Hvor mange grænser skal man forsøge at krydse, før man får lov til at passere den? - Et subjektivt perspektiv på Balkans mange nationale spændinger.

I de sidste knap to uger har jeg været så privilegeret og heldig at have besøg fra mine forældre. Det var utroligt opmuntrende! Ud over at besøge nogle af de mennesker, som jeg arbejder med til dagligt og få fixet en helt masse praktiske ting i min lejlighed, tog vi også på 3-4 dages ferie i Bosnien i byen Mostar.

På vejen tilbage over grænsen mellem Bosnien og Montenegro oplevede vi, at der ved den første grænseovergang ikke var passage for andre end lokale, ved den næste grænse var vejen blokeret, så det var først ved tredje grænseovergang, at det lykkedes os at få lov til at komme over. Det fik mig til at forme titlen til denne blog, som passende kunne dække, hvordan jeg igennem mine 9-10 måneder her i Montenegro bl.a. gennem mit besøg i Mostar har fået dannet mig et indtryk over den krig, som i en al for nær fortid (slut 80’erne op gennem 90’erne) har udspillet sig i denne del af Europa.

Men før jeg fortsætter denne blog, vil jeg tydeliggøre, at krigen i 90’erne var ekstremt kompleks, og at de følgende betragtninger kommer fra mit subjektive blik på tingene. Der kan tilføjes så mange andre detaljer, fortolkninger og konsekvenser af krigen, end det mit subjektive danske blik har fanget efter ikke engang et år i Montenegro. Men jeg håber, at det kan være med til at give et indtryk af, hvad der skete hernede, og hvordan jeg i mit daglige arbejde i Montenegro, stadig mærker nogle af konsekvenserne heraf. Og netop titlen på denne blog peger på, hvad der sker, når et land, der består af mange regioner med stærke regionale følelser, pludselig mister fundamentet og må kæmpe med at finde sig selv igen! Hvor mange forskellige grænser skal der egentlig forsøges at passageres, før man finder den, hvor freden endelig kan opnås, og hvor friheden kan føles?! 

Men for lige at skitsere historien kort, startede det hele med lederen af Jugoslavien (nu kendt som Balkan med undtagelse af nogle få lande), Josef Broz Titos, død d. 4. maj 1980. Af ukendte årsager havde han ikke udpeget og udvalgt en naturligt efterfølger af landet. Derfor blev løsningen den, at der i en del år var rotation af lederskabet, så hver region havde magten i et år af gangen. De stærkeste og rigeste regioner var Slovenien, Kroatien og Serbien. Ved Titos død havde der efterhånden ophobet sig en stor national gæld til udlandet, fordi Titos forsøgte at holde økonomien kunstig i gang (bl.a. fordi at landet ikke eksporterede mange varer) for at fastholde arbejdspladser for befolkningen. Derfor blev de store regioner træt at at poste penge til de mere fattige dele i regionen som eksempelvis Bosnien, Kosovo og Makedonien. Imellem de forskellige regioner (på nær Slovenien) var der igennem de mange år under Titos lederskab skabt en masse etniske mindretal. Derfor var spændingerne imellem disse vokset igennem 80’erne og på et tidspunkt blev der nødt til at blive fundet en løsning. Den første leder, der startede med at prøve at tage magten i dele af landet, var den serbiske leder Slobodan Milosevic. Det startede en lavine af regionale ledere, der kæmpede for lige netop deres regions frihed eller deres etniske gruppes magtovertagelse af en region. D. 25. juni 1989 blev Slovenien uafhængige, og Kroatien forsøgte at blive det samme uden held, da Serbien gjorde modstand. Lige derefter begyndte det hele for alvor at eskalere med krigen til følge. 

Et kort over Ex-Jugoslaviens regioner eller i nutidigt sprog Balkan

Jeg er ikke ude på at udpege en syndebuk for, at krigen begyndte. Desværre tror jeg, at krigen var et resultat af, at et land - med mange etniske befolkningsgrupper - brød sammen. Det er en skrøbelig situation - og pludselig virker det til, at hele landet eksploderede i en voldsom borgekrig (eller voldsomme borgerkrige), da man ikke ville afgive sin etniske gruppes magtposition. I Montenegro var krigen ikke voldsom, dog kæmpede landet sammen med Serbien, så mange montenegrinske mænd i mellem 40 - 60 år har været soldater på serbisk side. Det betyder dog ikke, at det ikke har haft konsekvenser for mennesker i landet. Dette vil jeg komme ind på senere. 

En kirkegård - med gravsten fra mange ofre af krigen i start 90'erne.
Den hvide rosenbusk, der skyder op fra en af gravene, viser noget symbolsk -
at der er håb om, at freden får lov til at sænke sig over Balkan.

Men det er her, at mine indtryk fra mine dage i Mostar kommer ind i billedet, for på mange måder er brutaliteten og surrealismen i, hvordan krigen tog sig ud her et godt eksempel på, hvor kompleks og voldsom krigen var. Desværre er historien fra byen ikke enestående, men er bare et konkret eksempel på, hvordan krigens grusomheder tog sig ud. 

En ruin, der stadig minder befolkningen om fortidens grusomheder,
der står i midten af Mostar's centrum.

Mostar er den regionale hovedstad i Hercegovina (og da Bosnien - Hercegovina var den mest etnisk blandede region i hele Jugoslavien, var der de mest voldsomme kampe her) og var delt i en kroatisk og muslimsk halvdel (den muslimske befolkning er også kendt under navnet “bosniakker”). I begyndelsen af krigen gik de bosniske serbere (da Serbien noget forsimplet udlagt forsøgte at tage magten over hele Jugoslavien - undtagen Slovenien) til angreb mod byen altså både de bosniske kroatere og bosniakkerne (da de forsøgte at “løse” konflikten ved at lave en etnisk udrensning), som valgte at stå sammen i angrebet. De kroatiske bosnier og bosniakkerne vandt slaget over de bosniske serbere. Men derefter vendte de bosniske kroatere sig imod bosniakkerne og forsøgte at få magten over byen. 

Dette var bjerget i Mostar, hvor de bosniske kroatere skød ned på byens
muslimske del. 

Det resulterede bl.a. i at byens historiske bro blev ødelagt i et kroatisk artilleriangreb og at mange mennesker mistede livet. Først i april 1994, efter enormt pres fra USA, underskrev de to sider en våbenaftale. 

Broen i Mostar, som forbinder den kroatiske og bosniakiske side af byen,
der blev sprængt i stykker af kroaterne under krigen. 

I dag kan der stadig - også her i Montenegro - mærkes spor fra krigen. På nationalt plan  anerkender Balkan-landene ikke Kosovo som selvstændig stat. Og i Makedonien er der optakt til en konflikt mellem makedonierne og det albanske mindretal, der stadig eksistere i landet (provokeret af at den makedonske leder har valgt en albansk vicepræsident). Samtidig er der en stor økonomisk gæld at betale af på, en stor mangel på arbejdspladser, politiske spændinger og en højere andel af korruption, end vi kender fra vores del af verden. Men det er ikke kun på et nationalt niveau, man kan mærke konsekvenserne af krigen. Den har også efterladt dybe spor i menneskers sjæle. Ar, jeg på ugentlig basis i mit arbejde med studerende - måske ikke direkte i form af at høre om krigstraumer (da mange studerende var ganske unge - hvis de overhovedet var født under krigen) - står ansigt til ansigt med, da fædre og mødres sjælelige ar også får- især når de er ubearbejdet - en effekt på generationerne, der følger efter. 

Det er omkring 20 år siden, at krigen officielt sluttede. Men Montenegro løsrev sig først fra Serbien i 2006. For hele regionen er der stadig lang vej til, at spændingerne har lagt sig. Befolkningen på Balkan synes, at udviklingen går langsomt, men man arbejder hårdt på at genopbygge og genoprette Balkan på mange planer, hvor der i processen også bliver skabt balance både internt i landene og eksternt imellem de forskellige nationer. Men tingene går hurtigere, end de tror. Håbet for fremtiden er stille ved at spire. Dog er der stadig mange sår, og en refleksion jeg har haft er, om de forskellige etniske grupper har tilgivet hinanden endnu, eller om krigens grusomheder stadig er for frisk i erindringen til, at den er indtruffet. Men én bøn har jeg - at tilgivelsen må komme, for igennem den kommer forandringen og håbet tilbage for fremtiden.

Det er en af grundene til, at jeg er her i Montenegro. Jeg vil dele ham, der tilgav fuldstændigt ultimativt, med mennesker her, og vise studerende, at de kan have håb for fremtiden, gennem ham, Jesus, der tog al skylden, synden og mørket på sig, overvandt døden og genoprettede vejen til den sande kærlighed i verden. Selv på korset var han så fyldt af den kærlige tilgivelse, så han om dem, der torturede ham og korsfæstede ham, bad Gud om at tilgive dem gennem ordene: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk. 23, 34). Jeg er her i Montenegro for at dele det håb, som Gud har givet mennesker gennem Jesus og fortælle dem om de løfter, som Gud selv har givet. Han siger, at: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” (Jer. 29,11). Det driver mig hver dag i mit arbejde hernede.

Hvis man ønsker at læse endnu mere om konflikten på Balkan (også lidt om Titos tid og tiden i 80’erne, før krigen for alvor brød ud), giver følgende hjemmeside et virkelig godt overblik: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jugoslaviens-sammenbrud-1991-1999/