Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig." (1. Mos. 12,1)

onsdag den 22. februar 2017

Et menneskes skæbne...

I sidste uge startede vi endelig op for vores aktiviteter igen efter både en juleferie en og eksamensperiode. Det har ikke betydet, at vores arbejde lå stille hen, men at vi i den periode har kunne fokusere mere på en-til-en relationer ift., hvad vi kan i dagligdagen. Det har været skønt og har givet mig muligheden for at gå dybere i nogle relationer til gymnasieelever, som er en gruppe, vi virkelig satser på at få bedre kontakt til i de næste par måneder. 

Men nu er vi altså startet op igen, og det er dejligt og spændende. Sidste onsdag havde vi et opstartsmøde for de studerende, hvor hovedfokus var på at hygge og snakke sammen efter en periode, hvor mange ikke havde set hinanden. Der kom endda studerende, der ikke har været med til vores aktiviteter før, så det gav ekstra blod på tanden for dette semester. Mange ting er i kalenderen for den nærmeste fremtid, hvor vi både skal have en Balkan konference for alle de kristne studenterbevægelser på Balkan, hvor den europæiske generalsekretær kommer og holder oplæg og seminarer. Vi får besøg af danske KFS’ (Kristelig Forbund for Studerendes: www.kfs.dk) ledertræningscenter, som skal være her i 12 dage og være med til både at lave en kort weekendlejr og aktiviteter på universitetet, også skal jeg selv til Danmark sammen med to montenegrinere for at være med på KFS’ påskelejr (http://paaskelejr.dk/). Og det er bare ekstra aktiviteter for de næste to måneder!? Men hverdagen er fyldt med spændende ting også. Udover de individuelle møder og bibelstudier med kristne og ikke-kristne studerende, er jeg med til at lede to kvindebibelstudiegrupper, er med til at være en del af vores ugentlige conversation club, der er et tilbud til de studerende om at øve deres mundtlige engelsk sprog, filmaftener, hvor vi efter at have set filmen diskutere tro og liv ud fra filmen, vi har set og vores ugentlige studentermøder, hvor jeg bl.a. holder taler engang imellem. Som noget nyt skal jeg være med til at udvide gymnasiearbejdet endnu mere i de næste 6 måneder.  

Men der er en anden oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer i denne blog. Det handler om et møde med et menneske, som rørte mig dybt. Det var et af de dér møder med en menneskeskæbne, som altid vil blive i ens hukommelse. Dog har historien ikke meget at gøre med studenterarbejdet, selvom jeg havde en kristne studerende med mig fordi, at jeg både har brug for en, der kan sproget lidt bedre end mig og fordi, det er godt ikke at stå alene i sådan nogle møder. Jeg træner ret ofte hernede, og i nogle uger havde jeg mødt den samme ældre kvinde på vej hjem. Der var mange minus grader og  vejene var spejlglatte i et par uger. Jeg hilste pænt på hende hver morgen, men en dag kom hun slæbende med to store indkøbsposer og spurgte mig, om jeg ikke ville hjælpe hende hjem med dem, da hun havde svært ved at holde balancen… Selvfølgelig ville jeg det! Da vi nåede hendes hus inviterede hun mig på kaffe og kage. Et par dage senere kom jeg tilbage med en studerende. Og det var en hård livshistorie og stor fattigdom, vi mødte. Hun var blevet gift med den forkerte mand, der ikke behandlede hende på nogen måder værdigt eller godt. Hun havde knoklet hele hendes liv for at prøve at skaffe penge, hendes familie havde vendt hende ryggen (inklusiv hendes to sønner) (og her ved jeg godt, at der nok ikke er en simpelt grund til, at det er sket) og hun har kun 60 euro om måneden at leve for. I de seneste par år er gennemsnitindkomsten for en montenegriner steget voldsomt i de officielle tal, og en gennemsnitlig løn er nu på 764 euro per måned (selvom man måske godt kan sætte mange spørgsmåltegn ved de officielle tal på sådan nogle områder). Pointen i alt dette var, at vi sad overfor en kvinde, som ikke havde og har mere livsenergi i sig. Hun havde givet helt op og havde utrolig meget smerte i sit liv. Jeg vidste godt, at der var mennesker her med meget mørke livshistorier, men jeg har ikke før stået overfor så stor en fattigdom her. Kvinden bad ikke om hjælp økonomisk, men hun ville bare gerne være sammen med nogle mennesker og snakke. Det var et ydmygt ønske, og vi gjorde vores bedste for bare at være med hende, lytte og græde sammen med hende. Midt i hendes mørke forsøgte vi at indgyde hende håb og liv. Vi havde taget et nyt testamente med og delte håbet om, at vi aldrig er ladt alene, men Jesus altid vi vil være en del af vores liv. At hans planer for hende ikke var et mørkt og tungt liv, men et liv sammen med ham i glæde, og at han græder mere end nogen over, hvordan smerterne (der ikke kommer fra ham) har gjort ondt i denne kvindes liv. Vi delte håbet om en evighed sammen med ham, hvor der ikke længere skal være mørke. Vi delte, at hun ikke kunne gøre andet, end at tage imod ham og invitere ham ind. Vi har selvfølgelig været tilbage til hende med lidt mad og en snak, som vi selvfølgelig også har tænkt os at gøre i fremtiden. 

Det var i dette lille utætte et-værelses hus, at kvinden boede. 

Det mindede mig om et kald, som alle kristne har fået af Jesus. Og dette trækker jeg ikke frem for at fremhæve mine gode gerninger og vise hvor godt et menneske, jeg er. Men fordi at Jesus’ kald er et kald, som jeg har brug for at blive mindet om hver dag. Han siger: 

“I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.” (Matt 5,5-13)

Jeg tænker ofte at ordene lidt beskriver sig selv. Det er ret utroligt at tænke på, at vi kan være med til at skabe lys i menneskers liv ved at møde dem og vise dem kærlighed, fordi vi i Jesus har fået lov til at se en endnu større kærlighed. Det er ikke kun gjort igennem ord, men også i måden vi møder hinanden på og handler. Vi har verdens bedste nyheder, nemlig at Jesus skabte liv, hvor der ikke var liv, og vi kan få del i livet, når vi inviterer ham ind i vores liv. For: “I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh. 1,4-5). Selvom mørket gjorde alt hvad det kunne for at overvinde ham, havde det ikke en chance mod ham. Han overvandt døden efter tre dage, så vi aldrig nogensinde behøver at møde den. Derfor skinner vi, som kristne, af Jesus, selv på vores mørkeste dage, fordi han er i os og lyser selv midt i mørket. Det er min bøn og håb, at den ældre kvinde vil se noget anderledes i mig og den studerende, ikke fordi vi er mere specielle end andre, men fordi vi brænder for Jesus. Brænder fordi vi ser hans kærlighed til os hver dag og ønsker at vise hende den samme kærlighed. Vi ønsker at pege på Jesus! 


Lad os hver dag bede Jesus om at vise os, hvor meget han elsker os, fordi vores hjerter og tanker bliver ved med at glemme det, og lad os give det videre til mennesker, vi møder. Ikke fordi vi får ekstra pointe eller er bedre mennesker, men fordi vi simpelthen ikke kan lade være med at dele de gode nyheder om Jesus!  

søndag den 5. februar 2017

Et ord, der ikke må underkendes…

Der er et ord, der er blevet ved med at gå igen i mit liv i de sidste par måneder, og som på en eller anden måde er blevet meget mere centralt end jeg nogensinde havde forventet for mit liv i Montenegro. Det er et utroligt dansk ord, som ikke rigtig kan oversættes til noget andet sprog eller for dens sag skyld kultur. Det lille ord er “hygge” eller “hyggeligt”. Hernede blev det første gang tydeligt for mig, da jeg var vært for kirkens bønsmøde for første gang. Jeg havde som enhver god dansker forsøgt at gøre mit hjem lidt ekstra hyggeligt ved at tænde en masse levende lys og dæmpet den elektriske belysning. Da alle gæsterne kom, kommenterede de allesammen på, hvor rart en atmosfære det var at være i, og hvordan de lige pludselig så noget af det danske ord “hygge”. Siden da er jeg blevet mindet om det igen og igen af både montenegrinere og en masse andre nationaliter, der har været forbi mit hjem. Det er selvfølgelig et dejligt kompliment for en dansker som mig. Det er vigtigt for mig, at mennesker føler sig godt tilpas i mit hjem, og det, at de beskriver det som hyggeligt, får mig til at tro på, at de har det godt, når de er her. Nogle af mine montenegrinske venner er faktisk gået så langt, at de har opfundet deres eget montenegrinske ord for hygge: “hugelisanja”.  I bogen “The Little Book of Hygge” beskrives det som “kunsten at skabe intimitet”, “sjælens afslapning” og  “varm kakao ved levende lys”. Også følgende adjektiver bliver knyttet til begrebet: samvær, afslapning, overbærenhed, nærvær og komfort. Forfatteren af bogen beskriver essensen af hygge som forfølgelsen af hverdags glæde og siger, at det helt basalt er som et kram, bare uden den fysiske berøring. 

Billedet beskriver for mig begrebet "hygge". Nærhed, afslapning og ro! 
Hvorfor er det så, at jeg bruger langt tid i denne blog på at beskrive netop det her ord? Jo, fordi det er blevet et bærende princip for mig i mit møde med mennesker hernede, for kan mange af de her ord egentlig ikke også dække over måden, som Jesus mødte mennesker på? 

Jesus er ikke en hyggeonkel! Jesus er Gud! Han var ham, der skabte alting! Han er komplet uden synd, fuldstændig ren. Han er fuld af kærlighed. Ud af den kærlighed er vi skabt. Vi er villet af Gud. Men ingen kærlighed, ikke engang Guds, kan tvinge os til at elske ham tilbage. Adam og Eva valgte, at de ville lære at kende forskel på godt og ondt (1. Mos. 3,5). I det sekund blev vi adskilt fra ham. Vi ville have en evighed uden Gud. Gud elsker os så meget, så han ville redde os ud af det. Han elsker os ufortjent meget, og han vil gøre alt for, at vi kunne komme tilbage til ham. Derfor tog Gud selv straffen på sig, da Jesus døde på korset. Der fortjente jeg og hver enkel af os at være i stedet. Men Jesus gjorde mere end det, han overvandt døden 3 dage efter for at give os det evige liv sammen med ham. Det er livets største gave! Det driver mig først og fremmest i mit møde med mennesker her i Montenegro. Det er min bøn, at det må drive mig hver dag i mit liv. 

Men for at vende tilbage til ordet “hygge” og hvorfor det har inspireret mig. I de 3 år Jesus havde før sin død og opstandelse, brugte han tid med mennesker for at give dem sin kærlighed og vise dem, at han var Gud. Han brugte tid med så mange forskellige mennesker: de udskældte, de socialt udsatte, prostituerede, de fattige, dem med religiøs magt, med de syge og med sine disciple. Han tog sig tid til at se den enkelte, selvom der var mange mennesker rundt om ham. Lad os tage et par eksempler: 

“Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørrede kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, og hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: “Hvem rørte ved mit tøj?” Og hans disciple sagde til ham: “Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?” Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse””. (Mark. 5,25-34).   

I denne historie er Jesus omringet af mennesker, der vil have hans opmærksomhed. Alligevel ser han det det menneske, som måske mest prøver at gemme sig allermest i skam over den sygdom, som hun fejler. Men han ser, at hun længes. Længes efter kærlighed, accept og omsorg. Han ser, at hun bærer en alvorlig sygdom, som hun ikke kan komme af med. Han helbreder hende. Han siger de ord til hende, som hendes hjerte længes efter. Hun skal gå bort i fred. Hendes tro på ham, som Guds søn, er blevet set, den er blevet anerkendt af Gud selv, selvom hun ikke føler, at den var noget værd. Hun er blevet set midt i sit livs største krise. Hun er blevet omfavnet og taget ind og givet livet i gave. 

I en anden historie møder vi en anden kvinde: 

“En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæernes hus og tog plads ved bordet. Der var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæernes hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sin tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olie. Da farisæerne, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: “Hvis en mand var profet ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.” Jesus sagde da til ham:” Simon, jeg har noget at sige dig.” Han svarede:”Sig det, Mester!”. En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?” Simon svarede: “Den, han eftergav mest, vil jeg tro.” Jesus sagde:”Det har du ret i.” Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: “Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mit ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor sig jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget”. (Luk. 7,36-47).  

Jesus er på besøg og spiser sammen med farisæeren. Den del af scenariet kan vi danskere virkelig nikke genkende til, når vi bruger ordet hygge. Men hyggen bliver ødelagt (det skrev jeg også noget om i min sidste blog: http://rebekkaiverden.blogspot.com/2017/01/et-tilfldigt-mde-som-udviklede-sig.html). En prostitueret kommer ind og bliver lettere intim med Jesus. Det er modigt af hende. Hun er udskuddet i samfundet - beskidt i sin egen synd. Men hun ved, at Jesus er redningen for hende. Hun ser, at hun på ingen måde har en chance for at redde sig selv. Hun har brug for Jesus. Hun vedkender sig ham. Hun salver ham endda som konge. Og han tager imod hende, præcis som hun er, og giver hende hendes synders forladelse. Freden og livet må have vendt tilbage i hende, mens de befriende ord kom ud af Jesu mund.

Men måske stiller du nu dig selv spørgsmålet, Rebekka, er det ikke lidt langt væk fra vores gode danske hygge? Min påstand er nej. Hvis vi kigger på definitioner af hygge fra begyndelsen af denne blog, er Jesus netop ham, der giver sjælen den ultimative afslapning. Hos ham kan vi finde en livsgivende, essentiel hvile, hvor vi bliver sat fri fra selv at kunne frelse os selv. Fra at stå alene midt i de mørkeste, smertefulde og tungeste dele af vores liv. Han kender os fuldt ud (Salme 139), vi kan ikke skjule noget for ham, og vi er kaldet til at have det mest intime forhold til ham. Han er den, der omfavner os midt i den allergrimmeste del af os og viser os, at vi er villet og elsket af ham. At tro på ham er ikke forbundet med religion - et system af regler, der skal følges for at opnå hans accept og kærlighed. Nej, at tro på ham er at få livet i gave. Hvis jeg bare kan vise en lille halv brøkdel af det i mit møde med mennesker, er det kæmpe stort.

En person, jeg har været inspireret af i de seneste måneder er den kendte engelske overlevelses-type Bear Grylls, som også tror på Gud. Han sætter nogle ord på noget af det her endnu bedre, end jeg kan, på bare lidt over tre minutter. Prøv at hør her:


Levende lys, fællesskab, mad og gode snakke. Det er hygge!