Albanien, et studentermøde og sommerens aktiviteter

Hverdagen i Montenegro er omskiftelig! Og hvilken en gave der gemmer sig i alle de afstikkere, som livet tager. Siden sidste blog har jeg igen været heldig at få muligheden til at tage på besøg i et af nabolandene. Denne gang var jeg igen i Albanien, men ikke i hovedstaden som tidligere besøg, men i stedet i en by kaldet Berat, der er lidt større end Niksic. Jeg tog afsted sammen med min kollega Jelena i en weekend. Vi skulle besøge én ud af tre evangeliske kirker i byen.

Klar til en lang køretur til Albanien en meget tidlig morgen.
Dog var vi fulde af forventninger til, hvad vi skulle opleve dagene sammen med kirken!

 En af formålene var at se, hvordan de igennem årerne har udviklet teenarbejdet i kirken. Det var meget inspirerende, og jeg tager nogle ting videre fra det. Det primære var at vise Guds kærlighed igennem det fællesskab, som kirken giver og ikke holde Guds ord tilbage fra dem. Udover mødet med de unge mennesker var vi også så heldige at møde andre grupper i kirken. En anden gruppe, der især inspirerede mig var en gruppe af kvinder i kirken, som var fra midten af 30’erne til starten af 40’erne. Alle havde de høje uddannelser bag sig og arbejde. De var kommet til tro i begyndelsen af 90’erne, hvor deres diktatur var faldet og grænserne begyndt at åbne sig så bl.a. missionære kunne komme ind i landet. Hver af deres livshistorier rørte mig dybt. De har valgt at gå imod samfundets- og familiens forventninger til dem ift mange ting i deres liv, fordi noget blev vigtigere for dem for over 20 år siden, nemlig at de så Jesus som deres frelser og herre. Han er blevet vigtigere for dem end noget andet og at høre dem fortælle om deres liv med ham og deres prioriteringer med ham var enormt inspirerende. 

Jelena og jeg sammen med nogle af kvinderne i kirken. 

At se hvordan de levede deres liv, fik mig til at tænke på Jesus’ ord i Bibelen fra Matt. 16, 24-25: 

“Da sagde Jesus til dine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.”

Der kan siges utroligt mange ting at sige til disse vers, da de rummer en stor kompleksitet. Men kvinderne i Albanien mindede mig om, at vi får givet et helt nyt liv, når vi vender om til Jesus og den frelse og det liv, som han giver os igennem hans død og opstandelse. Han døde den død, som jeg skulle dø, fordi jeg er så infiltreret i synd. Han giver os muligheden for at starte forfra i et liv med ham, som et helt nyt menneske med en hel ny start. Men den mulighed kan vi ikke give os selv, det er kun Gud selv, der kan viske tavlen ren. Hvis vi ser dybderne af den gave, som han har givet, ser vi også, at han skal være den, der skaber prioriteringerne i vores liv. Hans kærlighed er ufattelig stor og derfor bliver vi draget til at gøre hans vilje og gå i hans fodsport, fordi han vil os det godt. Igennem Jesus får vi det evige liv sammen med ham - det er det sande liv. Men denne verden afviser Gud, fordi synden har så stærkt et greb i den, og derfor kan vi komme til at opleve forfølgelse på mange planer i vores liv. Det kostede Jesus alt at give os livet, og det kan koste os alt at følge ham - men hans nærhed og det evige liv er det hele værd.

Noget som jeg bliver mindet om på ugentlig basis hernede, fordi næsten alle er første generations kristne, og som blev endnu stærkere for mig i Albanien, er, hvor heldig jeg egentlig har været at vokse op i en kristen familie (ligesom jeg har på fornemmelsen at mange læsere af denne blog er). Noget jeg egentlig ikke har tænkt over så meget før. Men hvor er det en velsignelse at kunne dele det vigtigste i ens liv med dem, der står allernærmest en. Hvor er det en velsignelse at være vokset op med Jesus helt tæt inde på livet. Og hvor ser jeg mere og mere, hvor vigtigt det er, at vi børn i kristne familie får en god ballast af Jesus med i deres opvækst. Jeg er personligt lidt kommet til at tage det som en selvfølgelig, men det er det bestemt ikke! Det er en gave. Siden jeg var helt lille, har jeg lært om den frelser, jeg har, og jeg deler ham stadig med min familie i dag. Det vil være så meget sværere at leve med Jesus i mit liv, uden at have min familie med mig. Og jeg er fuld af forundring både over for mine venner her og i Danmark, som skal formå og stå selv i det.

Siden sidst har jeg også talt til et af vores ugentlige studentermøder over temaet “Kroppen - et tempel for Gud”. Det holder mig altid ydmyg at tale, men oveni at tale, så at gøre det på mit andetsprog - engelsk - gør tingene endnu mere skrøbelige. Det var også første gang i EUS historie, at der var flere kvinder til et studentermøde end mænd. Som konklusion på det er der vist bare at sige, at vores gruppe af studerende, der kommer til møderne er dynamisk, men for mig personligt, var det meget hyggeligt, at der kunne komme lidt ekstra pigehygge ind i tingene.

Tydeligvis er dette ikke et billede fra sidste uges studentermøde
(hvis man kigger på fordelingen af mænd og kvinder), men I
skulle i snydes for et billede fra en af vores møder. 

Tiden hernede er nu kommet til, at semestret er ved at slutte. De studerende - både på universitet og gymnasiet sidder over eksamensforberedelser, og sommerens aktiviteter er ved at begynde. I næste uge har vi en konference her i Montenegro kendt under navnet (Balkan) FEUER. Vi får dog også deltagere fra østeuropæiske lande og Asien. Selvom det ikke er os, der står for den, har vi stadig en masse, vi er med til at stå for, da det bliver holdt her i Montenegro. Formålet med konferencen er at udruste talere til at være endnu tydeligere i deres kommunikation omkring, hvem Jesus er. Jeg glæder mig utroligt meget til at få endnu flere redskaber til at gøre mit arbejde med at give Jesus videre til mennesker endnu bedre. 

I juli har vi to lejre. Den første er en lejr med et engelsk team fra den engelsk kristne studenterbevægelse. Teamet kommer allerede i slutningen af juni, og så har vi en endnu større lejr med et amerikansk team i slutningen af juli. Så de næste mange uger står på at planlægge disse to ting.

Som en kommentar til mit sidste blogindlæg, der omhandlede krigen i 90’ernes på Balkan, har jeg lyst til pege på en ting mere: Krigen var kompliceret, og at forstå den til fulde, kan man aldrig komme til. Men én ting skal i tydeliggøres: Krigen var ikke et ønske fra befolkningerne i de forskellige regioner. Den kom nærmere som et udtryk for politisk magt og økonomiske interesser. I virkeligheden har jeg igennem min tid i Montenegro hørt utroligt mange historier om mennesker, der på trods af, at deres regioner var i krig, hjalp hinanden og ofrede for hinanden.

Her til slut vil jeg bare til dem af jer, som ikke allerede ved det dele, at jeg er så privilegeret at have få lov til at være ansat i et år til i Montenegro. Det giver mening ift så mange ting, og jeg føler mig ret så heldig!