Aslan is on the move!

Der har været absolut larmende tavshed på bloggen i noget tid. Stilheden har dækket over en larmende travlhed her i Montenegro. En tid, der har fået mig til at stå i fuldstændig forundring over, hvordan Gud virker i menneskers liv, fordi han kalder mennesker ind i hans kærlighed og inviterer dem ind i en levende relation til ham.

Skænk dig selv en dejlig kop kaffe eller te og træk vejret dybt. Her kommer bare nogle af de mange indtryk fra min mest opmuntrende tid i Montenegro.

Gud er på arbejde! 

For at starte hos Gud, som jeg oplever bekræftet som det ultimativt fedeste sted at starte i alting hver dag, er mine tanker i den sidste måned blevet ledt over i C.S. Lewis' bøger "Narnia". I hans mest kendte bog: "Løven, heksen og garderobeskabet" er der en beskrivelse af løven Aslan, som i det fiktive univers er en gudsfigur. Jeg beklager, at jeg kun har kunnet finde teksten på engelsk, men her kommer den:

"They say Aslan is on the move - perhaps has already landed." And now a very curious thing happened. None of the children knew who Aslan was any more than you do; but the moment the Beaver had spoken these words everyone felt quite different. Perhaps it has sometimes happened to you in a dream that someone says something which you don't understand but in the dream it feels as if it had some enormous meaning - either a terrifying one which turns the whole dream into a nightmare or else a lovely meaning too lovely to put into words, which makes the dream so beautiful that you remember it all your life and are always wishing you could het into that dream afain. It was like that now. At the name of Aslan each one of the children felt something jump in its inside. Edmund felt a sensation of mysterious horror. Peter felt suddenly brave and adventurous. Susan felt as if some delicious smell or some delightful strain of music had just floated by her. And Lucy got the feeling you have when you wake up in the morning and realize that it is the beginning of the holidays or the beginning of summer. (The Lion, the Witch, and the Wardrobe, Chapter 7) 

Gud bevæger sig i sandhed lige nu her i Montenegro på nye og overvældende måder. Gud er landet og er blevet inviteret ind i studerendes liv, der ellers ikke før har kendt ham. Jeg har mødt studerende, der gang på gang søger efter mening, håb, kærlighed, forløsning og tilgivelse, men ikke har fundet stedet, hvor deres sjæl har fundet ro og fred. De har måske hørt sporadisk om Gud gennem deres kulturelle traditioner, men sådan kende ham rigtigt, lært om ham, oplevet ham, har de ikke haft mulighed for før. Og netop beskrivelsen af, hvordan både læseren og de fire børn i fortællingen "Narnia", mærker en forskellighed ved Aslans navn - en gigantisk mening, uden at have mødt ham, er den samme hos nogle studerende her i landet i deres relation til Gud. Især i den sidste 1,5 måneds tid her i Montenegro! Det er som om, at vinterens mørke og kolde tid, ikke bare på et konkret plan, men også et dybere åndeligt plan, har lagt sig, og sommerens lys og varme har fået tag i landet.

Aslan er et symbol på Gud selv.
Stående som en brølende løve  på en bjergtop
forkyndende om de nye tider med ham. 

Fra før jeg flyttede til Montenegro, der for resten betyder "De sorte Bjerge", til nu, er jeg ofte blevet mindet om Esajas' ord i kap. 52,7:

"Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse." 

Jesus er budbringeren selv, beskrevet i Bibelen som Løven af Juda - den stærke og mægtige konge af Judas slægt - der kommer hen over bjergene og forkynder fred og frelse til mennesker ved at tage synden og døden på sig, for at vi kan blive sat fri fra netop disse ting. Montenegrinerne hungrer efter freden og frelsen i ham!

Påskelejr: 

I april måned var jeg i Danmark på en kortere visit, hvor jeg deltog i KFS' påskelejr sammen med en kristen studerende, Marina, og generalsekretærens kone, Martina. Det var virkelig opmuntrende for os alle 3. Lejrens tema var "Guds mission - for os - for verden". Der var omkring 500 studerende fra både de gymnasiale - og videregående uddannelser.

Vi brugte bl.a. tid med forskellige danskere,
der på den ene eller anden måde har været
i Montenegro igennem årerne. Der er mange flere,
end dem, der var plads til på dette billede. 

Om morgenen fulgte vi programmet for de videregående studerendes bibeltimer, der blev ledt af Jens Brun Kofoed og omhandlede Esajas' bog. Bagefter havde vi gruppesnakke om det med andre studerende.

Eftermiddagene var fyldt af forskellige seminarer og tilvalg. Aftenens program var et stort fællesmøde for både gymnasie- og universitetstuderende med skiftende talere fra både ind- og udland. En fælles opmuntring, vi alle tre har taget med, var "Ledersporet", der var spredt over 3 eftermiddage. Sporet udrustede til, hvordan det både kan være spændende, meningsfyldt og udfordrende at være leder i kirkeligt arbejde. Spændende og meningsfyldt fordi det handler om det vigtigste i livet, menneskers forhold til Jesus, og så er der relationer, dynamik og omskiftelighed, udvikling og meget mere på spil. Men udfordringerne er samtidig en masse fx selvforståelsen som leder, prioriteringen af tid og åndelige kampe. Vi oplevede, at der blev sat ord på nogle meget konkrete ting, som vi alle i mere eller mindre grad har stået ansigt til ansigt med, samtidig med, at vi fik redskaber til at sætte endnu bedre rammer i vores arbejde med studerende.

Martina og Marina var ikke de eneste udenlandske
studerende på lejren. Her står de med studerende og
medarbejdere fra Israel, Rumænien og Brasilien. 

Både Marina og Martina var rørt over mødet med så mange unge kristne studerende i Danmark. I et land, hvor der ikke er mange personlige kristne, var det stort at synge lovsang sammen med op mod 1000 unge mennesker og have fællesskab med så mange, der har samme udgangspunkt som en selv, når virkeligheden er, at der er mange, der kommer med hårde anklager mod protestantiske kristne i dette ortodokse land.

Lovsangsaften på påskelejren. 

Personligt blev det også virkeligt for mig, at jeg nu snart skal tilbage til Danmark. Selvom jeg har vidst i noget tid, at min tid her i Montenegro - som fastboende - er slut, og at jeg også i noget tid har vidst, at jeg skal arbejde for Kristeligt Forbund for Studerende i Danmark, blev det en meget større realitet, da mange ønskede mig "tillykke" med det nye job, jeg blev præsenteret som gymnasie-medarbejder i Øst, og at jeg var så heldig allerede nu at møde nogle af de skønne studerende, som jeg er så heldig at få lov til at bruge min tid sammen med i de næste 5 år. Tiden i Montenegro er begyndt at rinde ud...

Balkan Staff Consultation: 

Dagen efter påskelejren sluttede, rejste jeg tilbage til Montenegro for at deltage i den årlige medarbejderkonference i det kristne studenterarbejde på Balkan. Ikke kun for mig, men hele teamet var også dét en meget opmuntrende begivenhed. Det var inspirerende at få chancen for at høre og lære fra andre lande i regionens arbejde. De andre lande, der var repræsenteret var: Serbien, Bosnien-Hercegovina, Albanien, Bulgarien, Rumænien og Makedonien. Der er et generelt mønster i, at der ikke er mange arbejdere, men høsten er stor. Samtidig er de forskellige medarbejdere ildsjæle, der lægger hele deres liv ned for, at studerende må lære Jesus at kende og følge ham.

Alle deltagerne på Balkan Staff Consultation. 

Hver formiddag fik vi undervisning af Robert Graham ansat i den amerikanske kristne studenterbevægelse; InterVarsity. Han ledte os gennem bibelstudier over de første kapitler i Paulus' brev til Efeserne. En hovedpointe, som jeg tager med mig er, hvor vildt det er, at vi som kristne får lov til at få del i arven, som Jesus har (Ef. 1,11).

Robert Graham underviste om morgenen. 

Vi fik også mulighed for at stille spørgsmål til
Robert omkring livet som
medarbejder i en studenterbevægelse.

Da konferencen blev afholdt her i landet, havde vi også som team nogle forskellige opgaver af praktisk karakter både før, under og efter konferencen. Men det gav os mulighed for at få ekstra indsigt i de forskellige medarbejderes historier og strategier.

LTC i Montenegro: 

I ugen efter påske havde vi besøg af 13 studerende og deres lærere fra KFS' ledertræningscenter (LTC) i 2 uger. Både jeg og resten af EUS-teamet er stadig overvældet over de mange gode historier, der er at fortælle fra deres tid her.

LTC'erne sammen med montenegrinske
studerende på lejr i bjergene. 

Kort fortalt var programmet, at vi havde forskellige begivenheder på universitet og andre lokationer i vores by, hvor vi bl.a. stod for at have et dansk hjørne på universitet og et dansk kultur-event. Udover det fik vi mulighed for at afholde en koncert, hvor vi spillede forskellige kristne sange på en lokal bar og gik på hike, hvor vi også fik tid til at tale med de studerende. Vi inviterede de studerende på weekendlejr på et lokalt skisportssted, hvor vi havde bibelstudier, talere og masser af tid til at være sammen og lære hinanden endnu bedre at kende. I de sidste par dage brugte vi al vores energi på, at vi, i EUS, lærte alle de studerende at kende, som de forskellige LTC'ere havde stiftet bekendtskab med i løbet af deres tid her.

Masser af snakke med
studerende i løbet af "Danish corner".

På hike i bjergene. 

Hike og fællesskab passer bare godt sammen! 

Vi var meget opmuntrede over at se en stor gruppe studerende blive berørt af Gud. ^

Jeg har i mine 7 år i Montenegro været i kontakt med omkring 25 forskellige grupper fra forskellige nationer, men aldrig før har jeg oplevet så hurtige og dybe frugter af noget, som gennem danskernes tid her. Til både vores bibelstudieaften og til vores afslutningsfest havde vi ikke stole nok på vores kontor til de mange studerende, der kom! Det interessante var, at det var første gang, hvor vi direkte havde reklameret for en begivenhed som et ganske "almindeligt" bibelstudium, hvor så mange studerende kom! Og mange tilkendegav, at det havde rørt dem. Efter at danskerne er taget afsted ser vi stadig studerende, der har interesse i at lære mere om Jesus og tage imod ham.

Afslutningsfest for danskerne. 

Det var som om, at denne gruppe fra Danmark fik lov til at høste af alle de mange små frø af Jesus som både de kristne her, missionærer og de mange andre grupper har plantet i byen siden 1996, hvor præsteparret flyttede hertil.

Studerende, der hygger sig med et par danske
piger. 

Det mindede mig om et vers, der har betydet noget for mig igennem mange år, når det handler om arbejdet med kristne studerende her i landet:

Sl. 126,5-7:

"De, der sår under tårer, 
skal høste med jubel. 
Grædende går han ud, 
mens han bærer såsæden; 
med jubel vender han hjem, 
mens han bærer sine neg." 

Som en metafor kan man beskrive jorden her i Montenegro - menneskers hjerter - hård overfor at kende Jesus og tage imod ham i deres hjerter. Mennesker vil langt hen ad vejen virke til at synes, at det der med Jesus er okay, lige indtil de begynder at se, at det kalder på en anderledes livsstil, og at mennesker ikke altid kan lide dig. De begynder at ignorere os i EUS eller kirken, fordi de ikke vil Jesus mere. Hvis de ikke vender Jesus ryggen efter et stykke tid, kan det have alvorlige konsekvenser for dem at leve med ham og dele ham med de mennesker, som de kender og holder af såsom: Social udstødelse, vold, vandalisme eller ignorance. Derfor kan det koste tårer, som denne salme fra Bibelen beskriver det. Det kan være tungt at bære såsæden ud. Men med dette danske team var det som om, at den anden del af salmen kom til opfyldelse gennem LTC'erne. Vi fik lov til - efter så mange år - at "høste med jubel" og at vende hjem med jubel, mens vi bar vores neg.

Man kan altid få gode snakke,
når man er på vej op af et bjerg. Hike med de
studerende, mens vi var på lejr. 

Gud er i sandhed levende og virker i menneskers liv!

Apologetisk event i Podgorica: 

Dagen efter vores farvel til de danske LTC'ere, afholdte vi flere apologetiske (trosforsvar) begivenheder i hovedstaden, Podgorica. Atomfysiker og kosmolog Aleksander Fink fra Tyskland talte over emnet: "Har videnskab begravet Gud?"

Mange mennesker var mødt op for at høre på, Dr.
Aleksander Finks' pointer.

Om formiddagen havde vi et event på et lokalt universitet, hvor de lokale medier også var tilstede. Om aftenen havde vi et event på et lokalt hotel. Om aftenen var der mere end 200 mennesker, der kom og stillede kritiske spørgsmål til taleren.

Som en direkte konsekvens af tiden med LTC'erne og vores apologetiske dag i Podgorica, har vi startet en bibelstudiegruppe i hovedstaden. Det er første gang, siden EUS begyndte i 2009, at vi har haft arbejde i Podgorica! Noget som vi har længes efter i lang tid. Halleluja, Gud er god!

Personlige besøg: 

Som en personlig opmuntring for mig fik jeg en god veninde, Katrin, på besøg i over en måned. Hun er oprindeligt fra Schweiz, men har været på en bibelskole i Finland i det seneste halve år. Hun har været en kæmpe hjælp ift. at hjælpe med LTC'erne, opfølgninger på deres besøg og for mig personligt.

I slutningen af hendes besøg blev jeg velsignet med endnu et besøg. Denne gang fra Danmark hvor mine gode venner Tanja og Andreas kom sammen med deres 2 børn. Det var Tanja, der bragte mig til Montenegro for første gang for 7 år siden, så vi har en masse indtryk, vi kan dele sammen om livet her i Montenegro.

Familien Vilrik Brun sammen med Danijel
(general sekretær), Martina og deres datter
Natalija, 

Opfølgning og overførsel: 

... er overskrifterne for mit liv i Montenegro lige nu og i min tid indtil, jeg vender næsten mod Danmark i slut juni.

Som nævn har vi fået mange nye kontakter gennem LTC'erne og Aleksander Finks besøg her i Montenegro. De fleste af dem her fra byen var unge kvinder, og derfor bruger jeg meget af min arbejdstid på at følge op på dem. Det er utroligt spændende at lære en helt masse unge kvinder at kende og udfordre dem i eksistentielle spørgsmål og i deres tro på Jesus.

Og her komme vi til den anden titel: Overførsel. Jeg står i en realitet, hvor jeg meget snart skal sige farvel til det her land og alle de mennesker, som jeg har lært at kende og holde af. På mange måder i sig selv en underlig, emotionel og surrealistisk situation, men det hele bliver sat lidt mere på kanten, når jeg samtidig lige har lært en hel gruppe nye gode kvinder at kende. Dog står der to kristne kvinder, Marina og Martina, klar til at videreføre de gode relationer, jeg har haft. De brænder for, at studerende må lære Jesus at kende og leve med ham.

Snart er min tid som ansat i EUS og boende i Montenegro slut, så jeg vil nyde min sidste tid her i fulde drag og forberede mig på livet i Danmark, der venter!