Hvorfor i alverden Montenegro?

Her før det som føles som om, at der er stilhed før stormen - stormen som er sommerens aktiviteter og lejre - hvor tiden bliver brugt på at planlægge og invitere mennesker, tænker jeg, at jeg vil bruge lidt tid her på bloggen med et mere personligt og længere indlæg.

For et par dage siden mindede min mor mig på Facebook om, at jeg tog til Montenegro for første gang for 6 år siden. Og det gav mig lyst til at dele, hvorfor at jeg overhovedet rejser hertil. Hvordan blev jeg kaldet til dette land, og hvordan voksede dette lille land i mit hjerte? Det handler om min personlige historie med, hvordan Jesus nåede mig, og hvordan jeg egentlig for alvor begyndte at tage min tro seriøst. Derfor bliver jeg også nødt til at gå lidt tilbage i min personlige historie.

Som mange af jer ved er jeg opvokset med forældre og en bredere familie, der er kristne. At gå i kirke har altid været en naturlig del af den ugentlige rytme. Jeg læste bibelen som barn, var en del af kristne aktiviteter, som børneklub, juniorklub og teenklub og at tage på kristen lejr var noget af det mest naturlige. Men i bagklogskabens lys kan jeg se, at der var noget, der manglede: Jeg kendte Gud, men jeg var ikke i relation til ham. Jeg kendte ham, men han var ikke kommet ind i mit hjerte. I gymnasietiden gav det sig til udtryk i, at jeg begyndte at stille flere og flere spørgsmål til, hvad kristendommen egentlig var. Var det bare en lang række af regler, som jeg fulgte, fordi det gav mig tryghed? Var det fordi jeg desperat havde brug for noget at tro på, at jeg holdt fast? Var det i frygt for at miste alt i mit liv, som jeg kendte og holdte af? I hvert fald var det, der fyldte i mig i den periode, at jeg kendte bibelen, men ikke forstod hvad folk mente med, at Jesus elskede mig og ønskede, at jeg skulle leve i en relation til ham. Og jeg begyndte mere og mere bevidst at tage afsted til det hele. (Her kan jeg jo passende lige indskyde en bemærkning om, at KFS er vigtig! Ikke kun for at vi kan nå endnu flere studerende med, hvem Jesus er, men også for at støtte de kristne studerende i at se mere af, hvem Jesus er. Og kalde dem til et liv med ham. Mange oplever i gymnasiet at blive stillet overfor eksistentielle spørgsmål som kan udfordre, og her er KFS en helt fantastisk medspiller i det). 

Ja, sådan så jeg ud, da jeg blev færdig som gymnasieelev
i 2010. (Forvent gamle billeder i resten af bloggen,
det er trods alt mange års historie, jeg fortæller i denne blog)

Efter gymnasiet var jeg i Nigeria i 3 måneder. På mange måder en fantastisk oplevelse, men også en tid der ikke var nem. For det første var der noget så simpelt som, at vi ikke havde elektricitet særlig ofte, og at vi skulle forholdsvis langt for at finde en computer med meget langsomt internet. Det gjorde, at jeg meget hurtigt blev færdig med de bøger, jeg havde taget med, og så var der kun bibelen tilbage at læse i. Jeg gav den en chance til. Samtidig kæmpede jeg med nogle personlige ting, mens jeg var der, hvilket begyndte at trække mig ud et sted, hvor jeg ikke kunne bunde. I den svære periode var bibelen en kæmpe trøst og opmuntring. Imens jeg var der, fik jeg kontakt til min veninde i Danmark, som havde været med KFS’ ledertræningscenter i Montenegro og Bosnien og var sat i brænd for at tage tilbage til Montenegro over sommeren. 

Det var i begyndelsen af 2011, at jeg boede, levede og arbejdede i Nigeria.

Hun havde fået den idé, at hun ikke ville tage derned alene, men tage en veninde med. Derfor skrev hun til mig, mens jeg var i Nigeria. Noget i mig synes, at arbejde gennem KFS og igennem en lokal evangelisk kirke lød spændende. Der var bare lige den detalje, at jeg havde et job i Danmark, når jeg kom tilbage. Men da jeg kom til Danmark, mødtes jeg med min veninde, som udfordrede mig til at bede til Gud, om jeg skulle til Montenegro. Jeg grinte lidt af hende, for jeg havde aldrig oplevet at bøn “virkede”, så i min optik var det ganske ufarligt. Men jeg skulle blive klogere! Dagen efter ringede jeg til min chef, som kunne oplyse, at jeg ikke kunne få et job 1. juni, som aftalt, men at hun først havde et job til mig i slutningen af august. Lige præcis som min veninde skulle tilbage for at starte et arbejde. Mere direkte kunne jeg ikke få svar, selvom det skræmte mig at opleve et bønnesvar så hurtigt og tydeligt, så jeg tog til Montenegro i to måneder kun et par uger efter, at min veninde og jeg bad. 

Min veninde, Tanja, og jeg sammen i Montenegro.

Da jeg trådte ind i flyet på vej til Montenegro for første gang, anede jeg ikke engang hvor landet lå, så jeg sad og læste i en turistguide for at få en idé om, hvor jeg egentlig var på vej hen.

6. juni 2011 i Københavns lufthavn på vej mod flyveren.
Hvis jeg havde vist, hvor livsforandrende denne
rejse ville blive, kunne det godt være, at mine
nerver havde været en lille smule større.

Jeg kom fra et liv, hvor jeg var vant til at få anerkendelse for det, jeg gjorde. Jeg skulle gøre noget, være en god leder og give resultater, før jeg følte mig elsket. I Montenegro anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Der var ikke nogen fast defineret rolle. Der var nye kulturelle koder, som jeg skulle sætte mig ind i, og som jeg brød hele tiden, og emotionelt var jeg vist rimeligt kompliceret. Derfor var der én ting, der skiftevis blev ved med at forundre mig og irritere mig. Mennesker i den lokale kirke blev ved med at udtrykke deres kærlighed til mig helt konkret gennem at sige ordene “jeg elsker dig”, at bruge tid på mig, at give mig en krammer og sige positive ting om mig. Jeg var overvældet, for jeg synes ikke, at jeg gjorde noget. Jeg var der jo bare, hyggede mig, lyttede på dem og delte liv. 

Et stemningsbillede fra min første sommer i Montenegro.
Det er sidste aften på vores traditionelle English Camp
(som vi forresten igen afholder i næste uge). Det var en aften,
hvor vi sang lovsang og delte hvordan Gud havde rørt os på lejren, mens vi sad rundt om bålet.  

På min første bjerghike i Montenegro med en gruppe af studerende.
Det er blevet til så mange flere siden denne.

Men jeg havde endnu ikke opdaget, at der var noget forandret indeni mig. Det skete først, da jeg arriverede i Danmark igen. Mennesker derhjemme begyndte at spørge, om jeg var forelsket. Om der var sket et eller andet fuldstændig vildt i mit liv. For det var som om, at jeg var blevet en anden i Montenegro. Ikke at dem tæt på mig ikke kunne genkende mig, men det var som om, at der var kommet en frihed i mit liv. En frihed, de ikke havde set i mig før. Når jeg åbnede min bibel, stod der seriøst ting, som jeg aldrig har haft øje for før. Men vigtigst af alt, så var det som om, at Jesus ikke bare var en teori mere, han var blevet virkelig. Jeg oplevede mig selv elsket af ham. Det var som om, at bibelen pludselig ikke bare handlede om historie eller et religiøst system, den handlede om livet, kærligheden, sandheden og vejen. Den beskrev mit liv. Det var ord til mig. 

Billedet taler nok for sig selv: Fællesskab, sjov og smuk natur.
Igen sammen med det engelsk team og montenegrinske
studerende på tur i landet.

Senere faldt jeg over de følgende ord i Bibelen, som beskriver, hvad det var, der skete med mig på min første rejse til Montenegro:

“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os… Vi elsker, fordi han elskede os først. ” (1. Joh. 4, 7-12+19).

Jeg har kendt Gud, siden jeg ikke var særlig gammel (tak for det far og mor) men min viden - alle ordene - havde ikke fået liv og krop. Hvorfor ved jeg stadig ikke den dag i dag - men måske er det der, at man kan tale om, at det er Helligåndens arbejde i sidste ende at omforme vores hjerter til at gribe det. Jeg havde ikke oplevet ordene blive til faktisk liv i mit eget liv. Men de kristne i Montenegro viste mig nogle af dybderne af Jesus’ kærlighed til mig, bare ved at elske mig som den jeg var - ikke for hvad jeg gjorde. Og det rørte mig dybere end særlig meget andet i mit liv nogensinde har gjort. For første gang oplevede jeg, at den kærlighed som Jesus har for mig, og som drev ham til at dø og opstå fra de døde, blev konkret for mig i mit liv. Jeg havde brug for en frelser, fordi jeg ikke kunne hive mig selv ud af synden og døden - ja, ingen andre end Gud selv kunne. Og den kærlighed ser vi udtryk, når vi elsker hinanden. Mennesker i kirken havde en kærlighed til mig, som jeg senere forstod var en kærlighed de havde fået fra Gud, fordi de havde set, hvad Gud i virkeligheden var og er.

Foran kirken i Niksic, hvor jeg nu bor.

Jeg forundres over Gud. Han kaldte mig til at tage til Montenegro, for at han kunne kalde mig ind i en relation til ham. Jeg troede kun, at jeg skulle tage herned for at give til især kvinderne i kirken, men i virkeligheden fik jeg den største gave nogensinde fra dem. De viste mig gennem deres kærlighed til mig, at Gud elsker mig højere, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. 

I dag er jeg så heldig at bo i dette land, som har givet mig så meget. Når montenegrinerne møder mig, bliver jeg ofte konfronteret med spørgsmålet om, hvorfor i alverden at jeg, som en skandinavisk kvinde, bor i Montenegro, når jeg i deres optik har meget bedre mulighed for “et godt liv” i Danmark. Men til det spørgsmål kan jeg kun svare én ting: Jeg er her i Montenegro for at give tilbage til det land, der gav mig mit livs bedste gave: At leve med Jesus som min frelser og Herre. Derfor bor jeg her i Europas mindst evangeliserede land, for at give dem tilbage, hvad de gav mig for 6 år siden.  

Et nutidigt billede af mig sammen med nogle
af mine tætteste veninde i Montenegro.