Glæden ved at være hjemme igen!

Så kom jeg endelige tilbage til det sted, som har haft så stor en betydning for mig, siden jeg var der for første gang sidste sommer. Jeg er ”hjemme” i Niksic, Montenegro, hos familien Surbatovic. Og hvorfor er det så, at dette sted i Montenegro, som ikke engang er nævnt i turistbogen om Montenegro, og som ingen montenegrinere rigtig forstår at udlændinge tager til, er så specielt?  

Det er fuldstændig rigtig, at byen på ingen måde er den smukkeste i landet, mest af alt minder den nok om en industriby, men svaret på det overstående spørgsmål kan besvares simpelt og med kun ét ord: menneskene.

Da jeg kom herned sidste år, var det absolut ikke med min egen viljes kraft. Da Tanja (min veninde og medvolontør hernede) skrev til mig, mens jeg endnu var i Nigeria, vidste jeg på ingen måde, hvad og hvor Montenegro overhovedet lå. Men Guds plan var åbenbart, at jeg skulle herned, og det tydeliggjorde for mig, at ”(…)jeg har planer om lykke ikke om ulykke (…)” (Jeremias’ bog 29,11) er en del af Guds gave til mennesker, hvis man tør at udfordre sig selv og sætte sin tillid til Ham.

Okay, nu vil jeg så forsøge ikke at lave alt for mange sidespring i det, som jeg egentlig kom fra: menneskene i Niksic. I den lille evangeliske kirke i byen med ca. 25 medlemmer, er der en gruppe af unge kvinder, det er faktisk den gruppe i kirken, som er størst. De er alle meget stærke og modige i forhold til at stå fast i deres tro og vise det til deres familie, venner og bekendte, og for mig er det inspirerende og giver mig mod til at gøre det samme, når jeg kommer hjem. Men de har brug for nogle kvindelige rollemodeller, som de kan snakke med og åbne sig overfor, og som har været kristne lidt længere end dem og som derfor også har brugt mere tid på at læse i Bibelen, og det er, hvad Tanja og jeg kan give dem. Samtidig kan vi også opmuntre dem, når de mister modet eller på anden måde bare møde dem dér, hvor de er. Det er et kæmpe privilegium for mig, at jeg faktisk har mulighed for at kunne sige til en gruppe unge piger, at jeg ikke har andet end tid til at være sammen med dem, lytte på dem og være der for dem. Da der ikke er mange, som er kristne i denne by eller for den sags skyld i det her land, så kommer man hurtigt til at føle sig alene engang i mellem, men i løbet af sommeren kan vi støtte dem i det.

Samtidig hjælper vi også Kristelige Forbund for Studerendes (for mere information kan man klikke på linket til højre) ansatte hernede, Danijel, i hans arbejde med at skabe kontakter til nogle på det lokale universitet. Det gør vi bl.a. ved at mødes med vores venner, som tager deres venner med typisk på café eller til nogle events, som vi eller nogle andre teams laver. For pludselig så er de ikke bare vores venners venner, men vores egne venner. Og venskaberne med menneskerne hernede er det, som betyder mest for mig. For det handler altså ikke om, at ”slå folk i hovedet med Bibelen”, men at dele liv. Og det vigtigste for mig i mit liv, det er min tro på Gud. Og derfor bliver det en naturlig del af det at dele liv og snakke med mennesker. Denne gang går jeg med en fuldstændig ro i, at Gud er Ham der virker ind i menneskers liv. Det er også tydeligt for mig, at det er Ham som leder både Tanja og mig i, hvad vi skal. Konkret giver det sig bl.a. til udtryk i, at vi har fået nogle gode idéer, der supplere hinanden eller I, at vi tilfældigt kommer til at være sammen med et menneske, som virkelig har brug for trøst eller opmuntring, lige når vi kommer, for at være sammen med dem.

Nu ved jeg godt, at det her måske kommer til at virke en smule selvfedt. Men selvom at jeg er her for at give noget ind i kirken og i det arbejde som KFS gør, så får jeg mindst det dobbelte igen fra de mennesker, som jeg møder. Det inspirerer mig enormt meget ind i mit liv, og jeg får så meget kærlighed igen fra de mennesker, som jeg møder. Det er en kæmpe gave, og noget som jeg bestemt prøver at være ydmyg overfor. Det er noget, som man ikke skal tage for givet. Det er stort! 

Til slut vil jeg bare lige fortælle om nogle af de konkrete ting, som jeg har lavet hernede i den uge, hvor jeg har været her:

 

De første par dage hernede overlappede vi med en familie fra USA, som vi lærte at kende sidste sommer. De er de dejligste mennesker, og de har virkelig gjort et stort stykke arbejde hernede. De havde været her i 3 måneder og er kommet i kontakt med nogle mennesker, og hjulpet med noget konkret byggearbejde i det hus, som vi bor i. De kommer fra Surbatovic lokale kirke i Californien, og de er så inspirerende mennesker. Her er et billede af moren Julie og hendes søn Mike.

Julie havde lavet et virkelig sødt skilt med Tanjas og mit navn på, ude ved bærrækkerne i haven, da en af vores huspligter er at plukke bær igennem sommeren – det var virkelig sødt og tårefremkaldende! Så kan man da ikke andet end at føle sig hjemme.

 

Allerede på vores anden dag tog vi op i bjerglandsbyen Brsno, som vi også havde besøgt sidste år. Det er både vores præst, Stans families landsby, og vores husholderske, Makicas, landsby. Vi havde besøgt stedet sidste år, og gensynsglæden var stor fra begge sider! Familien er meget gæstfri, og vi fik serveret alt godt traditionelt mad, som familien selv havde lavet. Makica viste os rundt i landsbyen, og vi så bl.a. skolen og brønde, fordi der endnu ikke er installeret rindende vand i landsbyen. Besøget afsluttede på den allersmukkeste måde med den flotteste solnedgang henover bjerget.

Vi har også været ovre hos Danijel (KFS ansat) og hans kone. Her mødtes vi bl.a. med en af pigerne i kirken og en nabopige for at spille Bonanza. En sjov og dejlig aften hvor det bare handlede om at hygge sig!

Jeg har også brugt tid sammen med en af de unge piger i kirken. Vi er bl.a. begyndt på et tomands bibelstudiegruppe sammen, og det er jeg bare super glad for. Det er virkelig et rum, hvor man får delt liv og tro sammen, og det giver virkelig god mening. Det giver noget til os begge to at læse sammen.  

Mange tanker til jer derhjemme!