En hurtig smuttur hjemover

Den sidste uge er gået meget stærkt, og det føles næsten som måneder siden, at jeg var på engelsk lejr! Med fare for at lyde som en gammel kvinde, vil jeg alligevel sige, at det er som om at tiden løber afsted, og at hver dag er det samme som en uge. Men livet i Montenegro er så fyldt af velsignelser, og jeg er dybt taknemmelig for, at have fået et kald og mission i dette land, der er så forskelligt fra Danmark.

 Gud arbejder i mennesker!

Dagen efter, at lejren var sluttet, var det søndag, og mennesker fra lejren var blevet inviteret med i kirke. Fem mennesker, som ikke før havde været i kirken, kom! Det er et direkte svar på alt det, som var sket på lejren. De studerende havde virkelig turdet stille nogle af de dybe spørgsmål til livet, de havde, og de havde turdet være kritiske, men samtidig med også være åbne over for bibelens svar på det, som de havde på hjertet. Det er alt for tidligt endnu at sige, om det er nogle frø som vil spire op og blive til solide træer, det kan kun tiden vise, men hvilken en opmuntring at se, at Gud kan bruge sådan en lejr til at nå dybere ind i menneskers liv. Vi var alle sammen, både englændere, Tanja og jeg, og montenegrinerne ude og spise is efter kirken! Det helt rigtige at gøre, når man kan lide at bruge tid sammen og vejret er varmt! Som dansker ved jeg at gode snakke tid kan ske over noget mad, og denne eftermiddag var ikke en undtagelse.

Mandag aften havde vi også inviteret til bibelstudie, og igen var det overvældende, at de samme mennesker dukkede op. Der var en, som direkte fortalte, at han før lejren havde synes, at det sjoveste havde været at tage ud og feste, men at han efter lejren havde set, at livet havde så meget mere at byde på, at der var noget dybere i Jesus, som han havde set.  

En tur til Kotor.

På den engelske teams sidste dag, tirsdag, havde de inviteret alle, der havde lyst, med på en tur til kysten, nærmere bestemt til byen Kotor. De to sidste år har vi været afsted i en lille bus, men i år blev vi nødt til at leje en normal stor bus. Det viser, at der er progression i arbejdet hernede. Dagen var virkelig god. Vi tog til Kotors gamle bydel, hvor vi alle splittede op i mindre grupper, så kunne man hænge ud på tværs af nationaliteter, kulturer og interesserer for, hvad man nu engang ville lave. Det er en helt anden del af den montenegrinske kultur, end Niksic kan præstere, så det var dejligt med lidt afveksling. Det er enormt idyllisk og alle de gamle kystbyer trækker turister til sig. Det var en god mulighed til at få snakket med nogle forskellige mennesker fra lejren og det engelske team. Senere på dagen kørte vi lidt væk fra selve byen og hoppede en tur i bugtens vand. Det var en god måde at få sagt farvel til det engelske team, bruge tid med gamle venner fra kirken, og snakke med nye venner fra lejren.

Husbesøg

Da dette både har været en uge for mig, hvor jeg skulle følge op på nye venskaber fra lejren, og sige farvel til mennesker fra kirken, har denne uge også bestået på en helt masse besøg hos mennesker. Når man normalt kommer ind i et montenegrinsk hjem, er det første, som man bliver spurgt, om man er tørstig. Man skal helst svare ”ja” for at være høflig. Man kan normalt altid vælge mellem 3 forskellige ting: hjemmelavet sok (saftevand), tyrkisk kaffe eller rakia (hjemmebrændt brændevin med forskellig smag).
Hvis man er blevet inviteret på frokost, sidder man først og snakker lidt med familien, mens man spiser et par godbider bestående af røget kød, bjergost og pølse. Når klokken bliver midt eftermiddagen, er det tid til frokosten. Gæster og manden i huset går til bords, mens kvinder og unge mennesker må vente med at spise til, vi er gået igen. Man starter med suppe og brød, og bagefter bliver der serveret utroligt store mængder af kød, kartofler, salat og brød. For at være en god vært bliver man ved med at sige, at gæsterne skal tage mere, men på et eller andet tidspunkt kan man bare ikke mere. Og det hel bliver sluttet af med endnu en kop kaffe.

Hvis man kommer ude for frokost tid, vil der altid blive serveret kager og andre søde ting, for man skulle jo nødig være sulten.

Gæstfriheden og det at have et åbent hjem betyder meget for montenegrinerne. Det kan sagtens tage tid at vænne sig til for mig som dansker, at man gør tingene anderledes her, men det er også til stor inspiration for mig at se, hvor meget kærlighed, man kan vise, ved at holde sit hjem åbent.

En uge med nogle ”farveller”

Fordi det har været min sidste uge, før jeg har skullet hjem til Danmark, har jeg også brugt tid på at sige farvel til en masse mennesker. Selvom jeg ved, at jeg skal tilbage til Montenegro igen, ved man aldrig, hvem der er i byen, og hvordan tingene ser ud. Derfor tog jeg mig tid til at få sagt farvel til mennesker. Det er altid svært, og skærer mig altid dybt i hjertet!  

Tilbage i Danmark

Nu er jeg kommet tilbage i Danmark for en kort periode, hvor jeg skal være med på Fårevejle bibelcamping. Jeg føler, at jeg har fået meget inspiration af at være i Montenegro, men jeg savner det også allerede efter en eneste dag hjemme. Det betyder, at der er mennesker dernede, som jeg virkelig elsker og holder af, og at have den velsignelse i to lande, det gør ondt nogle gange. Men jeg kan glæde mig over, at jeg vænner tilbage til mit andet hjemland igen i starten af august! Jeg glæder mig til at komme tilbage og vil på bedst mulige måde forsøge at nyde min tid herhjemme i Danmark.

Noget, der har inspireret mig meget denne sommer, kan beskrives med følgende bibelvers:

”Overgiv dine forehavender til Herren,
så bliver dine planer til virkelighed.”

De kristne i Niksic ønsker ikke, at gå deres egne veje, nej, de ønsker at gå den vej, som Gud har for dem, og det kan godt kræve tålmodighed. De ønsker, at det er ham, som skal forme tingene og omvende mennesker, og de ønsker at være redskaber dertil. Ved at gå den vej som Gud viser, kan man i sandhed få lov til at pege på ham!  

Opmuntret og overvældet!

Så er der gået endnu en uge her i Montenegro. Hele denne uge har vi været på lejr oppe i bjergene, der omkranser den by, som vi bor i. Det var det engelske team, som jeg skrev om i sidste blogindlæg, som stod for store dele af programmet. Det er tredje år, at jeg har været med på lejren, og det er fantastisk at mærke, hvordan det vokser år for år både i antal, men også i det åndelige!

Hver dag havde et fast program, hvor der var engelsk undervisning først, og bagefter var der et oplæg fra Lukasevangeliet fra en af lederne fra teamet. Det blev fuldt op af bibelstudiegrupper, hvor deltagerne på lejren – kristne, som ikke-kristne – kunne få lov til at stille spørgsmål og diskutere, hvad det var, som de lige havde hørt fra Bibelen. 

Det var enormt opmuntrende at se, hvor gode snakke der var rundt omkring, også selvom det var under de mindre seriøse dele. Der var utroligt mange gode øjeblikke. Gud arbejdede på en forunderlig måde i mennesker, og der var forandringer at se i mennesker fra dag til dag. Det skønne er, at man kan snakke med mennesker næsten lige meget, hvad man laver: hike i bjergene, spille brætspil, dart, hygge over noget mad, synge, hænge ud på værelserne, sidde i solen eller over et godt spil kricket. 

Den sidste aften, da vi havde bålaften, delte alle deres oplevelser af lejren, og mange sagde, at det var bibelundervisningen, som havde gjort størst indtryk. Der var endda nogle, som sagde, at de godt kunne overveje at dukke op i kirken – og det er nok den allermest glædelige nyhed overhovedet!

Om aftenen var der forskellige kulturelle indslag fra både England og Balkan, og Tanja og jeg havde også nogle aktiviteter. Det er fantastisk, hvordan mennesker fra så forskellige kulturelle baggrunde alligevel kan være bundet sammen af den samme Ånd!

Det er også utroligt overvældende at mærke, at mennesker virkelig holder af os, og ønsker at bruge os, mens vi er her, både fra det engelske team og fra montenegrinernes side. Jeg elsker hver og en af de mennesker! Det er stort at mærke, at mennesker har den tillid til os, og jeg håber, at jeg er den tillid værdig. Det meste af det, som vi har lavet handler om relationer og at snakke med mennesker. Det kan tage på kræfterne, og jeg tror, at vi skal bruge et par dage på at komme til kræfter. Men der lægger også et vigtigt arbejde herefter, hvor vi stadig kan mødes med de mennesker, som vi blev venner med på lejren! For mig handler det om at være i relation til de mennesker, som jeg møder, og derigennem ved jeg, at Gud kan virke.  

Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvordan Gud lader de små frø, der er plantet i mennesker, vokse frem til planter i det næste lange stykke tid!

Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« (Mark. 4, 30-32)

En masse velsignelser at takke for!

Der er så mange ting, som jeg kan skrive til jer om, og jeg vil forsøge at give nogle dryp fra den sidste uges. Det virker som om, at det er flere måneder siden, at vi tog afsted, for hver eneste dag former sig på en ny og uventet måde. For mig handler det bare om at være så meget til stede i nuet, som det overhovedet kan lade sig gøre. Det tror jeg ikke altid, at vi er gode til hjemme i Danmark, for vi har så mange planer og så meget i kalendere, så det altid fordrer, at vi er et skridt foran. Hernede bliver jeg udfordret på, at intet kan planlægges på foran, og hvis jeg alligevel prøver, bliver planerne alligevel anderledes, end jeg havde planlagt.

Dåb

For en uge siden havde vi dåb i kirken. Det var en meget glædelig begivenhed, som rørte mig dybt. Det er første gang, at jeg har været så heldig at få lov til at overvære en dåb i kirken, og det var opmuntrende at se, at mennesker giver deres liv i Jesu hænder. Vi tog ned til den lokale sø Krupac, hvor der var fyldt med badegæster. Vi havde kirkens sangbøger og en guitar med, og så holdt vi en ganske almindelig søndagsgudstjeneste midt ude i det fri. Det var en god mulighed for at dele den Gud, vi tror på, med mennesker, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med kirken. Og der var også flere af gæsterne, som benyttede lejligheden til at lytte med på lovsangen og prædiken.

Kvinden, der skulle døbes, havde et dejligt vidnesbyrd. Jeg havde mødt hende allerede på en kort tur herned i marts, og forandringerne hos hende var tydeligt. Hun er gå fra at sidde sammenklemt over i et hjørne og være meget viskende, hvis nogle snakkede til hende, til at turde sige ting højt i kirken og smile over hele ansigtet. Og den glæde, som hun har fået til Gud smitter! Hun er meget til så meget i kirken, som hun kan, og hendes begejstring er så dejlig at mærke.

Det engelske team

I den sidste uges tid har vi haft velsignelse af at have et engelsk team på besøg fra det engelske UCCF/KFS/IFES. I denne uge skal de lave en lejr for studerende, hvor der er bibeltimer over lukasevangeliet, bibelstudiegrupper, engelsk undervisning, en masse kreative, sportslige og filosofiske oplæg om eftermiddagen, og om aftenen sker der en masse forskellige sjove ting, hvor de forskellige repræsentanter fra forskellige lande, skal præsentere deres kultur. Både Tanja og jeg har været med på lejren de sidste to år, og jeg er fuld af forventninger om, at dette års lejr må blive fyldt af en masse gode ting. Det mest velsignende i dette års lejr er, at den er fuldstændig booket! De andre år har det engelske team skulle bruge ugen op til lejren på at møde de studerende for at fortælle dem om lejren og se, om de derigennem kunne få nogle til at deltage. Men i år var den allerede fuldt booket, før de kom. Det arbejde, som Danijel har gjort hernede gennem de sidste tre år, giver virkelig pote nu. Det er noget af et fremskridt, som der er grund til at takke for at og glæde sig over!

I denne uge op til lejren har der været en masse forskellige aktiviteter, hvor det engelske team har fået mulighed for at møde nogle af deltagerne. Om formiddagen har teamet haft nogle bibelstudier og serbiskundervisning. De har haft forskellige mennesker til at fortælle om kulturen hernede, og de har forberedt deres undervisning til lejren. Det har været lidt svært at finde vores rolle sammen med teamet, for vi er ikke en del af deres team, men alligevel passer vores arbejde ind i det, som de gør. For det er de mennesker, som vi har kontakt til, som skal inviteres med på lejren, og vi har også nogle opgaver på lejren. Det gode er, at vi har kunnet gå fra og til deres aktiviteter, som det har passet ind i vores program, så vi stadig har kunnet være ude og besøge mennesker, men det er også mærkeligt, at der sker så meget i ens hus, og at man ikke er med til halvdelen af tingene.

Det engelske team er nogle virkelige søde mennesker, som brænder for at lave lejren her i Niksic. De er meget åbne og imødekommende, og de er virkelig gode til at falde i snak med de lokale. Det er også inspirerende for mig at snakke med dem. For de kan fortælle mig om, hvordan de er kristne i deres land, hvordan de vægter ting, og hvad der fylder for dem.

Hvad en koncert og et bål kan få en til at tænke på!

For et par aftener siden havde vi en musikkoncertaften. Der kom jeg til at tænke på de to nedenstående vers fra Bibelen:  

Esajas 9,1:

”Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.”

Joh. 1,9-13

”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”

Vi sad rundt om et bål i haven i huset, hvor Tanja og jeg bor. Rundt om bålet sad der kristne brødre og søstre med forskellige nationaliteter: engelsk, montenegrinsk, serbisk, amerikansk og dansk. Mennesker, som nok ikke naturligt ville have fundet sammen, hvis ikke vi var bundet sammen af én eneste ting; vi er kristne brødre og søstre bundet sammen af Jesus blod på korset. Det lys, som Jesus var på korset, skinner stadig ind i vores verden i dag, hvor så meget ondskab ønsker, at tage fokusset fra Jesus og for hans frelsesplan for mennesker. Jesus kærlighedslys kan række ind, selv i det mørkeste mørke, for at kalde mennesker ind i fællesskab med ham, og det er derfor, at jeg er her i Montenegro. Jeg ønsker at vise en gnist af Guds flammende kærlighed til mennesker her i Montenegro gennem de relationer, som jeg har fået lov til at være en del af, og det var det kald, som bandt os alle sammen rundt om bålet i går aftes.

Min bøn til arbejdet hernede er, at flere må opleve at blive kaldt ud af det mørke som mange mennesker mærker gennem arbejdsløshed, krigstraumaer, svære familiesituationer mm. og ind i lyset fra Jesus Kristus.

Serbisk undervisning

I denne uge er jeg også begyndt på min private serbiskundervisning. Det er virkelig sjovt, og det er så meget sjovere at lære sproget, mens man er hernede og kan bruge det i praksis. Det at lære sprog, hjælper mig også til at forstå den montenegrinske kultur lidt bedre. For eksempel bliver både døtre og sønner i familien kaldt for sønner. Det er der en vis ære i. Det er et meget stærkere patriarkalsk samfund, end jeg er vant til fra Danmark. Ligesom at man ofte bliver tiltalt ”Brade moj”, der betyder ”min bror”. Det at være dreng betyder bare mere end at være pige. Når jeg snakker med pigerne om familiestrukturen, bliver der ofte også nævnt, at forventningerne til dem som piger er, at de skal blive gift med en god (rig) mand, føde en masse børn og lave god mad.

Min fornemmelse er dog, at der er en del stærke kvinder rundt omkring. De er vant til, at de skal kæmpe for tingene, hvis de vil opnå noget, og de er ved at overhæle mændene indenom.  Det bliver spænde at følge de næste år!

En dansk familie på besøg

I den sidste uge har vi også været velsignet af et besøg fra Danmark. Hanne og Jakob Legarth har været volontørpar i Montenegro for 10 år siden, og var de første som startede noget studenterarbejde op her. De var tilbage med deres 3 børn, for at vise dem det land, som de har boet i. For mig har det især været en velsignelse at lege med deres 3 dejlige børn, for de kan faktisk forstå, hvad det er, som jeg siger til dem, og at mærke deres glæde ved os har betydet meget. Det har også været en sand velsignelse at kunne snakke med nogle andre danskere om, hvordan det er at være dansker og have Montenegro på hjertet. De kan forstå, hvad det er for nogle kulturelle udfordringer, som man kan stå i. De har givet nogle inputs til, hvordan man som dansker kan handle ind i denne kultur. Det har også været givende dele Montenegro og glæderne ved arbejdet her med dem. Så tak til familien Legarth for en opmuntrende tid sammen!