At tage imod det nye år!

Nu er ferien sluttet! Ikke bare for mig, men for hele vores team.

Siden jeg har ankommet til Montenegro for nogle dage siden, har solen stået højt på himlen, skyerne ikke været til at skimte og plus graderne været til at mærke! Det står i særdeleshed i kontrast til sidste års over minus 20 grader, isede veje, som man skulle passe på at begive sig ud på, og sneen, som man skulle kæmpe sig igennem. Det er en skøn og livsbekræftende måde at begynde semestret og det nye år på.

Hvor skal vi gå hen? 

Året starter for mange - inklusiv mig - med mange spørgsmål om, hvad der skal ske, og hvor man skal gå hen. Nogle gange kan svarene være sværere at se og finde. Men det følgende sted i Bibelen har runget i mit hjerte siden de første dage af året: 

"Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" (Matt. 6,33).

Hvor er der på mange måder en befrielse i ordene:"...søg først". Her bliver prioriteringen giver. Vi må søge Guds rige og hans retfærdighed, før noget andet. Guds rige og hans retfærdighed dækker over noget utroligt kontroversielt. Det handler om, at vi lægger vores egne idéer væk for at se, at Guds rige rækker fra begyndelsen af verdens historie; den gang, at Gud selv så, at "alt var godt"; og helt ind i evigheden på den nye jord! Der, hvor synden ikke på noget tidspunkt eksisterer, men hvor det er Guds egen eksistens der helt alene fylder os op. Han rene, gode og evige kærlighed til os. Der, hvor uretfærdigheden ikke får et ben til jorden, men den fulde retfærdighed, den sande dommer over verden får lov til dømme med - ham, der kun er kærlighed. Lad os i 2018 sætte ham først i vores liv og lade alt andet springe ud derfra.

Danmark ind i stuen

I de to sidste uger af året havde jeg endnu et besøg fra Danmark, hvor min veninde kom for at fejre jul og nytår med mig. Aldrig har det været vigtigere for mig at holde fast i de danske traditioner end ved at flytte til udlandet, så det var skønt at have selskab af en anden dansker.

Malene og jeg på eventyr i Montenegro

Året afslutning 

Vi afsluttede året på allermest livgivende vis. Som team havde vi et stort outreach imellem jul og nytår, hvor vi julegaver ud til 2300 børn og unge. Vi besøgte 6 - 7 skoler, der lå spredt i hele regionen. Vi blev virkelig godt modtaget ude på skolerne af både elever og lærere, der var fulde af forventning og glæde. Sammen med gaverne, fik børnene præsenteret det gode budskab om, at Jesus er kommet til verden for at frelse alle. Og at det er den største gave, vi kan få i vores liv.

Min chef, Danijel, giver gaver ud på en skole i
regionen

Danijel deler juleevangeliet med en gruppe
elever på en lokal skole

Elever med julegaver

Eleverne venter tålmodigt på, at det er deres tur
til at få en gave

Hele periode endte med en 12 timers lang arbejdsdag i det lokale teater, hvor vi havde 500 romaer og 500 lokale børn, der kom for at få gaver over 10 omgange. I hver runde brugte vi tid på at dele en kort andagt om hovedbudskabet af julen: Jesus! Det var utroligt opmuntrende at se glæden hos børnene og forældrene, samtidig med at vi fik delt Jesus med den by, vi bor og arbejder i.

Børnene fra det lokale roma-samfund var mødt
op for at få en gave

Danijel forklare til børnene og deres forældre om,
hvem vi er, og hvorfor de får gaver

Børnene får gaver: en efter en

Det nye år

Både for mig selv og hele teamet har januarmåned stået på ferie, da julen bliver fejret d. 7. januar, hvorefter en intens eksamensperiode startede på både universitet og gymnasiet. Men langsomt er vi begyndt at starte alle vores aktiviteter op igen: Forskellige bibelstudiegrupper, studentermøder, Conversation Club og spilaftener. Samtidig har vi en masse studerende, som vi ikke har set i noget tid og derfor også mødes med.

Vores tid i teamet bliver i disse dage også brugt på at forberede dette semesters ekstra aktiviteter. Vi har bl.a. forskellige grupper, der kommer for at hjælpe os henover foråret og sommeren.
Samtidig er jeg også ved at få en masse forskellige private besøg fra mennesker i Danmark, der har lyst til at komme forbi, lagt i kalender. Der føler jeg mig vildt privilegeret og heldig.

Det er de små skridt, der tæller!

Igen er det blevet tid til at give lyd fra mig her i Montenegro. En uge følger den næste og lige pludselig er der gået over en måned siden sidst, jeg har delt noget fra mit liv her i Montenegro.

Hverdagen

For det meste af både min, og resten af teamets tid, handler om at leve i hverdagen; mødes med studerende hver dag for at dele liv og tro med dem og bruge tid på vores ugentlige aktiviteter: Fodbold, pige bibelstudie, studentermøder, Conversation Club og spilaftener. Sådan er det ofte, at tingene er: Vi lever vores liv, mens vi gør vores bedste for at herliggøre Gud og pege på alt, hvad han er.

Alligevel er der selvfølgelig nogle oplevelser, besøg og tiltag, som jeg vil dele med jer.

Studentermøder

Siden sidste blog har vi startet en serie af bibelstudier til vores ugentlige studentermøder. Materialet, vi bruger, er udviklet af den engelske studenterbevægelse (UCCF) og hedder "Uncover - undersøg det selv". Materialet er fornyligt oversat til serbisk og tager dem, der bruger det, gennem Johannesevangeliets historier om Jesus og temaer, som han peger på.

I sidste uge valgte vi at holde en pause i bibelstudiet, da vi havde et ret så opmuntrende besøg af et amerikansk ægtepar, Chad og Lauri Lackey, der er gamle venner af vores organisation. De var her i knap 2 dage, men de havde tid til at dele et levende budskab, de havde på hjertet til de studerende. Jesus kom til verden som den største tjener af alle, da han gav os liv gennem sin død og opstandelse. Når vi ser alvoren af dette, før vi også en lyst til at følge hans eksempel og give os hen til andre. Det rørte de studerende, der kom, dybt, og de begyndte selv at dele historier fra deres liv, hvor de havde set Jesus kærlighed få handling og krop gennem kristne.

Chad og Lauri til vores studentermøde. 

Et besøg fra Camp Monty, vores sportslejr

Tidligere i denne måned havde vi også besøg fra Camp Montys leder, Jimmy Compton. Han kommer nogle gange i løbet af året for at følge op på relationer fra lejren og foreberede næste års lejr. Selvom han kun var her i et par dage, hvor der var travlt, formåede både han og vi, at invitere til en social aften, hvor vi serverede forskellige amerikanske retter. Det gav os en god mulighed for at bare at "hænge ud" med de studerende og tage os tid til at lytte og snakke med dem. 

Der var mere end nok mad
til alle. 

Pigesnak i sofaen. 

En stue fuld af menneske: mad, fællesskab, musik og
god snak! 

Finland

I begyndelsen af måneden var jeg også på en kortere rejse til Finland for at besøge en bibelskole, der bl.a. er støttet af den finske studenterbevægelse OPKO. Linjen, jeg deltog i for en lille uge, er en international lederlinje, der især har fokus på bøn for Europa. Jeg fik mange nye input. Mange, der går der, er også mine venner, så det var også til stor personlig opmuntring for mig. 

Med nogle danske venner i Finland. 

Julegaver til byens børn

Gruppen af mennesker, der hjalp sidste år. 

Dette er grunden til
at det giver mening at gøre! 

Danijel, generalsekretær af den montenegrinske
studenterbevægelse, deler julens budskab!

Som nogle af jer ved komme jeg ikke hjem til jul i Danmark i år, men venter indtil januar. En af grundene er, fordi vi i EUS har en stor begivenhed i dagene efter jul. I samarbejde med organisationen "Samaritan's purse" og nogle af kirkerne i landet, vil vi give 2-3000 julegaver ud til byens børn, der er doneret af børn fra mere velstående lande. Med julegaven får børnene og i nogle tilfælde også deres forældre præsenteret julens budskab om, at Kongernes Konge er blevet født i verden for at frelse mennesker. Vi er kun ganske få om opgaven og ved at dagene bliver intense, har jeg hørt fantastiske historier fra tidligere år om, hvor glade børnene bliver, og hvordan vi kan udvide den gruppe af børn og unge, som vi arbejder med. Det er der, vi ved, at det er det hele værd! 

Lys i mørket

Det er ikke en hemmelighed for nogle, at julen nærmer sig med hastige skridt. Og selvom at julen først bliver fejret d. 7. januar her i andet da de følger den ortodokse kirkes kalender, begynder julens budskab at vækkes i mig. For nyligt hørte jeg en beskrivelse af Balkan, som kirkegården for missionærer. Det er bestemt ikke en ensidig beskrivelse af området, jeg bor i, og det er måske også en smule pessimistisk. Men det dækker over noget helt grundlæggende ved mennesker: Vi afviser Gud i vores liv. Synden har overtaget vores indre og den verden, vi er en del af, og vi kan ikke komme ud af det selv. Vi havde og har brug for en, der står uden for synden selv, står uden for denne verdens mørke, der kan redde os. Og kun Gud slev gør det! Bibelen beskriver det sådan:

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke (...) Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på han navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Joh. 1,1-5 + 9-15).

Gud selv, Jesus, der var tilstede ved skabelsen, Guds eget ord, der skabte, bandt sig til en menneskekrop. Han måtte lære alting på ny, på trods at han havde skabt alting! Han måtte lære at spise, gå, regne, bygge, tale, lege; ja alt, hvad et almindeligt menneske skal igennem i livet, men samtidig alt dette, var han Gud selv. Tænk sig, at universets skaber elsker hver enkel af os så højt, at han er villig til det. Men endnu vildere bliver det, når vi ser fremad mod påsken. Gud selv, dør for at have en evighed sammen med os. Os, der er indfanget af denne verdens mørke. Han slog døden, der er konsekvens af synden, da han stod op af graven. Han gav os liv både i livet nu og for evigt sammen med ham, hvis vi tager imod hans gave, han rækker frem til os ved at blive født som et lille barn julenat. Lad os klamre os til ordene som Esajas gav os, der er så fyldte af håb!

"Det folk, der vandrer i mærket, skal se et stort lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land" (Es. 9,1)

Hverdagens trummerum og magtesloesheden!

Foerst vil jeg lige beklage, at det bliver internationalt typografi, der bliver brugt i dette blogindlaeg, og ikke dansk. Jeg har nogle computerproblemer og har derfor i dagens anledning smidt min generalsekretaer ud af sit kontor og paent indtaget det i stedet! 

Hverdagens tummerum

Nu er vi kommet rigtig i gang i Nikšic - saadan virkelig rigtigt! Og det er ikke mindre end aldeles skoent! Af faste aktiviter har vi siden sidst afholdt to studentermoeder, der var lidt mere traditionelle, end de to foerste i maaneden. Efter vores spoergeskemaundersoegelse fandt vi to emner at tage op. Foerst talte Danijel om "Er jeg god nok til at komme i Himmelen?" Og ugen efter talte Pete om "Livets vaerdi". Begge emner skabte gode diskussioner og samtaler bagefter. Det er generelt en herskende tanke i det her land, at hvis bare man er et godt menneske, saa kommer man ogsaa i Himmelen. Men her er Jesus tydelig i Bibelen. Vi kan ikke frelse og selv. Kun ham! Og igennem de sidste par uger har vi proevet at bryde igennem denne maade at taenke paa og pege studerende hen til den erkendelse, at det kun er igennem Jesus, at frelsen kommer. 

Ellers er en af kvindebibelstudiegrupperne begyndt efter ferien. Det er dejligt at se pigerne igen. I aar har vi (Marina - kristen og kvindelig studerende - og jeg) faaet lagt paa hjertet at invitere nogle flere piger med. Saa det er vi spaendte paa. Vi har indtil nu bl.a. arbejdet med teamer som: "Hvad betyder det at vaere et godt menneske?" (som en opfoelgning paa det ene studentermoede) og "Frihed". Og saa er en ny tradition paa allermystiske maade opstaaet. Hver gang skal vi have en dansk dessert. Saa jeg har fundet mit husmodergen frem og kreeret desserter til den helt store guldmedalje (maaske lige frem i en grad saa begge mine bedstemoedre ville vaere stolte over resultatet). Dessert, bibel, Jesus og kvinder passer bare virkelig godt sammen. Det er saa opmuntrene for mig at faa lov til at foelge denne gruppe kvinder taet, udfordre dem til at undersoege Jesus mere i deres liv og snakke en helt masse omkring identitet - et emne der helt naturligt kommer op, naar en gruppe af kvinder saetter sig ned og kigger hinanden i oejnene.

Dansk lagkage med et internationalt
islaet gennem flagene. Begejstringen
over maengden af chokoladen ville ingen
ende tage! 

Naerbillede - kun fordi det virkelig
sjaeldent sker at jeg paa nogen
maade producere lagkage. 

Siden sidste blog har jeg simpelthen ogsaa faaet lov til at fejre foedselsdag med en maaneds forsinkelse hernede. Jeg var egentlig i Danmark paa selve dagen og var saa heldig at faa lov til at fejre det med venner og familie der, men hvor var det roerne at mennesker i kirken her, ogsaa ville vaere en del af fejringen. Det er lige praecis der, at jeg faar lov til at se og opleve, at jeg er blevet en helt naturlig del af livet i Montenegro, og det roerer mig og fylder mig med en taknemmelig glaede.

Og med fare for at vende denne blog
indtil en madblog, bliver jeg
simplethen noedt til at dele et billede af den kage
som praestefruen diskede op med til min foedseldagsfejring.
Ja, jeg klager ikke! 

Udover de ugentlige aktiviteter bruger jeg ogsaa tid paa at moedes med en helt masse (kvindelige) studerende til en kop kaffe paa en af byens utrolig mange cafeer. Det er en del af arbejdet at tage sig tid; tid til at lytte, tid til at dele liv, tid til at dele tro, tid til at grine, ja i virkeligheden bare tid til at investere i et andet menneske. Og det har faaet mig til at taenke over, at tid i virkeligheden maaske i er blevet en mangelvarer i vores verden og hverdag i dag. Jeg foeler mig heldig, at jeg har muligheden for at give lige praecis den ting til de studerendene i Montenegro. Tid. Jeg laerer simpelthen saa meget igennem det. 

To nye intiativer i aar

Efter sommerferien har vi ogsaa i vores medarbejderflok og i samarbejde med den lokale kirke startet to nye initiativer: Sportsaktiviteter (der isaer for maendene i vores gruppe giver mulighed for at laere studerende at kende baade paa gymnasiet og universitet) og braetspilsaftner (sammen med praesteparret i kirken, der har et hjertet, der banker for spil). 

Sportsfokuseret er primaert blevet lagt paa min kollega Sašas hjerte. Og indtil videre har han taget initiativ til at lave ugentlige fodboldkampe, hvor der bl.a. bliver delt en andagt eller vidnesbyrd. Det giver ogsaa baade ham og os en god mulighed for at foelge op paa flere af de kontakter vi fik gjort os i loebet af sommeren under Camp Monty (vores aarlige sportslejr i byen). Samtidig har vi ogsaa en masse visioner for, hvordan arbejdet skal se ud i fremtiden.

Billedet af Saša paa fodboldbanen er ikke taget
fra vores ugentlige fodboldkampe, men fra
denne sommers Camp Monty! Men hvor ville det vaere
vidunderligt hvis samme antal studerende moedte op! 

Spilaftnerne henvender sig til nogle andre studerende. Generelt er voksenbraetspil ikke noget, som er vanvittig kendt i det her land. Men stille og roligt begynder nogle studerende at finde det baade sjovt, spaendende og udfordrende. Det viser sig at vaere en rigtig fin maade for os at knytte os til de studerende paa, for praesteparret at laere flere af de studerende at kende, og stille og roligt opbygge en tillid til hinanden. Naar man bruger nogle timer sammen om ugen, begynder man ogsaa at snakke om andet end spil, og derved begynder vi at aabne op for mere eksistentielle spoergsmaal angaaende tro og liv. 

De skiftende aarstider: 
Noget andet, jeg laerer ved at bo i Montenegro, er, at hver sin aarstid kraever hver sin forberedelse. Det traeder ikke saa tydeligt frem, naar man bor i Danmark. Men her i begyndelsen af efteraaret er det blevet tid til at goere sit braende klar til vinteren, da langt de fleste huse udelukkende er opvarmet via braendeovne. Saa det har jeg ogsaa maatte goere (proev lige at spoerge om mit image som den staerke skandinaviske kvinde, der bor selv i Montenegro, blev forstaerket igennem de uger). Saa med hjaelp fra et par maend fra kirken, er der nu blevet klar til vinterens indtraeden. Det giver mig god mulighed for at knytte baand til mine naboer, da livet paa saadan en lille villavej i Nikšic er meget socialt. Alle hjaelper alle, alle har en mening om, hvordan praktiske ting skal loeses, og alle finder hende kvinden, der bor helt selv utrolig spaendende, saa det har vaeret dejlig at kunne bruge lidt ekstra tid med dem. 

I magtesloesheden er man staerk! 
I de sidste par dage har jeg i min daglige bibellaesning bl.a. beroert Andet korintherbrevs sidste kapitler. Der er nogle utroligt staerke vers, som taler staerkt til mig. Der staar bl.a.:

"Tre gange bad jeg Herren om, at den maatte blive taget fra mig, men han svarede mig: Min naade er dig nok, for min magt udoeves i magtesloeshed. Jeg vil altsaa helst vaere stolt af min magtesloeshed, for at Kristi magt kan vaere over mig." (2. Kor. 12, 8-9)

Og i naeste kapitel:

"For han blev korsfaestet i magtesloeshed, men han lever ved Guds magt, og vi er magtesloese i ham, men for jer skal vi leve sammen med ham ved Guds magt" (2. kor. 13,4).

Paulus oplever i det foerste citat, at Gud har givet ham en torn i koedet (ingen kan med sikkerhed sige, hvad det konkret har vaeret, men rart, har det helt sikkert ikke vaeret), fordi han han skal ydmyges for Gud. Jeg vil ikke helt sammenligne mig liv med Paulus', men magtesloesheden kan tage mange former. Og magtesloeshed er en ting, jeg ofte har moedt i mit liv paa mange forskellige planer. Lige nu er der isaer to omraader, hvor jeg moeder den. 

Foerst og fremmest moeder jeg den ved, at jeg bor i en anden kultur. Jeg er vant til at have styr paa de fleste ting i min hverdag, men her fungerer naesten alting bare anderledes. Alt fra hvordan man gaar i dagligvarerforretninger til offentlige kontorer, kirkeliv og sociale kodeks. Jeg er ofte endt i situationer, hvor jeg har maatte vente paa at andre gjorde noget, foer jeg kunne komme videre, og det har til tider faaet mig til at foele mig magtesloes, og hvis jeg saadan skal vaere helt aerlig, saa maaske ogsaa en kende frustreret. Selvom jeg er sikker paa, at Paulus magtesloeshed hoejst sandsynligt har vaeret paa et dybere plan end det, saa kan det tage meget fokus i hverdagen.

Det andet perspektiv er, at jeg saa gerne vil se studerende og mennesker generelt give deres liv til Jesus. Dog, saa kan jeg ikke skabe vejen ind i mennesker hjerter eller faa troen til at vokse frem i dem. Jeg kan kun dele det, som jeg tror paa. Denne tematik delte jeg ogsaa i mit sidste blogindlaeg sidste gang (http://rebekkaiverden.blogspot.com/2017/10/sa-er-jeg-tilbage.html). Det kan faa mig til at foele mig saa utrolig magtesloes.

Naar vi indser vores egen magtesloeshed, er vi ogsaa i stand til at finde styrke i den ene, som for alvor kan give os den, Jesus! Som det andet skriftsted beskriver, moedte han den stoerste magtesloeshed i sit liv, end nogen anden nogensinde vil staa ansigt til ansigt med. Han be-kaempede doeden og gav direkte adgang til det evige liv sammen med ham. I vores magtesloeshed kan hans naade og kaerlighed traede i karakter i vores liv. Jesus doed og opstandelse udfordrer vores maade at se verden paa! Den transformere os til at skinne af ham midt i verdens moerkeste afkroge. 

Så er jeg tilbage!

Siden sidst er der af helt naturlige årsager sket en hel del, da der er gået over to måneder siden sidste update fra mig. Jeg kunne dele så mange indtryk med jer. Bl.a. en masse indtryk fra en lidt længere ferie i Danmark, hvor jeg også mødtes med mine kollegaer i Danmark og havde besøg af min montenegrinske generalsekretær og hans familie på besøg i København. Eller om hvordan jeg, da jeg landede i Nikšic igen, har været på besøg hos en familie for at fejre "slava" (en helgenfejring i den ortodokse kirke), hvordan jeg har brugt timer og dage på at gøre mig klar til vinterens kulde ved at ordne brænde sammen med nogle stærke mænd fra kirken, hvordan jeg har været en tur i Dubrovnik sammen med nogle veninder, været til koncert med nogle store klassiske navne fra Balkan, være til landsholdskampen mellem Danmark og Montenegro i hovedstaden (hvor Danmark by the way vandt! YES!), passet børn for hyggens skyld for forskellige familier i kirken, været i Bosnien en enkel aften sammen med en veninde, eller om hvordan jeg rent faktisk (endelig efter et år) er begyndt at have sprogundervisning.

Men i dette blogindlæg vil jeg fokusere på, hvad der er sket i EUS, og hvordan arbejdet har formet sig, siden jeg kom tilbage fra ferie i starten af september. 

Hvad er der sket i EUS?

Da eksamenerne var slut før sommerferien, tog de fleste studerende ud til kystområdet for at arbejde på et sommerjob eller for at tage hjem til deres familier, der ofte bor andre steder end Nikšic. Derfor er de første par uger blevet brugt på at se en helt masse studerende igen. Samtidig har vi også i vores team forberedt, hvordan dette semesters aktiviteter skal se ud. Set skal siges, at universitet hernede har en lang sommerferie, der går fra slut juni indtil slut september. Derfor har vi kunne bruge en stor del af september på planlægning. 

Jelena

Den største omvæltning i vores team er, at min kollega, Jelena, har fået en mulighed for at tage på bibelskole i England dette år, hvor hun skal gå på Cornhill bible institute, mens hun samtidig arbejder som volontør i en kirke i London. Både jeg og hele teamet glæder os sådan på hendes vegne over denne mulighed og ønsker hende det bedste år. Derfor har vi også nu en ny arbejdsdynamik, der skaber nogle nye vinkler på tingene og andre muligheder end før. 

Vi har også startet et nyt initiativ. Sammen med præsteparret i kirken, inviterer studerende og andre interesserede til brætspil på kontoret én gang om ugen. Det er en god måde at lære hinanden at kende på. Indtil videre er det stadig småt, da montenegrinerne ikke har noget traditioner for at spille voksen-brætspil, men det er super hyggeligt. 

Kickstart af året

I slutningen af september afholdte vi vores første begivenhed på universitet siden sommerens slutning. Til dette event havde vi især fokus på at velkomme de nye studerende på universitet og dele med dem, hvem vi er, og invitere dem til at komme til nogle af vores faste aktiviter. Begivenheden blev afholdt på universitets egen café, hvor vi også normalt afholder 'Conversation Club'. Pete og Danijel fra vores team spillede nogle sange, Danijel introducerede hvem vi er, og så havde vi også inviteret nogle forskellige studerende til at spille noget af deres musik. Vi uddelte også et kort spørgeskema til de fremmødte, da vi gerne vil have et indblik i, hvad det er or nogle spørgsmål, de studerende har i forhold til tro og Gud, så vi ved, hvad det er for nogle emner, vi skal tage op til vores ugentlige studentermøder. Alt i alt var det en virkelig fin og god begivenhed, hvor vi fik en mulighed for at invitere både nye og gamle studerende til at være en del af EUS. 

Marina, en kristen studerende,
hjalp med at hænge plakater op på universitet
og inviterede også studerende med til vores
velkomstbegivenhed.

Danijel og Pete sang og spillede.

Dragana Stijepovic; en af de studerende,
 som sang og underholdte. 

Svetlana Bubanja; også student og
musiker. 

Tidligere filosofi studerende, Dino,
spillede blues.

Nogle studerende hoppede spontant ind
og spillede et nummer eller to. 

Videoen er en lille smagsprøve på Danijel's og Pete's egenskaber i at spille balkanrytmer. 

Allerede dagen efter, havde vi vores næste arrangement, da vores ugentlige aktivitet ' Conversation Club' startede op igen. Der mødte en fin gruppe op af både nye og gamle ansigter. 

Studentermøder

Sidste uge havde vi vores første studentermøde. Det var en aften, hvor fællesskabet stod i fokus, samtidig med at vi ville introducere lidt mere dybdegående, hvorfor vi eksistere. Vores navn, 'EUS', er en forkortelse af "Evandjeosko udruzena studenata Crna Fore". 'Evandjeosko' betyder 'evangelisk'; et ord, der ofte bliver misforstået og misfortolket i en ortodoks sammenhæng. Evangelium betyder "de gode nyheder" og referer til, at Jesus er opstået fra døden og tilbyder evigt liv til alle, der ønsker at tage imod ham. Aftenen var stille og rolig. Vi spiste pizza, hørte Pete tale om EUS, så en reklamevideo, vi havde lavet, lyttede til musik og lærte hinanden at kende. Uheldigvis kom der ikke så mange studerende, som vi havde håber på, men der var stadig en del af dem, der ikke var kommet til Nikšic. 

Pete giver en introduktion til, hvad 'EUS' er, og hvorfor
vi er her. 

Hvis I kan tænke jer at se lidt mere om, hvad vi laver i EUS i løbet af et år, kan I se den nedenstående video, men vær opmærksom på, at teksten er på engelsk: 

https://www.youtube.com/watch?v=TUmIaQKI5Mg

I sidste uge havde vi vores andet studentermøde. Vi havde en missionær, Jeff Buxton, der sammen med hans hustru har et lokalt forma, der bl.a. arbejder med IT og online kommunikation. Han talte om, hvordan de studerende kan optimere deres CV og forberede sig til jobsamtaler. Det er ikke noget, som man naturligt lærer om i denne kultur, så det er noget, vi føler, vi kan hjælpe de studerende med at blive udrustet i. Undervejs havde vi selvfølgelig også en andagt. 

Hvad med mig? 

Jeg har også brugt den første tid på at mødes med en masse nye studerende, som jeg har først lidt har lært at kende blandt andet gennem vores første events, gennem venner og nogle salsatimer, jeg tager sammen med en studerende. Og så er en af pige-bibelstudiegrupperne fra sidste år også startet op igen. Vi er lige nu især i gang med at sætte nogle nye rammer for vores indhold af studierne og så en god struktur omkring det. Min glæde over gruppen er, at 4 piger har sagt "ja" til at være en del af den, hvoraf én af dem kun har været med 'en gang før, så jeg er fuld af forventning over vores fremtidige tid sammen. Sidste men ikke mindst har jeg også en gruppe søstre og enkelte studerende, jeg har opstartet bibelstudier med. 

Såning i Nikšic

Til en af vores teammøder for et par uger siden, havde vi et bibelstudium over Mark. 4, 1-20. Noget, som ikke kun ramte mig, men hele teamet, ift. vores arbejde blandt studerende. Jesus opmuntrer alle kristne gennem lignelsen.

Jesus fortæller en lignelse til en stor gruppe af mennesker, der er samlet omkring ham. Den handler om en sædemand (en mand, der sår sine marker til), som så sin sæd i forskellige typer af jord: noget på vejen, noget på klippegrund, noget mellem tidslerne og noget falder i god jord. Sæden groede kun godt i den gode jord, mens den hurtigt døde i de andre typer jord. Som i alle andre lignelser, bruger Jesus historien til at vise et eksempel på, hvordan hans ord arbejder, og hvordan vi, der deler hans ord med mennesker, kan opleve forskellige reaktioner på det. Senere i teksten forklarer Jesus lignelsen til sine disciple på følgende måde: 

"Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager ordet bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det, men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold." (v. 15-20)

Jeg har ofte oplevet i mit arbejde med studerende (og mange gange i mit liv som kristen), alle de ovenstående reaktioner på Guds ord - de gode nyheder om, at Jesus har frelst verden gennem sin død og opstandelse. Ofte kan det være demotiverende at opleve, at reaktionen hos mennesker, når de hører om Jesus er, at de på den ene eller anden måde afviser ham. Nogle gange ser det i første omgang ud som om, at et menneske har set det og begynder og blomstre i det, for så lige pludseligt at vende sig væk fra det igen. Alligevel er der en stor opmuntring i teksten. Enhver kristen har et kald til at så Guds ord alle vegne - så bredt som overhovedet muligt, men konsekvenserne for, hvordan mennesker tager imod det, er ikke vores ansvar. Vores kald er at så det. hvis Gud ikke vil tvinge nogle til tro, hvordan i alverden skulle vi så kunne det? Men hvis det modsatte sker, at et menneskes hjerte er åbent for at modtage Jesus, og er klar til at blomstre med ham, er det heller ikke os, der kan skabe den spirituelle vækst i menneskers liv. Paulus beskriver det på den følgende måde i 1. Kor. 3, 6-7:

"Jeg (Paulus) plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander er noget, men det er Gud, som giver vækst." 

Med denne opmuntring vil jeg, sammen med resten af teamet, møde dette år og bede til, at Gud vil nå studerendes hjerter! 

Sommer, sommer og sol

Som kort nævnt i sidste blogindlæg, der efterhånden må siges at have været et stykke tid siden, er der sket meget her i Montenegro. Når mennesker derhjemmefra har spurgt mig om, hvordan det går, har jeg beskrevet alle de mange indtryk på følgende måde: Jeg elsker rutsjebaner i forlystelsesparker, og jeg kan prøve dem om og om igen, men på et tidspunkt, når jeg har prøvet det nok gange, får jeg det alligevel en lille smule kvalmt. Så nu begynder jeg for alvor at glæde mig til lidt ferie i august. Den sidste måned har været intens, men på den allerbedste måde, hvor Gud om og om igen har vist sin godhed og vist, at han ønsker at nå mennesker - at han ønske at være i relation til dem - og at han leder, så jeg kun kan stå forundret og betragte, mens jeg ser, hvordan han arbejder i menneskers liv og leder mig i, hvilke skridt jeg skal tage. Så denne gang bliver det nok lige en lidt længere blog, end I er vant til, men jeg håber, at I kan holde fast, mens jeg deler den sidste måneds vilde karusseltur.

Og netop Guds godhed har været en overskrift for den sidste måned. Han er god og trofast hver eneste dag og giver ud af sin kærlighed til os, uanset hvad dagligdagen byder på af op- og nedture. Derfor er Salme 136 også blevet til en lovsang for mig her i begyndelsen af en ny måned. Og I skal ikke snydes for nogle af versene:

Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
Tak gudernes Gud,
hans trofasthed varer til evig tid.
Tak herrernes Herre,
hans trofasthed varer i evig tid.
....
Tak himlen Gud,
Hans trofasthed varer til evig tid.

(Sl 136, 1-3+26)

Jeg håber, at det skinner igennem på de mange indtryk, som jeg vil dele med jer herunder.

English Camp

Så, i starten af måneden havde vi, traditionen tro, besøg af en 9-mands stor gruppe fra UCCF (den engelske kristne studenterbevægelse, der er europas største). De var her i 2 uger. Deres primære opgave var at afholde en lejr, hvor indholdet selvfølgelig var centreret om at delen, hvem Jesus er. Talerne pegede på emner som: tilfredsstillelse i liver, værdi, tilgivelse, lidelse og håb. Bagefter var der tid til at diskutere emnet i små samtalegruppe. Resten af programmet bestod af engelsk lektioner givet af de studerende fra England, sportsaktiviteter og aftenerne havde forskelligt underholdene indhold, som en aften fyldt med skottisk kædedans, en talentaften (hvor jeg by the way lavede mit første stand-up-show) og en bålaften, hvor vi delte vores bedste oplevelser på lejren, spiste lækre bålsnacks og sang en masse af sange.

I noget af den fritid, der var på lejren,
blev der hygget med kortspil, kaffe og godt fællesskab. 

Montenegrinske deltagere, det engelske team og EUS teamet i de
mest smukke omgivelser i nærheden af byen Pluzine. 

Det bliver undervist i engelsk.

Bålaften!

Der blev trænet kædedans til den store guldmedalje på lejren.
Selvom montenegrinere er vant til at danse noget lignede
i deres nationale og traditionelle dans, glædede det alligevel
mig lidt, at de også skulle holde tungen lige munden for
at følge med! 

Det er næsten en hel selvstændig træning at forsøge at følge med.
Om ikke i andet så for lattermusklerne.

Der var mange sjove og rørene optrædener på lejren
talentaften. Men alle hjerter smeltede for alvor,
da generalsekretærens datter, sammen med hendes far,
gik på scenen for at give et nummer! 

Tid til lovsang på lejren! 

I antal var det ikke den største lejr, vi har haft igennem årerne, men Gud arbejdede stort i menneskers liv. Hver dag var det som om, at næsten alle deltagerne tog skridt i deres relation til Jesus. Han er i sandhed en levende Gud, der ønsker at tække ud til mennesker med sin kærlighed.

I tiden før lejren blev den engelske gruppes tid brugt på at forberede lejren, lære byen at kende, lære om kulturen og afholde forskellige event, hvor de kunne lære nogle af de montenegrinske studerende at kende. Den største begivenhed var en grillaften i vores præsts have. Der blev spist virkelig god mad, tændt bål, spillet spil, snakket, spillet musik og spillet en smule sport.

Maden bliver forberedt af meget seriøse mennesker. 

Snakken gik livligt ved bordene.

Efter lejren brugte vi selvfølgelig også tid på at følge op på de relationer, der var blevet skabt til deltagerne. Det gjorde vi bl.a. ved at tage en tur til kystbyen Kotor. Her så vi både den gamle by og brugte tid på stranden. Det gav altsammen gode muligheder for at lære hinanden endnu bedre at kende, snakke om Jesus og bare bruge kvalitetstid sammen.

På tur til Kotor! 

Det engelske team gjorde det så godt og var også en stor personlig opmuntring for mig!

Besøg fra Norge og Finland

Da teamet var taget afsted, fik jeg besøg af en norsk veninde, der det seneste år, har arbejdet for den europæiske kristne studenterbevægelse (IFES Europe), og en ven fra Finland, der også er engageret i den finske studenterbevægelse (OPKO). De kom begge for personligt at besøge mig og lære mere om Montenegro. Det var dejligt at kunne vise byen til venner, bede sammen og have fællesskab sammen. En anden god opmuntring til mig i den seneste måned!

Camp Monty

Sidste uge var fuld af gode oplevelser, da EUS i samarbejde med en organisation fra USA kaldet LIFE for 10. år i streg afholdt Camp Monty for hele vores bys børn og unge. Det er et forholdsvist stort team, der kommer fra primært USA (fra flere forskellige stater), der afholder en sports- og sproglejr.

Planlægningsmøde før lejren for alvor begynder.

Vi giver ikke op. Selvom det regner og engelskundervisningen
foregår udenfor handler det bare om at finde de kreative løsninger. 

Nogle af de børn og unge der deltog i tennis i løbet
af ugen.

Nogle af børnene, der får undervisning i engelsk.

Bandet, der spillede en blanding af kristne og verdslige
sange, spiller i byens centrum.

Omkring 150 børn og unge deltog hver dag i fodbold. 

Teamet bor på universitets kollegium, der ikke har studerende boende over sommeren, mens børnene og de unge bor hjemme hos deres familier. I løbet af dagen mødes vi så på forskellige lokationer rundt omkring i byen.

Om formiddagen blev der afholdt forskellige sportsaktiviteter såsom fodbold, basket ball og tennis. Hvert sted ville de tage en pause og dele en personlig troshistorie med deltagerne. Om eftermiddagen blev der afholdt engelsk undervisning for både børnene og de unge, der havde deres egen selvstændige gruppe og undervisning. Her blev der også brugt tid på at pege på Jesus, og for de ældste studerende også brugt lidt længere tid på at gå ind i dybere diskussioner af, hvem han er, og om det hele giver mening. Aftenprogrammet varierede de forskellige dage. Den første aften afholdt vi en koncert i midten af byen, næste aften var der et besøg hos det nærmeste roma-samfund, hvor der er ved at blive plantet en kirke, tredje- og fjerde aften havde vi aftenmøder i et lokalt teater, hvor der blev sunget lovsang og delt en tale om, hvem Jesus er, at han ønsker at være i fællesskab med hver enkel af os og invitere os til at undersøge mere om, hvem han er.

I den sparsomme fritid der var, brugte vi tid på at gå ud med dem, der havde interessere for at snakke mere, så vi kunne lære dem at kende, dele endnu mere af hvad vi tror på og invitere til endnu flere af EUS' arrangementer, når sommeren er ovre.

I løbet af ugen blev der plantet mange frø i børn og unges hjerte om, hvem Jesus er, hvad han har gjort og pege på den kærlighed, han har til hver enkel menneske. Fordi lejren har været her i mange år, begynder vi nu at kunne se frugten af mange års arbejde. Nogle af de børn, Camp Monty fik kontakt til for 10 år siden, er nu nogle af de studerende, der kommer til vores ugentlige møder i EUS, samtidig er de gode hjælpere i løbet af ugen ift oversættelse. Det er fantastisk at se, at Gud arbejder over lang tid - og ikke bare over en uge, en måned eller et år. Jeg glæder mig til at kunne komme tilbage til Montenegro om 10 år og forhåbentlig kunne se, at nogle af de børn, som jeg har haft kontakt til, har taget imod Jesus i deres liv og er vokset med ham.

Bryllup

Midt i al postyret fra Camp Monty var der også en helt anden begivenhed, som tog fokus. Nemlig et bryllup mellem min montenegrinske veninde og danske ven. Hvor er det bare en fantastisk fest at få lov til at være med til at fejre! At to venner finder kærligheden er ikke mindre end et hverdagsmirakel. Og jeg elsker at se deres kærlighed til hinanden. Men at vi oveni det kunne have en fejring af, at Danmark og Montenegro bliver forbundet igennem et bryllup var et ekstra krydderi til festen. Og for mig personligt opmuntrede det på en eller anden forunderlig måde også ift., at jeg er en dansker, der bor i Montenegro.

Det var en glædelig ting, at vores kære by, Niksic, fik en midlertidig indvandring af en dejlig gruppe danskere. Det var hyggeligt, berigende og gav lidt ekstra energi til en udenlandsdansker som mig.

Dejligt at stå mellem et brudepar og gode danske venner
til et bryllup i Montenegro! Hurra for det!
@martinaphotographynk: https://www.facebook.com/martinaphotographynk/?ref=ts&fref=ts&sw_fnr_id=1985842797&fnr_t=0

"The gang". En gruppe af kvinder, som allerede den første sommer,
jeg var i Montenegro, blev tætte og gode venner. Vi nød at kunne
fejre bryllup for en i gruppen og se hinanden efter lang tid uden at kunne ses.
@martinaphotographynk: https://www.facebook.com/martinaphotographynk/?ref=ts&fref=ts&sw_fnr_id=1985842797&fnr_t=0

August

Opfølgning af vores kære oversættere på Camp Monty.

Denne måned består i størstedelen af tiden af ferie for hele vores team efter nogle hektiske måneder. Det tror jeg, at vi alle trænger til!

Men inden vi når så langt, arbejder vi i disse dage på opfølgning af sommerens aktiviteter. Det kommer bl.a. til at ske ved at fortsætte noget af engelskundervisningen af gymnasie-eleverne, fodbold og mere opfølgning på de oversættere, vi havde på Camp Monty. I en til en relationerne er der mere fokus på bibelstudier og gå dybere ind i, hvad Bibelen siger om, hvem Jesus er.

Når ferien er ovre, glæder jeg mig endnu mere til at arbejde videre med disse nye relationer og tiltag!

God sensommer til jer alle!