Er du “On fire” (i brænd)?!

Som jeg skrev i sidste blog er tingene nogle gange ret så omskiftelige i Montenegro, og det har også været titlen for de sidste par uger i mit liv Der er mange indtryk at bearbejde, men det er en velsignelse, som forhåbentlig i sidste ende også når ud til de studerende.

Balkan Feuer

I sidste uge var hele vores team i Bar (kystby i Montenegro), hvor vi var med til at være værter og deltage i en konference kendt som FEUER, der står for “The Fellowship of Evangelists in the Universities in Europe” (Fællesskab af evangelister på universiteterne i Europa). “Feuer” betyder “ild” på tysk og beskriver egentlig meget godt formålet med at mødes: at Jesus - verdens lys - må bliver delt med studerende, så de kan leve med ham og må blive sat i brænd til at dele ham med andre. Feuer er et netværk af kvinder og mænd, der ønsker at se de gode nyheder om Jesus proklameret offentlig på universiteterne i Europa. Det kan ske gennem taler, lektioner eller offentlige debatter, hvor der bliver søgt at præsentere de gode nyheder om Jesus fortalt gennem:
1) Guds ord, Bibelen
2) Overbevisning, hvor nøglespørgsmål til den kristne tro bliver adresseret
3) Kreativt, hvor den kristne tro bliver kommunikeret gennem musik, drama, film eller poesi. 

Alle deltagere og talere på konferencen.

Hele FEUER netværket er ikke kun knyttet på IFES (den international evangeliske studenterbevægelse), men også på andre organisationer eller kirker, som i særdeleshed arbejder med evangelisation blandt studerende. Denne konference var en særlig konference for Balkan landene, og der var da også både deltagere fra Montenegro, Albanien, Bosnien, Serbien og Makedonien. Dog var der også gæster inviteret særligt med fra Ukraine og Hviderusland. Selvom konferencens initiativtagere var forskellige generalsekretærer fra regionens studenterbevægelser, var vores team her fra Montenegro med til at hjælpe med mange praktiske ting i forbindelse med konferencen bl.a. havde mennesker boende før og efter konferencen, andre stod for transport til forskellige lufthavne, visumansøgninger, praktiske ting i forbindelse med hotellet, drama og lovsang. Der var to talere fra England, Lindsay Brown og Michael Ots, mens der var en håndfuld gode og erfarne talere fra Balkan.  

Jelena fra vores team viste med en kollega fra Serbien,
hvordan drama kan bruge i offentlige talere om
evangeliet. En meget rørende oplevelse.

Hele vores team hjalp med lovsangen på konferencen.

Selve konferencens fokus var, hvordan man bedst kan holde en tale om kristendommen og Jesus overfor studerende, som måske aldrig har hørt om ham før og at invitere dem ind til at undersøge mere om, hvad kristendommen handler om. Konferencen gav gode værktøjer til det. Konferencens indhold var 5 forskellige eksempler på taler, der var blevet holdt rundt omkring til forskellige begivenheder omkring i Europa, 3 præsentationer af 3 hovedelemener (1) identifikation til temaet, 2) overbevisning om hvorfor Bibelen og kristendommen giver mening ift emnet og 3) invitation til at undersøge mere om Jesus)  i gode taler. Vi skulle også selv forsøge at holde en tale og vi havde en eftermiddag med 3 forskellige seminarer, vi kunne vælge imellem. Om aftenen havde vi mulighed for at dele noget af alt det arbejde, som foregår i forskellige lande og bede for det.

Et billede fra en af de tre seminarer, der blev holdt. Dette seminar
handlede om, hvordan man kan tænke i missionale og evangeliske
projekter igennem et helt skoleår og ikke bare små begivenheder. 

Et andet billede fra et andet seminar, der blev holdt.
Dette seminar handlede om, hvordan man kan inkludere
litteratur og kunst i en tale. Det sidste seminar handle om,
hvordan man kan forberede sig på et spørgsmålsrunde efter at have
holdt en tale. 

Selvom konferencen kun varede i knap 4 dage, er ikke kun jeg, men hele teamet fuld af indtryk samtidig med at vi har fået mange nye redskaber, som vi kan implementere i vores daglige arbejde i Montenegro. Jeg var opmuntret over at høre om alt det gode arbejde, som foregår i nabolandene og være sammen med kollegaer, som brænder for de samme ting som jeg, og teamet gør. Jeg er fyldt af taknemmelighed og føler mig udfordret til at tage nye skridt i arbejdet med de studerende. 

En historie fra Hviderusland 

I dagene før og efter konferencen var jeg så heldigt at få lov til at have to unge piger fra Hviderusland boende. De arbejder for den hviderussiske evangeliske studenterbevægelse. Jeg var utroligt opmuntret af at høre om det arbejde, som de gør og er en del af, så jeg vil dele det med jer her på bloggen. Deres historie har givet mig perspektiv på nogle ting i mit eget liv.

Fra venstre: Marina (montenegrinsk studerende),
Olja, Kristna og undertegnede. 

Som nogle af jer måske ved, er Hviderusland et noget lukket land, hvor mange ting ikke er frit, bl.a. religion. Den eneste religion, der er tilladt, er den russisk ortodokse kristendom. Men det stopper ikke bevægelsen for at ville dele Jesus med studerende og kalde dem til et liv med ham. I begyndelsen af dette år ville de have flere mission-weeks (en uge, hvor der bliver holdt både frokostoplæg på universiteterne og aftenmøder om kristendommen, hvor de studerende bliver inviteret til at undersøge mere om, hvem Jesus er). Fordi evangelisk kristendom ikke er tilladt rådgav de ser med en advokat, om muligheden for at gøre det lovligt, men der var ingen chance for, at et event som dette, vil kunne gøres lovligt. Samtidig forklarede han dem, at det kunne koste dem minimum 15 dage i fængsel. Pigerne fortalte mig, at det var udfordrende at bliver konfronteret med muligheden for at kunne komme i fængsel for at ville dele “de gode nyheder” (betydningen af ordet “evangeliet”), men at de i sidste ende ikke kunne lade være, da de gerne ville give Jesus videre til flere studerende. Og der har virkelig været frugt af, at de turde at få imod lovgivningen og lave disse events i landet. De så, selv de hardcore ateister på forreste række, give deres liv til Jesus og begynde i kirke. Udover det har året for dem bragt at de er gået fra 5 til 9 medarbejde, at der på 11 universiteter i landet endelig er kommet studentergrupper på kun 1 år og målet er, at de næste år vil have 11 mission-weeks på 1 måned! 

Mine søde kollegaer i Hviderusland var modige. De blev konfronteret med trusler mod at stå op for Jesus, som deres frelser og herre og blev truet med at dele Jesus med de studerende. Alligevel valgte de, at stå op mod det, fordi Jesus har givet dem alt. ALT! Bibelen beskriver det selv så klart: 

“Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder vi også vi at sætter livet til for brødrene” (1. Joh. 3,16).

Jesus gav sig selv hen til den død, vi skulle have haft - en død væk fra Gud, separeret fra ham, fordi synden trækker os væk fra Gud. Men Jesus tog den fulde straf på sig for, at vi aldrig behøver at blive skilt fra Gud. Det er en kæmpe gave, vi får givet fra ham. Vi må - hvis vi tror og har givet vores liv til Jesus - se værdien af, hvad vi har fået. For noget tid siden hørte jeg i en prædiken, at vi hver dag må se værdien af den gave, vi har fået. Hvis vi ikke synes, at det er vigtigt at give videre til andre, har vi så overhovedet selv set værdien af det? Har vi overhovedet selv taget imod den? Er vi villige til at give alt op for vores tro på Jesus? Disse to fantastiske kvinder, Kristina og Olja, inspirerede mig til at give mig hen for evangeliet. At finde mod i situationer, der kan virke udfordrende. For jeg har endnu ikke hverken været truet med fængsel, tortur eller vold for den tro, jeg har på Jesus. Jesus gav virkelig alt for os, fordi han elsker os og ønsker en anden fremtid for os, et andet liv for os end synden giver os. Og han gav alt for, at det kunne lade sig gøre. Det er mindblowing og sprænger alle grænser for, hvad min hjerne og hjerte kan rumme, og jeg beder til, at Jesus vil blive ved med at lære mig mere om dette og lede mig i det, ligesom jeg beder om, at det er noget, vi i kirkerne ikke kun i Montenegro, men også mit kære hjemland, må vokse endnu mere i.

Pigerne var så søde at dele en video med mig, der viser optagelser fra en af de Mission-weeks de afholdt i landet. Og jeg har også fået lov til at dele den med jer:

https://www.youtube.com/watch?v=yhTeJgVol7U

(Og bare lige for at få det på det rene, så har jeg fået lov af pigerne til både at vise et billede af dem og skrive om det arbejde de gør).

All believers meeting

Bare to dage efter at konferencen i Bar var overstået havde vi (kirken og EUS) endnu et arrangement at deltage i, nemlig det årlige “All believers meeting” (Alle troendes møde). Der er et møde mellem de 5 evangeliske kirker og alle missionærerne og organisationer, der arbejder i landet. I år afhold Romakirken i hovedstaden, Podgorica, mødet for første gang nogensinde.

Vi startede og sluttede eventet med lovsang. 

Temaet for mødet i år var: ”Unity through differences” (enhed gennem forskelligheder) og blev belyst gennem to forskellige taler. Det var opmuntrende at høre om, da alle kirker og organisationer, der har en evangelisk og protestantisk udgangspunkt, har forskellige teologiske ståsteder her i landet. Bare i vores team af 5, har vi 5 forskellige teologiske baggrunde. Men det var opmuntrende at høre om, hvordan vi kan glædes os med - og over hinanden samtidig med, at vi kan kigge på områder, hvor vi kan arbejde sammen og støtte hinanden i stedet for at fristes til at pege fingre og dømme hinanden. Samtidig gav dagen mulighed for at høre om noget af alt det spændende arbejde, der foregår i forskellige byer i landet, og møde mennesker, der brænder for det samme som os: At se mennesker give deres liv til Jesus og følge ham. Montenegro er stadig det mindst evangeliserede lande i Europa, så i stedet for at kæmpe mod hinanden, var det en fantastisk følelse at kunne stå sammen og lovprise Gud.  

Pete og Danijel hjælper lovsangsteamet.

Også til dette event var der to fra vores team, der hjalp med lovsangen.  

Jeg har lyst til at dele en kort video med jer fra dagen, der viser lidt af stemningen og hvad, der ellers foregik:
https://www.youtube.com/watch?v=T3vKz9ZxWxw&feature=share&app=desktop

Hyggeaften hos generalen

Som sommeren nærmer sig har de studerende mere og mere travlt med at studere til de sidste eksaminer. Men i mandags valgte vi i vores team at invitere de studerende til en hyggeaften hos generalsekretærens, Danijel, og hans kones, Martina, hjem. De serverede den amerikanske ret “Pull pork”, og ellers var formålet bare at være sammen og hygge.  Nogle af de studerende, vi ikke har set i noget tid, kom rent faktisk og det gav os en god mulighed for at se dem igen og høre om, hvad der sker i deres liv lige nu. Ellers sang vi lovsang, delte liv og nød en god tid sammen. 

Pull pork med salat. Der er lagt i gryden til en hyggelig aften.

En stuvende fuld stue, fyldt med dejlige mennesker. 

Det venter

De næste måneder ser noget anderledes ud, end de gør udenfor sommeren. Før sommerens aktiviteter for alvor begynder, har vi valgt i vores team, at vi ønsker at bruge noget kvalitetstid sammen. Selvom vi alle arbejder i den samme by med den samme målgruppe, er det sjældent at der bare tid til at være sammen og hygge. Det glæder jeg mig til, at vi skal i næste uge til et udvidet personalemøde. Vi tager op i bjergene, griller, nyder naturen og det gode vejr, og holder vores ugentlige møde.

Om 2 ugers tid får vi besøg af et engelsk team på 9 personer fra den evangeliske britiske studenterbevægelse, UCCF. De skal være her i to uger for at hjælpe os med at lave en engelsk lejr. Formålet med lejren er, at de studerende, der deltager, har mulighed for at øve deres engelske samtidig med at de får mulighed for at undersøge kristendommen mere. Så udover at se studerende individuelt i de her uger, bruger vi noget af vores tid på at planlægge alle de praktiske ting med at have et team, der kommer. 

Derefter har vi kun 1,5 uge til at følge op på alt det arbejde, der er forgået på lejren, før den næste lejr starter. Denne gang er det et stort amerikansk team, der kommer for at lave en sportslejr, også kaldet Camp Monty, for alle byens børn og unge. Om formiddagen er der sport, om eftermiddagen undervisning i engelsk og om aftenen møder i det lokale teater, hvor der bliver holdt en tale, delt et vidnesbyrd og sunget lovsang. Da der er hundredevis af børn, der deltager her, er der om noget endnu mere logiske planlægning i forbindelse med det. Men jeg er fuld af forventning og spænding over, hvilke et udbytte, der vil være i den forbindelse med denne lejr. 

Midt i Camp Monty glæder jeg mig over, at vi får en invasion af danskere i vores lille by, da vi har et dansk / montenegrinsk bryllup i byen. Det er en glædelig begivenhed mellem to af mine venner, så midt i alt tumulten bliver der mulighed for at fejre kærligheden og nyde fællesskab med danskere.

En lille reklame

Til sidst vil jeg til en engelskkyndige læser lede opmærksomheden over på vores organisations blog, hvis I ønsker at læse mere om arbejdet:

http://studentministrymontenegro.blogspot.com/