Hernede er mange venskaber og
relationer opbygget af, at man deler liv over en kop kaffe. Enten kan der tikke
en besked ind med: ”Kan du være sammen
med mig nu?”. Det resulterer, ikke alt for sjældent i, at man mødes inde på
en café på ”walking street”, mens man kigger på alle de gående mennesker og får
kigget hinanden i øjnene og delt liv og tro. Andre gange kommer Tanja og jeg
bare på besøg hos nogle. Det er langt fra altid planlagt, men det er den
dejlige montenegrinske måde at gøre tingene på. Man står op om morgene og
spørger sig selv: ”Hvem kunne jeg så godt
tænke mig at se i dag”, og så tager man hen til vedkommende. I Danmark skal
jeg ofte planlægge flere uger før, om jeg har lyst til at tage på café med et
menneske, for ellers så har ingen af os tid. Men hvordan kan jeg egentlig vide,
om jeg har lyst til at være sammen med et bestemt menneske og gå på café flere
uger før, det overhovedet er muligt at ses? Når man sådan kommer på uanmeldt
besøg, kan man jo ikke vide, om der er nogle hjemme, men det er sommer, og
mange har allerede afsluttet skoleåret, mens andre tager et par dage fri fra
arbejde, hvis de overhovedet har et, for arbejdsløsheden i Niksic er stor. Man
banker pænt på døren, mens man går ind af den og råber ”Chao” (den montenegrinske måde at sige goddag til venner på). Man
bliver budt ind i stuen og et af de første spørgsmål man får er, hvordan man
vil have sin kop tyrkiske kaffe. Skal den være sød, almindelig eller uden
sukker. Imens kaffen så bliver tilberedt får man lige et glas sok (saftevand)
at slukke tørsten på i varmen. Og nu kan snakken så begynde! Igen handler det
ofte om at dele liv, og når man deler liv kommer man så også til at dele tro og
livsopfattelse. Det at jeg tager mig tid til at lytte på et andet menneske og
helt seriøst spørge til vedkommendes liv, det er noget, som gør i en forskel.
At en person kan føle sig set af nogle, det kan åbne fantastiske muligheder for
at knytte venskabsbånd. Og det allermest fantastiske er, at jeg jo får den
samme oplevelse, fordi jeg også bliver sat i en situation, hvor jeg skal
reflektere over det liv, som jeg lever og forholde mig til min egen tro og
tillid til Gud. Det er virkelig en forfriskning i mit liv, og det at være her
giver virkelig et pusterum fra det liv, som jeg har derhjemme. Jeg får stoppet
op, og set det hele lidt på afstand og det kan tit sætte tingene i et andet og
måske endda dybere perspektiv. Men det er det samme, som jeg er her får at give
mine brødre og søstre i kirken og på studiestederne – en mulighed for at få
stoppet op og tænkt lidt over tingene og give dem tid til at reflektere over
deres liv. Nogle gange er det rart at
kunne snakke med én person om sit liv, som ikke er en del af sit normale
hverdagsliv. Et menneske som kan se tingene lidt udefra. Og det er det, som
Tanja og jeg kan. Og folk ved, at vi ikke siger det, som de fortæller os videre
til nogle. Samtidig så kan det godt være noget ensomt at være kristen i
Montenegro. Ud af 700.000 indbyggere i landet er 150 kristne, og kirken bliver
betragtet som en sekt. Men jeg håber, at jeg kan være med til at opmuntre og
glæde mine søstre og brødre i kirken. At hjælpe dem med at tænke i nye idéer,
svare på spørgsmål fra deres ikke-kristne venner, fortælle at de gør det
virkelig godt, og at jeg synes, de er stærke og til sidst men ikke mindst bede
for dem og sammen med dem.
Og det er en ny udfordrende
drejning som tingene har taget. Det morsomme er, at et par dage før vi tog
herned, mødtes vi og snakkede lidt om vores idéer for denne sommer. På et
tidspunkt i samtalen kiggede Tanja og jeg på hinanden, og så måtte vi en smule
grinende indrømme, at vi begge havde fået lagt bøn på vores hjerte for denne
sommer. Det er til tider grænseoverskridende at skulle bede et menneske om lov,
til at man må bede for det. Men samtidig giver det mig en hvile i, at selvom at
jeg ikke føler, at jeg kan gøre det helt store i en given situation, så kan jeg
ligge det over til Gud, Han har styr på det, og Han kan hjælpe i selv den
situation, som ser mest håbløs ud. Det er dejligt befriende. Samtidig bliver
jeg også mindet om, at det ikke er mig som skal udvikle mirakler eller mig, der
skal gøre folk kristne, det er Gud. Jeg skal ”bare” stille mig som et værktøj for
Ham, og give Ham lov til at lede mig hvorhen Han synes, at jeg skal være. Det
er så befriende og samtidig vildt at mærke at det faktisk sker. Det er også et kæmpe privilegium, at vores
venner i kirken begynder at spørge os om, at bede for nogle ting eller
situationer i deres liv på eget initiativ. Det kan bare lige være en SMS, der
tikker ind. Det er så fedt at blive brugt på den måde!
Tænk lige over, hvor forfriskende
en kop kaffe egentlig kan være…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar