Endnu engang tilbage i Montenegro – det sorte bjerg! (Once again back in the Montenegro – The Black Mountain!)

(For my English Friends: please, look further down this page)

Jeg må allerede indrømme, at tiden går meget stærkt her i mit andet hjemland (som især mine venner og familie i Danmark ynder at kalde Montenegro), hvor jeg ankom for ca. 1,5 uge siden. Derfor er det også blevet tid til en update! Generelt kan jeg kun sige, at mit hjerte er fyldt af taknemmelighed og glæde over at se så mange gode og kendte venner igen. Jeg kan kun lovsynge den velsignelse det er at se venner og dem, som føles som familie her, gennem Bibelens egne ord: ”Hvor er det gode og herligt, når brødre sidder sammen! (…) For dér giver Herren velsignelsen, livet i al evighed” (Salme 133,1+3b). At være her er ”ikke kun” et missions projekt, det er så meget mere for mig. Ligesom i mit liv i Danmark oplever jeg virkelige, sande og dybe venskaber her, og jeg nyder glæden over at se venner, som jeg ikke har set i lang tid. Det føromtalte skriftsted fra Bibelen, kan man se, at det er godt, opløftende og opmuntrende at være sammen og nyde hinandens selskab. Gud velsigner venskaber og det at være i fællesskab med hinanden. Det er i relationer mellem mennesker, vi måske i denne verden, har den største mulighed for at modtage bare en lille del af Guds uendelige store kærlighed til os. Et andet sted i Bibelen står der: ”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret i blandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som sonoffer for vores synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os” (1. Joh. 4, 9-12). Nogen gange kan Gud føles meget langt væk i vores liv. At se at hele vores natur afviser Ham, og at vi har brug for en frelser for at forandre vores hele menneske virker nogen gange så lang væk fra vores hverdagsliv. Alligevel er der ikke noget vigtigere end, at vi har brug for Gud. Kun han kan frelse os fra vores egen brudte sjæl gennem Jesus. Guds kærlighed til os bliver meget konkret, når vi bruger tid sammen og giver og modtager kærlighed til og fra hinanden. Det var faktisk det, der skete for mig, første gang jeg var her i Montenegro. Uden at skulle gå ind i lang fortælling om, hvordan det her land er blevet så vigtig for mig (måske kommer det i en anden blog en dag), kan jeg kort fortælle, at den kærlighed jeg modtog fra mennesker i kirken her viste mig en helt ny side af Guds kærlighed til mig.

Nu vil jeg så prøve at forklare, hvad det egentlig er, jeg lavet i det her land. Først og fremmest har jeg det privillegie, at jeg ikke er her alene, men er sammen med to andre danskere (Tanja og Andreas), det er dejligt. Det er godt og opløftende at være en del af et team, hvor vi kan støtte hinanden i vores hverdag her. Nogen ting gør vi sammen to eller tre, andre gange møder vi mennesker alene. Det er godt at have muligheden for at arbejde i forskellige gruppestørrelser, og så er det virkelig dejligt at kunne opmuntre hinanden.

Udover det er jeg en del af den lokale evangeliske kirke i Niksic, som byen, jeg bor i, hedder. Det betyder først og fremmest, at jeg er en del af fællesskabet i kirken ved, at jeg har mange venner i kirken. Samtidig deltager jeg og er en del af forskellige aktiviteter i løbet af ugen, såsom: bønneaftener (både bøn og bibelstudie), lejre og andre mere spontane aktiviteter, der dukker op. Selvfølgelig synes jeg også, at det er den bedste idé i verden at inviterer mennesker med til de to søndags gudtjenester, så det gør jeg J

Dernæst er jeg også en del af den lokale kristne studenterorganisation her, der hedder EUS Montenegro, der er en del den internationale evangeliske studenterorganisation kaldet IFES (I Danmark kendt som KFS – Kristeligt Forbund for Studerende). Jeg mødes med en masse studerende, jeg som har lært at kende og er blevet venner med i løbet af mine år her. I løbet af en normal uge, er der også mange forskellige aktiviteter, som jeg er en del af: Conversation Club (hvor studerende fra universitetet kan øve engelsk i en samtalende situation), bibel studie og en helt masse lejre og andre aktiviteter såsom hike i bjergene, dagsrejer til kysten og en masse caféture.

Siden jeg er kommer har jeg helt konkret set en masse af mine venner fra kirken, universiteter og de forskellige lejre fra forrige år. Nogle er gamle venner andre er forholdsvis nye venskaber med mennesker, som jeg næsten lige er kommet i kontakt med. I mens jeg har været her, har jeg også skulle tage en årsprøve i et fag. Den tog et par dage, så der var der ikke meget tid til at se mennesker.

Jeg har også hjulpet en tæt og god veninde med at passe hendes børn i nogle dage, da hendes mand skulle på en konference. Det var nogle meget glædesfyldte og gode dage, hvor jeg både havde tid til at bruge intens tid sammen med min veninde og også have en fantastisk og nydelsesfuld tid med deres to børn.

Samtidig har jeg også allerede haft fornøjelsen af at forskellige bibelstudier både i kirken og privat med venner.

For det næste stykke tid er der allerede en masse planlagt. Snart kommer der en masse teams til byen. Først kommer der to piger fra USA, som er en del af et større team, der laver en lejr i midten af Juli, der er for nærmest alle børn og unge i byen med fokus på sport og sprogundervisning. Derefter kommer der et team fra Storbritannien, der skal lave en lejr, der er målrettet de studerende fra universitet, men hvor gymnasieelever også er velkomne. Ligesom lejren er slut begynder sportslejren. I slutningen af Juli er der en lejr i Serbien for både den montenegrinske og serbiske studenterorganisation. Mange ting skal ske, og jeg beder Gud om at guide os gennem en sommer fyldt med en masse gode ting.

Jeg sender mange tanker og ønsker til jer alle!

(In English)

All the years I have been in Montenegro I have written on this blog. I know it is not only my friends and family in Denmark reading about my experiences here therefore I have translated my blog into English this year because I admit that even though my English is not perfect; it must be better than “Google translate”.

Already, I must admit that times runs fast here in my second home country (as people in Denmark favour to call Montenegro when I talk about it) where I arrived 1,5 week ago.  Therefore it is time for the first update! In general my heart is full of gratitude and joy of seeing mainly well-known friends again. I can only worship the pleasure of seeing friends and what fells as family again through the bible’s own words: “Behold, how good and pleasant it is when brothers dwell in unity (…) For the Lord has commanded the blessing, life forevermore” (Psalm 133,1+3b). Being here is “not just” a mission project; it is so much more to me. Likewise my life in Denmark I experience real, true and deep friendships here and I enjoy deeply the happiness of seeing people again as I haven’t seen for a long time. From the place in the bible mentioned above we see that it is great, good and uplifting to dwell in unity and enjoy each other’s company. God blesses fellowship and that is where we maybe closest in this world have a chance to receive just small parts of God’s love towards us. Another place in the bible says: “In this love of God was made manifest among us, that God sent his only Son into the world, so that we might live through him. In this is love, not that we have loved God but that he loved us and sent his Son to be the propitiation for our sins. Beloved, if God so loved us, we also ought to love one another. No one has ever seen God; if we love one another, God abides in us and his love is perfected in us” (1. John. 4, 9-12). Sometimes, God can feel very far away in our lives. To see that we have a whole nature rejecting him, and we deeply need a saviour to chance you whole being can seem so far from everyday life – however, nothing is more important than this fact that we need God. Only he can save us from our own nature through Jesus. The love God’s gives us everyday is very concrete when we spend time together giving and receiving from and to each other. That was actually what happened to me the first time I came here. Without going into a long story about how Montenegro became so special to me (maybe it will come in another blog one day) I can shortly say that the love I received from people in the church here showed me a whole new side of God and his love to me.   

However, I want to get into what I actually do here. First of all I have the privilege to be together with other Danes here (Tanja and Andreas), which is wonderful. It is great to be a part of a team and to support each other in our everyday life here. We do some things together 2 or all 3 of us, other times we are going out meeting people alone. It is nice to be able to work in different group sizes and to be able to encourage one another.

I am a part of the local evangelical church’s work here in Niksic. First of all it means that I am a part of the church’s fellowship by having friendships in the church and also attending different activities during the week in the church like: prayer night, camps and other initiatives their more spontaneously comes up. I of cause also thinks it is the best idea ever to invite people to the Sunday services (we have two each Sunday), so that I do J

Secondly I am also a part of the local Christian student Organization called EUS Montenegro that is a part of the international evangelical organisation called IFES (In Denmark called KFS). I meet up with a lot of students that I during my years here have become friends with. During a week there is also different activities I attend such as: Conversation club (where student’s from the university can practise conversational English), Bible study and a lot of different camps and activities such as mountain hikes, going to the cost or a lot of coffee drinking at cafés.   

Concrete since I came I have seen a lot of people both from church, university and camps. Some are old friends others are rather new friends that I just recently got in contact with. Otherwise I also need to do an internal exam while I have been here – it took a couple of days. So in those days I did not see that many people.

For some days I helped out a very good friend to take care of her children because her husband needed to go on a conference. It was some very joyful and good days for me both with time to see me friend and to spend amazing and enjoyable time with their two children.

In the end I have also enjoyed idifferent bible studies both in the church and private with friends.

In the future so many things are scheduled. Soon, many different teams will come to the town. First two girls from U.S who will be a part of a greater team making a camp in the middle of July for basically all the children in our town based around sport and language lessons. Afterwards a team for Great Britain comes to make a camp for students mainly from the university, but students from the High school are also very welcome to join. Then the big sports camp for all the children in the town will start. Also, a camp for the Serbian and Montenegrin student organizations will take place in the end of July. Lots of things will go on, so I pray that God will guide us through a summer full of great things.

I send all my greetings to all of you!

Tiden går og inden længe…

Jeg sidder her i mit hus i Montenegro på en lørdag aften, mens elektriciteten er gået for flere timer siden. I dag er det præstens fødselsdag, egentlig ikke noget, som vi ville have fejret, fordi der sker så meget, men så ender vi alligevel med at sidde hele familien i mørke rundt om spisebordet, med oplyste ansigter fra to petroleumslamper, mens vi spiller brætspil og  spiser fødselsdagskage. Sådan kan der opstå små momenter af absolut nydelse midt i alt travlheden hernede, samtidig med at jeg bliver mindet om, at jeg befinder mig i et land, som stadig er i gang med at opbygge sig selv.

Netop på sådan en aften, hvor der med ørket også trænger sig en stilhed på, er det tid til at stoppe op og mærke efter. For det er efterhånden en del uger siden, at jeg skrev mit sidste blogindlæg. Det vidner om en sommer, hvor der er sket så utroligt mange ting, så det kan være svært for mig selv helt at følge med. Men heldigvis kan jeg holde mig fast til, at arbejdet hernede ikke handler om mig, men handler om, at Gud har nogle veje og planer for Montenegro og Niksic, som han vil fuldføre, så derfor behøver jeg ikke det store overblik over alting:

”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves. Hvis ikke Herren våger over byen våger vægteren forgæves.” (Salme 127,1-2)

Sidste gang slap jeg ved, at det var det engelske teams sidste dage.  Det, vi manglede, var at tage en tur til Kotor sammen med nogle af deltagerne fra lejren. Selvom jeg har været i Kotor mange gange nu, så tager bugten og byen stadig pusten fra mig. Det er et ubeskriveligt smuk syn, der møder én, når man kører ned fra de omkringliggende bjerge. Man ser en bugt, der ligger bag en anden bugt.  Jeg kan slet ikke få nok af det syn! Det forundrer mig hver gang, hvor stor en kreativitet Gud har skabt vores verden med. 

Samtidig er Kotor gammelt piratområde, hvilket kun sætter fantasien endnu mere i gang. Så jeg elsker hver gang, jeg har mulighed for at tage turen forbi byen. Vi havde lejet en stor bus, så der var plads til alle dem, som ville med. Det er jo en positiv udvikling, at der er flere og flere, der har lyst til at tage på ture med os i kirken, og som har lyst til at knytte kontakt med os. De første par timer blev brugt i den gamle by i Kotor. For første gang nogensinde, besluttede jeg mig for at ville klatre op på den gamle bymur sammen med flere af deltagerne på lejren, det viste sig, at næsten alle på turen havde lagt samme plan. Men det var hårdere, end jeg lige havde regnet med. At gå midt i middagsheden, mens et regnvejr er på trapperne, og man går på trapper op af et bjerg, tog flere kræfter end både jeg og mange af montenegrinerne havde regnet med, men hvilket et sammenhold det giver at kæmpe sig sammen derop. 

Når man har set hinanden dryppe af sved, så er det som om, at det bare er nemmere at åbne op for gode samtaler, der forhåbentlig kan give nogle gode venskaber i forlængelse af det. Bagefter var det tid til en dukkert i bugtens vand. Så resten af tiden blev brugt ved en strandkant mens der på skift blev slikket sol, badet og snakket. Det var vist en god afslutning for englændernes tid her i Montenegro.

Ellers består noget af min tid hernede også med at hjælpe kirken med praktiske opgaver. Da det engelske team havde forladt Montenegro, hjalp jeg til med at male Danijels -(der er ansat af KFS i Danmark) og Martinas  (hans kone) lejlighed. 

Jeg er her for at hjælpe, og hvis det kan være til en opmuntring og støtte for nogle af kirkens medlemmer, at jeg hjælper dem med praktiske opgaver, som at male, så gør jeg gerne det. Samtidig inviterede de igen nogle fra lejren forbi, og så kunne jeg jo lige så godt nyde de nye venskaber, som jeg havde fået derigennem. 

En anden praktisk opgave, som hele kirken tager del i er, at vedligeholde præstefamiliens have. Der er mange fra kirken, som har fået lov til at have et lille lod af haven til deres egen dyrkning af grøntsager, og det er et dejligt bibelsk koncept at gå ”i marken” sammen. Min primære praktiske opgave i haven er at plukke bær, og det kan egentlig være meget afslappende i længden.

For nogle uger siden blev Tanja, Andreas og jeg inviteret til gudstjeneste i den ortodokse kirke af vores ven Milos, der er teologistuderende i den ortodokse kirke. Og for mig var det en virkelig spændende og lærerig oplevelse. Vi troede egentlig, at vi skulle i kirke her i byen, men det viste sig at være i en landsby i nærheden. Kirken var ikke særlig stor, men lå med en smuk udsigt over den lokale sø Krupac. 

 Vi fik et hæfte, hvor vi kunne følge med i liturgien på engelsk, men jeg var forundret over hvor hurtigt messen gik. Præsten og korlederen kunne  vekselmesse, hurtigere end jeg kunne nå at læse med på engelsk. Der var en del sanseindtryk, der ramte mig. Først og fremmest kunne jeg rent fysisk mærke noget, da hele gudstjenesten på over en time foregik stående.  Mænd og kvinder stod adskilt – mændene til højre og kvinderne til venstre i rummet. Mine øjne blev fanget af de tre helgenbilleder i kirken, som alle der kom i kirken knælede ved og kyssede ved deres ankomst. Røgelsen blev ført rundt i kirken som et tegn på Helligåndens tilstedeværelse og som en renselse før gudstjenestens start. Hele gudstjeneste foregik messende og jeg forsøgte at fange så meget af det, som jeg kunne. Og til sidst fik vi lov til at få uindviget brød, som et tegn på, at selvom at os tre danskere er fra en luthersk kirke, så er vi stadig børn af den samme Gud. Især denne handling rørte mig, da den ortodokse kirke har fordømt den danske folkekirke efter, at det blev muligt for homoseksuelle at blive gift i kirken. På mange måder var det en smuk oplevelse, selvom der var meget af det, som ligger fjernt fra mig i mit daglige kirkeliv både her i Niksic og tilbage i Danmark. Og samtidig er jeg mig bevidst om de helt centrale teologiske spørgsmål som adskiller den ortodokse og protestantiske kirke.

Efter gudstjenesten var det tid til ”kirkekaffe”. Her bestod den af rakia (lokalt alkohol bygget på Vodka) og småkager. Og især en frimodig kvinde kom hen til os og fortalte om hendes liv. 

Hun inviterede os hjem til sig. Her brugte vi et par timer sammen med hende, hendes svigermor, hendes datter, Milos og hans ven. Vi snakkede om teologi, livstil og tro – alt sammen utroligt spændende og opbyggende for det foregik på en måde, hvor der var en stor accept fra begge sider. En utrolig spændende relation til den ortodokse kirke, som forhåbentlig kan binde den evangeliske kirke sammen med den ortodokse.

Jeg har efterhånden fået en masse kontakter i Montenegro, og desværre så flytter kontakter også fra byen, fordi de enten har fået arbejde i en anden by, eller rejser tilbage til deres familier. Derfor tog jeg og en veninde til kysten, nærmere betegnet byen Bar. Her har jeg en af mine nære veninder, som arbejde for OM (Operation mobilisation). Det var skønt at kunne bruge tid sammen med hende og opmuntre hende i hendes arbejde der. Der er en stor opbygning i at kunne lægge på strandkanten mens solen går ned og læse i Bibelen og bede sammen. Og en del af min tid hernede går netop med at opmuntre de kristne, som er landet, da der er store udfordringer i det.

I sidste weekend havde vi på forunderligste vis besøg i byen af to danske par – det var til stor opmuntring for mig. Det ene par kommer fra min IMU i Bethesda, og det andet par kender jeg fra min tid, hvor jeg sad med i bestyrelsen fra Afrika InTouch. Det er skønt, at der er mennesker, som har lyst til at besøge os her og opleve en lille del af den skønne by, som vi elsker så højt.  Tusind tak for nogle gode dage Jakob, Dina, Peter og Danielle!

I den sidste uger har der været en hel del at se til, da vi har haft en stor lejr i byen. Det er et stort team fra forskellige steder i USA og Europa, der kommer til Niksic for at lave en sportslejr og fortælle børn og unge i byen om Jesus. Om formiddagen er der forskellige sportsaktiviteter, om eftermiddagen er der også mulighed for at dyrke sport, men der er også mulighed for at få undervisning i engelsk. Om aftenen er der forskellige aktiviteter, der enten består af udendørskoncerter eller møde i et teater, hvor mennesker fortæller om, hvorfor de tror på Jesus, hvor der bliver spillet musik, vist billeder fra sportsaktiviteterne og fortalt noget ud fra bibelen. Den sidste aften var der ca. 300 børn og unge til mødet! I år fik Tanja og jeg en meget konkret rolle. Vi skulle undervise i conversational english, dvs. at vi skulle stå for engelsk undervisningen til de lidt ældre elever. Det var virkelig dejligt at have en praktisk opgave, mens vi begge fik øvelse i at undervise i engelsk, hvilket jo passer godt med vores uddannelse til at blive engelsk lærere. Det var også en vildt god måde at knytte kontakter til flere af de unge piger i byen.

I denne weekend er der en festival i byen. Og der har vi været ude en enkelt aften indtil videre. Det er en god måde at møde mennesker, som jeglige har lært at kende under nogle meget uformelle rammer, mens jeg lærer mere af den balkanske rock/pop kultur at kende.  Og det er jo altid skønt at kunne få et større indblik i et lands musik kultur.

I dag blev jeg mindet om følgende vers fra salme 126:
” De, der sår under tårer, skal høste med jubel. Grædende får han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg.” (Vers 5-6)

Disse vers kan til tider være utroligt beskrivende for både kirkens arbejde og vores arbejde hernede, men heldigvis er det et godt løfte om, at der i sidste ende er en stor glæde og jubel at hente.

Jeg håber, at I alle samme har en velsignet og god sommer!
Guds fred!

Sommeren er i gang for fulde gardiner!

Nu er det lidt over en dag siden, at jeg kom hjem fra english camp, en 6 dages lang lejr, hvor engelske studerende kommer til Montenegro for at bruge tid sammen med de lokale studerende i byen.
Og indtil videre har det været en fantastisk og overvældende god oplevelse at være sammen med dem. Sidst skrev jeg om forberedelserne op til lejren, og denne gang kommer meget af min blog til at handle om selve lejren.

De to bærende elementer på lejren var, at de studerende fik undervisning i engelsk på forskellige niveauer. Bagefter var der en tale over bibelen og vidnesbyrd, der passede til emnet ”Don’t waste your life” (Lad være med at spilde dit liv). Alle talerne var bygger op over et af Paulus’ breve fra Det Nye Testamente, nemlig kolossenserbrevet. Det er et brev, som står mit hjerte meget nær, da det var igennem det selv samme brev, at jeg oplevede at Gud er virkelig og vil have en personlig relation med mig. Efter talerne var deltagerne på lejren ude i grupper for diskutere det, som de lige havde hørt i Bibelen. Ellers fyldte sport, spil, dart, og forskellige kulturelle aftner på lejren. Det var min fjerde lejr, men hvor det normalt mest er min opgave at snakke med en masse mennesker, havde jeg en helt del praktiske opgaver i år, da der ikke var så mange fra det montenegrinske lederteam, som kunne være med.

Derfor delte jeg mit vidnesbyrd fra kolossenserbrevet den første dag, hjalp til med lovsang, holdt et seminar, stod for både nogle af aftenaktiviteterne og eftermiddagsaktiviteterne, og sidst, men bestemt ikke mindst, passede jeg også de to børn, der var med på lejren en helt del. Det er et helt andet koncept at passe børn, når man ikke rigtig har den store forudsætning for at snakke særlig meget med dem. Men jeg nød det og hyggede mig med dem. Det er egentlig ret interessant, hvor meget man kan komme til at holde af børn, som man ikke kan snakke med. Og det glædede mig at forældrene på den måde kunne få mere tid til at være tilstede på lejren. Det gav bare god mening.

Men selvom der var mange ting, der tog min opmærksomhed, fik jeg hver dag mulighed for at være med til den tale, der var fra bibelen, og gennem det rørte Gud også ved mit hjerte. Jeg tror, at der for manges vedkommende, som er vokset op i kristne familier, kan være en tendens til at vide en masse om bibelen og kende alle de ”rigtige” svar på tingene. Og jeg vidste også det, som blev stort for mig på lejren, problemet var bare, at jeg ikke rigtig havde levet så meget efter det. Men Gud arbejder i hjerterne, også når vi ikke selv er så bevidste om det. Derfor vil jeg stoppe op og dele nogle af mine betragtninger over kolossenserbrevet med jer derhjemme:

”Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham. Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.”  (Kol. 1, 12- 20):
Vi er skabt ved ham og til ham. For mig har det været en af de mest frihedsgivende billeder nogensinde i bibelen, og endnu engang blev jeg mindet om det på lejren. Jeg er ikke skabt til at skulle præstere i min egen kraft i noget som helst. Hvis jeg skal forsøge at redde mig selv eller andre omkring mig, vil jeg hurtigt se, at det ikke vil komme til at gå godt. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke har værdi eller ikke har nogle gode gaver at give ud af i den person, jeg nu engang er. Men fordi jeg er et menneske, og Gud er Gud. Vi er skabt, fordi Gud ville, at vi skulle være skabt. Vi er skabt ud af en perfekt kærlighed, som Gud rummer i sig selv. Vores hjem og liv er i det. Jesus er et billede på en usynlig Gud. Han valgte at binde sig til en menneskekrop og være et billede af Gud i denne verden, også selvom at han også var der på skabelsesdagen, da han er Gud. Jesus skal være vores selfie. Alt hvad vi er som mennesker er lavet og skabt af Jesus, og det er der en grund til. Han er vores hjerteslag. I denne verden søger vi efter kærlighed (eller anerkendelse) i så mange ting, det kan være alt fra parforhold, karriere, at være den bedste på studiet, at være den bedste ven, den bedste kristne, den mest populære osv. Men vi ser kun den sande kærlighed i denne verden ved at kigge på Jesus kærlighed til ham. Hvis der var en anden måde at sætte os fri på fra vores natur som mennesker, der ikke ønsker et fællesskab med Gud, hvorfor skulle Jesus så dø i sidste ende? Vi har brug for at møde Guds kærlighed og tilgivelse for nogle af alle de mørke ting, som vi rummer som mennesker, og den kan vi få ved at lære Jesus at kende. Ikke bare i vores tanker men ved at have en virkelig og ægte relation til ham. At alt i denne verden er han det, som vi skal have tillid til, for her vil tilliden aldrig svigte.

En anden dejlig oplevelse fra lejren er den obligatoriske hike hvert år. Jeg har efterhånden gået den en 4-5 gange, men hver gang bliver jeg forbløffet, når jeg når toppen. Der er den smukkeste udsigt deroppe fra. Det er ikke muligt at beskrive skønheden deroppe med ord. Hver gang, jeg er der, har jeg lyst til at blive deroppe for evigt, men desværre må man ned igen på et tidspunkt. Det får mig ofte til at føle mig så lille, når jeg står på toppen af et bjerg. Verden virker så stor. Men Gud kender mig, vil mig og har et øje til mig. Og det gør virkelig noget ved et fællesskab på en lejr, når man sammen kæmper sig hele vejen til toppen og bare står og skuer ud over landskabet. Samtidig kommer man automatisk til at tænke over de store ting i livet. Det viser virkelig kraften i Guds skaberkraft og kreativitet, og jeg kan ikke få nok af det. Fra toppen kunne man også se ud over hele Niksic. Jeg kunne ikke lade være med at filosofere over mine rejser til denne by i Montenegro. Når man står og kigger på den oppe fra en bjergtop, ser den egentlig ganske lille ud. Og hvorfor har Gud mon sendt mig, og så mange andre mennesker til denne lille by? Jeg tror, at han har store planer for den. Det er som om, at han er ved at bygge op og udruste kirken. Og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden til bringe for Niksic. Hvad mine rolle skal være i alt det her, er jeg på ingen måde klar over, men jeg er klar til at lægge det Guds hænder i tillid til, at han ved, hvad han har gang i.

Her er et billede fra den sidste aften på lejren. Der er altid en bålaften, hvor vi deler vores bedste oplevelser, synger sange og hygger. I år var der en ekstra leg på lejren, som skabte endnu bedre fællesskab. Hver deltager havde nemlig en "secret friend", som de skulle gøre gode ting for under hele lejren. De blev afsløret på bålaftenen også. På billedet ser i en af lederne fra det engelske team, Sarah Dawkins, som også går under navnet "min tvilling". 

I går søndag, var der vanligvis to gudstjenester i kirken. Og der var mennesker fra lejren, som kom til gudstjeneste. Især én af deltagerne er virkelig forandret, og kan næsten ikke få nok af fællesskabet der. Det er så fantastisk at se, hvordan Gud kan virker gennem menneskers kærlighed til hinanden.

Traditionen tro var der pandekageaften søndag aften efter lejren. Martina (Danijels kone), jeg og en fra det engelske team (Megan), lavede over 80 pandekager. Det var en glædelig festivitas, og det kommer sikkert til at være der mange år i fremtiden.  Det er så hyggeligt at samles dagen efter en lejr og fortsætte de gode snakke og den gode stemning, som en lejr altid består af. Og så er det vidunderligt, at de venskaber som startede på lejren, kan få de bedste muligheder for at gro videre.

Engelændernes to uger her i Montenegro slutter af i aften, hvor vi har inviteret alle deltagerne fra lejren samt flere studerende fra byen til bibelstudie. Og i morgen tager vi på en heldagstur til kysten, nærmere bestemt byen Kotor, som efter min personlige holdning er en af de smukkeste byer i hele Montenegro.

Midt på ugen var jeg så heldig at resten af ”team Danmark” meldte deres ankomst til Montenegro. Tanja og Andreas kom efter en dag alene i byen op på lejren torsdag. Det er en stor glæde, at vi nu er tre til være sammen om arbejdet hernede. Det skaber en helt anden dynamik, end jeg har prøvet før. Samtidig føler jeg mig privilegeret over, at jeg kan få lov til at være helt tæt på dem, mens vi fejrer deres forlovelse. Det skaber kun endnu mere glæde, at noget så positivt og godt også får lov til at fylde hernede. Jeg tror og kan mærke, at det giver god mening, at vi også har en mand med på vores team, da der også skal ekstra hænder til at have relationer til mænd hernede. Noget som Tanja og jeg af naturlige årsager ikke kan. Vi hygger os og er gode til at give hinanden plads i de forskellige tjenester, som vi har hernede. Og jeg tror, at Gud har nogle gode planer gemt i ærmet for os alle tre her i løbet af sommeren.

 Jeg håber, at I alle nyder sommeren derhjemme! Guds fred og velsignelse til hver enkelt af jer.