Vi skal på bjergvandring i
naturparken Dormitor. Pete, som er en del af menigheden i Niksic, har
arrangeret en tur, hvor alle, der overhovedet har lyst, kan komme med. Vi ender
med at være ca. 17-18 mennesker fra henholdsvis Niksic, Podgorica (hovedstaden)
og så en enkelt fra kysten. Vi sætter os ind i diverse biler
og en enkelt jeep og kører mod nord. Det bliver en tur på 1,5 time. Efter
problemer med at få alle bilerne helt hen til vores udgangsposition for turen
på grund af de mange bump i den meget dårlige grusvej, som det viser sig at kun
jeepen kan klare, når vi alle endelig frem. Og nu kommer alt det dejlige
balkanplanlægning frem.
Det går op for Tanja og jeg, at
ingen rigtig har fortalt os noget om turen. Vi har ingen idé om hvor langt vi
skal gå, og at vi åbenbart skulle have haft en lang trøje og et par lange
bukser med p. g. a. massive mængder af myg, meget tætbevoksede krat af brændenælder
og bjørnekløer, mulighed for at møde giftige slanger og at vi faktisk kommer op
i en højde af 1745 meter over havets overflade, hvor der naturligvis er koldere
end ved bunden af bjerget. Men hvad man ikke ved til at starte med, har man som
sagt ikke ondt af.
Til at starte med, mens vi stadig
var i nogenlunde fladt terræn gik alle og snakkede med hinanden. For det er det,
som sker, når man begynder at gå. Nogle vil kende konceptet lidt fra danske
kristne lejre, hvor man ofte har ”walk’n’talk” som en del af lejrprogrammet.
Det kan hjælpe på en samtale, at man ikke nødvendigvis skal sidde på hver sin
side af bordet og kigge hinanden dybt i øjnene. Hvis kroppen er i gang, og man
går og kigger lige frem, kan der lige pludselig komme skub i tingene. Og det
gjorde der vist for rigtig mange den dag. For mig personligt fandt jeg også ud
af, at man er meget bedre til at lytte til mennesker, når man er alt for
forpustet til at snakke selv – og det var da dejligt at opleve, at jeg kunne
bidrage med det.
Da vi havde gået et lille stykke
ind i skoven, stoppede Danijel (KFS ansat) os alle sammen. Han ville vise nogle
planter, som lugter og smager kraftigt af hvidløg, men som ikke er det, til os.
Det var føde for den brune bjørn, som lever i området. Der var nu ingen grund
til at blive bange, da de ofte var mest aktive om natten og ikke kunne lide
mennesker. Men tænk på trods af mine efterhånden 3 besøg i dette land, så vidste
jeg ikke, at der var brune bjørne. Montenegro er et ret så eksotisk land, selvom
mange endnu ikke har fået øjnene op for det, og dette gjorde det bestemt ikke
mindre eksotisk at finde ud af, at der faktisk lever vilde bjørne!
Efterhånden som der kom stigning
på ruten, blev flokken af mennesker delt op, så dem der var super atleter kunne
løbe op, mens dem, der måske havde brug for et lidt mere stille og roligt tempo
kunne få lov til at tage opstigningen i et mere menneskeligt tempo. For mig er
der bare noget meditativt ved at gå i naturen, især i bjergene. Kroppen
arbejder ligesom bare, blodet pumper, man pruster så meget, så man ikke altid
har luft til at snakke, og mens kan hjernen bare få lov til at slappe
fuldstændig af. Det er en enorm befrielse, og kan hjælpe én med at få sat
tingene lidt perspektiv. Jeg fulgtes det meste af vejen op med to piger, en studerende
og en af de unge piger fra kirken. Vi fik lige sat hele vores liv og tro i
perspektiv. Det var bare super opløftende!
Da vi nåede op over trægrænsen,
begyndte den farlige del af opstigningen. Det var meget løse sten, der til hver
en tid kunne få dit underlag til at glide. Jeg må indrømme, at jeg, måske mest
fordi jeg kommer fra et fuldstændig fladt land, ikke følte mig specielt tryg,
men montenegrinerne virkede ikke rigtig til at være bekymrede, så hvorfor
skulle jeg være det?
Midt på den smalle sti, som vi
gik på, stødte vi så på en slange. Det viste sig senere, at det var en giftslange.
Ja ja, man kan møde lidt af hvert hernede. Men jeg måtte bare håbe på det bedste,
da jeg ikke rigtig kunne komme på afstand af den, da stien var smal, og hvis
jeg forsøgte at tage et skridt til siden, så vilde jeg nok falde ud over kanten.
Heldigvis så skete der ikke noget med nogle af os! Og det er egentlig utroligt,
når man tænker på, hvor mange mennesker, der krydsede den.
Lidt længere oppe holdt vi en
kort pause ved et vandfald. Og først her gik det egentlig først op for mig,
hvor ubeskrivelig smuk naturen omkring mig egentlig var. Hele dagen havde jeg
mest koncentreret mig om at gå og holde øje med stien, men pludselig var der et
rum til bare at sidde og nyde: Hele vejen rundt om mig var der høje bjerge.
Lige ved siden af mig løb et vidunderlig smuk vandfald og jeg sad selv på de
fineste hvide sten. Det var en fryd for øjet og sjælen, og straks faldt min
tanke på følgende salme (salme 8) fra Bibelen:
”Herre,
vor Herre!
Hvor herligt er dit navnover hele jorden,
du som har bredt din pragt ud på himlen!
Af børns og spædes mund
har du grundlagt et værn mod dine modstandere
for at standse fjender og hævngerrige.
Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
med herlighed og ære har du kronet det.
Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
alt har du lagt under dets fødder,
får og okser i mængde,
selv de vilde dyr,
himlens fugle og havets fisk,
dem som færdes ad havenes stier.
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden!”
Hvor er det fantastisk, at vi har
fået givet så smuk en natur af vores Skaber. Det er virkelig et privilegium,
som jeg alt for sjældent minder mig selv om. Og hvor beskriver sådan en natur
også Guds storhed og fantastiske skaberkraft. Samtidig når man sådan sidder
midt på et bjerg, så kommer man også til at føle sig så umådelig lille. Hvordan
kan Gud have øje for mig, når jeg bare er en lille bitte brik midt i denne
verdens store puslespil. Men Gud husker os! Vi er den skabning på jorden som
ligner Ham allermest, og Han har øje for hver eneste. Vi er noget helt særligt
for Ham. Vi må leve med øje for det ansvar, som vi har i denne verden. Vi må
passe på den! Vi må passe på naturen for på den måde, er vi med til at ære Gud.
Men nok om min lille refleksion på
en sten på et bjerg. Vi måtte videre for at nå vores destination. Kræfterne var
ved at være brugt op, sveden piblede frem, luften blev tyndere og pulsen
højere, men til sidst lykkedes det at nå frem til en lille dal 1745 meter over
havets overflade. Det var en sand velsignelse at få lov til at få et lidt
længere hvil og få fyldt energien på igen ved at spise madpakker. Det gik op
for mig, at vi havde gået 10-11 kilometer op af bjerget, og derfor skulle vi
selvfølelig også gå den samme afstand tilbage. Det havde taget os over 4 timer
at komme derop! Men man kan ikke gøre andet end at smile, for der er ikke
rigtig nogen anden vej ned. Der var masser af tid til at hygge sig og
socialisere, mens man pustede ud og hørte på spillende mundharmonika
musikanter.
Efter en times tid begyndte
nedstigningen igen. Fødderne var trætte og huden træt af myggestik og brændende
planter. På trods var stemningen høj og hyggen slet ikke aftaget - faktisk
nærmere steget. Kroppen kørte i fuldstændig automatpilot, den satte bare det
ene ben foran de andet, og derfor var der tid til nogle flere gode samtaler.
Da vi endelig efter 2,30 timers
nedstigning nåede jeepen igen, var det med et sagligt smil om munden og en meget
træt krop fyldt af myggestik og brændemærker. Der var ikke overhovedet mere
energi tilbage, men nu skulle vi jo også bare hjem i seng.
Hvilken en oplevelsesrig og spændende
dag, der absolut har givet noget ind i fællesskaberne hernede! Man kæmper
sammen og støtter hinanden i at nå toppen, mens man opmuntrer hinanden igennem
snakken og deler glæden over Guds smukke natur. Meget bedre kan livet ikke
blive…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar