Sommeren er i gang for fulde gardiner!

Nu er det lidt over en dag siden, at jeg kom hjem fra english camp, en 6 dages lang lejr, hvor engelske studerende kommer til Montenegro for at bruge tid sammen med de lokale studerende i byen.
Og indtil videre har det været en fantastisk og overvældende god oplevelse at være sammen med dem. Sidst skrev jeg om forberedelserne op til lejren, og denne gang kommer meget af min blog til at handle om selve lejren.

De to bærende elementer på lejren var, at de studerende fik undervisning i engelsk på forskellige niveauer. Bagefter var der en tale over bibelen og vidnesbyrd, der passede til emnet ”Don’t waste your life” (Lad være med at spilde dit liv). Alle talerne var bygger op over et af Paulus’ breve fra Det Nye Testamente, nemlig kolossenserbrevet. Det er et brev, som står mit hjerte meget nær, da det var igennem det selv samme brev, at jeg oplevede at Gud er virkelig og vil have en personlig relation med mig. Efter talerne var deltagerne på lejren ude i grupper for diskutere det, som de lige havde hørt i Bibelen. Ellers fyldte sport, spil, dart, og forskellige kulturelle aftner på lejren. Det var min fjerde lejr, men hvor det normalt mest er min opgave at snakke med en masse mennesker, havde jeg en helt del praktiske opgaver i år, da der ikke var så mange fra det montenegrinske lederteam, som kunne være med.

Derfor delte jeg mit vidnesbyrd fra kolossenserbrevet den første dag, hjalp til med lovsang, holdt et seminar, stod for både nogle af aftenaktiviteterne og eftermiddagsaktiviteterne, og sidst, men bestemt ikke mindst, passede jeg også de to børn, der var med på lejren en helt del. Det er et helt andet koncept at passe børn, når man ikke rigtig har den store forudsætning for at snakke særlig meget med dem. Men jeg nød det og hyggede mig med dem. Det er egentlig ret interessant, hvor meget man kan komme til at holde af børn, som man ikke kan snakke med. Og det glædede mig at forældrene på den måde kunne få mere tid til at være tilstede på lejren. Det gav bare god mening.

Men selvom der var mange ting, der tog min opmærksomhed, fik jeg hver dag mulighed for at være med til den tale, der var fra bibelen, og gennem det rørte Gud også ved mit hjerte. Jeg tror, at der for manges vedkommende, som er vokset op i kristne familier, kan være en tendens til at vide en masse om bibelen og kende alle de ”rigtige” svar på tingene. Og jeg vidste også det, som blev stort for mig på lejren, problemet var bare, at jeg ikke rigtig havde levet så meget efter det. Men Gud arbejder i hjerterne, også når vi ikke selv er så bevidste om det. Derfor vil jeg stoppe op og dele nogle af mine betragtninger over kolossenserbrevet med jer derhjemme:

”Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham. Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.”  (Kol. 1, 12- 20):
Vi er skabt ved ham og til ham. For mig har det været en af de mest frihedsgivende billeder nogensinde i bibelen, og endnu engang blev jeg mindet om det på lejren. Jeg er ikke skabt til at skulle præstere i min egen kraft i noget som helst. Hvis jeg skal forsøge at redde mig selv eller andre omkring mig, vil jeg hurtigt se, at det ikke vil komme til at gå godt. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke har værdi eller ikke har nogle gode gaver at give ud af i den person, jeg nu engang er. Men fordi jeg er et menneske, og Gud er Gud. Vi er skabt, fordi Gud ville, at vi skulle være skabt. Vi er skabt ud af en perfekt kærlighed, som Gud rummer i sig selv. Vores hjem og liv er i det. Jesus er et billede på en usynlig Gud. Han valgte at binde sig til en menneskekrop og være et billede af Gud i denne verden, også selvom at han også var der på skabelsesdagen, da han er Gud. Jesus skal være vores selfie. Alt hvad vi er som mennesker er lavet og skabt af Jesus, og det er der en grund til. Han er vores hjerteslag. I denne verden søger vi efter kærlighed (eller anerkendelse) i så mange ting, det kan være alt fra parforhold, karriere, at være den bedste på studiet, at være den bedste ven, den bedste kristne, den mest populære osv. Men vi ser kun den sande kærlighed i denne verden ved at kigge på Jesus kærlighed til ham. Hvis der var en anden måde at sætte os fri på fra vores natur som mennesker, der ikke ønsker et fællesskab med Gud, hvorfor skulle Jesus så dø i sidste ende? Vi har brug for at møde Guds kærlighed og tilgivelse for nogle af alle de mørke ting, som vi rummer som mennesker, og den kan vi få ved at lære Jesus at kende. Ikke bare i vores tanker men ved at have en virkelig og ægte relation til ham. At alt i denne verden er han det, som vi skal have tillid til, for her vil tilliden aldrig svigte.

En anden dejlig oplevelse fra lejren er den obligatoriske hike hvert år. Jeg har efterhånden gået den en 4-5 gange, men hver gang bliver jeg forbløffet, når jeg når toppen. Der er den smukkeste udsigt deroppe fra. Det er ikke muligt at beskrive skønheden deroppe med ord. Hver gang, jeg er der, har jeg lyst til at blive deroppe for evigt, men desværre må man ned igen på et tidspunkt. Det får mig ofte til at føle mig så lille, når jeg står på toppen af et bjerg. Verden virker så stor. Men Gud kender mig, vil mig og har et øje til mig. Og det gør virkelig noget ved et fællesskab på en lejr, når man sammen kæmper sig hele vejen til toppen og bare står og skuer ud over landskabet. Samtidig kommer man automatisk til at tænke over de store ting i livet. Det viser virkelig kraften i Guds skaberkraft og kreativitet, og jeg kan ikke få nok af det. Fra toppen kunne man også se ud over hele Niksic. Jeg kunne ikke lade være med at filosofere over mine rejser til denne by i Montenegro. Når man står og kigger på den oppe fra en bjergtop, ser den egentlig ganske lille ud. Og hvorfor har Gud mon sendt mig, og så mange andre mennesker til denne lille by? Jeg tror, at han har store planer for den. Det er som om, at han er ved at bygge op og udruste kirken. Og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden til bringe for Niksic. Hvad mine rolle skal være i alt det her, er jeg på ingen måde klar over, men jeg er klar til at lægge det Guds hænder i tillid til, at han ved, hvad han har gang i.

Her er et billede fra den sidste aften på lejren. Der er altid en bålaften, hvor vi deler vores bedste oplevelser, synger sange og hygger. I år var der en ekstra leg på lejren, som skabte endnu bedre fællesskab. Hver deltager havde nemlig en "secret friend", som de skulle gøre gode ting for under hele lejren. De blev afsløret på bålaftenen også. På billedet ser i en af lederne fra det engelske team, Sarah Dawkins, som også går under navnet "min tvilling". 

I går søndag, var der vanligvis to gudstjenester i kirken. Og der var mennesker fra lejren, som kom til gudstjeneste. Især én af deltagerne er virkelig forandret, og kan næsten ikke få nok af fællesskabet der. Det er så fantastisk at se, hvordan Gud kan virker gennem menneskers kærlighed til hinanden.

Traditionen tro var der pandekageaften søndag aften efter lejren. Martina (Danijels kone), jeg og en fra det engelske team (Megan), lavede over 80 pandekager. Det var en glædelig festivitas, og det kommer sikkert til at være der mange år i fremtiden.  Det er så hyggeligt at samles dagen efter en lejr og fortsætte de gode snakke og den gode stemning, som en lejr altid består af. Og så er det vidunderligt, at de venskaber som startede på lejren, kan få de bedste muligheder for at gro videre.

Engelændernes to uger her i Montenegro slutter af i aften, hvor vi har inviteret alle deltagerne fra lejren samt flere studerende fra byen til bibelstudie. Og i morgen tager vi på en heldagstur til kysten, nærmere bestemt byen Kotor, som efter min personlige holdning er en af de smukkeste byer i hele Montenegro.

Midt på ugen var jeg så heldig at resten af ”team Danmark” meldte deres ankomst til Montenegro. Tanja og Andreas kom efter en dag alene i byen op på lejren torsdag. Det er en stor glæde, at vi nu er tre til være sammen om arbejdet hernede. Det skaber en helt anden dynamik, end jeg har prøvet før. Samtidig føler jeg mig privilegeret over, at jeg kan få lov til at være helt tæt på dem, mens vi fejrer deres forlovelse. Det skaber kun endnu mere glæde, at noget så positivt og godt også får lov til at fylde hernede. Jeg tror og kan mærke, at det giver god mening, at vi også har en mand med på vores team, da der også skal ekstra hænder til at have relationer til mænd hernede. Noget som Tanja og jeg af naturlige årsager ikke kan. Vi hygger os og er gode til at give hinanden plads i de forskellige tjenester, som vi har hernede. Og jeg tror, at Gud har nogle gode planer gemt i ærmet for os alle tre her i løbet af sommeren.

 Jeg håber, at I alle nyder sommeren derhjemme! Guds fred og velsignelse til hver enkelt af jer.