Vi
har nu været afsted i 1,5 uge. Derfor kan jeg heller ikke skrive om hele rejsen
i hver en detalje, men jeg vil skrive om nogle af de oplevelser, som virkelig
har gjort et indtryk på mig. Jeg ved godt, at det er et meget langt indlæg, men
tag en pause, hent en kop kaffe og en kage, og læn dig tilbage og læs indtil du
ikke orker mere. Det kan også være en god undskyldning for en overspringshandling
i det mindste.
Hanois hektiske trafik: Vi kom mandag
morgen, men først om eftermiddagen vovede vi så os ud i Vietnams hektiske
gader. Og jeg vil forsøge at beskrive hvilken oplevelse, der mødte os uden for
hotellets trygge rammer: Det primære køretøj på vejene er scootere, som de selv
kalder motorcykler, og der er simpelthen så mange af dem. De smyger sig ud og
ind mellem hinanden, mellem de biler, busser og last biler, som også færdes på
vejene, og det hele virker bare fuldstændig kaotisk! Hvis man er det mindste i
tvivl om, man er ved at køre ind i nogle eller noget, så dytter man bare
lidt. Hvis man ikke har andet at lave på
sin motorcykel kigger man gladelig rundt på de forskellige butikker, der er,
SMS’er, snakker i håndholdt mobiltelefon eller kigger lidt på den medpassager,
der sidder bagpå.
Pludseligt
midt i alt mylderet kan ens øjne falde på en gammel kvinde, der lige så stille
og fredeligt med fuldstændigt ophøjet ro krydser gaden med sit åg over
skuldrene. Vi blev virkelig nervøse og bange på hendes vegne, men alle
scooterne og bilerne svingede utroligt sikkert uden om hende. Et meget
fascinerende syn midt i en pulserende storby! De første par gange hvor vi
skulle krydse en gade, må jeg blankt indrømme, at det var med en høj mængde at
adrenalin pumpende i årene, at jeg vovede mig over gaden. Selvom trafik i en
storby virker ret så banalt, har det alligevel været et interessant indblik for
os i den vietnamesiske mentalitet.
På besøg i en keramik landsby: Dagen efter
havde vi sagt ”ja” til at tage 16 km. udenfor storbyen til en lille landsby ved
navn ”Battrang”, som er en keramik landsby. I Vietnam er der en gammel
tradition med, at landsbyerne havde fordelt forskellige håndværk imellem sig.
Nogle landsbyer lavede keramik, andre lavede træsnit, nogle andre igen tøj
farvning osv. Men vi skulle ud til en fortsat fungerende keramiklandsby. Guiden
viste os nogle forskellige familiers værksteder. Men her vil jeg kun skrive om
et af besøgene, som til gengæld var en meget spændende oplevelse. I det
allerførste hus vi besøgte, mødte vi en ældre kvinde på i begyndelsen af
60’erne. Hun sad på en lille taburet på gulvet og malede nogle kopper, der
viste sig at være til deres kendte grønne te og stærke risvin. Hun var et
virkeligt sødt og fantastisk menneske. En anden tradition i Vietnam, som jeg
ligeså godt kan nævne her er, at man altid har en stor interesse for at knytte
bånd til de mennesker, som man møder, og derfor stiller man altid en masse
spørgsmål, så man kan lære hinanden at kende. De 3 helt faste spørgsmål er: 1)
Hvor gammel er du? 2) Hvor kommer du fra? 3) Hvad hedder du? Vi hørte også
noget af hendes historie. Hver dag sad hun og malede hundredvis af kopper, de
pæne af dem skulle sælges inde i Hanoi, mens dem hun sad og malede på, da vi
besøgte hende, var til de fattige landsbyer oppe i bjergene. Vi fik også begge
to lov til at prøve at male en kop hver, men det var nu ikke den helt store
succes. Det så meget nemmere ud, end det var! Vi fik også lov til at gå rundt i
huset på egen hånd. Det viste sig, at manden og kvinden også boede i værkstedet.
Vi var oppe på første salen i huset, hvor keramikovnen var. Der hang vasketøj,
og risene lå over i hjørnet – det var meget fattigt. Da vi kom tilbage til
kvinden, fik vi en fin lille tekop af hende, det var et dejligt minde at få med
fra landsbyen. Turen til landsbyen endte på et lille værksted, hvor jeg skulle
forsøge at lave min egen skål, men igen gik det ikke lige så godt. Keramik er
bare et håndværk, som ser legene let ud at arbejde med, men det er bare så
svært! På hjemturen til hotellet fik vi mulighed for at købe noget keramik og
andet håndværksting i en butik. Det specielle var her, at alle tingene var
lavet af handikappede. Det skræmmende var, at grunden til at de var handikappede
var fortsatte konsekvenser af Vietnamkrigen! Under krigen sprøjtede
amerikanerne gift ud over den vietnamesiske skov, fordi de vietnamesiske
soldater var så gode til at gemme sig for amerikanerne, så man følte, at man
blev nødt til at gøre noget desperat for at vende krigen, og i dag bliver der
så stadig følt børn med handikaps på grund af, at det giftskov USA brugte i
krigen dengang, stadig findes i naturen. Det var uhyggeligt at opleve, at krig
kan have så alvorlige konsekvenser så mange år efter, at den er afsluttet.
På rundtur i Hanoi: Dagen efter
skulle vi på en rundtur i Hanoi. Og der allerførste vi skulle se, var Ho Chi
Minhs mausoleum. Jeg vil lige meget kort fortælle om, hvem han var, til dem af
jer, som ikke lige er helt så tryg i Vietnams historie.
Ho
Chi Minh var Vietnams første præsident (indtil da havde Vietnam været et
kongerige). Han blev født 19. maj 1890. Hans fødenavn var Ngoyen Sinh Cong. Han
forlod Vietnam i 1911, og han var med til at stifte det franske kommunistparti.
Og rejste fra 1920’erne i Asien som kommunistisk agent under dække af mange forskellige
erhverv og navne. I 1945 blev han agent for amerikanerne under deres krigen mod
Japan, samme år som han blev præsident for Vietnam og fik den daværende konge
til at abdicere. Der er ingen tvivl om, at han levede kommunismen ud på den
oprindelige tænkte måde. Han var ikke gift eller havde familie, for han var som
præsident gift med sit folk og ønskede at vie hele sit liv til folket. Han
ønskede virkelig at der skulle ske forandringer til det bedre i landet, og da
han blev præsident blev den nordlige – og sydlige del af landet samlet til det
Vietnam, som man ser i dag. Eftersigende skulle han have været en umådelig
flink og venlig mand. Han levede utroligt spartansk og ville ikke have ekstra
goder, som landet førende leder. Han var et meget bemærkelsesværdigt menneske
ikke kun for vietnameserne, men også for mennesker rundt omkring i verden.
Men
tilbage til vores oplevelser: Vi skulle som sagt ind og besøge hans mausoleum.
Ho Chi Minh havde selv ønsket at blive brændt, hvorefter hans aske skulle spredes
ud på 3 forskellige bjerge i Vietnam – et i nord, et i syd og et i midt
Vietnam. Der skulle ikke være gravpladser eller sten overhovedet. Men hans
efterfølgere indfriede ikke hans sidste ønske. I stedet blev han balsameret og
lagt i et kæmpe mausoleum i stedet. Min mor og jeg fik strenge instrukser på,
hvordan vi skulle opføre os inde i mausoleet. Inde i mausoleet lå han så –
Onkel Ho, som han også bliver kaldt – og lignede sig selv. Der var gjort et
godt stykke balsameringsarbejde. Ingen tvivl om, at der var/ er tale om et
stort menneske, en dygtig statsmand og intelligent leder, men det var altså
lidt usmageligt, når man nu vidste at han i sit testamente havde skrevet, at
”når jeg er væk, skal der ikke være nogen stor begravelse, for folk skal ikke
spilde tid og penge. Da vi endeligt havde set hans grav, gik vi om til hans palads
bag ved mausoleet. Der lå et meget stort og flot palads men ingen kommunistisk
leder har nogensinde boet i paladset. Ho Chi Minh ønskede nemlig ikke at bo
der, han brugte det kun til udenlandske højtstående ledere. Selv startede han
med at bo i nogle 3 små rum i nogle tjenesteboliger bag ved paladset. Senere
fik han bygget er traditionelt vietnamesisk hus i baghaven, hvor der kun var 2
rum – et soveværelse og et kontor. Pladsen neden under pælehuset brugte han til
at holde møder. Det var meget inspirerende at se på trods af de mange turister.
Lige ved siden at hans hus lå et lille køkken, og bagved køkkenet lå der en
bunker, hvor han og hans tjenestefolk kunne gemme sig, hvis der var et bombeangreb.
Da vi hade gået i gennem paladsets have, så vi en pagode formet som en
lotusblomst. Ellers gik dagen med et besøg på et krigsmuseum, et buddhistisk
tempel (hvor det er mennesker, der på en eller anden måde har gjort en rigtigt
god ting eller levet et rigtig godt liv, som man tilbeder), Litteraturens
tempel (den første uddannelsesinstitution i Vietnam og som var centrum for
udbredelsen af den konfucianske lære), endnu et tempel ved navn ”Ngoc Son
Templet”, hvor man ærede der lå ude i Hoan Kiem Søen, der ligger i centrum af
Hanois gamle bydel og så fik vi en times cykeltur igennem den gamle bydel i Hanoi.
Dagen sluttede af med at vi skulle se vanddukketeater, der er en gammel
vietnamesisk tradition. Det var en virkelig smuk oplevelse. Det er en form for
dukketeater, hvor dukkeførerne står i vand til livet. De styrer deres dukker
rigtig godt, og kan få dem til at lave de vildeste ting på vandet. Alle de
forskellige dele af stykket er taget ud fra de gamle vanddukkestykker. Til
stykkerne spillede et orkester, der spillede på traditionelle asiatiske
instrumenter.
På besøg i nogle fattige landsbyer: Det var vores
første dag udenfor Hanoi. Vi kørte i 2 timer, før vi nåede frem til turens
første stop. Og det eneste vi egentlig vidste var, at vi skulle ud at sejle med
en båd. Vi fulgte efter vores guide og to fremmede mand ned af et bjerg, hvor
vi stod ombord på en meget fin båd. Floden, vi sejlede på, hed ”Do Reservoir”.
Og hvilken en vidunderlig natur vi sejlede ud i! Vandet var helt lyseblåt og bjergene
gik helt ned til vandet, det var bare så smuk. Nede ved vandkanten lå der nogle
små huse, der mest af alt lignede skurer, men der boede nogle fiskere i dem. Efter
15 – 20 minutters sejlads svingede båden ind mod land, og vores guide stod fra
borde og begyndte at gå op mod en lille landsby, der lå list op af bjerget. En
gammel dame kiggede ud af vinduet og gik ud og hilste på os. Hun bød os
indenfor på første sal, så vi smed skoene og fulgte med hende og Tom (vores
guide) op af trappen. Der gik vi direkte ind i hendes køkken, hvor hendes
komfur var et hævet bålsted. Ellers var der urtemedicin i to kæmpe spande til
hendes dyr og nogle andre små ting til et køkken. Bagefter gik vi ind i hendes
stue, hvor familien også sov. Der var en kæmpe reol, hvor der stod et fjernsyn
og ellers kørte der nogle faner, vist mest for vores skyld, så vi kunne tørre
lidt efter at vi var blevet helt våde af sved ved at gå op af alle trapperne
til landsbyen. Her serverede hun grønt te lavet af urter samlet i den
nærliggende natur. Derefter sad og snakkede vi med hende, fordi Tom oversatte
for os og hende. Det viste sig at hun var 64 år gammel. Tidligere havde hun var
risbonde, men staten havde taget hendes mark fra hende, og havde flyttet hendes
hus op af bjerget. Hun havde 1 søn og 3 døtre. Hendes søn og svigerdatter bor
sammen med hende i huset, som den vietnamesiske tradition foreskriver det (det
er altid sønnen, der tager sig af forældrene). Svigerdatteren var dog gået op
på bjerget med køerne, så de kunne græsse, og sønnen var vist ude at fiske. Hun
selv var hjemme for at passe på huset. Pludselig opdagede vi, at der stod et
lille husalter i stuen, og det spurgte vi lidt ind til. Vi fik at vide, at
billedet der stod på det, var af hendes afdøde mand, som døde i 1997. Det er en
vietnamesisk tradition, at man på en eller anden måde tilbeder de døde.
Forfædrene og ens afdøde familie betyder meget, og man tænder røgelse for dem,
ofre pengegaver til dem, da de også har brug for penge i det hinsides og
aflægger rapport for dem en gang om året. Det er en ud af de mange sammensatte
ting, det findes i Vietnam. Størstedelen af befolkningen er buddhister, men
deres buddhistiske religion er blandet sammen med en masse andet. Bl.a. troen
på at forfædrene har en indflydelse på ens skæbne. Der er også blandet noget
hinduisme ind i den, fordi nogle indonesere flygtede fra Indonesien, da de
havde tabt en krig over muslimerne, og derved kom der også nogle træk fra
hinduismen ind i Vietnams buddhisme. Hun sad og snakkede med os, mens hun røg
på en traditionel vietnamesisk vandpibe og smilede over hele ansigtet. Hun fortalte
også, at hun havde meget ondt i kroppen og selv gik på bjerget og fandt medicin,
da der ikke var så mange penge at købe medicin for. Hun havde nogle få husdyr
til at skaffe sig penge med. Hun havde bl.a. høns, som gik i buret under huset.
Efter at vi havde fået en god snak med hende, sagde vi pænt farvel. Ellers
besøgte vi også nogle andre huse i landsbyen, det var dog denne kvinde, der var
den største oplevelse for mig!
Da
vi var sejlet tilbage til vores udgangspunkt, skulle vi besøge en anden landsby
højere oppe i nogle bjerge, det var også en meget rørene oplevelse. Her var der
især en kvinde, som gjorde indtryk på mig. Hun var 47 år gammel, og levede af
at sælge landsbyens forskellige håndværk til de besøgende, der kom. Hun blev
hurtigt gode venner med min mor, da de var jævnaldrende. Især var hun fascineret
af at min mor havde fået en søn og en datter. For her på hele idéen og yen og
yang introduceret for os. Min mor var i hendes øjne meget heldig, fordi hun har
fået et barn af hvert køn, for derved står hun i en form for universel balance.
Og det er det, som hele yen og yang tænkningen går ud på, at alt i denne verden
skal være i balance. Eller som vores guide gentog for os igen og igen: ”There
is always a good and a bad side”. Derfor var der også i mange templer og
pagoder (pagoder er der hvor man tilbeder Buddha), både vand og en form for
bjerg, da de stod i balance i forhold til hinanden – det er en meget
interessant tankegang. Igennem dagen mødte
vi bare skæbne på skæbne, der gerne ville have forandring i Vietnam. Og de arbejdede
virkelig for det. Men skellet mellem rig og fattig er igennem de sidste mange
år vokset. De rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere, og det kommer
jo selvfølgelig til at gå ud over de svageste grupper i samfundet. Det vil ofte
være de etniske grupper der er i Vietnam, som lever af fiskerig eller landbrug,
og det var virkelig trist at opleve!Om aftenen tog vi på en af Vietnams eneste jazzklub. Her havde en vietnamesisk saxofonist ved navn Binh Minh opstartet på eget initiativ. Og hurtigt fik han et vestligt stampublikum. Det var meget interessant at høre på nogle musikere, som stadig er ved at finde ind i jazzen, noget helt andet end man kan høre i Danmark.
Det turistede Halong Bay: Så var det
blevet tid til at checke ud fra vores hotel fra første gang. Nu gik turen mod
det nordøstlige hjørne, hvor vi skulle besøge Halong Bay tæt på den kinesiske
grænse. Området er et smukt naturområde med over 3000 klippeøer midt ude i
bugten. Så dagen efter vores ankomst skulle vi ud på endnu en sejltur. Det var
en fuldstændig overvældende smuk natur – fuldstændig umulig at beskrive med
ord. Vi gjorde nogle forskellige stop i
løbet af sejlturen, hvor vi besøgte en flydende by, der ligger imellem klipperne,
og så besøgte vi en lille klippehule. Det eneste der kunne tage ens
opmærksomhed væk fra den smukke natur var, at der var mange hundrede turister
omkring os i forskellige både.
Det
var for resten dagen for Ho Chi Minhs 124 års fødselsdag, men det mærkede vi
faktisk ikke meget til.
Da
vi kom tilbage i havn efter 3,5 times sejltur, kørte vi tilbage til Hanoi, hvor
vi skulle sove i en nat, før vi skulle flyve videre ned til Midtvietnam og møde
i ny guide.
Hue: Formiddagen
brugte vi på at tage i lufthaven og tage indenrigsflyet ned mod Hue. Her ville
vores nye guide hente os med vores nye chauffør i lufthaven. Vi kørte ind til
byen, hvor vi først skulle på vores tredje sejltur på vores rejse. Denne gang
skulle vi på en times sejltur på Parfumefloden. Den båd vi skulle med fungerede
også som hjem for en lille familie (på 4 snart 5). Manden lever af at sejle
turister på floden, mens konen prøver at sælge lidt souvenirs til passagererne.
Og da vi trådte ind i båden stod der tre plastikfloden på det flade gulv. Linh
(navnet på vores nye guide) sagde, at familien sov på gulvet om natten. Vi sad så bare og nød en fantastik sejltur på
floden med udsigt til bjerge i baggrunden. Linh fortalte at det er grænsebjergene
til Laos. Nej hvor var det smukt og dejligt og afslappende. Turen endte ved
Thien Mu Pagoden, og Linh fortalte om den, der i øvrigt også tjener som kloster
for en masse munke og der er et tempel for munken Thich Quang Doc, der i 1963
satte ild til sig selv i protest mod den katolske præsident Diems styreform og
undertrykkelse af buddhister. Den bil han gik ud af lige inden han satte sig i
lotusstilling og satte ild til sig selv var en del af et museum på stedet.
Der
var et fantastisk fredfyldt sted, men Linh sagde at det mest var fordi vi kom i
slutningen af turistsæsonen. Derfra kørte vi videre til den kongelige by. Linh
fortalte historien bag byen, hvor mandariner blev udvalgt, kejseren var ophøjet
over alt, konkubiner i massevis boede o.s.v. I 1945 blev kongen tvunget til at
abdicere og overlade magten til Ho Chi Minh. Desværre blev hele byen ødelagt
under Vietnam-krigen. Viet Conger angreb byen Hue og folk søgte tilflugt i den
gamle kejserby, så den blev helt ødelagt. Der er kun den yderste mur tilbage af
det oprindelige. Man kan se store skud huller ved indgangen. Unesco har
bevilliget en masse penge til genopbygning af paladset, hvis indretning kendes
pga. fotografier taget af en franskmand, der kom i paladset mens Frankrig var
koloniherre i Indokina. Det var utroligt spændende at høre og se det alt
sammen. Ingen tvivl om, at det var hårdt at være mandarin eller for den sags
skyld en konkubine, men det gav status og penge i det omkringliggende landskab.
Derfra kørte vi til vores nye hotel inde i midtbyen.
Så det videre i fuld fart: Nu er bloggen
nået til vejs ende. Men vores tur herned er slet ikke slut endnu. Hos mig har
den sat mange tanker i gang, og jeg kan kun sige at Vietnam virkelig er et
spændende land. Det har haft så mange forskellige nationer til at ledere, her
kan nævnes Kina, Japan og Frankrig og så har de, som de fleste af jer nok ved,
være i krig med USA. Men på trods af det har landet formået at bevare og fastholde
sine helt gamle faste traditioner. De har holdt deres identitet fast i et hårdt
jerngreb, og det er vældig fascinerende. Vietnameserne er et spændende folk med
en lang og spændende historie.
