Hvor mange grænser skal man forsøge at krydse, før man får lov til at passere den? - Et subjektivt perspektiv på Balkans mange nationale spændinger.

I de sidste knap to uger har jeg været så privilegeret og heldig at have besøg fra mine forældre. Det var utroligt opmuntrende! Ud over at besøge nogle af de mennesker, som jeg arbejder med til dagligt og få fixet en helt masse praktiske ting i min lejlighed, tog vi også på 3-4 dages ferie i Bosnien i byen Mostar.

På vejen tilbage over grænsen mellem Bosnien og Montenegro oplevede vi, at der ved den første grænseovergang ikke var passage for andre end lokale, ved den næste grænse var vejen blokeret, så det var først ved tredje grænseovergang, at det lykkedes os at få lov til at komme over. Det fik mig til at forme titlen til denne blog, som passende kunne dække, hvordan jeg igennem mine 9-10 måneder her i Montenegro bl.a. gennem mit besøg i Mostar har fået dannet mig et indtryk over den krig, som i en al for nær fortid (slut 80’erne op gennem 90’erne) har udspillet sig i denne del af Europa.

Men før jeg fortsætter denne blog, vil jeg tydeliggøre, at krigen i 90’erne var ekstremt kompleks, og at de følgende betragtninger kommer fra mit subjektive blik på tingene. Der kan tilføjes så mange andre detaljer, fortolkninger og konsekvenser af krigen, end det mit subjektive danske blik har fanget efter ikke engang et år i Montenegro. Men jeg håber, at det kan være med til at give et indtryk af, hvad der skete hernede, og hvordan jeg i mit daglige arbejde i Montenegro, stadig mærker nogle af konsekvenserne heraf. Og netop titlen på denne blog peger på, hvad der sker, når et land, der består af mange regioner med stærke regionale følelser, pludselig mister fundamentet og må kæmpe med at finde sig selv igen! Hvor mange forskellige grænser skal der egentlig forsøges at passageres, før man finder den, hvor freden endelig kan opnås, og hvor friheden kan føles?! 

Men for lige at skitsere historien kort, startede det hele med lederen af Jugoslavien (nu kendt som Balkan med undtagelse af nogle få lande), Josef Broz Titos, død d. 4. maj 1980. Af ukendte årsager havde han ikke udpeget og udvalgt en naturligt efterfølger af landet. Derfor blev løsningen den, at der i en del år var rotation af lederskabet, så hver region havde magten i et år af gangen. De stærkeste og rigeste regioner var Slovenien, Kroatien og Serbien. Ved Titos død havde der efterhånden ophobet sig en stor national gæld til udlandet, fordi Titos forsøgte at holde økonomien kunstig i gang (bl.a. fordi at landet ikke eksporterede mange varer) for at fastholde arbejdspladser for befolkningen. Derfor blev de store regioner træt at at poste penge til de mere fattige dele i regionen som eksempelvis Bosnien, Kosovo og Makedonien. Imellem de forskellige regioner (på nær Slovenien) var der igennem de mange år under Titos lederskab skabt en masse etniske mindretal. Derfor var spændingerne imellem disse vokset igennem 80’erne og på et tidspunkt blev der nødt til at blive fundet en løsning. Den første leder, der startede med at prøve at tage magten i dele af landet, var den serbiske leder Slobodan Milosevic. Det startede en lavine af regionale ledere, der kæmpede for lige netop deres regions frihed eller deres etniske gruppes magtovertagelse af en region. D. 25. juni 1989 blev Slovenien uafhængige, og Kroatien forsøgte at blive det samme uden held, da Serbien gjorde modstand. Lige derefter begyndte det hele for alvor at eskalere med krigen til følge. 

Et kort over Ex-Jugoslaviens regioner eller i nutidigt sprog Balkan

Jeg er ikke ude på at udpege en syndebuk for, at krigen begyndte. Desværre tror jeg, at krigen var et resultat af, at et land - med mange etniske befolkningsgrupper - brød sammen. Det er en skrøbelig situation - og pludselig virker det til, at hele landet eksploderede i en voldsom borgekrig (eller voldsomme borgerkrige), da man ikke ville afgive sin etniske gruppes magtposition. I Montenegro var krigen ikke voldsom, dog kæmpede landet sammen med Serbien, så mange montenegrinske mænd i mellem 40 - 60 år har været soldater på serbisk side. Det betyder dog ikke, at det ikke har haft konsekvenser for mennesker i landet. Dette vil jeg komme ind på senere. 

En kirkegård - med gravsten fra mange ofre af krigen i start 90'erne.
Den hvide rosenbusk, der skyder op fra en af gravene, viser noget symbolsk -
at der er håb om, at freden får lov til at sænke sig over Balkan.

Men det er her, at mine indtryk fra mine dage i Mostar kommer ind i billedet, for på mange måder er brutaliteten og surrealismen i, hvordan krigen tog sig ud her et godt eksempel på, hvor kompleks og voldsom krigen var. Desværre er historien fra byen ikke enestående, men er bare et konkret eksempel på, hvordan krigens grusomheder tog sig ud. 

En ruin, der stadig minder befolkningen om fortidens grusomheder,
der står i midten af Mostar's centrum.

Mostar er den regionale hovedstad i Hercegovina (og da Bosnien - Hercegovina var den mest etnisk blandede region i hele Jugoslavien, var der de mest voldsomme kampe her) og var delt i en kroatisk og muslimsk halvdel (den muslimske befolkning er også kendt under navnet “bosniakker”). I begyndelsen af krigen gik de bosniske serbere (da Serbien noget forsimplet udlagt forsøgte at tage magten over hele Jugoslavien - undtagen Slovenien) til angreb mod byen altså både de bosniske kroatere og bosniakkerne (da de forsøgte at “løse” konflikten ved at lave en etnisk udrensning), som valgte at stå sammen i angrebet. De kroatiske bosnier og bosniakkerne vandt slaget over de bosniske serbere. Men derefter vendte de bosniske kroatere sig imod bosniakkerne og forsøgte at få magten over byen. 

Dette var bjerget i Mostar, hvor de bosniske kroatere skød ned på byens
muslimske del. 

Det resulterede bl.a. i at byens historiske bro blev ødelagt i et kroatisk artilleriangreb og at mange mennesker mistede livet. Først i april 1994, efter enormt pres fra USA, underskrev de to sider en våbenaftale. 

Broen i Mostar, som forbinder den kroatiske og bosniakiske side af byen,
der blev sprængt i stykker af kroaterne under krigen. 

I dag kan der stadig - også her i Montenegro - mærkes spor fra krigen. På nationalt plan  anerkender Balkan-landene ikke Kosovo som selvstændig stat. Og i Makedonien er der optakt til en konflikt mellem makedonierne og det albanske mindretal, der stadig eksistere i landet (provokeret af at den makedonske leder har valgt en albansk vicepræsident). Samtidig er der en stor økonomisk gæld at betale af på, en stor mangel på arbejdspladser, politiske spændinger og en højere andel af korruption, end vi kender fra vores del af verden. Men det er ikke kun på et nationalt niveau, man kan mærke konsekvenserne af krigen. Den har også efterladt dybe spor i menneskers sjæle. Ar, jeg på ugentlig basis i mit arbejde med studerende - måske ikke direkte i form af at høre om krigstraumer (da mange studerende var ganske unge - hvis de overhovedet var født under krigen) - står ansigt til ansigt med, da fædre og mødres sjælelige ar også får- især når de er ubearbejdet - en effekt på generationerne, der følger efter. 

Det er omkring 20 år siden, at krigen officielt sluttede. Men Montenegro løsrev sig først fra Serbien i 2006. For hele regionen er der stadig lang vej til, at spændingerne har lagt sig. Befolkningen på Balkan synes, at udviklingen går langsomt, men man arbejder hårdt på at genopbygge og genoprette Balkan på mange planer, hvor der i processen også bliver skabt balance både internt i landene og eksternt imellem de forskellige nationer. Men tingene går hurtigere, end de tror. Håbet for fremtiden er stille ved at spire. Dog er der stadig mange sår, og en refleksion jeg har haft er, om de forskellige etniske grupper har tilgivet hinanden endnu, eller om krigens grusomheder stadig er for frisk i erindringen til, at den er indtruffet. Men én bøn har jeg - at tilgivelsen må komme, for igennem den kommer forandringen og håbet tilbage for fremtiden.

Det er en af grundene til, at jeg er her i Montenegro. Jeg vil dele ham, der tilgav fuldstændigt ultimativt, med mennesker her, og vise studerende, at de kan have håb for fremtiden, gennem ham, Jesus, der tog al skylden, synden og mørket på sig, overvandt døden og genoprettede vejen til den sande kærlighed i verden. Selv på korset var han så fyldt af den kærlige tilgivelse, så han om dem, der torturede ham og korsfæstede ham, bad Gud om at tilgive dem gennem ordene: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk. 23, 34). Jeg er her i Montenegro for at dele det håb, som Gud har givet mennesker gennem Jesus og fortælle dem om de løfter, som Gud selv har givet. Han siger, at: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” (Jer. 29,11). Det driver mig hver dag i mit arbejde hernede.

Hvis man ønsker at læse endnu mere om konflikten på Balkan (også lidt om Titos tid og tiden i 80’erne, før krigen for alvor brød ud), giver følgende hjemmeside et virkelig godt overblik: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jugoslaviens-sammenbrud-1991-1999/

Påskefejring i Danmark...

Igen er der gået nogle uger uden, at I har hørt fra mig. Denne gang skydes det, at jeg har været så privilegeret at fejre - verdens historiens vigtigste begivenhed, påsken i Danmark. Med mig til Danmark havde jeg min kollega, Sasa, og en kristen studerende, som er gået hen og blevet en god veninde, Marina.

Jeg indrømmer det gerne, billedets kvalitet er ikke det bedste,
men vi er lige ankommet til Danmark og er spændte på,
hvordan de næste par uger vil tage sig ud for os. 

Hovedformålet for rejsen var, at vi skulle med på Kristeligt Forbund for Studerende på påskelejr i Danmark, der havde titlen "Ståstedet - standing in awe og him". Temaet havde en klar parallel til, at det i år er 500 år siden, at Luther slog sine teser op og dermed markerede reformationen. Dog, var det ikke Luther, der tog fokus på lejren, men i stedet  for var det påskens helt fantastiske og verdensforandrende budskab, der var i fokus - lige præcis også sådan, som Luther ville have det.

Et af de bibelvers, som havde den største betydning for Luthers reformative tanker var: “Ham, der ikke kendte til synd har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2. Kor. 5,21). Et vers, der også dukkede op flere gange i talerne på lejren og beskriver, hvad der skete i påsken på en helt fantastisk måde. Fordi Jesus er Gud, rummer han ikke synd i sit indre. I virkeligheden kan synd beskrives som alt det destruktive, vi mennesker gør, som forsøger at sætte os som gud i vores eget liv med forfærdelige konsekvenser til følge. Det separerer os fra Gud, det ultimative udtryk for kærlighed. Gud selv er ren kærlighed og rummer ikke synd (onde ting, der sårer både os selv, andre og i sidste ende Gud). Derfor kunne Jesus - Gud selv - sætte os mennesker fri - fordi han ikke selv havde det i ham. Han tog al ondskab, al synd på sig, da han hang på korset. Gud (Faderen, Sønnen og Ånden) brød sig selv på korset, da Jesus råbte: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Mark. 15,34). Det burde ethvert menneske i stedet råbe i vores liv, men Jesus skabte i påsken en vej for os. Han gik i døden - syndens pris - og vandt over den, da han stod op fra graven påskedag for at vi, hvis vi tager imod hans offer, kan få en evighed sammen med ham! Det er den reneste kærlighed, der nogensinde er blevet vist mod nogle af os. Og det er ikke noget, vi kan arbejde os til, uanset hvor meget vi prøver. Det er en gave, som vi må tage i mod fra Gud.

På påskelejren brugte jeg meget tid på at være sammen med de internationale studerende, som deltog på lejren. Udover Marina og Sasa her fra Montenegro var der 2 nordirere, 2 israelere, 1 spanier og 1 pige fra Congo. Det var virkelig inspirerende at høre fra kristne fra mange forskellige dele af verden. Det mindede mig om, at alle kirker i verden er forbundet, fordi vi tror på den samme Gud - også selvom at det kan se meget forskelligt ud i vores forskellige kulturer. Samtidig rørte det mig at høre om, hvordan kirkenes situation ser ud i deres lande, hvordan de tilbeder Gud, hvordan de fortælle mennesker om Jesus og hvilke nogle udfordringer, de står i, og hvordan jeg kan lære af det.

Den internationale gruppe af studerende, der var med
på påskelejren. 

De internationale studerende fik også mulighed for at dele mere om deres liv,
da årets studentercafé skulle åbnes. 

Som jeg skrev om i mit sidste blogindlæg, er det kun kort tid siden, at vi havde besøg af de studerende fra KFS’ ledertræningscenter (LTC). Derfor var det også godt at se dem igen på lejren og dele nogle af de gode ting, de har været med til at starte i vores organisation, mens de var her. 

Gensynsglæden var stor, da vi stødte på LTC'ere fra både i år
og fra sidste år.  

På lejren fik Sasa, Marina og jeg mulighed for at dele noget omkring det, som sker i vores arbejde hernede. Det rørte mig utroligt meget, at salen sammen bad for Montenegro og for studenterbevægelsen hernede. Generelt var der mange, der i påsken kom og opmuntrede mig i, at arbejdet hernede bliver løftet over til Gud i bøn. Vi forsøger at EUS, at dele hvem Jesus er med de studerende, og opmuntre dem til at tage imod ham. Men i sidste ende er det kun Gud selv, som kan åbne menneskers hjerte og røre dem. Derfor betyder det alverden for både mig og resten af teamet, at andre kristne bruger tid på at løfte de studerende over til Gud.

Den sidste ting, som jeg vil dele med jer på bloggen denne gang var et indtryk, jeg fik fra den sidste aften på lejren. Der bruger vi hvert år lidt ekstra tid på at lovprise Gud for alt, hvad han er! Jeg blev rørt over, at vi  var omkring 1000 unge kristne, der sammen lovspriste Gud, lovsang ham og priste ham sammen. I Montenero er der ikke engang 200 evangeliske kristne i hele landet. Jeg blev fyldt af en kæmpe taknemmelighed over, at der i Danmark er så mange unge, der har givet deres liv til Jesus, som lever med ham, lovpriser ham og ønsker at dele verdens største kærlighed med de mennesker, der er en del af deres liv. Det er ikke en selvfølge i mange lande i verden i dag, og jeg blev oprigtig rørt over, at jeg er heldig at komme fra et land, hvor der stadig er mennesker, der levet og ånder for Jesus. 

Tænk, 1000 unge kristne, der lovsynger Gud sammen. 

Selvom der er mange andre indtryk, som jeg kunne dele fra både lejren og dagene efter lejren, vil jeg slutte her med nogle andre ord fra Bibelen, som også beskriver miraklet, der skete i påsken. For det, at Jesus frelste os, er den største gave, som nogen menneskers overhovedet kan få. Paulus beskriver det på denne måde: “For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” (Ef. 2,8). 

En alt for tidlig morgen i Københavns lufthavn. Vi skal tilbage til Montenegro,
mætte af en helt masse indtryk og utroligt glade. 

Hvad er min kære arbejdsplads - EUS?

Her dagen før jeg vender næsen mod Danmark for at deltage i KFS' påskelejr sammen med to montenegrinere, vil jeg lige dele en lille video, som nogle af eleverne på KFS' ledertræningscenter (LTC) lavede, mens de besøgte os. Det forklarer mest af alt lidt mere om, hvad vi er for en kristen studenterbevægelse og peger os på nogle konkrete ting, som LTC'erne lavede mens de var her.

I videoen er I så heldige at møde to ud af tre af mine skønne kollegaer, én studerende, som mens LTC'erne var her begyndte at være mere engageret i vores aktiviteter og mon ikke, at I også lige får lov til at høre et par sætninger for undertegnede... Og en lille sidebemærkning jeg vil gøre er at fortælle, at "EUS"(forkortelse for EUS får Evandjeoskih studenata u Crnoj Gori) er navnet på vores studenterbevægelse. På dansk kan det fulde navn oversættes til "Evangelisk bevægelse for Studerende".

Dog er videoen ikke tekstet, men to af interviewende er på dansk.

Men nu til filmen, som kan findes på følgende link:
https://www.dropbox.com/s/vo1gyxuoxp38b9h/Ny%20video%20om%20Montenegro.mp4?dl=0

I skal ikke snydes for et billede fra vores lejr. Alle deltagere -
både fra Montenero og Danmark. 

Hvis I ønsker at følge mere af EUS, hvad vi går og laver i EUS, kan I undersøge følgende sider:

EUS' Facebookside:
https://www.facebook.com/euscg/?fref=ts

EUS' blog (på engelsk):
http://studentministrymontenegro.blogspot.com/

Danmark i Montenegro

Der har været noget stille på bloggen i de sidste par uger. Men som jeg skrev i sidste blogindlæg, har vi haft besøg i to uger af KFS’ ledertræningscenter i daglig tale kendt som LTC (http://www.ltc.kfs.dk/). Før de krydsede grænsen til Montenegro, havde de allerede haft en uge i forskellige byer i Albanien. Hovedformålet for deres tid her var, at vi måtte få kontakt til nye studerende, at vi må fortælle flere studerende om Jesus og invitere dem til at undersøge, hvem han er og invitere ham ind i deres liv. Samtidig ønskede vi at besøget fra Danmark måtte være med til at skabe rammer for at studerende, der allerede tror på Jesus, kunne vokse endnu mere med ham i deres hverdag. 

Nu hvor den kære gruppe fra LTC forlod landet for nogle dage siden og hvor indtrykkene har fået lov til at bundfælde sig lidt, er følelsen hos mig - helt personligt - at de to uger var til stor velsignelse for det arbejde, som vi laver blandt studerende i Montenegro. 

Fra Kristeligt Forbund for Studerende i Danmark er den kendte struktur meget simplificeret, at de ansatte bl.a. har som en del af deres arbejdsopgave at støtte kristne studerende både på gymnasier og videregående uddannelser, så de kan række ud til deres medstuderende med Jesus. Men da vi kun officielt har to evangeliske kristne studerende på universiteterne i landet og ingen evangeliske kristne studerende på gymnasierne, er en del af vores arbejde hernede hele tiden at prøve at skabe kontakt til studerende og dele, hvad vi tror på med dem. At have en udenlandsk gruppe, der komme for en kort tid kan virkelig hjælpe os til at få kontakt til nye studerende og give et skub til de studerende, der allerede kommer til vores arrangementer til at turde udforske Jesus og Bibelen endnu mere. 

Det danske LTC team sammen med en af deres lærere, Hanne,
på toppen af byens bakke Trebjesa. 

Udover at teamet også var på nogle udflugter i vores land, gik deres tid hernede på at have to formiddage med Danish corner på universitet. Helt konkret gik det ud på at vi fik et lille område på universitet, hvor vi kunne fortælle en helt masse om Danmark. I Danmark oplever vi generelt, at der er en stor åbenhed overfor KFS stande, missionweeks og andre events både på gymnasier og universiter. Det ser lidt anderledes ud i Montenegro. På gymnasierne er det slet ikke tilladt at have nogen form for religiøs dagsorden og på universitet (som vi generelt har en glimrende relation til), skal der helst være en eller anden form for undervisning bag. Derfor giver det mening, at vi kan fortælle om Danmark og gå i dialog med studerende om, hvad vi er for et land, og hvad der karakteriserer os. Hvis vi generelt begynder en samtale direkte med at stille spørgsmål til tro og liv, virker det enormt overvældende på de studerende, og derfor lukker de ned med det samme. Men med noget lidt mere let spiseligt som dansk kultur, kan vi begynde at opbygge en relation til de enkelte studerende og igennem det også dele, hvad vi tror på, og udfordre den studerende med, hvad de tror på. Heldigvis er der er fin café på universitet, så den kunne vi bruge til at gå ned og få en kop kaffe med en eller flere af de studerende, som vi mødte til Danish corner og få nogle dybere samtaler.   

Så er der dømt Danmark på Niksic's universitet! 

Min kollega Jelena gik all-in på det danske islæt på universitet. 

Selvfølgelig havde vi også vores ugentlig studentermøde, onsdag aften. Men helt naturligt havde vi sat fokus på, at det danske team var der, og det var også dem, der i et samarbejde med mig, ledede aftenen. Der dukkede 4 studerende op, som ikke nogensinde før havde været til nogen af vores møder! Vores generalsekretær Danijel introducerede med lidt om, hvad den kristne studenterbevægelse er, og at vi ønsker at dele Jesus med de studerende. Dernæst sang vi nogle lovsange. Og så var det én af de LTC’erne der holdt aftenens tale. Vi afsluttede med at gå i nogle diskussiongrupper, hvor vi selv kunne få lov til at sætte ord på, hvordan vi forholdt os til talen. Det er første gang, at jeg her i byen har følt mig i flertal som danskere, men aftenen var god og skabte gode snakke. 

Lige pludselig var vores lille kontor fyldt af mennesker til studentermødet :-) 

Aftenen efter havde vi et andet arrangement på universitet: “Danish evening”. Her havde vi mulighed for at udvide de studerendes kendskab til Danmark lidt, lege fællesskabslege og så havde én af LTC’erne mulighed for at dele deres personlige troshistorie. Til dette event fik Danijel, vores generalsekretær hernede også mulighed for at dele mere om, hvem vi er, hvad vi tror på og hvilke arrangementer, vi har i løbet af ugen.  Nogen af os gik ud med en studerende bagefter bare til en enkelt kop kaffe. Det var hyggeligt. Til dette event fik vi gode kontakter til nogle studerende, som jeg også efterfølgende har fået mulighed for at se nogle gange og snakke om tro med!

Så er der dømt en social leg på universitet til
"Danish evening". Vi skulle lære hinanden at kende en lille smule. 

Den anden weekend, hvor gruppen var her, stod vi for at lave en kort weekendlejr fra fredag aften til søndag eftermiddag. Meningen bag lejren var, at den kunne være til opfølgning på de kontakter, som vi havde fået i løbet af ugerne her, og til at få de studerende lidt væk fra Niksic, så vi kunne opbygge endnu bedre relationer til dem og samtidig får en mulighed for at gå lidt dybere ind i Bibelen og Jesus sammen med dem. Danijel havde to taler fra Bibelen hvor vi efterfølgende havde små diskussionsgrupper over det, ledt af små grupper af 2 fra det danske team. Vi havde sociale lege, hvor vi lærte hinanden bedre at kende, en hike, et seminar om, hvorfor kristendommen er noget andet særligt i forhold til andre religioner og en lovsangsaften, hvor der var flere både fra vores team og den danske gruppe, der delte deres historie om, hvordan de kom til tro på Jesus. Selvom det var en lille gruppe af ikke-kristne studerende vi havde med på lejren, var der hos nogle af dem virkelig en eksplosiv vækst i deres relation til Jesus. Der var endda en studerende, som afbrød mig i min bøn, fordi hun gerne ville bede i stedet. Det gav jeg hende selvfølgelig lov til! Lejren var også opbyggende for de kristne som var med, fordi det ofte er opbyggende at være sammen som kristne og få undervisning og bede sammen, men også fordi: “Det er saligere at give end at få” (ApG 20,35), som Paulus så fint udtrykker det i hans tale til ældste i Efesos. Det giver os faktisk en del at få lov til at dele det, som vi selv tror på med andre mennesker. Det er som om, at når vi skal stå op og argumentere for vores egen tro  - sætte ord på, hvad vi rent faktisk tror på og lever for - får vi lov til at vokse i intimitet med Gud. Stoltheden over at høre ham til bliver større og kærligheden til ham kan få lov til at gro. Det skaber taknemmelighed i mig på et dagligt basis hernede. 

Første aften på lejren med lovsang - så kan det ikke blive meget bedre! 

I løbet af dagene her, mens LTC var her, havde vi også mulighed for bare at hænge ud med forskellige studerende, både til nogle aftalte hæng - ud - aftener hos præsteparret, hvor gruppen også boede, og til en kop kaffe ude på caféerne. Trods alt kommer relationer og venskaber altid først i dette land - også når det gælder mission. 

Hvis I ønsker at se mere omkring LTC’s tid her i Niksic, kan I trykke på dette link, som leder jer ind på Ledertræningscentrets Facebook side, hvor elever selv har samlet nogle forskellige indtryk fra deres tid her: https://www.facebook.com/ltc.kfs/?fref=ts

Her til slut vil jeg dele nogle forskellige personlige indtryk fra de to uger, hvor LTC var på besøg her i Niksic. Først er jeg fyldt af en overvældende taknemmelighed til Gud for at se studerende bliver rørt af, hvem han er, studerende, der begynder at læse i Bibelen, fordi de vil have mere og vil undersøge, hvem Gud er, og glad for at få kontakter til flere studerende på universitet. Det er så livsgivende at se studerende bliver berørt af, hvem Jesus er. Og jeg glæder mig til i endnu større grad at følge op på relationerne i de kommende dage, uger og måneder. 

En anden tanke som har arbejdet i mig i et stykke tid, men som især blev tydelig for mig mens LTC var her er det modsætningsforhold, som jeg føler, der er på, hvordan vi fortæller mennesker om Jesus på studiesteder i Danmark, og hvordan vi fortæller mennesker om Jesus på studiesteder i Montenegro. Før jeg går videre i min refleksion tror jeg, at der er virkelig gode ting at tage med sig i livet fra begge steder. KFS i Danmark handler selvfølgelig om, at kristne studerende skal give Jesus videre til deres medstuderende og venner. Men når KFS (bl.a. gennem LTC’ernes teamperioder) møder op på et studiested er det tit på en stand eller en missionweek, hvor vi meget kortvarigt og intens skal inviterer folk til at komme og snakke med dem “lige på og hårdt” omkring tro og liv. Det positive ved det er, at man får peget på det grundlæggende i livet lige med det samme, nemlig troen på Jesus. Den negative side kan til gengæld være, at man ikke selv kan bruge mere tid med det menneske, som man står overfor. Man kan bare få lov til at være med til at plante et lille frø af Jesus i deres hjerter. Her i Montenegro handler selv mission-weeks eller det at have en stand på universitet om at opbygge relationer til det enkelte individ først. Det handler om at sætte sig ned og tage sig en kop kaffe sammen og stille og roligt pege på, at man selv tror på Jesus. Det gode og positive ved det er, at man får opbygget en form for personlig relation til det menneske, som man sidder overfor, en relation som vil kunne gro virkelig dybt over tid. Det udfordrende kan være, at man bliver nødt til at vente tålmodigt på, at man kan få lov til at gå dybere ind i snakkende omkring tro med de studerende - hvis man da overhovedet får lov til det. Min konklusion i disse tanker er indtil videre blevet, at hvis man nu kunne bruge vores danske tilgang med at “servere” Jesus med det samme for derefter at bruge den montenegrinske relationelle tilgang bagefter ville det være det mest stærke. Men samtidig må jeg også bare indrømme, at der nok spiller en stor kulturel forskel ind på vores to lande. I det blev jeg mindet om det engelske ordsprog: “When in Rome do as the Romans do” eller på dansk: “Hvis du er i Rom, gør som romerne”. Jeg må nok bare erkende, at mission og liv ser forskellige ud alt efter, hvor vi bor henne. Men det er nogle tanker, jeg bliver ved med at tage med mig og lade mig udfordre af. I sidste ende er min bøn, at jeg må kunne sige de samme ord som Paulus bruger i sin tale til de ældste i Efesos, og som jeg ønsker at måtte kunne sige alle dage: “… jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje” (ApG 20, 27). 

Og det var Balkan…

Mens vi her i Niksic tæller ned til, at det danske team fra KFS ledertræningscenter arriverer om 5 dage for at hjælpe os med at lave nogle forskellige events på universitet og lave en kort lejr for studerende, er jeg netop hjemvendt fra en weekend i kystbyen Bar, hvor vi har haft Balkan Staff Consultation for alle de kristne studenterbevægelse på Balkan! Der var repræsentanter fra Serbien, Albanien, Kosovo (selvom der ikke officielt er en bevægelse der endnu), Bosnien, Rumænien, Grækenland og selvfølgelig også os her fra Montenegro. Hovedtaleren var IFES Europas general sekretær (det internationale kristne studenterbevægelses i Europa https://www.ifesworld.org/en/regions/europe), som talte om, hvordan vi kan dele det gode budskab om, hvem Jesus er, med mennesker, der ikke har en relation til ham endnu og ikke har lært ham at kende endnu. 

Jeg er stadig i gang med at tygge på alle indtrykkende, men jeg vil alligevel her forsøge at give et lille indblik i, hvad det er, som jeg tager med mig derfra.  

Sådan så vi ud, os der var med på konferencen. 

For det første var det fantastisk at få et indblik i de forskellige bevægelser her på Balkan, høre om hvad for noget godt arbejde, der er i gang og møde mine kollegaer i de andre lande. Ikke alle bevægelser er store, men der sker virkelig godt ting rundt omkring, hvor studerende hører om, hvem Jesus er, og hvad han har gjort. Samtidig er der mennesker i bevægelserne, som virkelig er passionerede for det, de laver, og brænder for at flere studerende må lære Jesus at kende og give deres liv til ham. Det er altid opmuntrende. Noget andet jeg virkelig nød var at høre om, hvordan folk var kommet til at tro på Jesus, da næsten ingen af mine balkanske kollegaer er født i en familie, hvor nogen, der troede på Gud. Det var inspirerende at høre om, hvordan de forskellige mennesker var blevet mødt af Guds ord, og hvordan de derfra havde givet deres liv til ham. Og her kommer jeg allerede til den anden opmuntring, jeg bringer med mig derfra. Flere og flere mennesker på Balkan giver deres liv til Gud og bliver kristne. På sidst dagen blev der spurgt, hvem i rummet, der først havde givet deres liv til Gud. Det var general sekretæren fra Serbien, der var blevet kristen i juni 1991. I dag kan der sidde et helt rum af medarbejdere, der brænder for at give det videre, som de selv har erfaret!  Og flere og flere bliver kristne. Tænk på det. For ca. 2000 år siden var der en lille gruppe af mennesker - hvis man skal gøre det virkelig firkantet 12 disciple plus dem, der var rundt om dem - der var kristne. I dag er der ca. 2,4 mia. Kristne i verden (kilde: https://www.religion.dk/sp%C3%B8rg-om-kristendom/antallet-af-kristne). Selvom det nogengange kan virke som om, at der i vores sekulariserede verden i nordvest Europa ikke er en kirke, der vokser, og at det her på Balkan også til tider kan føles som om, at tingene går noget langsomt, sker det virkelig, at mennesker tager imod Jesus i deres liv og bliver kristne.  

Der lyttes til diverse oplæg og opmuntringer!

En trejde opmuntring, som jeg tager med mig er en historie om den endnu ikke eksisterende bevægelse i Kosovo. For ganske nylig var der en lille gruppe af kristne studerende, som ønskede, at mennesker og i særdeleshed studerende må få en chance for at lære Jesus at kende og se, hvem Gud er i Bibelen. Der var to studerende med på konferencen fra den region. Dagen før vores konference startede havde de haft et stort event, som bl.a. var kommet på nationalt TV, hvor de havde inviteret studerende til at komme og høre om, hvem Jesus var. Modigt og stærkt vidnesbyrd om at turde at gå imod samfundet (der primært er muslimsk), og åbne op for at mennesker kan få kendskab til, hvem Jesus er. Samtidig bad vi for deres blomstrende bevægelse. Det var albanerne, der førte an i bønnen. Hvis man kender bare lidt til den balkanske historie, vil man hurtig kunne tænke sig til, hvad for en symbolsk betydning dette havde. Det rørte i hvert fald mig dybt! 

Den sidste ting som jeg vil pege på, er nogle af de indtryk, jeg tager med mig fra de tre oplæg der var. Det handlede om, hvordan kristne kan dele og snakke om Jesus med mennesker, der ikke tror på ham. I min overbevisning har kristne verdens bedste budskab og nyhed! At dele det på en god måde er vigtigt. Ingen kan eller skal tvinges, men det betyder ikke, at kristne ikke skal pege på, hvad vi tror på! Når jeg en dag tager fra Montenegro, håber jeg - uden anden sammenligning - at jeg kan sige de samme ord som Paulus, samtidig med at jeg beder de samme ord for de kristne her på Balkan: 

“Jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og under de prøvelser, som har ramt mig ved jødernes efterstræbelser. I ved, at jeg ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentlig og privat. Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus” (ApG 20,19-21). 

Jesus er verdens frelser og skaber, og jeg beder til, at stoltheden over det må vokse både i mig og mine medkristne her i Europa. Jeg beder om, at flere må lære Jesus at kende, give deres liv til ham og dele det med andre igen. Han er håbet midt i håbløsheden; han er lyset, når der kun er mørke at se; han er livet, når døden indtræffer; han er faderen, der kigger på os fyldt af kærlighed til, hvad han ser; han er kongen, der er den perfekte leder mit i en politisk tumult verden; han er frelseren, der gjorde det umulige og frelste os fra synden og døden, og han er den opstanden; den eneste der kunne overvinde døden i hele verdenshistorien! Det skal deles - og ikke kun her på Balkan - så mennesker får en chance for at se, hvem Gud i virkeligheden er! 

Det var vores team fra Montenegro, der primært stod for lovsangen på konferencen.
Det var rørende at stå forskellige nationer sammen og lovsynge Gud! 

Et menneskes skæbne...

I sidste uge startede vi endelig op for vores aktiviteter igen efter både en juleferie en og eksamensperiode. Det har ikke betydet, at vores arbejde lå stille hen, men at vi i den periode har kunne fokusere mere på en-til-en relationer ift., hvad vi kan i dagligdagen. Det har været skønt og har givet mig muligheden for at gå dybere i nogle relationer til gymnasieelever, som er en gruppe, vi virkelig satser på at få bedre kontakt til i de næste par måneder. 

Men nu er vi altså startet op igen, og det er dejligt og spændende. Sidste onsdag havde vi et opstartsmøde for de studerende, hvor hovedfokus var på at hygge og snakke sammen efter en periode, hvor mange ikke havde set hinanden. Der kom endda studerende, der ikke har været med til vores aktiviteter før, så det gav ekstra blod på tanden for dette semester. Mange ting er i kalenderen for den nærmeste fremtid, hvor vi både skal have en Balkan konference for alle de kristne studenterbevægelser på Balkan, hvor den europæiske generalsekretær kommer og holder oplæg og seminarer. Vi får besøg af danske KFS’ (Kristelig Forbund for Studerendes: www.kfs.dk) ledertræningscenter, som skal være her i 12 dage og være med til både at lave en kort weekendlejr og aktiviteter på universitetet, også skal jeg selv til Danmark sammen med to montenegrinere for at være med på KFS’ påskelejr (http://paaskelejr.dk/). Og det er bare ekstra aktiviteter for de næste to måneder!? Men hverdagen er fyldt med spændende ting også. Udover de individuelle møder og bibelstudier med kristne og ikke-kristne studerende, er jeg med til at lede to kvindebibelstudiegrupper, er med til at være en del af vores ugentlige conversation club, der er et tilbud til de studerende om at øve deres mundtlige engelsk sprog, filmaftener, hvor vi efter at have set filmen diskutere tro og liv ud fra filmen, vi har set og vores ugentlige studentermøder, hvor jeg bl.a. holder taler engang imellem. Som noget nyt skal jeg være med til at udvide gymnasiearbejdet endnu mere i de næste 6 måneder.  

Men der er en anden oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer i denne blog. Det handler om et møde med et menneske, som rørte mig dybt. Det var et af de dér møder med en menneskeskæbne, som altid vil blive i ens hukommelse. Dog har historien ikke meget at gøre med studenterarbejdet, selvom jeg havde en kristne studerende med mig fordi, at jeg både har brug for en, der kan sproget lidt bedre end mig og fordi, det er godt ikke at stå alene i sådan nogle møder. Jeg træner ret ofte hernede, og i nogle uger havde jeg mødt den samme ældre kvinde på vej hjem. Der var mange minus grader og  vejene var spejlglatte i et par uger. Jeg hilste pænt på hende hver morgen, men en dag kom hun slæbende med to store indkøbsposer og spurgte mig, om jeg ikke ville hjælpe hende hjem med dem, da hun havde svært ved at holde balancen… Selvfølgelig ville jeg det! Da vi nåede hendes hus inviterede hun mig på kaffe og kage. Et par dage senere kom jeg tilbage med en studerende. Og det var en hård livshistorie og stor fattigdom, vi mødte. Hun var blevet gift med den forkerte mand, der ikke behandlede hende på nogen måder værdigt eller godt. Hun havde knoklet hele hendes liv for at prøve at skaffe penge, hendes familie havde vendt hende ryggen (inklusiv hendes to sønner) (og her ved jeg godt, at der nok ikke er en simpelt grund til, at det er sket) og hun har kun 60 euro om måneden at leve for. I de seneste par år er gennemsnitindkomsten for en montenegriner steget voldsomt i de officielle tal, og en gennemsnitlig løn er nu på 764 euro per måned (selvom man måske godt kan sætte mange spørgsmåltegn ved de officielle tal på sådan nogle områder). Pointen i alt dette var, at vi sad overfor en kvinde, som ikke havde og har mere livsenergi i sig. Hun havde givet helt op og havde utrolig meget smerte i sit liv. Jeg vidste godt, at der var mennesker her med meget mørke livshistorier, men jeg har ikke før stået overfor så stor en fattigdom her. Kvinden bad ikke om hjælp økonomisk, men hun ville bare gerne være sammen med nogle mennesker og snakke. Det var et ydmygt ønske, og vi gjorde vores bedste for bare at være med hende, lytte og græde sammen med hende. Midt i hendes mørke forsøgte vi at indgyde hende håb og liv. Vi havde taget et nyt testamente med og delte håbet om, at vi aldrig er ladt alene, men Jesus altid vi vil være en del af vores liv. At hans planer for hende ikke var et mørkt og tungt liv, men et liv sammen med ham i glæde, og at han græder mere end nogen over, hvordan smerterne (der ikke kommer fra ham) har gjort ondt i denne kvindes liv. Vi delte håbet om en evighed sammen med ham, hvor der ikke længere skal være mørke. Vi delte, at hun ikke kunne gøre andet, end at tage imod ham og invitere ham ind. Vi har selvfølgelig været tilbage til hende med lidt mad og en snak, som vi selvfølgelig også har tænkt os at gøre i fremtiden. 

Det var i dette lille utætte et-værelses hus, at kvinden boede. 

Det mindede mig om et kald, som alle kristne har fået af Jesus. Og dette trækker jeg ikke frem for at fremhæve mine gode gerninger og vise hvor godt et menneske, jeg er. Men fordi at Jesus’ kald er et kald, som jeg har brug for at blive mindet om hver dag. Han siger: 

“I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.” (Matt 5,5-13)

Jeg tænker ofte at ordene lidt beskriver sig selv. Det er ret utroligt at tænke på, at vi kan være med til at skabe lys i menneskers liv ved at møde dem og vise dem kærlighed, fordi vi i Jesus har fået lov til at se en endnu større kærlighed. Det er ikke kun gjort igennem ord, men også i måden vi møder hinanden på og handler. Vi har verdens bedste nyheder, nemlig at Jesus skabte liv, hvor der ikke var liv, og vi kan få del i livet, når vi inviterer ham ind i vores liv. For: “I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh. 1,4-5). Selvom mørket gjorde alt hvad det kunne for at overvinde ham, havde det ikke en chance mod ham. Han overvandt døden efter tre dage, så vi aldrig nogensinde behøver at møde den. Derfor skinner vi, som kristne, af Jesus, selv på vores mørkeste dage, fordi han er i os og lyser selv midt i mørket. Det er min bøn og håb, at den ældre kvinde vil se noget anderledes i mig og den studerende, ikke fordi vi er mere specielle end andre, men fordi vi brænder for Jesus. Brænder fordi vi ser hans kærlighed til os hver dag og ønsker at vise hende den samme kærlighed. Vi ønsker at pege på Jesus! 

Lad os hver dag bede Jesus om at vise os, hvor meget han elsker os, fordi vores hjerter og tanker bliver ved med at glemme det, og lad os give det videre til mennesker, vi møder. Ikke fordi vi får ekstra pointe eller er bedre mennesker, men fordi vi simpelthen ikke kan lade være med at dele de gode nyheder om Jesus!  

Et ord, der ikke må underkendes…

Der er et ord, der er blevet ved med at gå igen i mit liv i de sidste par måneder, og som på en eller anden måde er blevet meget mere centralt end jeg nogensinde havde forventet for mit liv i Montenegro. Det er et utroligt dansk ord, som ikke rigtig kan oversættes til noget andet sprog eller for dens sag skyld kultur. Det lille ord er “hygge” eller “hyggeligt”. Hernede blev det første gang tydeligt for mig, da jeg var vært for kirkens bønsmøde for første gang. Jeg havde som enhver god dansker forsøgt at gøre mit hjem lidt ekstra hyggeligt ved at tænde en masse levende lys og dæmpet den elektriske belysning. Da alle gæsterne kom, kommenterede de allesammen på, hvor rart en atmosfære det var at være i, og hvordan de lige pludselig så noget af det danske ord “hygge”. Siden da er jeg blevet mindet om det igen og igen af både montenegrinere og en masse andre nationaliter, der har været forbi mit hjem. Det er selvfølgelig et dejligt kompliment for en dansker som mig. Det er vigtigt for mig, at mennesker føler sig godt tilpas i mit hjem, og det, at de beskriver det som hyggeligt, får mig til at tro på, at de har det godt, når de er her. Nogle af mine montenegrinske venner er faktisk gået så langt, at de har opfundet deres eget montenegrinske ord for hygge: “hugelisanja”.  I bogen “The Little Book of Hygge” beskrives det som “kunsten at skabe intimitet”, “sjælens afslapning” og  “varm kakao ved levende lys”. Også følgende adjektiver bliver knyttet til begrebet: samvær, afslapning, overbærenhed, nærvær og komfort. Forfatteren af bogen beskriver essensen af hygge som forfølgelsen af hverdags glæde og siger, at det helt basalt er som et kram, bare uden den fysiske berøring. 

Billedet beskriver for mig begrebet "hygge". Nærhed, afslapning og ro! 

Hvorfor er det så, at jeg bruger langt tid i denne blog på at beskrive netop det her ord? Jo, fordi det er blevet et bærende princip for mig i mit møde med mennesker hernede, for kan mange af de her ord egentlig ikke også dække over måden, som Jesus mødte mennesker på? 

Jesus er ikke en hyggeonkel! Jesus er Gud! Han var ham, der skabte alting! Han er komplet uden synd, fuldstændig ren. Han er fuld af kærlighed. Ud af den kærlighed er vi skabt. Vi er villet af Gud. Men ingen kærlighed, ikke engang Guds, kan tvinge os til at elske ham tilbage. Adam og Eva valgte, at de ville lære at kende forskel på godt og ondt (1. Mos. 3,5). I det sekund blev vi adskilt fra ham. Vi ville have en evighed uden Gud. Gud elsker os så meget, så han ville redde os ud af det. Han elsker os ufortjent meget, og han vil gøre alt for, at vi kunne komme tilbage til ham. Derfor tog Gud selv straffen på sig, da Jesus døde på korset. Der fortjente jeg og hver enkel af os at være i stedet. Men Jesus gjorde mere end det, han overvandt døden 3 dage efter for at give os det evige liv sammen med ham. Det er livets største gave! Det driver mig først og fremmest i mit møde med mennesker her i Montenegro. Det er min bøn, at det må drive mig hver dag i mit liv. 

Men for at vende tilbage til ordet “hygge” og hvorfor det har inspireret mig. I de 3 år Jesus havde før sin død og opstandelse, brugte han tid med mennesker for at give dem sin kærlighed og vise dem, at han var Gud. Han brugte tid med så mange forskellige mennesker: de udskældte, de socialt udsatte, prostituerede, de fattige, dem med religiøs magt, med de syge og med sine disciple. Han tog sig tid til at se den enkelte, selvom der var mange mennesker rundt om ham. Lad os tage et par eksempler: 

“Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørrede kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, og hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: “Hvem rørte ved mit tøj?” Og hans disciple sagde til ham: “Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?” Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse””. (Mark. 5,25-34).   

I denne historie er Jesus omringet af mennesker, der vil have hans opmærksomhed. Alligevel ser han det det menneske, som måske mest prøver at gemme sig allermest i skam over den sygdom, som hun fejler. Men han ser, at hun længes. Længes efter kærlighed, accept og omsorg. Han ser, at hun bærer en alvorlig sygdom, som hun ikke kan komme af med. Han helbreder hende. Han siger de ord til hende, som hendes hjerte længes efter. Hun skal gå bort i fred. Hendes tro på ham, som Guds søn, er blevet set, den er blevet anerkendt af Gud selv, selvom hun ikke føler, at den var noget værd. Hun er blevet set midt i sit livs største krise. Hun er blevet omfavnet og taget ind og givet livet i gave. 

I en anden historie møder vi en anden kvinde: 

“En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæernes hus og tog plads ved bordet. Der var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæernes hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sin tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olie. Da farisæerne, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: “Hvis en mand var profet ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.” Jesus sagde da til ham:” Simon, jeg har noget at sige dig.” Han svarede:”Sig det, Mester!”. En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?” Simon svarede: “Den, han eftergav mest, vil jeg tro.” Jesus sagde:”Det har du ret i.” Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: “Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mit ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor sig jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget”. (Luk. 7,36-47).  

Jesus er på besøg og spiser sammen med farisæeren. Den del af scenariet kan vi danskere virkelig nikke genkende til, når vi bruger ordet hygge. Men hyggen bliver ødelagt (det skrev jeg også noget om i min sidste blog: http://rebekkaiverden.blogspot.com/2017/01/et-tilfldigt-mde-som-udviklede-sig.html). En prostitueret kommer ind og bliver lettere intim med Jesus. Det er modigt af hende. Hun er udskuddet i samfundet - beskidt i sin egen synd. Men hun ved, at Jesus er redningen for hende. Hun ser, at hun på ingen måde har en chance for at redde sig selv. Hun har brug for Jesus. Hun vedkender sig ham. Hun salver ham endda som konge. Og han tager imod hende, præcis som hun er, og giver hende hendes synders forladelse. Freden og livet må have vendt tilbage i hende, mens de befriende ord kom ud af Jesu mund.

Men måske stiller du nu dig selv spørgsmålet, Rebekka, er det ikke lidt langt væk fra vores gode danske hygge? Min påstand er nej. Hvis vi kigger på definitioner af hygge fra begyndelsen af denne blog, er Jesus netop ham, der giver sjælen den ultimative afslapning. Hos ham kan vi finde en livsgivende, essentiel hvile, hvor vi bliver sat fri fra selv at kunne frelse os selv. Fra at stå alene midt i de mørkeste, smertefulde og tungeste dele af vores liv. Han kender os fuldt ud (Salme 139), vi kan ikke skjule noget for ham, og vi er kaldet til at have det mest intime forhold til ham. Han er den, der omfavner os midt i den allergrimmeste del af os og viser os, at vi er villet og elsket af ham. At tro på ham er ikke forbundet med religion - et system af regler, der skal følges for at opnå hans accept og kærlighed. Nej, at tro på ham er at få livet i gave. Hvis jeg bare kan vise en lille halv brøkdel af det i mit møde med mennesker, er det kæmpe stort.

En person, jeg har været inspireret af i de seneste måneder er den kendte engelske overlevelses-type Bear Grylls, som også tror på Gud. Han sætter nogle ord på noget af det her endnu bedre, end jeg kan, på bare lidt over tre minutter. Prøv at hør her:

https://www.youtube.com/watch?v=knYt5oZhPzg

Levende lys, fællesskab, mad og gode snakke. Det er hygge!