge sig og socialisere, mens man pustede ud og hørte på spillende mundharmonika musikanter.

Efter en times tid begyndte nedstigningen igen. Fødderne var trætte og huden træt af myggestik og brændende planter. På trods var stemningen høj og hyggen slet ikke aftaget - faktisk nærmere steget. Kroppen kørte i fuldstændig automatpilot, den satte bare det ene ben foran de andet, og derfor var der tid til nogle flere gode samtaler.

Da vi endelig efter 2,30 timers nedstigning nåede jeepen igen, var det med et sagligt smil om munden og en meget træt krop fyldt af myggestik og brændemærker. Der var ikke overhovedet mere energi tilbage, men nu skulle vi jo også bare hjem i seng.

Hvilken en oplevelsesrig og spændende dag, der absolut har givet noget ind i fællesskaberne hernede! Man kæmper sammen og støtter hinanden i at nå toppen, mens man opmuntrer hinanden igennem snakken og deler glæden over Guds smukke natur. Meget bedre kan livet ikke blive…  

Hvor forfriskende en kop kaffe egentlig kan være..

KAFFE… I mit hoved dukker der næsten kun gode associationer op, når nogle nævner det ord. Jeg tænker på forventningens glæde, når jeg hører den gurglende lyd af en kaffekande, der nænsomt bliver tømt ned i en kaffekop. Jeg tænker på den forfriskende og lækre første slurk af koppen, som forløser glæden ved endelig at kunne nyde kaffen. Og til sidst tænker jeg på den opkvikkende friskhed man har, når man når til koppens tomme bund igen. Men hvor i alverden er det så lige jeg vil hen, men min tilsyneladende store passionistiske beskrivelse af en kop kaffe?

Hernede er mange venskaber og relationer opbygget af, at man deler liv over en kop kaffe. Enten kan der tikke en besked ind med: ”Kan du være sammen med mig nu?”. Det resulterer, ikke alt for sjældent i, at man mødes inde på en café på ”walking street”, mens man kigger på alle de gående mennesker og får kigget hinanden i øjnene og delt liv og tro. Andre gange kommer Tanja og jeg bare på besøg hos nogle. Det er langt fra altid planlagt, men det er den dejlige montenegrinske måde at gøre tingene på. Man står op om morgene og spørger sig selv: ”Hvem kunne jeg så godt tænke mig at se i dag”, og så tager man hen til vedkommende. I Danmark skal jeg ofte planlægge flere uger før, om jeg har lyst til at tage på café med et menneske, for ellers så har ingen af os tid. Men hvordan kan jeg egentlig vide, om jeg har lyst til at være sammen med et bestemt menneske og gå på café flere uger før, det overhovedet er muligt at ses? Når man sådan kommer på uanmeldt besøg, kan man jo ikke vide, om der er nogle hjemme, men det er sommer, og mange har allerede afsluttet skoleåret, mens andre tager et par dage fri fra arbejde, hvis de overhovedet har et, for arbejdsløsheden i Niksic er stor. Man banker pænt på døren, mens man går ind af den og råber ”Chao” (den montenegrinske måde at sige goddag til venner på). Man bliver budt ind i stuen og et af de første spørgsmål man får er, hvordan man vil have sin kop tyrkiske kaffe. Skal den være sød, almindelig eller uden sukker. Imens kaffen så bliver tilberedt får man lige et glas sok (saftevand) at slukke tørsten på i varmen. Og nu kan snakken så begynde! Igen handler det ofte om at dele liv, og når man deler liv kommer man så også til at dele tro og livsopfattelse. Det at jeg tager mig tid til at lytte på et andet menneske og helt seriøst spørge til vedkommendes liv, det er noget, som gør i en forskel. At en person kan føle sig set af nogle, det kan åbne fantastiske muligheder for at knytte venskabsbånd. Og det allermest fantastiske er, at jeg jo får den samme oplevelse, fordi jeg også bliver sat i en situation, hvor jeg skal reflektere over det liv, som jeg lever og forholde mig til min egen tro og tillid til Gud. Det er virkelig en forfriskning i mit liv, og det at være her giver virkelig et pusterum fra det liv, som jeg har derhjemme. Jeg får stoppet op, og set det hele lidt på afstand og det kan tit sætte tingene i et andet og måske endda dybere perspektiv. Men det er det samme, som jeg er her får at give mine brødre og søstre i kirken og på studiestederne – en mulighed for at få stoppet op og tænkt lidt over tingene og give dem tid til at reflektere over deres liv.  Nogle gange er det rart at kunne snakke med én person om sit liv, som ikke er en del af sit normale hverdagsliv. Et menneske som kan se tingene lidt udefra. Og det er det, som Tanja og jeg kan. Og folk ved, at vi ikke siger det, som de fortæller os videre til nogle. Samtidig så kan det godt være noget ensomt at være kristen i Montenegro. Ud af 700.000 indbyggere i landet er 150 kristne, og kirken bliver betragtet som en sekt. Men jeg håber, at jeg kan være med til at opmuntre og glæde mine søstre og brødre i kirken. At hjælpe dem med at tænke i nye idéer, svare på spørgsmål fra deres ikke-kristne venner, fortælle at de gør det virkelig godt, og at jeg synes, de er stærke og til sidst men ikke mindst bede for dem og sammen med dem.

Og det er en ny udfordrende drejning som tingene har taget. Det morsomme er, at et par dage før vi tog herned, mødtes vi og snakkede lidt om vores idéer for denne sommer. På et tidspunkt i samtalen kiggede Tanja og jeg på hinanden, og så måtte vi en smule grinende indrømme, at vi begge havde fået lagt bøn på vores hjerte for denne sommer. Det er til tider grænseoverskridende at skulle bede et menneske om lov, til at man må bede for det. Men samtidig giver det mig en hvile i, at selvom at jeg ikke føler, at jeg kan gøre det helt store i en given situation, så kan jeg ligge det over til Gud, Han har styr på det, og Han kan hjælpe i selv den situation, som ser mest håbløs ud. Det er dejligt befriende. Samtidig bliver jeg også mindet om, at det ikke er mig som skal udvikle mirakler eller mig, der skal gøre folk kristne, det er Gud. Jeg skal ”bare” stille mig som et værktøj for Ham, og give Ham lov til at lede mig hvorhen Han synes, at jeg skal være. Det er så befriende og samtidig vildt at mærke at det faktisk sker.  Det er også et kæmpe privilegium, at vores venner i kirken begynder at spørge os om, at bede for nogle ting eller situationer i deres liv på eget initiativ. Det kan bare lige være en SMS, der tikker ind. Det er så fedt at blive brugt på den måde!

Tænk lige over, hvor forfriskende en kop kaffe egentlig kan være…

Glæden ved at være hjemme igen!

Så kom jeg endelige tilbage til det sted, som har haft så stor en betydning for mig, siden jeg var der for første gang sidste sommer. Jeg er ”hjemme” i Niksic, Montenegro, hos familien Surbatovic. Og hvorfor er det så, at dette sted i Montenegro, som ikke engang er nævnt i turistbogen om Montenegro, og som ingen montenegrinere rigtig forstår at udlændinge tager til, er så specielt?  

Det er fuldstændig rigtig, at byen på ingen måde er den smukkeste i landet, mest af alt minder den nok om en industriby, men svaret på det overstående spørgsmål kan besvares simpelt og med kun ét ord: menneskene.

Da jeg kom herned sidste år, var det absolut ikke med min egen viljes kraft. Da Tanja (min veninde og medvolontør hernede) skrev til mig, mens jeg endnu var i Nigeria, vidste jeg på ingen måde, hvad og hvor Montenegro overhovedet lå. Men Guds plan var åbenbart, at jeg skulle herned, og det tydeliggjorde for mig, at ”(…)jeg har planer om lykke ikke om ulykke (…)” (Jeremias’ bog 29,11) er en del af Guds gave til mennesker, hvis man tør at udfordre sig selv og sætte sin tillid til Ham.

Okay, nu vil jeg så forsøge ikke at lave alt for mange sidespring i det, som jeg egentlig kom fra: menneskene i Niksic. I den lille evangeliske kirke i byen med ca. 25 medlemmer, er der en gruppe af unge kvinder, det er faktisk den gruppe i kirken, som er størst. De er alle meget stærke og modige i forhold til at stå fast i deres tro og vise det til deres familie, venner og bekendte, og for mig er det inspirerende og giver mig mod til at gøre det samme, når jeg kommer hjem. Men de har brug for nogle kvindelige rollemodeller, som de kan snakke med og åbne sig overfor, og som har været kristne lidt længere end dem og som derfor også har brugt mere tid på at læse i Bibelen, og det er, hvad Tanja og jeg kan give dem. Samtidig kan vi også opmuntre dem, når de mister modet eller på anden måde bare møde dem dér, hvor de er. Det er et kæmpe privilegium for mig, at jeg faktisk har mulighed for at kunne sige til en gruppe unge piger, at jeg ikke har andet end tid til at være sammen med dem, lytte på dem og være der for dem. Da der ikke er mange, som er kristne i denne by eller for den sags skyld i det her land, så kommer man hurtigt til at føle sig alene engang i mellem, men i løbet af sommeren kan vi støtte dem i det.

Samtidig hjælper vi også Kristelige Forbund for Studerendes (for mere information kan man klikke på linket til højre) ansatte hernede, Danijel, i hans arbejde med at skabe kontakter til nogle på det lokale universitet. Det gør vi bl.a. ved at mødes med vores venner, som tager deres venner med typisk på café eller til nogle events, som vi eller nogle andre teams laver. For pludselig så er de ikke bare vores venners venner, men vores egne venner. Og venskaberne med menneskerne hernede er det, som betyder mest for mig. For det handler altså ikke om, at ”slå folk i hovedet med Bibelen”, men at dele liv. Og det vigtigste for mig i mit liv, det er min tro på Gud. Og derfor bliver det en naturlig del af det at dele liv og snakke med mennesker. Denne gang går jeg med en fuldstændig ro i, at Gud er Ham der virker ind i menneskers liv. Det er også tydeligt for mig, at det er Ham som leder både Tanja og mig i, hvad vi skal. Konkret giver det sig bl.a. til udtryk i, at vi har fået nogle gode idéer, der supplere hinanden eller I, at vi tilfældigt kommer til at være sammen med et menneske, som virkelig har brug for trøst eller opmuntring, lige når vi kommer, for at være sammen med dem.

Nu ved jeg godt, at det her måske kommer til at virke en smule selvfedt. Men selvom at jeg er her for at give noget ind i kirken og i det arbejde som KFS gør, så får jeg mindst det dobbelte igen fra de mennesker, som jeg møder. Det inspirerer mig enormt meget ind i mit liv, og jeg får så meget kærlighed igen fra de mennesker, som jeg møder. Det er en kæmpe gave, og noget som jeg bestemt prøver at være ydmyg overfor. Det er noget, som man ikke skal tage for givet. Det er stort! 

Til slut vil jeg bare lige fortælle om nogle af de konkrete ting, som jeg har lavet hernede i den uge, hvor jeg har været her:

 

De første par dage hernede overlappede vi med en familie fra USA, som vi lærte at kende sidste sommer. De er de dejligste mennesker, og de har virkelig gjort et stort stykke arbejde hernede. De havde været her i 3 måneder og er kommet i kontakt med nogle mennesker, og hjulpet med noget konkret byggearbejde i det hus, som vi bor i. De kommer fra Surbatovic lokale kirke i Californien, og de er så inspirerende mennesker. Her er et billede af moren Julie og hendes søn Mike.

Julie havde lavet et virkelig sødt skilt med Tanjas og mit navn på, ude ved bærrækkerne i haven, da en af vores huspligter er at plukke bær igennem sommeren – det var virkelig sødt og tårefremkaldende! Så kan man da ikke andet end at føle sig hjemme.

 

Allerede på vores anden dag tog vi op i bjerglandsbyen Brsno, som vi også havde besøgt sidste år. Det er både vores præst, Stans families landsby, og vores husholderske, Makicas, landsby. Vi havde besøgt stedet sidste år, og gensynsglæden var stor fra begge sider! Familien er meget gæstfri, og vi fik serveret alt godt traditionelt mad, som familien selv havde lavet. Makica viste os rundt i landsbyen, og vi så bl.a. skolen og brønde, fordi der endnu ikke er installeret rindende vand i landsbyen. Besøget afsluttede på den allersmukkeste måde med den flotteste solnedgang henover bjerget.

Vi har også været ovre hos Danijel (KFS ansat) og hans kone. Her mødtes vi bl.a. med en af pigerne i kirken og en nabopige for at spille Bonanza. En sjov og dejlig aften hvor det bare handlede om at hygge sig!

Jeg har også brugt tid sammen med en af de unge piger i kirken. Vi er bl.a. begyndt på et tomands bibelstudiegruppe sammen, og det er jeg bare super glad for. Det er virkelig et rum, hvor man får delt liv og tro sammen, og det giver virkelig god mening. Det giver noget til os begge to at læse sammen.  

Mange tanker til jer derhjemme!  

Vietnam et land, der er værd at besøge!

Nu er det ca. en uge siden, at vi landede i Danmark igen, men derfor ikke sagt at det er forsendt at lave et nyt blogindlæg. For den sidste del af rejsen er så absolut værd at skrive hjem om.

Hue – Danang – Hoi An: Det var blevet tid til at komme videre fra Hue, og denne dag bragte på en halvlang køretur og rigtig mange oplevelser. Men før vi forlod Hue skulle vi se to kejsergrave. De to kejsere havde fuldstændig forskellige måder at gribe deres egen rolle an, og det var også tydeligt at se på gravene. Alle kongegravene i området er kæmpe store og fylder utroligt meget i landskabet Det var vigtigt for kongen/kejseren af få skabt et værdigt monument efter sig selv, og det må man sige de to vi så var eksempler på.
Tu Docs regerede i 1800 tallet. Han var trods omgivet af både sin dronning og en utrolig mange konkubiner barnløs, men han adopterede nogle sønner. Hans mausoleum var nærmest en hel have med søer. Der var et tempel for hans konkubiner. Man ved ikke nøjagtig hvor han er begravet, da han var bange for at liget skulle blive gravet op, og eftertiden har ikke forsøgt at finde det. I øvrigt gik de fire højest rangerede mandariner i døden med ham, da de var de eneste der fulgte kongen til hans sidste hvilested, men de havde taget gift og døde derfor umiddelbart efter. Han gjorde en masse godt i sin rolle som konge og interesserede sig for befolkningen og hvordan tingene kunne blive bedre.
Ved indgangen op til selve gravpladsen står elefant-statue (den dronningen red på) hestestatue (den kongen red på) samt rækken af mandarin-statuer, der står som vagt for graven.
I haven er også kongens dronnings gravmæle, men det så vi nu ikke.
Dette mausoleum er det der ligger tættest på byen, og er også den mest besøgte.
Derefter kørte vi et pænt stykke inden vi kom til den yngste af mausoleerne. Khai Dinh, der var den næstsidste kejser, og den sidste der blev begravet i Vietnam, i det hans søn var ham, der abdicerede til Ho Chi Minh i 1945 og derefter flyttede til Frankrig, hvor han også er begravet (han døde i 1996).
Det var noget af et monument. Der var 135 trappetrin op til mausoleet, der er en blanding af fire stilarter. Først er den typisk vietnamesisk, derefter hinduistisk (champa), så romersk og tilsidst fransk. Det tog over 12 år at bygge mausoleet (1920 – 1932) og det var først færdig syv år efter kongens død. Her stod også elefanter, heste og mandariner i form af statuer og vogtede graven.
Khai Dihn var direkte upopulær i det han var indsat af franskmændene og i stedet for at prøve at få bedre forhold for vietnameserne tilpassede han sig forholdene, der var gunstige for ham selv.
Han var ikke interesseret i hverken sin dronning eller sine mange konkubiner, og nogle påstår at han var impotent eller endda bøsse! Rygtet siger også at han ikke var far til den sidste kejser. Ved selve graven er der en statue af ham, en lille mand med feminine træk – men gravmælet, det er stort og når man vender sig om, må man sige, der er en fantastisk udsigt. Der er en fotoserie fra kejserens liv og begravelse (kisten blev transporteret op af Parfumefloden og hen til mausoleet). Billederne er taget af franskmænd.
Han var konge under den franske besættelse i landet, og han handlede kun efter dine egne interesser og behov. Franskmændene kunne gøre næsten, hvad de ville, så langt tid at kejseren bare kunne være i fred og få sine penge. Han brugte bl.a. enorme summer til at bygge sit gravmonument.
De to mausoleer var meget forskellige men havde altså også fælles træk, og det var meget spændende også at få del i denne del af Vietnams historie.

Vi kørte nu mod Danang, der er Vietnams fjerde største by, men inden vi nåede dertil, skulle vi passere tre bjergpas og køre langs havet. Det var en super flot tur. Der var rismarker med vandbøfler og kvæg, hvor bønderne arbejdede hårdt (ja, det ser så smukt ud, men er et hårdt og barsk arbejde, hvor man står i vand til over knæene og med ryggen bøjet i middagsheden.) fiskerbåde ude i havet, østershavbrug til perleproduktion og alt var omgivet af smukke bjerge og eukalyptustræer. Da vi nåede det sidste pas Dèo Hai Van (Passet med skyer og hav), stoppede vi op for at smage vietnamesisk kold kaffe (stærk kaffe med kondenseret mælk isterninger), mens vi kunne kigge over på en bunker og en radiostation, der var bygget af amerikanerne under vietnamkrigen. Indehaveren var meget interesseret i at snakke med os og selvfølgelig at sælge nogle smykker.
Danang har været porten til Vietnam for flere lande – de sidste var amerikanerne, der havde en stor luftbase ved byen. Der foregår mange investeringer i byen i dag, der nærmest er en stor byggeplads. Linh spurgte om vi havde lyst til at smage lokalmad (han kommer fra byen) hvilket vi selvfølgelig var helt med på, så han tog os med til et gadekøkken, hvor vi alle spiste en fantastisk fiskenudelsuppe til ingen penge. Dejligt.

Derefter tog vi over til Cham-museet. For over tusind år siden kom nogle hinduistiske indonesere til Vietnam (de var blevet fordrevet fra deres hjemland af muslimer). De havde deres eget kongerige i nærheden af Danang og i 1900-tallet tog en franskmand op til deres helligdom og indsamlede en masse af de statuer, der var der. Heldigvis kan man sige i dag, for selve stedet er mere eller mindre væk i dag som følge af krigen, men museet, der blev indviet i 1919 forblev uskadt. Det var meget interessant og igen kunne der trækkes linjer til både buddhisme og konfucianisme.  Future, present, past, ying-yang og alle de andre begreber vi efterhånden hørte om og prøvede at forstå i løbet af vores rejse.

Vi kørte ned til China-Beach, den rigtige, hvor de amerikanske soldater blev fløjet ind til for at holde orlov. Her kunne de kaste sig i bølgerne og tage en gang beachvolley inden de igen skulle tilbage til fronten. Ingen tvivl om at Danang var amerikanernes base – og de var ikke upopulære – det virker det i hvert fald ikke til hos befolkningen i dag. Vi kørte nu mod Marmorbjergene – ja, bjerge, hvor man kan hugge marmor ud af.  Bjergene lå næsten lige ved China-Beach. Her besøgte vi et marmorværksted med tilhørende butik. Vi fik en kort rundvisning, hvor vi bl.a. så nogle hugge løver ud af marmoret og andre, der var ved at polere. Det er noget af et hårdt og stereotypt arbejde, og arbejderne på stedet kan virkelig skabe nogle flotte figurer.

Vores endelige mål for dagen var Hoi Ann. Linh foreslog at vi lavede en rundtur i byen denne eftermiddag i stedet for næste formiddag, hvilket vi var helt med på.  Hoi Ann var tidligere Vietnams vigtigste handelsby, hvor bl.a. portugisere, hollændere, kinesere og japaner kom sejlende til og gjorde handler. Flodløbet sandede i midlertidigt til i begyndelsen af 1800 tallet og byen var et lille søvnigt fiskerleje indtil midten af 1990’erne, hvor turister langsom begyndte at besøge den enormt hyggelige lille by med og i dag kommer der over 2 mil. turister om året, der holder de ca. 80.000 indbyggere beskæftiget. Og det er en rigtig hyggelig by.

Vi gik lidt rundt i den lille by, og så først The Funkien Assembly Hall, der var de kinesere, der kom fra Fujians (Funkien) mødested og hvor de tilbad deres guder. Igen flyder alle de forskellige religioner sammen. Vi vil ikke påstå at det var smukt, men det var i alle tilfælde anderledes. Havets gudinde bliver tilbedt her og der var nogle sjove røgelsespinde. De lignede spirallamper og i midten hang små sedler med bønner på. Når røgelsespinden først var tændt ville det tage ca. 1 måned inden den var brændt ned.

Vi slenterede lidt rundt i det der kaldes Hoi Anns China-Town med søde huse og små butikker.
Vi gik ind i et lille hus, Tan Ky Huset, hvor 7. generation boede. Bl.a. så vi konen, der tilhørte 6. generation.. Vi gik ind fra handelsgade men ud ved havnen. I gamle dage, da Hoi Ann var en handelsby, blev varerne båret fra skibene, gennem huset og ud til handelsgaden. Der var et modtagelsesbord, meget smukt, hvor vi blev budt på grøn te og hørte lidt om husets historie.
Der var ingen tvivl om, at det om ikke var, så i alle tilfælde havde været en rig familie. Bl.a. var der en fugledekoration i perlemor. Familien bor den dag i dag på 1. sal, hvor vi ikke kunne komme op.

Vi gik langs havnen og så nogle af alle de lanterner, der hænger fra huse, træer og broer, og som byen er kendt for og gik over mod den Japanske Bro, der er Hoi Anns vartegn. Broen er opført i 1500-tallet og forbinder China-Town med den japanske bydel. Japanerne blandede sig ikke med lokalbefolkningen og giftede sig ikke med den i modsætning til kineserne – og bydelen er slet ikke lige så farverig som den kinesiske del. På selve broen er der et lille udhæng, hvor der er et lille tempel.

Det næste stop vi gjorde blev af længere varighed, men guiden og vores chauffør havde alt den tid i verden, der skulle til og var vist forberedt på, at med to kvinder på dette hold, ja så var det bare vilkårene. Vi besøgte nemlig en silkefabrik. Først så vi noget der lignede små sennepsfrø. Det var den spæde begyndelse på silkeorme. Den næste kurv var fyldt med en masse hvide silkeorme og grønne morbærblade. Silkeormene bliver fodret hver tredje time om dagen og to gange om natten i tre døgn, derefter sover de en hel dag inden de igen bliver fodret. De vi så var 15 dage gamle, hvilket betød de skulle sove dagen efter. Når der er gået 22 dage giver de sig til at spinde kokoner i fire dage, herefter bliver nogle sorteret fra til små nye silkeorme og flertallet bliver smidt ned i en kogende gryde, hvor de dør øjeblikkeligt. Herfra bliver silken så spundet. Silketråden bliver farvet i alskens farver, og vi så og ikke mindst hørte, hvordan en gammel væv, vævede silken til de smukkeste stoffer. Vi så også hvordan forskellen var når der blev brugt to ens og to forskellige farve stoffer i forbindelse med vævningen. Derefter blev vi vist ind på et værksted, hvor der blev broderet på diverse duge, samt de der broderede billeder via et forlæg fra et fotografi. Virkeligt forbløffende arbejde. Nu var vi nået til tidsdræberen, selve butikken, hvor man kunne købe forskellige silkevarer.

Dagen efter var en meget afslappende dag for os. Men vi gik dog ind til byen for at opleve det lokale marked og ellers nyde den hyggelige stemning i byen.  Det var sjovt at se, hvad de forskellige boder havde at byde på. Alt fra fugle med indvoldene liggende ud af maven, slangevin, figurer lavet af øldåser, grøntsager og frugt af alverdens slags, friske fisk, legetøj, tøj og alt muligt andet, som hjertet pludseligt kunne komme til at begære.

Nha Trang: Igen blev det tid til at skifte by, men på vejen til den internationale lufthavn i Danang, fortalte vores guide om lokalområdet.  I det seneste år vokser Danang by meget eksplosivt til at være et meget stort turistområde. Han fortalte, at han aldrig før i tiden havde set turister gå rundt i byen, de havde altid boet i Hoi An, men de seneste par år, var der begyndt at gå turister rundt i byen til stor glæde for Danangs beboere. Ellers så vi det nybyggede station, hvor en masse store vietnamesiske navne spiller i klubben. På vej til lufthavnen fortalte guiden også om Danangs lufthavn.  Under Vietnamkrigen eller amerikanerkrigen (alt efter hvor vietnamesisk man nu engang er) spredte amerikanerne ”Agent Orange” ud over lufthavnen. ”Agent Orange” var et kemikalie amerikanerne spredte ud på store dele af den vietnamesiske natur, da Vietkongerne havde gravet sig ned i nogle tunneler under jorden, så det derfor blev sværere for amrikanerne at finde dem. Dengang troede man ikke, at giften var så farlig, men det viste sig i årene efter krigen, at følgerne af at have brugt dem var meget alvorlige.  I 2007 istandsatte amerikanerne så lufthaven, de rengjorde og genopbyggede stedet, og i dag er det en rigtig god, funktionel og flot international lufthavn.

Efter en kort flyvetur ankom vi så til Nha Trangs lufthavn, der virkelig ikke var særlig stor. Her mødtes vi så med vores nye guide, der også var vores sidste guide på turen. Guiden fortalte os, at lufthavnen ligger 37 kilometer udenfor byen, så vi havde lidt af en køretur foran os. Til gengæld var det en flot køretur langt med kysten, der vender ud mod Sydhavet. På vejen fortalte guiden os en masse om området.  Der ligger en masse øer lige udenfor fastlandet, som tilbyder en masse forskellige sportsaktiviteter mm. bl.a. kan man tage en meget lang svævebane over vandet til en af øerne. På grund af byens smukke beliggenhed og de mange forskellige tilbud på en masse forskellige aktiviteter, er Nha Trang en af de mest populære feriebyer. På baggrund af det, er der også rigtig mange store events, som bliver afholdt i byen bl.a. er ”Miss World” blevet afholdt her. Da vi i bilen nærmede os byen, pegede guiden lige pludselig ind på et militært område. Han fortalte at det egentlig var den gamle lufthavn, som løb parallelt med den vej, som vi kørte på. Men guvernøren havde rykket lufthavnen væk fra byen, fordi man havde synes, at det var alt for risikabelt at have en vej løbende lige ved siden af, som, når der var lys på vejen om aftenen, ligeså godt kunne ligne en landingsbane, som den egentlige landingsbane. Det er dejligt at vide, at man tager sikkerheden seriøst i byen!

Så var vi kommet ind i midten af byen, og dagens eneste turistaktivitet for os var, at vi skulle se templet ”Po Nagar”. Det var ret så interessant, og byggede ovenpå vores viden fra Cham – museet, som vi besøgte i Danang. Og templet var morsomt nok et gammelt Champa tempel. Der har både i byen (8-10 stykker) og i området været virkelig mange af sådanne templer og tårne, der blev bygget af champerne mellem 600 og 1100 tallet, men de er blevet ødelagte med tiden, men heldigvis findes der stadig 4 templer i byen. Og vi skulle så besøge ”Po Nagar” templet. I det originale tempel var der først et forrum, hvor man kunne nette sig efter en lang rejse og gøre sig i stand til at gå ind i templet og tilbede gudinden. Derefter skulle man klatre op af rigtig mange højre, stejle og smalle trappetrin, før man nåede op til templet. Dette skulle man for at vise gudinden ærer. Når man var færdig med at tilbede guderne, skulle man så klatre ned af trapperne igen, men stadig med hovedet mod gudinden for at vise hende ære. Oppe på toppen af bakken ligger der så 4 forskellige tempelbygninger, hvor man tilbeder 4 forskellige guder. Men hovedgudinden hedder ”Po Nagar”, der med det navn er en buddhistisk gudinde. I virkeligheden er hun en inkarnation af den hinduistiske gud Shivas kvindelige ledsager Uma. Og hun er hele Nha Trangs beskytterinde, og de lokales navn for stedet er blot ”Kvindens tårn”. Og i det centrale tårn, hvor Po Nagars statue er, og hvor man tilbeder hende, beder barnløse par om frugtbarhed. Om hende siges der nemlig, at hun havde 97 mænd og flere hundrede børn. 

De fleste chamtårne (kalan) har retning mod øst og den opadgående sol, livets kilde. Alle blev udsmykket med dekorative pilastre og relieffer, der forestiller hinduistiske guder som fx Shiva, der med fire arme danser mellem to musikere på ryggen af tyren Nandi over indgangen til det store nordtårn. Engang var der en gylden ”linga” (symbol for Shiva og det mandlige kønsorgan) i tårnet, men den blev fjernet af khmererne i 900 – tallet. Kort efter blev den erstattet af en statue af Po Nagar. Statuen er der stadig, men også den var der bud efter, dog kun hovedet som de franske kolonisatorer tog med sig hjem. Det nuværende hoved er en ringe erstatning.
Det meget interessante angående byggeriet af det enorme smukke tempel er, at ingen rigtig kan finde ud af, hvordan champerne har bygget det, da der ikke er brugt mørtel mellem murstenene. Men det holder rigtig godt og kan stå i flere tusind år.

En lang rejse i bil til Dalat: Men før vi skulle køre for alvor, skulle vi besøge Long Son Pagoden, hvor der også var to store statuer af Buddha: ”Sleeping Buddha” og ”Big Buddha”.

Guidenfortalte os en hel del om buddhismen, bl.a. at man ligesom i kristendommen har 10 bud eller leveregler, som man bør følge, for at få evigt liv. Derefter så vi pagoden, der lignede mange af de andre vi har set, men det vi lagde mærke til var nogle malerier af Buddhas liv og død, bl.a. var der et omvendt hagekors. Phou fortalte at det var livets hjul: fra venstre øverst. Du bliver født, øverste højre hjørne: du vokser op, højre hjørne nederst: du bliver gammel, venstre hjørne nederst: du dør, og forfra fra venstre hjørne øverst: du bliver født. Der kom i øvrigt en del og mediterede mens vi var der.
Derefter gik vi op ad nogle trapper for at se de store Buddha-statuer. Den første var den sovende Buddha som ikke er over 10 år gammel. Og den var virkelig lang og meget stor. Derefter gik vi op på toppen for at se den store 24 m høje Buddha statue. Den forestiller Buddha siddende på en lotusblomst. Den er fra 1964.  Rundt om basen, figuren står på er der syv portrætter af de munke, der satte ild til sig selv i protest mod Diems regime. Buddhastatuen  blev rejst for at  mindes disse martyrer.
Vi gik ned til bilen igen, godt varme og satte kurs ud af byen mod Dalat. Vi skulle ud og køre i bjerge og på dårlig vej, selvom den var bygget inden for de sidste år. Når regntiden kommer eroderes bjergene og sten mm falder ned og ødelægger vejen, så den så alt andet end ny ud. Naturen var utrolig smuk. Vi gjorde holdt og fik en kop vietnamesisk iskaffe ved en flod. Der var der en slags abe i et bur. Guiden fortalte, at den sikkert var blevet fanget af nogle af minoritetsbørnene, der boede i bjergene, og de havde så solgt den til cafeen. Det var ikke en abe og ikke en lemur, men den var i familie med begge, utrolig doven og derfor ikke svær at fange. 

Vi kørte videre op i højderne og gjorde holdt et par steder for at nyde udsigten. Guiden fortalte, at regeringen havde ansat de forskellige minoriteter til at holde øje med bjergene og skovene. De var vant til at leve i dem og kendte dem. Bl.a. stod vi i et lille tårn, der var bygget for at holde øje med brand i den store jungle, der også omkransede bjergene. Vi kørte også igennem flere minoritets landsbyer, eller stammelandsbyer. De er ikke så nemme at få lov til at besøge, da mange af dem er kristne – nogle endda protestanter – og protestanter anses for at ville modarbejde regeringen. Derfor skal der altid indhentes en masse særlige tilladelser for at få lov til at tage vestlige turister med til de egne, da regeringen ellers frygter, at de vil missionere. Desuden er den lokale guide, der altid bliver tilknyttet sådan en tur, en der er indsat af regeringen.

På vejen holdt vi inde ved et par bygninger tilhørende nogle af minoritetsgrupper i junglen. Man havde bygget to forskellige former for huse, der bliver brugt af to forskellige stammer i disse bjerge. Fælles er at de er bygget på pæle, for at holde vilde dyr borte og at kvinder og mænd ikke bruger samme indgang.
I det ene hus bruger kvinderne den største trappe, dette for at vise respekt for hende, da hn er mor og dermed giver af liv. Disse huse havde utrolig høj tag, der var lavet af palmeblade. Jo højere tag, jo større status. Øverst var der sat forskellige dekorationer på, det var så man kunne kende den ene by fra den anden og hvem der boede her.
I de to andre hus boede mænd og kvinder hver for sig, så derfor anvendte de ikke samme trappe. Disse huse var meget aflange.  
Guiden fortalte om en stamme, der har byttet om på kønsrollerne i forhold til mange andre. Her er det kvinderne, der udvælger sig deres mand og frier til ham. Han forlader så sit hjem og flytter sammen med konens familie.

Efter en meget smuk og til dels lang køretur kom vi til Dalat, der om nogen by i Vietnam er blomsternes by og efter vietnamesiske forhold også noget eksotisk, i det man bl.a. dyrker jordbær, rødbeder og artiskokker i byen, der også er begyndt at producere vin. Det ses tydeligt at det er grøntsager og blomster der dyrkes, allerede når man nærmer sig byen, idet den vietnamesiske udgave af drivhuse fylder mindst lige så meget som husene.

Byen er ikke særlig gammel, kun omkring 100 år og ligger i over 1500 m højde. Den blev anlagt af franskmændene, der ganske enkelt bad (tvang) de forskellig minoritetslandsbyer om at flytte, da Yersin (en berømt fransk læge, der rejste til området og fandt ud af at mange sygdomme, der var i de sumpede varme områder i lavlandet, simpelthen ikke eksisterede her i de køligere bjergegne.) Dalat blev hurtigt en attraktiv kurby – og en sådan kræver selvfølgelig en jernbane og dermed en station, så franskmændene og den øvrige overklasse ”hurtigt” kunne komme på sommerferie. Selvom selve jernbaneruten ikke længere eksisterer, så har man en lille tandhjulsbanen der kører ca. 7 km 5 gange dagligt ud til en lille landsby. Der står dog stadig et damplokomotiv og nogle gamle vogne tilbage på stationen. Man kan sagtens mærke nostalgien – og mens vi var der var der også fotografering af et brudepar, det bruges stationen nemlig også til, da mange ønsker deres bryllupsbillede taget i gamle omgivelser. I øvrigt fortalte Phou, at den slags billeder normalt tages 3 måneder før brylluppet i Vietnam, da brudeparret så meget bedre kan slappe af på billederne.
Dalat har selvfølgelig også en blomsterpark, som vi fik lov til at besøge. Der var rigtig mange flotte og store blomster. Buksbom var klippet i sjove faconer, og selvfølgelig var der også drager og mange andre dyr. Vi gik lidt rundt og nød synet og gik så tilbage til bilen.
Dalat er også kendt for sit marked, og selvom vi har set markeder i nogle af de andre byer, så var det superhyggeligt, for guiden gik med rundt og viste os de forskellige boder og fortalte om dem. Der var bl.a. store kurver med jordbær, der var sat flot op og kæmpe avokadoer. Der blev også solgt forskellig slags kød og indvolde. ”Vi spiser jo det hele” sagde han. Da vi kom til en æggehandler fortalte guiden, at der både var æg fra vild- og tamhøns (de bedste er dem fra de vilde), fugleæg og gåseæg. Der var alt inden for fødevarer, og det var rigtigt sjovt at se. Markedet lå omkring en lille plads, hvor der var en statue. Guiden fortalte, at det viste 3 vietnamesiske kvinder: Den ene bar en kurv på ryggen, hun symboliserede minoritetskvinderne. Den anden havde den typiske lange tunika/kjole på uden på et par bukser, og den sidste havde en kort tunika, som kvinderne i syd bruger.
Derefter var det blevet tid til dagens sidste aktivitet: Vi skulle besøge et ud af tre af den sidste konges paladser i Dalat. Han havde to slotte i byen, kun forbeholdt ham, mens der var et slot til resten af hans familie. Det var bygget i 1932 og stod færdig i 1938. Slottet blev brugt som hans sommerresidens, da det kølige klima var dejligt at bo i om sommeren. Han blev boende i slottet helt frem til 1954, selvom han abdicerede allerede i 1945. I 1947 flygtede dronningen sammen med deres 5 børn til Frankrig, hvor han også slog sig ned, da han forlod Vietnam. Da han flygtede til Frankrig, fandt han en anden kvinde at tilbringe sit liv med. Han kunne dog ikke blive skilt fra dronningen, så på papiret var de stadig gift, men levede altså ikke sammen overhovedet efter, at hun havde forladt Frankrig. Hun døde af kræft i 1967, Kongen døde i 1997 og deres ældste søn døde i 2004. Efter at kongen havde forladt landet, brugte de to efterfølgende guvernører slottet. Vi fik en gennemgang af vores guide gennem hele slottet. Vi så alt fra hans arbejdsværelse, til venterum til gæster, børnenes spisestue, kongefamiliens soveværelser og opholdsrum, kongens konferencerum og køkkenet. Det var ret så morsomt at se et forholdsvist nyopført slot, da vi ikke rigtig har nogle nyere slotte i Danmark. Det var udefra måske en smule svært at se, at det var et slot, da det ligeså godt kunne være en stor herskabsvilla, men når man hørte historierne om kongefamilien, var man ikke i tvivl. Der hørte en utrolig flot have til slottet, virkelig skøn at kigge på.

Turen går til Ho Chi Minh city (Saigon): Vi skulle køre fra Dalat til Ho Chi Minh city en tur på 300 kilometer, men tiden vi kørte var meget længere p.g.a. af vejenes tilstand.
Vores første stop på turen gjorde vi, mens vi endnu var i Dalat by. Vi skulle se ”Prenn waterfall”. Det morsomme, fortalte guiden, var at vandfaldet var menneskeskabt for at skaffe turister til byen. Derfor var der også rigtig mange aktiviteter, man kunne foretage sig lige ved vandfaldet. Vi ”nøjes” nu engang med at tage billeder af det og så gå en tur om bag ved vandfaldet! Det var en ret vild oplevelse! Virkelig underligt. Det var så uroligt smukt på trods af at det var menneskeskabt, og det var dejligt med en mild start på turen.

Derefter satte vi os ind i bilen igen og kørte mod syd. Det var meget tunge skyer, som hang over os, da vi kørte ned af det bjerg, hvor Da lat ligger på toppen. Og der var ingen tvivl om, at det ville begynde at regne på et tidspunkt. Og ganske rigtig omkring kl. 12.00 begyndte det så at regne virkelig voldsomt. Det er fordi, at regntiden så småt er begyndt i Sydvietnam, og man må sige at det giver noget af en skylle, når det først begynder. På samme tidspunkt var det blevet tid til vores frokost. Vi holdt inde på en lokal restaurant, og det glædede os meget, at vi endnu engang kunne få lov til at spise lokalt! Vi sad helt ud til en floden.

Da vi havde kørt lidt holdt vi inde ved en kaffe og teplantage. Guiden fortalte om kaffe og te produktionen. Kaffen bliver høstet efter 3 år.  Og træet holder ikke så længe (10 -  15 år), hvor længe kan jeg ikke huske lige nu. Bonden sender så bønnerne til et kafferisteri. Her bliver bønnen ristet sammen med smør og sukker. Men man kender ikke blandingsforholdet mellem de 3 ingredienser. Det er en dyb hemmelighed. Teplanterne holder i 3-5 år, derefter bliver de solgt på det lokale marked som pynt til hjemmet. De små blade giver den bedste te og er derfor også dyrest. I Vietnam dyrker man kun teplanter til at lave grøn te af. Det kan man så blande med lemon eller honning, der skulle være rigtig godt. Da vi havde taget et kort stop på plantagen måtte vi videre på vores lange færd.

Lidt senere holdt vi inde på en tobak, peber og cashewnødde plantage. Tobakken er den afgrøde, som er den billigste sjovt nok. Desværre var tobakken og cashewnødderne ikke rigtig udgroet, da vi er her i en forkert sæson. Guiden fortalte en masse om, produktionen og dyrkelsen af afgrøderne. Bl.a. fortalte han at den sorte peber blev høstet først, før kornet bliver rødt. Den hvide peber bliver først høstet lidt senere, når kornet er blevet rødt. Efter et kort holdt igen måtte vi videre mod metropolen.

Så begyndte vi endelig ved en 16 - tiden at nærme os provinserne til Ho Chi Minh. Og trafikken begyndte for alvor at stramme til, sjovt hvordan man kan mærke storbyen langt væk bare på trafikken. Det blev bare voldsommere og voldsommere jo mere vi nærmede os storbyen, og vi fandt ud af, at Hanoi godt kunne tage at pakke sammen, når det handler om meget og hektisk trafik. Der er simpelthen så mange motorcykler – det er fuldstændig ubeskriveligt. Vi skulle bo inde i midten af byen, kaldet Saigon efter byens gamle navn. Så det krævede nerver af stål for at køre os herind – men chauførren klarede det til UG.
Da vi havde tjekket ind på vores hotel gik vi en tur ud i byen. Vi fandt også frem til markedshallen, som dog var ved at lukke. Til gengæld var der en mængde af mennesker, som var ved at stille op til natmarkedet, der er på åben gade hver eneste aften lige ved siden af markedet, og det var et fascinerende syn. Det gik godt nok stærkt.

Rundtur i Ho Chi Minh city: I dag skulle vi på Ho Chi Minh City Tour – altså på en lille rundtur i Vietnams største by (hvad angår befolkningstallet).
Ho Chi Minh fik sit navn efter Vietnams genforening i 1975, og er en fællesbetegnelse for de to sammenvoksede byer Saigon og Cho Lo og forstæder til de to byer. Vi skulle besøge begge byer. 

Vi begyndte i Saigon, hvor vi også bor. Denne by bærer præg af franskmændenes tilstedeværelse i landet. Der så vi først ”Uafhængighedspaladset”.  Her gav Phou os en hurtig gennemgang af Saigons historie. Det første palads, der lå på stedet, var bygget af franskmændene og hed Norodom Paladset.  Norodom er navnet på den cambodjanske konge. Franskmændene var på dette tidspunkt koloniherre i Indokina, der bestod af landene Laos, Cambodja og Vietnam. Derfor var det lidt en hån at give en by i Vietnam navn efter en konge i nabolandet. Paladset blev opført til den franske guvernør.  Da franskmændene forlod landet overtog den uduelige og korrupte katolske præsident Diem paladset. Norodom Paladset blev bombet af to af Diems egne piloter i 1962. Diem overlevede angrebet og flyttede til et andet fransk palads i nærheden. Han bad en vietnamesisk arkitekt om at tegne og opføre et nyt palads på stedet. Det blev færdig i 1966, tre år efter Diem var blevet dræbt af sine egne soldater. Det er dette palads, der i dag hedder ”Uafhængighedspaladset”. Det var meget sjovt at se og Phou var endnu engang meget oplyst og fortalte løs. Der var velkomstlokaler, mødelokaler, spisestuer mm. for både præsident, vicepræsident og præsidentfruen. Der var teatersal, en lille bonsaihave i privaten, og øverst oppe en balsal samt en heliport, så præsidenten hurtigt kunne komme afsted. Der var også en hel kommandocentral i kælderen, med flugtveje til både havet samt Cho Lo, hvor der så var yderligere flugtmulighed. I kælderen var der diverse radiooperatørrum samt kort generalstaben kunne gøre brug af.

Efter ”Uafhængighedspaladset” besøgte vi ”Museet for Krigsforbrydelser”. Det var en rigtig barsk omgang. Den viste billeder fra Vietnamkrigen/Amerikakrigen. Der blev bl.a. sat fokus på massakre udført af amerikanerne, der i høj grad gik ud over civilbefolkningen samt på følgerne af ”Agent Orange” – ”kælenavnet” for den gift amerikanerne sendte ud over bl.a. mangroveskovene for at afløve disse og på den måde prøve at afdække viet congs tunnelsystemer.   Nede i forhallen sad nogle af ofrene og lavede forskelligt håndværk eller spillede musik. Følgerne er der også for børn født i dag – og det gælder også for børn er forældre, der var med til at sprede giften. Desuden var der en to udstillinger udenfor med hhv. krigsmateriel og en ”Tiger-cage” – tigerbur, der blev brugt i de amerikanske fængsler. De billeder mindede om de billeder vi havde set fra KZ-lejrene. Hertil skulle så bare lige lægges den høje varme og fugtighed. Der var ganske vist ikke gaskamre, men til gengæld var der en guillotine. Vi brugte nok omkring tre kvarter på museet – der virkelig gjorde indtryk og viste krigens grusomhed for alle parter.

Vi kørte nu hen til pladsen, hvor hhv. den katolske domkirke er og hovedpostkontoret – og pludselig er det, som står man i Europa. Domkirken er bygget af mursten fra Marseilles og hovedpostkontoret ligner mest af alt en europæisk jernbanebygning fra omkring 1900. Franskmændene gjorde åbenbart hvad de kunne for at få Saigon til at ligne Frankrig, så de rigtig kunne føle sig hjemme. Det så vi yderligere eksempel på, da vi kørte videre mod Cho Lon, også kaldet China-Town, hvor vejen derud var som at køre på en fransk boulevard med store skyggefulde træer i begge sider af vejen. Trods det lidet vietnamesiske udseende er det yderst populært at blive fotograferet foran Domkirken, statuen af Jomfru Marie og Postkontoret når man er brudepar. Vi så mindst tre par, der poserede for kameraet. En sjov lille detalje. Der var hele tiden en der holdt sløret ud, og når billedet så skulle tages, slap han sløret, så det rigtig kunne blafre på billedet. I øvrigt stod der også et brudepar ude på den trafikerede vej og blev fotograferet. Jo, det kan godt være de tager billederne tre måneder før selve brylluppet, men det er godt nok også noget af en seance. I øvrigt var det meget sjovt at se hovedpostkontoret, for det var næsten som at træde ind i en gammel film man manglede bare togene og jernbanesporerne.

I Cho Lon, der ikke uden grund kaldes China-Town, da den er den største ”China-Town” i Vietnam, ja måske endda i verden. Der bor over 1 million kinesere i bydelen,  kørte vi først hen til det store marked, hvor der er over 2000 boder. I midten er der en lille have med et alter til ære for den kineser der etablerede området til marked, så der var både bonsai-have og røgelse. Og man kan købe alt i de over 2000 boder – lige fra silke til tandpasta, sin middagsmad og store, kæmpegryder. Vi kom til at sige til hinanden, at her kunne man vist købe alt – undtagen kvalitet. Det var sjovt at gå rundt og se de små boder, ad de smalle stier, men lugten, varmen og den orden i kaos, der på en eller anden måde rådede gjorde det også uoverskueligt.  Så da vi havde gået rundt et stykke tid, var vi simpelthen så tunge i hovedet, at vi bare måtte ud og væk.
Vi blev i Cho Lon og kørte hen til Templet for Thien Hau – havets gudinde. Udenfor var der en masse gråspurve i bur, det var lidt grimt at se, men vi fik forklaringen senere. Kineserne byggede først et tempel i træ for at ære havets gudinde, da hun havde hjulpet dem i deres flugt over havet. Da de var blevet mere velhavende byggede de så i stedet det nuværende. Der var mange lighedspunkter fra et lignende tempel, vi havde set i Hoi Ann, bl.a. de røgelsespinde, der kunne brænde i flere dage – i Hoi Ann var det en måned, her var det 3 dage. Igen var kinesisk religion, buddhisme og hinduisme blandet sammen i en skøn – eller uskøn – blanding, hvilket ikke nødvendigvis gør det nemmere at forstå, men det er i alle tilfælde vigtigt at være et godt menneske og gøre noget godt. Derfor kan man købe en gråspurv udenfor templet, og så slippe den fri fra buret, man har dermed gjort en god gerning. Der var også nogle pinkfarvede sedler med kinesiske skrifttegn. Det var bønner folk havde skrevet, som så blev hængt op i templet i en uge, så gudinden kunne læse dem. Selve templet have i øvrigt nogle flotte dekorationer. Phou viste os nogle sjove vandpiber i templet og en lille bitte have, hvor der var nogle figurer fra den kinesiske historie. Han fortalte, at alle i Vietnam kendte kinesisk historie bedre end den vietnamesiske, da man ser mange kinesiske film, der fortæller disse historier, mens Vietnam nærmest ikke producerer nogle.
Efter vi havde set dette tempel tilbød guiden at vi blev sat af ved den restaurant, han havde anbefalet os, hvilket vi sagde ja til. Det var super godt. En fin restaurant og gadekøkken i et med rigtig dejlig vietnamesisk mad. Køkkenet var en masse små tilberedningssteder ude i hver side, som man kunne gå hen og se og fotografere, hvis man havde lyst; man kunne vist også have bestilt ved at gå langs køkkenerne.

Vietkongernes tunneler og besøg i Cao Dai sekten: I dag var en dag som vi havde glædet os til siden vi fik programme - vi skulle nemlig køre langt (55 km, men husk at det er i Vitnam, så alting kører en smule afrikansk) ud til ”Cu Chi”, der er et område /distrikt, hvor man under vietnamkrigen lavede et meget avanceret tunnelsystem.

På vejen til tunnelerne standsede vi ved en gummiplantage. Guiden beskrev med vanlig grundighed gummiproduktionen – det kan hermed konkluderes at det rent faktisk er latex, der kommer ud af træerne, og den bringer ikke en videre behagelig duft med sig! Lidt om produktionen: Man kan først begynde at høstet latexen, når gummitræer er 3-5 år gammel. Man kan i alt høste 6 måneder om året – tre måneders høst derefter 3 måneders hvile. Når man skal høste laxen, skærer man med en skarp kniv en skæv rille fra venstre mod højre, og i bunden af rillen sætter man en tragt og en skål. Plantagearbejderen høster dagligt 2-3 gange i løbet af en dag! Når man har høstet 3 måneder, sætter man en slags plaster (kemikalier og noget, der dækker ”såret”) for rillen, derved kan træet reproducere sig. Phuc fortale om arbejdernes vilkår, som bestemt ikke er gode. Da der dannes både en form for kemikalie i luften og et forhøjet CO2 udslip, lever arbejdernes kortere tid end andre vietnamesere. Der er udover disse ting også en høj luftfugtighed!

Næste holdt var så tunnelerne i Cu Chi. Først fortalte Phuc en masse om hvordan tunnelerne var opbygget. Under anvendelse af de mest simple redskaber lykkedes det Vietkongerne og guriellakrigerne  at grave sig 12 meter ned i den næsten klippeagtige jordbund og  anlægge over 200 km tunneler og beskyttelsesrum i flere etager. Det tre til fire meter tykke loft kunne modstå vægten af en tank på 60 tons og klare bomber på op til 100 kg. Området spillede en central rolle både i kampen mod franskmændene og senere amerikanerne, da det lå strategisk godt i forhold til Saigon og havet. Der var en fin illustration/planche/model af dette i begyndelsen af udstillingen, hvor vi også så en film om vilkårene og den heroiske kamp vcérne og modstandsfolkene udøvede (og den var ”kun” lettere propagandistisk). Rundt i området var der noget der havde form som store myretuer. Der var huller i. Disse fungerede som lufthuller, der skulle sørge for frisk luft. Der var også skanser og ”rævehuller”, hvor tre mænd stod klar til at affyre skud, når amerikanske soldater nærmede sig og derefter forsvinde ned i gangene igen. Det var ikke uden grund amerikanerne følte de kæmpede mod en usynlig fjende. Derudover var der lagt forskellige fælder rundt i området. Alle med makabre våben, der på den ene eller anden måde ville spidde fjenden levende. Hertil skal lægges den kvælende varme og luftfugtighed. Jo, rædslerne blev meget nærværende. Samtidig blev vi imponeret over hvordan modstandsbevægelsen og VC’erne arbejdede. Meget af det der blev fremstillet i krigen blev fremstillet under meget primitive forhold nede i tunnelerne. F.eks. var fældernes spyd lavet af bambusgrene.  Der blev også fremstillet Ho Chi Minh sandaler. Det var sandaler lavet af gamle dæk, men for at snyde fjenden havde man lavet sålen sådan, at det så ud som om, man gik den modsatte vej af det man faktisk gjorde. En anden smart opfindelse, som VC havde fundet op i tunnelerne var køkkenudluftningen. For at fjenden ikke skulle opdage tunnelerne ved at alt ventilationen fra køkkenet steg op af samme hul, havde man lavet endnu et lidt kompliceret system; Fra køkkenet steg røgen op i et kammer, som førte videre, som førte videre til det sidste kammer. I alle tre kamre lå der et filter. Når røgen så skulle ud, siv den lige så stille gennem tre forskellige huller, der lå helt plan i jordhøjde. En forholdsregel som man tog var, at man kun lavede mad tidligt om morgenen og lige i skumringstid, derved lignende det morgendis/tåge. Der blev også brugt et trick for at forvirre de amerikanske sporhunde. Man lagde peber ud ved nogle af nedgangene til tunnelerne. Men man lagde kun peber ud én gang ved hver nedgang, da amerikanerne ellers ville kunne regne ud hvorfor at hundene altid begyndte at nyse det samme sted.
Vi fik selv lov til at prøve at gå i tunnelerne – hele 30 meter! Og det skal siges at være mere end rigeligt. Vi havde en fører med nede i tunnelen, som var så venlig at tage billeder af os undervejs. Det var noget af en varm og fugtig oplevelse. Husk at tunnelerne var gjort større af hensyn til at visse turistnationaliteter, da ikke alle er lige så tynde, smidige, lave og rørige som asiaterne. Dog var oplevelsen klaustrofobisk nok, da vi måtte sætte os helt i hug og bøje os sammen samtidig med, at vi skulle gå fremad og kravle op og ned af! Da vi kom ud af tunnelen, havde vi fuldstændig mistet stedsansen.
Besøget sluttede med, at vi smagte modstandsbevægelsen daglige føde. Den bestod af en af bestemt rodfrugt (smagen kan beskrives som en blanding af kogt kartoffel og selleri), som man p. g. a. den ensformige smag dyppede i en blanding af sesamfrø, peanut, sukker og salt. Det smagte ganske glimrende. Til ”retten” fik vi som vanlig grøn te.

Så skulle vi videre til Tay Ninh, der er centrum for den religiøse sekt Cao Dai. Hver dag kl. 12 har sekten sin hovedmesse, og derfor var turen tilrettelagt så vi kunne nå at være med til begyndelsen af denne.  Selve templet lignede udefra mest af alt en kirke i grundform men med asiatiske figurer, såsom drager, på selve bygningen. På toppen af bygningen var der en enhjørning og en rytter på.  Samtidig var bygningen malet med de 3 vigtigste farver indenfor Caodismen: Gul, blå og rød, som også var farverne på nogle i kirkens tøj.

Men hvad er Cao Dai så? Ja, det er egentlig ret så svært at forklare, men jeg gøre et forsøg alligevel: I 1925 startede Ngo Van Chieu (han var embedsmand i det franske kolonistyre) den religiøse sekt. Bevægelsen bygger på forskellige religiøse retninger såsom: animismen, konfucianismen, buddhismen, daoismen og kristendommen. Lige i starten af sektens oprettelse spredte den sig som en løbeild mellem de fattige bønder.  I dag er der mellem 2-3 mio. tilhængere. Van Chieu fik et kald fra 'Cao Dai' – det højeste væsen - om på at skabe en religion, som favner alle de største af verdens religioner.

Men tilbage til vores oplevelse ved hovedmessen. Da vi trådte ind i den religiøse bygning, var det første som mødte os, en mur af lyd. Da vi blev vist op på balkonen, fandt vi ud af, hvorfor lydene var så anderledes at høre på. Det var et lille orkester, der sad samme sted som balkonen, hvor orgelet typisk er i danske kirker. De spillede på typiske asiatiske instrumenter, mens et kor af kvinder sang; sangene var bygget på den asiatiske toneopfattelse, så det lød også noget anderledes og i vores ører også en smule falsk. Vi gik videre hen af balkonen, hvorefter at Phuc forsøgte at fortælle os noget om sekten midt i al larmen og virvaret. Mens stod vi og kiggede ned på ”menigheden”, der for de fleste vedkommende var klædt i hvid. I kirkerummet var der 9 forskellige niveauer.  Det laveste niveau var nede ved indgangen, og så gik niveauerne opad mod de forskellige altre. Dem, der sad tættest på alteret var den ældste i sekten, og efter ham nogle af de andre ældste i bevægelsen. De var klædt i sektens farver: blå, gul og rød. Der hver repræsenterer henholdsvis: Buddhismen, konfucianismen og taoismen.
”Cao Dai” (det højeste væsen) var repræsenteret ved et højre øje, da det er det maskuline øje, og en trekant rundtom. Det var at finde flere steder bygningens indre og ydre design. Og der var et alter mest centralt på det niende niveau. Da vi kom ud fra bygningen, snakkede vi lidt videre om sektens forestillinger om livet efter døden. Hvis man troede på, at man kom i Himmelen, så var det det, som man gjorde. Hvis man troede på, at man opnåede Nirvana, så var det det, som man gjorde. Hvis man troede på, at man blev reinkarneret efter døden, så var det, man gjorde.
Da vi kom tilbage til Ho Chi Minh og havde nettet os lidt, var det igen blevet tid til at høre jazz. Denne gang på en mere moderne jazzklub (navner er Sax’n’art), der ligger lige ved konservatoriet i byen. Klubbens hovedmusiker er saxofonisten Tran Mahn Tuan, der også ejer stedet. Det musikalske var absolut bedre end i Hanoi, men klubben var dog ikke så hyggelig.

Farvel og tak for denne gang: Så var det blevet tid til vores hjemrejse til Danmark. Det har været en rejse med så mange oplevelser og indtryk, og jeg føler mig så privilegeret over at kunne få sådan en god rejse og få lov til at møde mange venlige og imødekommende mennesker. Vietnam er et vældig interessant land, og jeg har lært rigtig om kultur, identitet, historie og religion på rejsen. Vietnam er virkelig et besøg værd – et ganske unikt land!

Og hvad så nu? Hvis man kan rejse, så skal man rejse! Og det er lige, hvad jeg har tænkt mig at gøre. På lørdag rejser jeg endnu engang til Montenegro med min veninde. Jeg er virkelig spændt på, hvad denne sommer vil bringe med sig af gode ting. Denne gang bliver det anderledes, fordi vi er meget mere bevidste om, hvad vi gerne vil og hvad vi kommer til at arbejde med. Jeg glæder mig, for det er som at komme hjem igen, og jeg føler mig virkelig privilegeret og velsignet over, at jeg kan tage derned og bruge min sommer sammen med en masse dejlige unge mennesker og dele min tro, det som virkelig fylder i mit liv, sammen med dem!