Tiden går og inden længe…

Jeg sidder her i mit hus i Montenegro på en lørdag aften, mens elektriciteten er gået for flere timer siden. I dag er det præstens fødselsdag, egentlig ikke noget, som vi ville have fejret, fordi der sker så meget, men så ender vi alligevel med at sidde hele familien i mørke rundt om spisebordet, med oplyste ansigter fra to petroleumslamper, mens vi spiller brætspil og  spiser fødselsdagskage. Sådan kan der opstå små momenter af absolut nydelse midt i alt travlheden hernede, samtidig med at jeg bliver mindet om, at jeg befinder mig i et land, som stadig er i gang med at opbygge sig selv.

Netop på sådan en aften, hvor der med ørket også trænger sig en stilhed på, er det tid til at stoppe op og mærke efter. For det er efterhånden en del uger siden, at jeg skrev mit sidste blogindlæg. Det vidner om en sommer, hvor der er sket så utroligt mange ting, så det kan være svært for mig selv helt at følge med. Men heldigvis kan jeg holde mig fast til, at arbejdet hernede ikke handler om mig, men handler om, at Gud har nogle veje og planer for Montenegro og Niksic, som han vil fuldføre, så derfor behøver jeg ikke det store overblik over alting:

”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves. Hvis ikke Herren våger over byen våger vægteren forgæves.” (Salme 127,1-2)

Sidste gang slap jeg ved, at det var det engelske teams sidste dage.  Det, vi manglede, var at tage en tur til Kotor sammen med nogle af deltagerne fra lejren. Selvom jeg har været i Kotor mange gange nu, så tager bugten og byen stadig pusten fra mig. Det er et ubeskriveligt smuk syn, der møder én, når man kører ned fra de omkringliggende bjerge. Man ser en bugt, der ligger bag en anden bugt.  Jeg kan slet ikke få nok af det syn! Det forundrer mig hver gang, hvor stor en kreativitet Gud har skabt vores verden med. 

Samtidig er Kotor gammelt piratområde, hvilket kun sætter fantasien endnu mere i gang. Så jeg elsker hver gang, jeg har mulighed for at tage turen forbi byen. Vi havde lejet en stor bus, så der var plads til alle dem, som ville med. Det er jo en positiv udvikling, at der er flere og flere, der har lyst til at tage på ture med os i kirken, og som har lyst til at knytte kontakt med os. De første par timer blev brugt i den gamle by i Kotor. For første gang nogensinde, besluttede jeg mig for at ville klatre op på den gamle bymur sammen med flere af deltagerne på lejren, det viste sig, at næsten alle på turen havde lagt samme plan. Men det var hårdere, end jeg lige havde regnet med. At gå midt i middagsheden, mens et regnvejr er på trapperne, og man går på trapper op af et bjerg, tog flere kræfter end både jeg og mange af montenegrinerne havde regnet med, men hvilket et sammenhold det giver at kæmpe sig sammen derop. 

Når man har set hinanden dryppe af sved, så er det som om, at det bare er nemmere at åbne op for gode samtaler, der forhåbentlig kan give nogle gode venskaber i forlængelse af det. Bagefter var det tid til en dukkert i bugtens vand. Så resten af tiden blev brugt ved en strandkant mens der på skift blev slikket sol, badet og snakket. Det var vist en god afslutning for englændernes tid her i Montenegro.

Ellers består noget af min tid hernede også med at hjælpe kirken med praktiske opgaver. Da det engelske team havde forladt Montenegro, hjalp jeg til med at male Danijels -(der er ansat af KFS i Danmark) og Martinas  (hans kone) lejlighed. 

Jeg er her for at hjælpe, og hvis det kan være til en opmuntring og støtte for nogle af kirkens medlemmer, at jeg hjælper dem med praktiske opgaver, som at male, så gør jeg gerne det. Samtidig inviterede de igen nogle fra lejren forbi, og så kunne jeg jo lige så godt nyde de nye venskaber, som jeg havde fået derigennem. 

En anden praktisk opgave, som hele kirken tager del i er, at vedligeholde præstefamiliens have. Der er mange fra kirken, som har fået lov til at have et lille lod af haven til deres egen dyrkning af grøntsager, og det er et dejligt bibelsk koncept at gå ”i marken” sammen. Min primære praktiske opgave i haven er at plukke bær, og det kan egentlig være meget afslappende i længden.

For nogle uger siden blev Tanja, Andreas og jeg inviteret til gudstjeneste i den ortodokse kirke af vores ven Milos, der er teologistuderende i den ortodokse kirke. Og for mig var det en virkelig spændende og lærerig oplevelse. Vi troede egentlig, at vi skulle i kirke her i byen, men det viste sig at være i en landsby i nærheden. Kirken var ikke særlig stor, men lå med en smuk udsigt over den lokale sø Krupac. 

 Vi fik et hæfte, hvor vi kunne følge med i liturgien på engelsk, men jeg var forundret over hvor hurtigt messen gik. Præsten og korlederen kunne  vekselmesse, hurtigere end jeg kunne nå at læse med på engelsk. Der var en del sanseindtryk, der ramte mig. Først og fremmest kunne jeg rent fysisk mærke noget, da hele gudstjenesten på over en time foregik stående.  Mænd og kvinder stod adskilt – mændene til højre og kvinderne til venstre i rummet. Mine øjne blev fanget af de tre helgenbilleder i kirken, som alle der kom i kirken knælede ved og kyssede ved deres ankomst. Røgelsen blev ført rundt i kirken som et tegn på Helligåndens tilstedeværelse og som en renselse før gudstjenestens start. Hele gudstjeneste foregik messende og jeg forsøgte at fange så meget af det, som jeg kunne. Og til sidst fik vi lov til at få uindviget brød, som et tegn på, at selvom at os tre danskere er fra en luthersk kirke, så er vi stadig børn af den samme Gud. Især denne handling rørte mig, da den ortodokse kirke har fordømt den danske folkekirke efter, at det blev muligt for homoseksuelle at blive gift i kirken. På mange måder var det en smuk oplevelse, selvom der var meget af det, som ligger fjernt fra mig i mit daglige kirkeliv både her i Niksic og tilbage i Danmark. Og samtidig er jeg mig bevidst om de helt centrale teologiske spørgsmål som adskiller den ortodokse og protestantiske kirke.

Efter gudstjenesten var det tid til ”kirkekaffe”. Her bestod den af rakia (lokalt alkohol bygget på Vodka) og småkager. Og især en frimodig kvinde kom hen til os og fortalte om hendes liv. 

Hun inviterede os hjem til sig. Her brugte vi et par timer sammen med hende, hendes svigermor, hendes datter, Milos og hans ven. Vi snakkede om teologi, livstil og tro – alt sammen utroligt spændende og opbyggende for det foregik på en måde, hvor der var en stor accept fra begge sider. En utrolig spændende relation til den ortodokse kirke, som forhåbentlig kan binde den evangeliske kirke sammen med den ortodokse.

Jeg har efterhånden fået en masse kontakter i Montenegro, og desværre så flytter kontakter også fra byen, fordi de enten har fået arbejde i en anden by, eller rejser tilbage til deres familier. Derfor tog jeg og en veninde til kysten, nærmere betegnet byen Bar. Her har jeg en af mine nære veninder, som arbejde for OM (Operation mobilisation). Det var skønt at kunne bruge tid sammen med hende og opmuntre hende i hendes arbejde der. Der er en stor opbygning i at kunne lægge på strandkanten mens solen går ned og læse i Bibelen og bede sammen. Og en del af min tid hernede går netop med at opmuntre de kristne, som er landet, da der er store udfordringer i det.

I sidste weekend havde vi på forunderligste vis besøg i byen af to danske par – det var til stor opmuntring for mig. Det ene par kommer fra min IMU i Bethesda, og det andet par kender jeg fra min tid, hvor jeg sad med i bestyrelsen fra Afrika InTouch. Det er skønt, at der er mennesker, som har lyst til at besøge os her og opleve en lille del af den skønne by, som vi elsker så højt.  Tusind tak for nogle gode dage Jakob, Dina, Peter og Danielle!

I den sidste uger har der været en hel del at se til, da vi har haft en stor lejr i byen. Det er et stort team fra forskellige steder i USA og Europa, der kommer til Niksic for at lave en sportslejr og fortælle børn og unge i byen om Jesus. Om formiddagen er der forskellige sportsaktiviteter, om eftermiddagen er der også mulighed for at dyrke sport, men der er også mulighed for at få undervisning i engelsk. Om aftenen er der forskellige aktiviteter, der enten består af udendørskoncerter eller møde i et teater, hvor mennesker fortæller om, hvorfor de tror på Jesus, hvor der bliver spillet musik, vist billeder fra sportsaktiviteterne og fortalt noget ud fra bibelen. Den sidste aften var der ca. 300 børn og unge til mødet! I år fik Tanja og jeg en meget konkret rolle. Vi skulle undervise i conversational english, dvs. at vi skulle stå for engelsk undervisningen til de lidt ældre elever. Det var virkelig dejligt at have en praktisk opgave, mens vi begge fik øvelse i at undervise i engelsk, hvilket jo passer godt med vores uddannelse til at blive engelsk lærere. Det var også en vildt god måde at knytte kontakter til flere af de unge piger i byen.

I denne weekend er der en festival i byen. Og der har vi været ude en enkelt aften indtil videre. Det er en god måde at møde mennesker, som jeglige har lært at kende under nogle meget uformelle rammer, mens jeg lærer mere af den balkanske rock/pop kultur at kende.  Og det er jo altid skønt at kunne få et større indblik i et lands musik kultur.

I dag blev jeg mindet om følgende vers fra salme 126:
” De, der sår under tårer, skal høste med jubel. Grædende får han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg.” (Vers 5-6)

Disse vers kan til tider være utroligt beskrivende for både kirkens arbejde og vores arbejde hernede, men heldigvis er det et godt løfte om, at der i sidste ende er en stor glæde og jubel at hente.

Jeg håber, at I alle samme har en velsignet og god sommer!
Guds fred!